Legislator Case Law & Legislation
W20040987025 DK

Ophør, selvstændig, produktionsmaskine, ortopæiske sko, Sahva, driftsmiddel

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2004 9870 Valid

§ 2. Det personlige arbejde anses for ophørt mere end midlertidigt, når medlemmet opfylder en af betingelserne i §§ 3-16. Medlemmet skal være afmeldt offentlige registre som selvstændig erhvervsdrivende, medmindre det godtgøres, at registreringen ikke skyldes fortsat udøvelse af selvstændig virksomhed.

Endelig adm. afgørelse 2004 9870 Valid

§ 3. Et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket.

Endelig adm. afgørelse 2004 9870 Valid

§ 57. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt, jf. dog kapitel 11 b...

Stk. 3. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt. Nærmere regler om, hvornår en selvstændig erhvervsdrivendes personlige arbejde i virksomheden anses for ophørt mere end midlertidigt, fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse

Endelig adm. afgørelse 2004 9870 Valid

Ophør, selvstændig, produktionsmaskine, ortopæiske sko, Sahva, driftsmiddel

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 11. november 2004.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De opfyldte ikke betingelserne for at blive anset for ophørt med at drive selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse ved tilmelding som ledig den 16. januar 2004.

Derfor har De ikke ret til dagpenge fra dette tidspunkt.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet lægger til grund, at De har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, og at virksomhedens væsentligste driftsmiddel var en produktionsmaskine, som stod i et udhus til Deres bolig.

Da De har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, kan De først anses for ledig og dermed berettiget til dagpenge, når betingelserne for ophør med selvstændig virksomhed er opfyldt.

Hovedreglen ved ophør med selvstændig virksomhed er, at virksomheden skal være endeligt overdraget eller lukket.

Det betyder, at medlemmet ikke må have hverken hel eller delvis retlig eller faktisk rådighed over virksomhedens driftsmidler.

Da virksomhedens produktionsmaskine fortsat befandt sig i det lokale, hvor De brugte den til virksomhedens drift, må De anses for fortsat at have haft faktisk rådighed over maskinen.

Det vil sige, at betingelserne for endeligt ophør med selvstændig virksomhed først kan anses for opfyldt på det tidspunkt, hvor maskinen er fjernet fra Deres ejendom.

Det forhold, at produktionsmaskinen blev overdraget til Deres far som betaling og indfrielse af lån, kan ikke tillægges den virkning, at betingelserne for ophør med selvstændig virksomhed anses for opfyldt, fordi det ikke derved er dokumenteret, at De var endeligt afskåret fra at anvende maskinen til drift af selvstændig virksomhed.

De omstændigheder, at maskinens el-stik er afmonteret, at trykluftanlægget er fjernet, og at De er afmeldt fra momsregistrering, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagens udfald, fordi el-stikket kunne påmonteres igen, der var mulighed for at anskaffe trykluftanlæg, og gentilmelding til momsregisteret kunne ske med meget kort varsel.

Det forhold, at samarbejdsaftalen med Deres eneste kunde ophørte med udgangen af 2003, kan heller ikke bevirke, at virksomheden anses for ophørt, fordi det må anses for en påregnelig erhvervsrisiko, at virksomheden mister eller ændrer sit kundegrundlag.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 § 57, stk.1 og 3, og Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse § 2 og § 3, stk. 1.

Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 28. juli 2004.

På ankenævnets vegne

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

Arbejdsløshedskassen

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde

”Af ledighedserklæring modtaget i Deres a-kasse den 18. februar 2004 fremgår det,

– at De siden 1. august 2000 har drevet selvstændig virksomhed,

– at virksomheden var et enkeltmandsfirma,

– at virksomheden lukkede den 15. januar 2004,

– at Deres sidste arbejdsdag i virksomheden var den 15. januar 2004,

– at De er tilmeldt arbejdsformidlingen den 16. januar 2004,

– at Deres ugentlige arbejdstid har været 37 timer,

– at De har været sygemeldt i perioden 15. september 2002 til 15. november 2002,

– at virksomhedens lokaler lå i egen ejendom, og

– at virksomhedens driftsmidler ikke er afviklet, men lukket ned.

Som dokumentation for ophøret har a-kassen modtaget nedenfor nævnte dokumentation

– Kopi af afmeldelsesblanket til Told og Skat hvoraf fremgår, at virksomheden er ophørt 15. januar 2004.

– Ophørsdokument, hvoraf fremgår, at virksomheden har været drevet fra privat bolig, herunder at det anvendte lokale før opstart blev anvendt som udhus, og at lokalet i fremtiden skal anvendes som vaskehus.

– Overdragelseserklæring, hvori De oplyser, at virksomhedens produktionsmaskine fredag den 16. januar 2004 er overdraget til Deres far og derfor ikke længere er at betragte som en del af inventaret. De oplyser også, at De lånte pengene til køb af produktionsmaskinen af Deres far, og at produktionsmaskinen derfor er overdraget som betaling og indfrielse af restgælden. Endelig oplyser De, at Deres far selv står for afhændelse og videresalg af maskinen.

– Brev til a-kassen af 25. marts 2004 hvori Deres far bekræfter, at produktionsmaskinen blev overdraget til ham den 16. januar 2004 som betaling for restgæld. Han oplyser, at maskinen er af en sådan størrelse, vægt og udformning, at den ikke er til at flytte uden risiko for beskadigelse. Aftalen blev derfor gjort betinget af, at maskinen kunne blive stående, indtil en køber blev fundet. Deres far oplyser også, at De ingen ret eller aftale har om at måtte anvende produktionsmaskinen.

Produktionsmaskinen er endvidere blevet afmonteret det specielle el-stik, og trykluftanlægget er blevet fjernet.

Ifølge internt notat fra a-kassen af 4. marts 2004 fremgår det, at a-kassen under telefonsamtale med produktionslederen hos Deres kunde har fået oplyst, at samarbejdet mellem kunden og Dem er ophørt ved udgangen af 2003.

A-kassen har den 15. marts 2004 truffet afgørelse om, at De ikke er berettiget til dagpenge, da De ikke har dokumenteret et endeligt ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.

De har i brev af 2. juni 2004 anmodet a-kassen om, at Deres sag blev genoptaget. De oplyser blandt andet, at produktionsmaskinen ikke er solgt videre trods jævnlig henvendelse til mulig køber, men at De håber at have godtgjort, at De ikke længere er i stand til at benytte maskinen erhvervsmæssigt.

A-kassen har den 8. juni 2004 truffet afgørelse om, at den ikke finder, at De er ophørt med drift af selvstændig virksomhed. A-kassen har begrundet afgørelsen med, at De fortsat er i besiddelse af Deres produktionsmaskine, som har været det væsentligste driftsmiddel i virksomheden.

Den 24. juni 2004 har De klaget over a-kassens afgørelse. De har blandt andet skrevet i klagen, at De ikke kan forstå afgørelsens begrundelse, da De mener at have afviklet Deres virksomhed. De oplyser, at Deres virksomhed udelukkende eksisterede i kraft af de arbejdsopgaver, De modtog fra Deres eneste kunde.

Den 29. juni 2004 har a-kassen sendt Deres klage og sagens akter til direktoratet. A-kassen har bemærket, at den i anledning af Deres klage på ny har gennemgået sagen. A-kassen har på den baggrund oplyst, at den må fastholde afgørelsen, idet den ikke finder, at overdragelsen til Deres far er en egentlig overdragelse. A-kassen er af den opfattelse, at det tydeligvis aldrig været meningen, at Deres far skulle overtage produktionsmaskinen. A-kassen mener heller ikke, at det forhold, at De kun har arbejdet for én kunde, og at dette samarbejde er ophørt, i sig selv kan dokumentere ophør med drift af selvstændig virksomhed.”

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 28. juli 2004denne afgørelse

”De kan ikke anses for ophørt med drift af selvstændig virksomhed.

De har derfor ikke ret til dagpenge ved Deres ledigmeldelse den 16. januar 2004.

Begrundelse

Direktoratet har lagt til grund, at De har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse. De har produceret sko. Deres væsentligste driftsmiddel har været en produktionsmaskine, som stadig står i det lokale, hvor virksomheden har været drevet.

Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når det personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt. Det står i § 57, stk. 1 og 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 (loven).

De nærmere regler om ophør med drift af selvstændig virksomhed findes i bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse (ophørsbekendtgørelsen).

Af § 2 i ophørsbekendtgørelsen fremgår det, at det personlige arbejde anses for ophørt mere end midlertidigt, når medlemmet opfylder en af betingelserne i §§ 3-16.

Det fremgår af § 3, stk. 1, i ovennævnte bekendtgørelse, at et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket. Ved lukning anses medlemmet for at være ophørt mere end midlertidigt, når afviklingen af virksomheden er så fremskreden, at en eventuel resterende del af virksomheden ikke kan danne grundlag for fortsat virksomhedsudøvelse.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De stadig er i besiddelse af produktionsmaskinen. Så længe De har faktisk råden over produktionsmaskinen, har De mulighed for at genoptage produktionen af sko. Maskinen vil således kunne danne grundlag for fortsat virksomhedsudøvelse.

Virksomheden kan derfor først anses for endeligt lukket fra det tidspunkt, hvor der foreligger dokumentation for, at maskinen er fjernet fra Deres ejendom.

Det forhold, at produktionsmaskinen er overdraget til Deres far som betaling og indfrielse af lån, har ingen betydning, da De stadig har den stående i det. lokale, hvor De har udøvet Deres virksomhed. Det fremgår af sagen, at maskinen ikke skulle anvendes af Deres far, men derimod sælges videre, så snart der var en køber. Det har heller ingen betydning, at det specielle stik til maskinen er blevet afmonteret, og at trykluftanlægget er fjernet. Begge dele vil kunne påmonteres igen uden større vanskeligheder.

Direktoratet finder tillige ikke, at det forhold, at De har afmeldt virksomheden hos Told og Skat med virkning fra den 15. januar 2004, kan føre til en ændret vurdering af sagen.

For så vidt angår Deres henvisning til, at Deres virksomhed udelukkende eksisterede i kraft af de arbejdsopgaver, De modtog fra kunden, kan vi oplyse, at det anses som en påregnelig erhvervsrisiko, at man i perioder mister eller ændrer sit kundegrundlag. Dette vil ikke i sig selv begrunde en ret til dagpenge.

Direktoratet bemærker, at spørgsmålet om at være endeligt ophørt med drift af selvstændig virksomhed ikke afgøres alene på grundlag af, om vedkommende rent faktisk ikke længere beskæftiger sig med virksomhedens drift, men også på grundlag af, om de formelle betingelser i loven og bekendtgørelsen er opfyldt.”

3. Klagen til ankenævnet

De skrev den 8. august 2004

”Jeg klager hermed over arbejdsløshedskassens og Arbejdsdirektoratets afgørelser, jf. § 99, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Begrundelsen for min klage.

Da jeg efter længere tids sygdom på grund af sammenfaldet af private omstændigheder og det pres, der fulgte med det at drive selvstændig virksomhed, valgte jeg i samråd med socialrådgiver X fra Y Kommune at lukke min virksomhed torsdag d. 15.01.04 og dermed ophøre som selvstændig erhvervsdrivende. Dette valg skete på grund af, at jeg ikke kunne blive på sygedagpenge, men ej heller kunne magte at starte op igen.

Da jeg efter at havde ansøgt om dagpenge og tilmeldt mig til Arbejdsformidlingen, modtog jeg brev fra arbejdsløshedskassen dateret d.19.02.04, hvori de ønskede dokumentation for, at virksomheden var endeligt ophørt.

Efter at havde svaret på deres brev pr. fax og tilkendegivet, at såfremt jeg ikke kunne få solgt min slibe- og fræsemaskine og dermed betale virksomhedens restgæld til min far, så skulle han overtage den som betaling og dermed indfrielse af restgælden. Dette fordi virksomheden d. 01.01.02 lånte pengene af min far til at købe maskinen og inventar.

Jeg oplyste tillige, at jeg udover NN A/S ingen samarbejdspartnere havde og ej heller noget lager, idet materialerne fulgte med opgaverne fra NN A/S. Og at dette samarbejde var ophørt.

Jeg modtog da brev fra arbejdsløshedskassen dateret d. 04.03.04, hvori de bekræftede, at samarbejdet med NN A/S var ophørt, men at de ønskede dokumentation for, at maskinen var fjernet fra min adresse, og at de ikke kunne anerkende mit ophør som selvstændig, før den var fjernet.

Dette mener jeg er helt uacceptabelt, idet at de anerkender, at jeg intet samarbejde har mere, men ikke anerkender mit ophør som selvstændig, bare fordi maskinen ikke var fjernet.

Grunden til, at maskinen ikke var fjernet, var, at det ikke var en maskine, man lige sælger til hvem som helst. Dertil kommer, at det var en meget stor og tung maskine, som ikke kan tåle fugt, så for at minimere risikoen for skader på den af den ene eller anden art ville det være det mest hensigtsmæssige at lade den stå og totalt tåbeligt at flytte rundt på den mere end højst nødvendigt.

Jeg modtog da brev fra arbejdsløshedskassen dateret d. 15.03.04, hvori de fortsat ikke anerkender mit ophør som selvstændig, men til gengæld gav udtryk for, at jeg har tænkt mig at beholde maskinen, hvilket jeg aldrig selv har givet udtryk for.

De skrev tillige, at et medlem anses for at være ophørt, når afviklingen af virksomheden er så fremskreden, at en eventuelt resterende del at virksomheden ikke kan danne grundlag for fortsat virksomhedsudøvelse. Og at driftsmidler og inventar som hovedregel skal være solgt eller på anden måde være endeligt afhændet på tidspunktet for ophøret. Og at medlemmet skal være afmeldt momsregisteret, hvilket jeg også var og derfor ikke måtte drive virksomhed mere.

På trods af, at maskinen var en væsentlig del af virksomheden, var værkstedet pillet ned og maskinen afmonteret, så det var ikke muligt længere at udføre nogen former for arbejde på den. Og jeg mener ikke, man bare kan bruge en hovedregel, men er nødt til at se realistisk og fornuftigt på tingene og så se bort fra hovedreglen, da det var det mest fornuftige at lade maskinen stå i første omgang, uanset hvor stor en del den så måtte have været i virksomheden.

Jeg sendte så en skriftlig erklæring dateret d. 17.03.04, hvori jeg redegjorde for, at maskinen ikke tilhørte mig. Og at jeg derfor ikke kunne drive virksomheden videre. Men for at min far ville acceptere at tage maskinen som betaling, stillede han som krav, at den skulle blive stående, indtil han havde en køber til den, da han heller ikke ønskede, at den skulle flyttes mere end højst nødvendigt.

Jeg modtog da brev fra arbejdsløshedskassen dateret d. 22.03.04, hvori de ønskede dokumentation fra min far med bekræftelse på overdragelsen, samt hvornår maskinen var flyttet.

Jeg snakkede med ham om det, og han bekræftede overfor arbejdsløshedskassen, at maskinen var hans, men at han ikke ønskede, at den skulle flyttes, før den var solgt videre.

Jeg modtog da brev fra arbejdsløshedskassen dateret d. 31.03.04, hvori de stadig ikke anerkender mit ophør som selvstændig. Med den begrundelse, at jeg havde adgang til maskinen.

Nu må de sgu holde op. En selvstændig maler stopper sin virksomhed, men har stadig nogle pensler liggende i skuffen og en spand maling i skabet.

Er han så også stadig selvstændig erhvervsdrivende uden ret til dagpenge.

Jeg sendte så en anmodning dateret d. 02.06.04 om, at min sag måtte blive genoptaget, idet jeg fortsat ikke drev selvstændig virksomhed, men ej heller modtog dagpenge, og det efterhånden var ved at blive svært at klare det økonomisk på bistandshjælp.

I den anmodning blev det fejlagtigt oplyst, at maskinen var sat i kommission. Det var den ikke, jeg var bare kunde hos pågældende, da jeg var selvstændig, og jeg havde spurgt, om han ville høre omkring sig, om der var nogen, der var interesseret i at købe den, hvilket han gerne ville. Dette har dog ikke givet noget resultat.

Jeg modtog da brev fra arbejdsløshedskassen dateret d. 08.06.04, hvori de stadig ikke anerkende mit ophør som selvstændig. Fortsat med den begrundelse, at jeg stadig havde maskinen. De kan åbenbart ikke forstå, at det ville være tåbeligt at flytte den mere end højst nødvendigt, og at den ikke kunne bruges, fordi den var afmonteret, og at den kun blev stående, for at der ikke skulle ske noget med den.

Jeg sendte så en klage til Arbejdsdirektoratet i håb om, at de ville have en anden opfattelse af, hvornår en virksomhed er ophørt.

Derefter modtog jeg en kopi af det brev, arbejdsløshedskassen sendte til Arbejdsdirektoratet sammen med min klage og sagens akter. Af det brev frem gik det tydeligvis, at arbejdsløshedskassen mener, at jeg er fuld af løgn, når jeg siger, at maskinen er overdraget til min far, idet de skriver, at det aldrig har været meningen, at han skulle overtage den.

Det har aldrig været meningen, at den skulle blive her, men den skulle ikke ødelægges på nogen som helst måde, hvis det kunne undgås. Det var trods alt en dyr maskine, og så længe den stod her, skete der jo ikke noget med den.

Jeg modtog da brev fra Arbejdsdirektoratet dateret d. 28.07.04 med afgørelsen på min klage. Den gik desværre også mig imod.

Af afgørelsen fremgår det, at jeg jo kunne forsætte med virksomhedsudøvelse, så længe jeg havde adgang til maskinen. Og det, at den var afmonteret og derfor ikke kunne bruges, havde heller ikke nogen betydning, da den jo bare kunne monteres igen.

Det forstår jeg ingenting af, hvis jeg ønskede at forsætte min virksomhed, hvorfor skulle jeg så lukke den?? Og at den bare kunne monteres igen, nej det kunne den ikke sådan bare lige. Og hvorfor skulle jeg så meddele Told & Skat, at virksomheden var ophørt, og ikke mindst hvorfor skulle jeg så blande min socialrådgiver ind i det, den selv samme som har hjulpet mig med at starte op som selvstændig tilbage i år 2000.

Det fremgår ligeledes af afgørelsen, at det anses som en påregnelig erhvervsrisiko, at man i perioder mister eller ændrer sit kundegrundlag. Til det skal det siges, at jeg ikke mistede NN A/S som kunde, men selv stoppede samarbejdet med dem, da jeg ophørte som selvstændig.

At der er nogle overordnede retningslinjer, der skal følges, er jeg godt klar over og helt enig i, men at der ikke kan tages individuelle hensyn, hvis forholdene kræver eller tillader det, såsom at gøre det på den letteste måde, eller at undgå at udsætte materiel for unødige risici. Det kan jeg ikke forstå og tror ikke, det kan være rigtigt, og er derfor ikke enig i Arbejdsdirektoratet afgørelse.

Som det fremgår af brev til arbejdsløshedskassen dateret d. 07.08.04, har jeg fået min far til at fjerne maskinen fra min adresse fredag d. 06.08.04, hvorfor den ikke mere kan ligge til grund for fortsat afslag på min ret til dagpenge.

Dette ændrer dog ikke ved det, at jeg forsat vil klage over de hidtidige afgørelser, da jeg ikke kan acceptere dem, idet jeg stoppede og lukkede virksomheden og dermed ophørte som selvstændig erhvervsdrivende torsdag d. l5.01.04 og ikke en dag senere.

Nu håber jeg bare, at man i Arbejdsmarkedets Ankenævn kan se tingene fra en lidt anden synsvinkel, end man kan i arbejdsløshedskassen og Arbejdsdirektoratet, og ikke kun ud fra hvad der står i en lille dum bog uden at tage hensyn til virkeligheden.”

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Arbejdsdirektoratet skrev den 13. august 2004

”Direktoratet sender klage over afgørelse af 28. juli 2004.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Medlemmet har i sin klage af 8. august 2004 anført, at den afmonterede produktionsmaskine, som er årsag til, at hun ikke kan anses for ophørt, ikke bare kan monteres igen.

Medlemmet oplyser også, at hun selv opsagde samarbejdet med sin eneste kunde, da hun ophørte som selvstændig.

Direktoratet finder ikke, at det af medlemmet anførte i klagen af 8. august 2004 kan føre til et ændret udfald af sagen.

Direktoratet må således fastholde, at medlemmet ikke har ret til dagpenge, idet de formelle betingelser for at kunne anses for ophørt ikke er opfyldt.

Direktoratet skal bemærke, at sagen d.d. er hjemvist til fornyet behandling i a-kassen, idet medlemmet i sin klage oplyser, at produktionsmaskinen er fjernet fra hendes adresse den 6. august 2004.

Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.

Kopi af brevet er sendt til medlemmet og a-kassen.”

5. Nyt efter klagen

Ankenævnets sekretariat spurgte Dem den 21. oktober 2004 telefonisk, om der fandtes en saldokvittering, hvorved Deres far kvitterede for overtagelse af produktionsmaskinen til endelig indfrielse af lånet.

De oplyste, at den fandtes, og at De ville indsende den til sekretariatet.

Sekretariatet modtog den 25. oktober 2004 ny kopi af Deres fars erklæring af 25. marts 2004 om, at De den 16. januar 2004 overdrog produktionsmaskinen til ham.

Denne erklæring findes i forvejen i sagen.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003

Endelig adm. afgørelse 2004 9870 Valid

Resumé

Medlemmet drev selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse med produktion af sko til ortopædisk industri.

Det var enkeltmandsfirma uden ansatte og blev drevet fra et udhus på bopælen. Sahva var eneste kunde og leverandør af materialer. Samarbejdet med Sahva ophørte med udgangen af 2003.

Medlemmet afmeldte sig momsregistrering og meldte sig ledig i januar 2004. Hun ejede en produktionsmaskine, som hun overdrog til sin far som tilbagebetaling og indfrielse af lån fra virksomheden.

Medlemmets far ville sælge maskinen, men lod den blive stående i udhuset, indtil en køber hentede den, fordi den var stor og uhåndterlig og kunne blive beskadiget ved en flytning.

Medlemmet afmonterede maskinens særlige 380 volt stik og bortskaffede trykluftanlægget til maskinen.

Ankenævnet fandt, at ophørsbetingelserne ikke var opfyldt, idet medlemmet måtte anses for fortsat at have faktisk rådighed over maskinen, indtil den blev fjernet fra hendes ejendom.

Det forhold, at maskinen blev overdraget til medlemmets far, kunne ikke dokumentere, at medlemmet var endeligt afskåret fra at anvende maskinen til drift af selvstændig virksomhed.

De omstændigheder, at maskinens stik til 380 volt var afmonteret, at trykluftanlægget var fjernet, og at medlemmet var afmeldt fra momsregistrering, kunne ikke føre til en ændret vurdering, fordi el-stikket kunne påmonteres igen, der var mulighed for at anskaffe trykluftanlæg, og gentilmelding til momsregisteret kunne ske med meget kort varsel.

Det forhold, at samarbejdsaftalen med Sahva ophørte med udgangen af 2003 kunne heller ikke bevirke, at virksomheden kunne anses for ophørt, fordi det må anses for en påregnelig erhvervsrisiko, at en virksomhed mister eller ændrer sit kundegrundlag.

Ankenævnet tiltrådte således Arbejdsdirektoratets afgørelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →