VEU-godtgørelse
Statutory Text (4 Articles)
§ 1. Deltagere, der opfylder betingelserne i § 21 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. har ret til befordringstilskud, hvis deres daglige transport mellem bopæl i Danmark og uddannelsessted og retur er mere end 24 km.
Stk. 2. Tilskuddet for deltagere, der er i beskæftigelse under uddannelsen, er 0,89 kr. pr. kilometer (7. juli 2003) regnet fra deltagerens bopæl til uddannelsesstedet. For andre deltagere er tilskuddet 1,61 kr. pr. kilometer. Kilometertaksten reguleres en gang årligt med virkning fra den første mandag i juli måned på grundlag af prisudviklingen inden for det offentlige transportområde (DSB's personbefordring). Ved udbetaling afrundes det samlede tilskud til nærmeste hele kronebeløb.
Stk. 3. Tilskuddet pr. dag kan alene udbetales for de kilometer, der ligger ud over de første 24 kilometer.
Stk. 4. Er deltageren under uddannelsen indkvarteret uden for uddannelsesstedet, er der ret til dagligt befordringstilskud svarende til tilskuddet for andre end beskæftigede, jf. stk. 2. Ved beregning af tilskud regnes indkvarteringsstedet for bopæl.
Stk. 5. Er deltageren under uddannelsen indkvarteret, er der ret til tilskud til transport frem og tilbage mellem bopæl i Danmark og indkvarteringssted
1) ved uddannelsens start og afslutning,
2) ved søgnehelligdage og
3) hver weekend.
Befordringstilskuddet udbetales efter taksterne i stk. 2.
Stk. 6. Et samlet tilskud pr. uddannelse på under 25 kroner udbetales ikke. Mindsteudbetalingssatsen reguleres en gang årligt med virkning fra den første mandag i juli måned med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste hele kronebeløb.
§ 21. Beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse samt personer, der hverken er berettigede til dagpenge eller ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller introduktionsydelse efter lov om integration af udlændinge i Danmark, kan opnå tilskud til kost og logi ved indkvartering og til dækning af udgifter til befordring ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.
Stk. 2. Det er en betingelse for at opnå ydelse efter stk. 1, at den pågældende ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt de sidste 5 år.
Stk. 3. Tilskud til kost og logi bortfalder helt eller delvis, hvis uddannelsesstedet yder kost og logi.
Stk. 4. Deltagere i uddannelse, der foregår på den virksomhed, hvor deltagerne er ansat, kan ikke opnå befordringstilskud.
Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1254 af 29. december 2003 om tilskud til befordring, kost og logi ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse
VEU-godtgørelse
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 8. september 2004.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
De er ikke berettiget til befordringstilskud ved deltagelse i kurset ”xx”, som blev afholdt i perioderne 13. – 23. april 2004 og 2. – 13. august 2004.
B E G R U N D E L S E
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at
– De ved ansøgning af 21. april 2004 søgte om VEU-godtgørelse og befordringstilskud ved deltagelse i kurset ”xx”, som blev afholdt i perioderne 13. – 23. april 2004 og 2. – 13. august 2004,
– De har en EUD-uddannelse som skovbruger,
– De er beskæftiget som skovbruger,
– De er ansat i xx, og
– kurset blev afholdt på xx´s hovedkontor.
Deltagere, der opfylder § 21 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. har ifølge § 1 i bekendtgørelse om tilskud til befordring, kost og logi ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse ret til befordringsgodtgørelse, hvis deres daglige transport mellem bopæl i Danmark og uddannelsessted og retur er mere end 24 km.
Ifølge lovens § 21 er det bl.a. en betingelse for at opnå befordringstilskud, at den pågældende ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller en anden uddannelse, der kan sidestilles hermed.
Det fremgår videre af § 21, stk. 4, at der ikke kan opnås befordringstilskud til deltagelse i uddannelse, der foregår på den virksomhed, hvor deltageren er ansat.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De har en EUD-uddannelse som skovbruger.
Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at kurset blev afholdt på i den virksomhed, hvor De er ansat.
Ankenævnet finder, at der ikke er hjemmel til at yde befordringsgodtgørelse, selvom kurset foregik i en afdeling af virksomheden, hvor De ikke arbejder til dagligt. Det afgørende er, at kurset foregik i virksomheden.
De har således ikke ret til befordringsgodtgørelse ved kursusdeltagelse.
Ankenævnet henviser til § 21 i lov nr. 446 af 10. juni 2003 om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og § 1 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1254 af 29. december 2003 om tilskud til befordring, kost og logi ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.
Ankenævnet tiltræder således arbejdsformidlingens afgørelse af 12. maj 2004.
Ankenævnet bemærker, at arbejdsformidlingens afgørelse er behæftet med en forvaltningsretlig fejl, idet der i arbejdsformidlingens afgørelse blot henvises til vejledning om tilskud til befordring, kost og logi ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse. Der er således ikke henvist til, efter hvilke regelsæt, afgørelsen er truffet. De relevante regler ses heller ikke at være vedlagt afgørelsen.
Ankenævnet har dog ikke fundet anledning til at ophæve afgørelsen, idet en fornyet behandling ikke vil medføre et andet resultat.
B E M Æ R K N I N G E R T I L D E R E S K L A G E P U N K T E R
De har i Deres klage af 24. maj 2004 til ankenævnet anført, at kurset blev afholdt på xx´s hovedkontor, og altså ikke i den afdeling af xx, hvor De er ansat og har fast mødetid.
Ankenævnet skal dertil bemærke, at ovenstående ikke kan føre til en anden vurdering af sagen.
Dette skyldes, at ordet ”virksomhed” efter ankenævnets opfattelse skal forstås som omfattende alle virksomhedens afdelinger, filialer m.v.
På ankenævnets vegne
Xxx
xx
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
AF-xx
1. Sagsforløb
Ved ansøgning af 21. april 2004 søgte De om VEU-godtgørelse og befordringstilskud ved deltagelse i kurset ”xx”, som blev afholdt i perioderne 13. – 23. april 2004 og 2. – 13. august 2004.
De oplyste på ansøgningen, at De er beskæftiget som skovbruger, og at De har en EUD-uddannelse som skovbruger.
2. Arbejdsformidlingens afgørelse
Ved afgørelse af 12. maj 2004 afslog arbejdsformidlingen at udbetale befordringstilskud til Dem ved kursusdeltagelse.
Arbejdsformidlingen lagde vægt på, at uddannelsen foregår på den virksomhed, hvor De er ansat, og henviste til vejledning nr. 7 af 9. februar 2004 om tilskud til befordring, kost og logi ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.
Arbejdsformidlingen indstillede samtidig, at De blev bevilget VEU-godtgørelse.
3. Klagen til ankenævnet
Ved brev af 24. maj 2004 klagede De over arbejdsformidlingens afgørelse, idet De anførte følgende
Jeg vil hermed gerne indgive en klage i afgørelsen om udbetaling af VEU-godtgørelse. Jeg mener helt klart, at der er begået en fejl, da kurset er afholdt på vores hovedkontor, og altså ikke i den afdeling, hvor jeg er ansat, og har fast mødetid.
Denne adresse er: xx.
Håber dette kan hjælpe lidt, ellers kan jeg kontaktes på tlf. xx.
4. Arbejdsformidlingens bemærkninger til klagen
Ved oversendelse af sagen til ankenævnet den 10. juni 2004 skrev arbejdsformidlingen følgende til ankenævnet
AF-regionskontoret har modtaget xx´s klage vedrørende afslag på befordringstilskud til ovennævnte kurser på AMU xx fra 13. til 23. april samt 2. til 13. august 2004. Kurserne afholdes hos xx.
xx mener, at eftersom kurserne afholdes på xx´s hovedkontor, og han er ansat i en afdeling af xx, er han berettiget til befordringstilskud. Efter vores oplysninger dækker ordet ”virksomhed” hele virksomheden, inklusive afdelinger og filialer.
Vi fastholder derfor vort afslag, og sender hermed Dans klage videre til Arbejdsmarkedets Ankenævn.
5. Nyt efter klagen
Intet nyt.
6. Regler
Lov om Arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. lov nr. 446 af 10. juni 2003
Resumé
Ansøgeren, som er uddannet EUD-skovbruger, søgte om VEU-godtgørelse og befordringstilskud ved deltagelse i et kursus i anlægsgartneri.
AF bevilgede VEU-godtgørelse, men gav afslag på ansøgning om befordringsgodtgørelse med henvisning til, at undervisningen foregik på den virksomhed, hvor ansøgeren var ansat.
Ansøgeren klagede over afgørelsen, idet han anførte, at han er ansat i en anden afdeling end den, hvor kurset blev afholdt.
Ankenævnet tiltrådte AF´s afgørelse, idet nævnet ligesom AF lagde vægt på, at kurset blev afholdt på den virksomhed, hvor ansøgeren var ansat. Ankenævnet fandt det uden betydning, at medlemmet var ansat i en anden afdeling i virksomheden end den afdeling, hvor kurset blev afholdt.