Klage over tvangsbehandling med Cisordinol med henblik på overgang til Cisordinol Depot op til 500 mg pr. uge

Klage over tvangsbehandling med Cisordinol med henblik på overgang til Cisordinol Depot op til 500 mg pr. uge

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicineringen, men tilsidesatte beslutningen vedrørende depotbehandling. Nævnet fandt, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning og lagde vægt på, at patienten var forsøgt motiveret til frivillig antipsykotisk behandling gennem 6 dage forud for beslutningen om tvangsbehandling. Endelig fandt nævnet ud fra en konkret vurdering, at tvangsbehandling med depot ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte afgørelsen fra Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, men fandt dog, at grundlaget for at indlede tvangsbehandling med depotmedicin var til stede. Nævnet oplyste, at det af § 5 i den dagældende bekendtgørelse om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger, fremgår, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås.

Det var nævnets opfattelse, at tvangsmedicinering med depotmedicin sædvanligvis er en mere indgribende foranstaltning end tvangsmedicinering med et tilsvarende præparat med almindelig virkningstid, men nævnet fandt imidlertid ud fra en konkret vurdering, at Cisordinol i depotform i dette tilfælde opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet lagde herved vægt på, at patienten efter nævnets opfattelse fik usædvanligt udtalte infiltrationer i sædemuskulaturen i forbindelse med de daglige injektioner, og at han oplyste, at han følte sig ødelagt af de daglige injektioner. Nævnet fandt det herefter godtgjort, at daglige injektioner ville være forbundet med vedvarende daglig fysisk gene for patienten.

Resumé

En 33-årig mand havde siden 1988 flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling, på grund af skizofreni. Han var blevet behandlet med forskellige antipsykotiske præparater, herunder især depotinjektion Cisordinol. Aktuelt blev han for 14. gang genindlagt den 23. maj 2003, i henhold til en behandlingsdom. Lægerne konstaterede, at han i perioder var verbalt aggressiv, men at tilstanden var svingende. Han virkede latent aggressiv og indimellem nærgående, specielt overfor kvindelige medpatienter. Lægerne vurderede endvidere, at patienten hørte stemmer.

Da tilstanden ikke blev bedre, traf lægerne den 17. juni 2003 beslutning om tvangsbehandling med tablet Cisordinol eller injektion Cisordinol, hvilken beslutning blev godkendt af Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, hvorefter lægerne iværksatte tvangsbehandlingen.

Den 21. juli 2003 traf lægerne beslutning om ændring til tvangsbehandling med depotinjektion Cisordinol Decanoat (startende med 300 mg ugentligt), da patienten under behandling med cisordinolinjektion havde fået store infiltrationer i sædemuskulaturen, og da hans tilstand ikke var blevet markant forbedret på cisordinolinjektionerne. Patienten erklærede sig meget tilfreds med beslutningen, idet han følte sig ødelagt af de daglige injektioner i sædemuskulaturen. Den 28. oktober 2003 blev tvangsbehandlingen ophævet.

Den 1. januar 2004 nægtede patienten at forsætte med depotinjektion Cisordinol. 5 dage efter vurderede lægerne, at han var blevet tiltagende aggressiv og truende. Den 6. januar 2004 traf lægerne beslutning om tvangsbehandling med Cisordinol og som alternativ, injektion Cisordinol med henblik på overgang til Cisordinol-depot (op til 500 mg i.m. pr. uge).

Patienten klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev tillagt opsættende virkning.