Klage over at operation af polyp forårsagede hul på tyktarmen efter el-koagulation
Statutory Text (2 Articles)
Klage over at operation af polyp forårsagede hul på tyktarmen efter el-koagulation
Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere overlægen for operationen med fjernelsen af polyppen, og det blev desuden indskærpet overfor overlægen at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Nævnet lagde vægt på, at overlægen anvendte elektrisk strøm direkte på en af kikkertrøret udspilet tarmvæg over et 1 cm stort område uden at anvende saltvandsteknik.
Nævnet kunne oplyse, at det er velkendt, at der ved fjernelse af polypper med anvendelse af elektrisk strøm er en lille risiko for, at der opstår beskadigelse af tarmvæggen, og at denne beskadigelse kan medføre, at der senere opstår hul på tarmen (perforation). Dette ses især ved koagulation af polypper, som har en diameter, som er større end 1 cm, ved store polypper med kontakt til modsatte tarmvæg og ved anvendelse af strøm direkte på den udspilede tarmvæg. En fladeformet polyp med en udbredelse på 1 cm fjernes bedst ved at sprøjte saltvand ind under polyppen, så den herved løftes væk fra den underliggende tarmvæg. Herefter kan den fjernes med en metalslynge. Det er således ikke anerkendt teknik at forsøge elektrisk koagulation af en polyp af denne størrelse, idet risikoen for beskadigelse af tarmvæggen og efterfølgende perforation er stor.
Nævnet kunne desuden oplyse, at det er almindeligt at hjemsende patienter samme dag, som de har fået foretaget en kikkertundersøgelse, hvis der ikke er tegn på blødning eller ildebefindende.
Resumé
En 66-årig kvinde, som tidligere havde fået fjernelse et stykke af tyktarmen på grund af kræft, fik i forbindelse med en kontrol foretaget en kikkertundersøgelse af endetarmen og en del af tyktarmen. Overlægen fandt små flade polypper i tyktarmen, og han udtog to vævsprøver fra dette området og foretog brænding af blodkar for at stoppe blødning. Efter at være blevet observeret i en time blev patienten sendt hjem.
To dage senere blev patienten indlagt akut på kirurgisk afdeling på mistanke om tarmperforation efter polypfjernelsen. Ved en efterfølgende operation blev der konstateret en perforation af tarmen svarende til området, hvorfra der tidligere var udtaget vævsprøve.
Der blev klaget over, at der ved fjernelsen af en polyp opstod et hul på tyktarmen, og at patienten efterfølgende blev udskrevet på trods af, at hun havde stærke smerter.