Klage over tvangsbehandling med tablet Solian, subsidiært injektion Risperdal Depot

Klage over tvangsbehandling med tablet Solian,

subsidiært injektion Risperdal Depot

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering. Nævnet lagde blandt andet til grund, at der ville blive behov for ikke ubetydelig magtanvendelse i forbindelse med tvangsbehandling med tablet Solian. Nævnet lagde endvidere vægt på, at overlægen på mødet udtalte, at Risperdal depot var den bedste behandling, idet patienten fik bivirkninger af de typiske præparater, og at der ikke var tilstrækkelig erfaring med præparatet Zeldox i mere end 4 dage kontinuerligt. Endelig lagde nævnet vægt på, at det ikke var muligt at behandle med daglige injektioner Risperdal, idet daglig injektion ikke kan gives i tilstrækkelige doser.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte delvis afgørelsen fra Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, idet nævnet dog fandt, at betingelserne for anvendelse af depotpræparatet ikke var opfyldt. Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt, og at behandlingen opfyldt kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet oplyste, at det af § 5 i den dagældende bekendtgørelse om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger fremgår, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås, og at depotpræparater ikke må være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen man ikke kender. På den baggrund fandt nævnet, at betingelserne for anvendelse af depotpræparatet Risperdal ikke var opfyldt.

Resumé

En 48-årig kvinde blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor hun blev indbragt af politiet. Lægerne vurderede, at hun var psykotisk, præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter, styringsfornemmelser og kropslige vrangforestillinger. Hun var uden sygdomserkendelse og fremtrådte forpint.

Da tilstanden forblev uændret, traf lægerne en uge senere beslutning om tvangsbehandling med Solian (350 mg dagligt), subsidiært injektion Cisordinol (5 mg intramuskulært dagligt), hvilken behandling Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte.

Da patienten herefter ikke ville indtage den peroralt besluttede tvangsmedicinering (Solian), blev hun i 3 dage behandlet med injektion Cisordinol. På fjerdedagen begyndte hun imidlertid at frembyde ret udtalte bivirkninger af medicinen i form af stivhed i kæbemuskler, ufrivillige kastende bevægelser af armene, lidt øget stivhed af halsmuskulaturen, samt øget stivhed i armene. Hun havde tidligere udviklet lignende bivirkninger ved antipsykotisk behandling. Lægerne besluttede derfor at ophøre med tvangsbehandling med Cisordinol. Samme dag traf lægerne beslutning om tvangsbehandling med tablet Solian (350 mg dagligt), subsidiært injektion Risperdal Depot (25 mg hver 14. dag), således at medicineringen skulle justeres afhængig af effekt og bivirkninger inden for sædvanligt doseringsområde.