Klage over manglende henvisning til øjenlæge i forbindelse med skadestuebesøg
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende henvisning til øjenlæge i forbindelse med
skadestuebesøg
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere afdelingslægen for hendes behandling af patienten, idet nævnet ikke fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at patienten blev tilrådet at se tiden an i fem dage. Det var nævnets opfattelse, at afdelingslægen foretog en relevant undersøgelse af patientens øje samt ordinerede en relevant behandling.
Resumé
En 39-årig kvinde søgte skadestuen den 14. maj 2003, idet hun havde fornemmelse af et fremmedlegeme i sit højre øje. Patienten blev undersøgt af en afdelingslæge, som fandt en overfladisk læsion på ca. 2 mm på regnbuehinden (iris). Øjet blev smurt med infektionsbekæmpende og forebyggende salve i form af Kloramfenikolsalve, og der blev påsat beskyttelsesklap. Afdelingslægen skrev endvidere recept på salven til smøring af højre øje tre gange i døgnet, i alt fem dage. Patienten blev opfordret til at søge øjenlæge, så snart der opstod problemer.
Den 19. maj 2003 søgte patienten en privatpraktiserende øjenlæge, idet hun havde smerter i sit højre øje. Der blev fundet rødme og reaktion i regnbuehinden samt vævsirritation på hornhinden. Patienten blev opfordret til at fortsætte med Kloramfinikol salve. Desuden blev hun sat i behandling med antibiotika i form af Garamysin dråber. Ved kontrol to dage senere kunne der konstateres subjektiv bedring. Ved spaltelampeundersøgelse blev der dog fundet fortsat vævsreaktion, og det blev aftalt, at patienten skulle komme til kontrol efter en uge og tidligere ved forværring. Allerede den 22. maj 2003 blev patienten igen undersøgt af øjenlægen, som nu ved spaltelampeundersøgelse fandt, at der var tale om forværring, og hun blev derfor henvist til øjenafdelingen på sygehuset.
Samme dag, den 22. maj 2003, blev patienten undersøgt på øjenafdelingen, hvor det blev konstateret, at der var tale om hornhindebetændelse, og at patienten skulle fortsætte med antibiotisk behandling. Patienten var herefter til kontrol i alt 13 gange indtil den 28. august 2003, hvor behandlingen kunne afsluttes. Synet på venstre øje var da 1,0, mens synet på højre øje var 0,3.
Der blev klaget over, at patienten den 14. maj 2003 ikke modtog en korrekt behandling, herunder at hun ikke blev henvist direkte til øjenlæge eller øjenafdelingen.