Klage over tvangsbehandling skulle være tillagt opsættende virkning
Statutory Text (2 Articles)
Klage over tvangsbehandling skulle være tillagt opsættende virkning
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn afgørelse af 21. januar 2004 om tvangsmedicinering af patienten. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt dog, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten opfyldte betingelserne for at man kunne tvangsbehandle hende og fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning.
Den behandlende overlæge havde i sin udtalelse til sagen anført, at patienten lige fra starten af iværksættelsen, altså den 15. december 2003, blev orienteret om hendes mulighed for at klage over beslutningen, men at hun først den 8. januar 2004 fandt ud af, at hun ville klage, hvilket den behandlende overlæge først blev orienteret om den 12. januar 2004. Endvidere blev det anført, at patienten på dette tidspunkt havde modtaget medicinen i 15 dage med ganske god virkning, og at det derfor ikke fandtes lægeligt forsvarligt at tillægge klagen opsættende virkning, da dette unødigt og med ganske stor sandsynlighed ville forårsage en forværring i patientens tilstand og tillige betyde, at behandlingen generelt set ville trække ud med forlængelse af tvangstilbageholdelsen til følge.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste herved, at det af psykiatrilovens § 32, stk. 3, følger, at klager over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.
Der kræves således en egentlig nødsituation, for at en psykiatrisk afdeling kan iværksætte eller fortsætte en tvangsbehandling, inden der foreligger en afgørelse fra det lokale nævn, når patienten har klaget.
Resumé
En 61-årig kvinde blev den 14. august 2003 indlagt på psykiatrisk afdeling på behandlingsindikation, efter at hun i perioden op til indlæggelsen var blevet tiltagende vredladen, råbende og udskældende over for andre beboere i den ejendom, hvor hun boede. Ved indlæggelsen vurderede man, at patienten led af en sindssygdom præget af vrangforestillinger og var uden sygdomserkendelse.
Patienten blev fra indlæggelsesdagen tilbudt behandling med antipsykotisk medicin, men var stærkt afvisende heroverfor.
Patienten blev herefter tvangstilbageholdt, og hun blev den 1. og 15. september 2003 søgt motiveret for medikamentel behandling. Den 10. november 2003 blev patienten vurderet tiltagende paranoid, herunder verbalt truende. Hun blev atter tilbudt antipsykotisk medicin i form af Risperdal, hvilket tilbud den 20. november 2004 opretholdtes.
Man fandt ved samtale den 1. december 2003, at patienten var tiltagende psykotisk, personforvekslende og i sin paranoide tilstand muligt præget af giftfrygt, hvorfor der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet/mikstur/injektion Cisordinol 20 mg 1 gang dagligt, max 30 mg dagligt. Det fremgik af overlægens udtalelse, at patienten blev søgt motiveret for medikamentel behandling, senest den 10. november 2003.
Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn underkendte 12. december 2003 beslutningen om tvangsbehandlingen, idet nævnet fandt, at patienten forud for beslutningen ikke var forsøgt motiveret i tilstrækkeligt omfang. Den 15. december 2003 traf overlægen herefter på ny beslutning om tvangsmedicinering med tablet/mikstur/injektion Cisordinol 20 mg 1 gang dagligt, max 30 mg dagligt.
Patienten klagede den 8. januar 2004 over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning
Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte herefter den 21. januar 2004 beslutningen om tvangsmedicinering af patienten, herunder at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning.