Klage over manglende konstatering af brud i håndrodsknoglen

Klage over manglende konstatering af brud i håndrodsknoglen

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den praktiserende læge for hans behandling af patienten i perioden fra den 29. maj 2001 til den 17. september 2002. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om lægen under de foreliggende omstændigheder havde henvist til ny undersøgelse i forbindelse med konsultationen den 29. maj 2001.

Det fremgik af journalen, at patienten i marts 2001 faldt og slog sin højre hånd under en fodboldkamp. Umiddelbart mente han, at hånden var forstuvet og henvendte sig derfor ikke til lægen. På grund af fortsatte smerter henvendte han sig den 29. maj 2001 til lægen, som konstaterede, at der ikke var tegn på brud. Lægen vurderede, at der var tale om en følgetilstand efter forvridning i håndleddet og henviste patienten til fysiurgisk behandling.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere speciallægen for hendes behandling af patienten den 1. maj og den 2. september 2002.

Det fremgik af journalen, at patienten første gange blev undersøgt af speciallægen den 1. maj 2002, hvor hun optog sygehistorie og anførte, at han for ca. 1 år siden var faldet på ryggen med højre hånd placeret over lænden, og at der havde været stærke smerter og hævelse, men at der ikke var foretaget røntgenundersøgelse. Smerterne havde været aftagende de første 6 måneder, men herefter havde der været vedvarende problemer med håndleddet. Speciallægen fandt ved sin objektive undersøgelse ømhed i håndleddet samt nedsat bevægelighed. Hun konkluderede, at der måtte være tale om følger efter en skade på de små håndrodsknogler, der havde sat sig sammen, og at der i første omgang kunne forsøges med udspænding og akupunktur. Den 2. september 2002 fandt hun ved fornyet undersøgelse af patienten manglende effekt af behandlingen samt fortsat bevægelsesindskrænkning i håndleddet. Hun henviste herefter patienten til behandling hos 2 andre speciallæger.

Det var nævnets opfattelse, at speciallægen, med baggrund i sygehistorien og den objektive undersøgelse ved konsultationerne den 1. maj og den 2. september 2002, burde have været henvist til en røntgenundersøgelse på mistanke om frakturfølge og med henblik på diagnostisk afklaring.

Resumé

En 17-årig dreng faldt i marts 2001 og slog sin højre hånd under en fodboldkamp. Da smerterne i hånden fortsatte, henvendte han sig den 29. maj 2001 til sin praktiserende læge, som ikke fandt tegn på brud.

Den 27. marts 2002 henvendte patienten sig atter hos lægen med nedsat bevægelighed i håndleddet og smerter. Lægen konstaterede, at der fortsat ikke var tegn på brud og henviste patienten til en speciallæge på grund af mistanke om en mulig skade i bløddelene eller i brusken.

Den 1. maj 2002 blev patienten undersøgt af speciallægen, som konstaterede, at der var nedsat bevægelighed og ømhed i håndleddet svarende til spolebenet. Hun konkluderede, at der var tale om følger efter en skade på de små håndrodsknogler, og at behandlingen i første omgang skulle bestå af udspænding og akupunktur. Den 2. september 2002 undersøgte speciallægen patienten på ny og fandt fortsatte smerter. Speciallægen henviste efter undersøgelsen patienten til 2 andre speciallæger.

Den 17. september 2002 undersøgte lægen atter patienten og henviste ham, på grund af vedvarende gener fra håndleddet, til ortopædkirurgisk afdeling, hvor lægerne konstaterede, at der var tale om et brud i den bådformede håndrodsknogle, og at der var opstået et falsk led ved bruddet, som skulle opereres.

Der blev klaget over, at lægen og speciallægen ikke foretog tilstrækkelig behandling af patientens højre hånd.