Klage tillagt opsættende virkning og udstrækning af tvangsbehandling underkendt

Klage tillagt opsættende virkning og udstrækning af tvangsbehandling underkendt

Det Psykiatriske Patientklagenævn behandlede klagen den 12. december 2002 og godkendte den fortsatte tvangsbehandling.

Patienten var herefter fortsat indlagt, hvor tvangsbehandlingen fortsatte.

Patienten blev den 2. juni 2003 overflyttet til en anden afdeling. Lægerne fortsatte den igangværende tvangsbehandling med tablet eller mikstur Risperdal, eller som alternativ injektion Cisordinol.

Patienten modtog til og med den 13. juni 2003 den igangværende tvangsbehandling uden at modsætte sig denne, hvorefter han den 14. og 15. juni 2003 ikke længere accepterede denne. I afdelingen observerede man i disse dage en forværring i hans tilstand, idet han blev udskældende, paranoidt mistolkende og nedvurderende i sine udtalelser overfor personalet.

Patienten klagede den 17. juni 2003 atter over tvangsbehandlingen til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn behandlede klagen den 2. juli 2003 behandlet og godkendte den fortsatte tvangsbehandling. Der blev som begrundelse anført, at patienten var uden sygdomserkendelse, og at der ikke siden nævnets tidligere afgørelser i oktober og december 2002 var foretaget ændringer i medicineringen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte delvist den afgørelse, der blev truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 10. oktober 2002 vedrørende tvangsbehandling, idet nævnet fandt, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte den afgørelse, der den 12. december 2002 blev truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 12. december 2002 om tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede den afgørelse, der blev truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 2. juli 2003 om tvangsbehandling.

Vedr. begrundelse for så vidt angår Det lokale Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 10. oktober 2002

Fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne for at tvangsbehandle patienten var opfyldte.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet patienten gennem nogle uger blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Nævnet oplyste, at det af psykiatrilovens § 32, stk. 3, følger, at klager over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Det var Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at der ikke i sagens akter fandtes holdepunkter for, at patienten i sin tilstand udsatte eget liv eller helbred for væsentlig fare eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Nævnet fandt derfor, at patientens klage den 29. september 2002 burde have været tillagt opsættende virkning.

Vedr. begrundelse for så vidt angår Det lokale Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 12. december 2002 fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne for at tvangsbehandle patienten var opfyldte.

Nævnet skal bemærke, at i tilfælde, hvor der - som i den konkrete sag - ikke var truffet en ny beslutning om tvangsbehandling, var det nævnets opfattelse, at der ikke er pligt til at tillægge en klage over fortsat tvangsbehandling opsættende virkning.

Vedr. begrundelse for så vidt angår Det lokale Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 2. juli 2003 fandt

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter en samlet vurdering, at patienten ved overflytningen til den nye afdeling på trods af kontinuerlig antipsykotisk behandling gennem ca. 9 ½ måned, hvorunder der dog var indtrådt en bedring, at patienten fortsat var behandlingstrængende og uden sygdomsindsigt samt urealistisk med hensyn til egen formåen. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt herefter, at der ved ophør med antipsykotisk behandling ville foreligge en betydelig risiko for forværring af tilstanden, og at det således ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt dog ud fra en konkret vurdering, at den fortsatte tvangsbehandling ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning for så vidt angik behandlingens udstrækning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at det fremgår af psykiatrilovens § 4, stk. 4, at tvang ikke må anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål. Bestemmelsen indebærer en lovfæstelse af mindste middels princip, der blandt andet medfører, at der skal ske en begrænsning i den tidsmæssige udtrækning af en tvangsforanstaltning til det absolut nødvendige. Ifølge lovens § 21 har overlægen til stadighed ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Bestemmelsen er udtryk for, at det er overlægen, som i tilfælde af en klage skal sandsynliggøre, at tvangsanvendelsen ikke kun var formelt berettiget, men også nødvendig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kunne videre oplyse, at man normalt forventer, at behandling med antipsykotisk medicin viser optimal effekt i løbet af 1½ til ca. 3 måneder. I daglig klinisk praksis anvendes Risperdal til mennesker i aldersgruppen 20 til ca. 60 år almindeligvis i doseringer fra omkring 4-8 mg, og undertiden op til 16 mg i døgnet, eventuel i forbindelse med indgivelse af bivirkningsmedicin

Det fremgik af overlægens udtalelse til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at patientens tilstand var blevet bedret noget, men at han fortsat var uden egentlig sygdomsforståelse og sygdomsaccept.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bemærkede, at patienten på tidspunktet for Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse gennem ca. 9½ måned var blevet behandlet med Risperdal 4 mg dagligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt på denne baggrund, at den fortsatte tvangsbehandling ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt desuden, at der ved patientens klage den 17. juni 2003 ikke var tale om en ny beslutning om tvangsbehandling af ham, hvorfor der i forbindelse med klagen over den fortsatte tvangsbehandling i det konkrete tilfælde ikke var pligt til at tillægge klagen opsættende virkning.

Resumé

En 51 årig mand havde været psykisk syg i en årrække, og han havde tidligere flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af skizofreni.

Under den seneste indlæggelse i juli og august 2002 vægrede han sig meget af tiden mod at indtage den ordinerede antipsykotiske medicin, indtil han endeligt helt ophørte hermed, hvorefter hans tilstand blev forværret således, at han i tiltagende grad blev psykotisk.

Den 16. september 2002 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling i form af mikstur eller tablet Risperdal, alternativt injektion Cisordinol. Patienten blev af lægerne samme dag informeret om beslutningen. Han anførte hertil, at man blot var ude på at slå ham ihjel. Han blev forespurgt, hvorvidt han ønskede at klage over den påtænkte tvangsbehandling samt orienteret om, at en klage i så fald ville have opsættende virkning. Patienten svarede, at en død mand ikke kunne klage, hvilket man fortolkede således, at han ikke ønskede at klage, hvorefter tvangsbehandlingen blev indledt den 17. september 2002.

Patienten klagede den 29. september 2002 over beslutningen om tvangsmedicinering til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Lægerne anførte i den forbindelse, at man i afdelingen ikke fandt det utvetydigt klart, at patientens klage omfattede en klage over tvangsbehandlingen som sådan, og set i lyset af, at han ikke oprindeligt ønskede at klage, og at han efterfølgende stort set uden problemer havde taget imod den ordinerede medicin, skønnede de, at klagen ikke skulle tillægges opsættende virkning, hvorfor man ikke afbrød den igangværende tvangsbehandling.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse behandlede klagen den 10. oktober 2002 og godkendte beslutningen om tvangsbehandlingen. Nævnet godkendte endvidere, at lægerne ikke tillagde klagen opsættende virkning, idet patienten var ambivalent vedrørende den medicinske behandling, ligesom han havde været ambivalent overfor ønsket om at klage over tvangsmedicinering.

Patienten klagede den 15. november 2002 atter over tvangsbehandlingen til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.