Fristoverskridelse, optagelse i a-kasse, nyuddannet, mangelfuld vejledning, berettiget forventning
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
§ 4. Personer, der har gennemført en uddannelse af mindst 18 måneders eller 3 halvårlige semestres varighed kan optages, jf. § 5.
Stk. 2. Et deltidsstudium skal have en varighed, der svarer til et fuldtidsstudium på 18 måneder, for at danne grundlag for optagelse.
§ 5. For at en uddannelse skal give adgang til optagelse, skal uddannelsen
1) berettige til støtte inden for klippekortet efter lov om Statens Uddannelsesstøtte, og
2) give erhvervskompetence inden for en kasses faglige område.
Optagelsestidspunktet
§ 9. En person kan tidligst blive optaget fra det tidspunkt, hvor a-kassen har modtaget en skriftlig ansøgning om optagelse. Optagelse kan dog ikke ske før arbejdets første dag eller uddannelsens afslutning.
Stk. 3. For at en ansøger kan blive optaget på baggrund af uddannelse, skal a-kassen have modtaget en skriftlig ansøgning senest 2 uger efter uddannelsens afslutning.
Stk. 4. En uddannelse anses for afsluttet, når studieaktiviteten er ophørt, alle karakterer er givet, og eksamen er bestået. Hvis udstedelsen af et eksamensbevis sker i tilknytning til uddannelsens afslutning, vil eksamensbeviset altid kunne betragtes som uddannelsens afslutning.
Stk. 5. Direktoratet kan i særlige tilfælde, hvor a-kassen har modtaget den skriftlige ansøgning om optagelse med forsinkelse, tillade, at optagelsen får virkning fra det tidspunkt, hvor a-kassen under normale forhold ville have modtaget ansøgningen.
§ 41. Ret til optagelse som medlem har personer,
3) som enten
b) har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller en erhvervsgrunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse, når kassen modtager skriftlig begæring om optagelse senest 2 uger efter uddannelsens afslutning,
Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler for anvendelsen af stk. 1, 4 og 5, herunder for afgrænsningen mellem lønarbejde og selvstændig erhvervsudøvelse.
Bekendtgørelse nr. 560 af 4. juli 2002 om optagelse som lønmodtager eller nyuddannet i en a-kasse
Optagelse på baggrund af uddannelse
Fristoverskridelse, optagelse i a-kasse, nyuddannet, mangelfuld vejledning, berettiget forventning
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 23. september 2004.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
De kan blive optaget som medlem i a-kassen fra den 19. februar 2004, hvor De blev bibragt den opfattelse, at a-kassen havde modtaget Deres ansøgning.
BEGRUNDELSE
Ankenævnet har lagt til grund, at
– De afsluttede Deres uddannelse som cand. mag. den 6. februar 2004,
– De ifølge egne oplysninger sendte ansøgningen om optagelse til a-kassen den 16. februar 2004,
– at a-kassen den 23. februar 2004 modtog Deres ansøgning om optagelse,
– at De ifølge a-kassen blev oprettet i deres medlemssystem den 17. februar 2004,
– at De den 17. februar 2004 telefonisk fik oplyst fra a-kassen, at Deres ansøgning om optagelse endnu ikke var nået frem,
– at De den 19. februar 2004 havde telefonisk kontakt med en medarbejde i a-kassen, der oplyste, at De var registreret i systemet, men at De endnu ikke var blevet optaget, og
– at De ved samme henvendelse blev viderestillet til en anden medarbejder, der ifølge Deres oplysninger havde noteret, at De skulle have dagpenge under barsel.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De den 17. februar 2004 fik oplyst fra a-kassen, at Deres ansøgning om optagelse i a-kassen endnu ikke var modtaget.
Ankenævnet har videre lagt vægt på, at De den 19. februar 2004 telefonisk fik oplyst fra a-kassen, at De var registreret i systemet, men at De endnu ikke var optaget. Der er endvidere lagt vægt på, at De ved samme telefoniske henvendelse af en anden medarbejder blev vejledt om reglerne for barsel. Medarbejderen hos a-kassen, der vejledte Dem om reglerne for barsel, var af den opfattelse, at man i en anden afdeling hos a-kassen havde modtaget Deres ansøgning.
Efter ankenævnets vurdering har a-kassens udtalelse den 19. februar 2004 været velegnet til at bibringe Dem den opfattelse, at a-kassen havde modtaget ansøgningen, men blot endnu ikke behandlet den, således at De var noteret som optaget. De fik således en berettiget forventning om, at ansøgningen var modtaget.
Ankenævnet finder, at det ikke bør komme Dem til skade, at De modtog en mangelfuld vejledning den 19. februar 2004.
Ankenævnet henviser til § 41 i arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, §§ 4, 5 og 9 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 560 af 4. juli 2002 om optagelse som lønmodtager eller nyuddannet i en a-kasse.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 29. april 2004.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
Arbejdsdirektoratet
Arbejdsløshedskassen
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde
”Det fremgår af sagen, at De ansøgte om optagelse i AA Arbejdsløshedskasse efter reglerne for nyuddannede ved optagelsesbegæring underskrevet den 6. februar 2003 (AMA: 2004). Af optagelsesbegæringen fremgår, at De havde afsluttet Deres uddannelse til cand.mag. i dansk den 6. februar 2004. Ifølge a-kassen vedlagde De ved samme lejlighed en forhåndsgodkendelse af 6. februar 2004. A-kassen modtog imidlertid først Deres ansøgning om optagelse den 23. februar 2004.
I brev af 26. februar 2004 gav a-kassen Dem afslag på Deres ansøgning om optagelse som dimittend, da der var gået mere end 14 dage fra Deres dimissionsdag og til den dag, hvor a-kassen modtog Deres skriftlige anmodning om optagelse.
A-kassen henviste samtidig til, at De ville kunne blive optaget som lønmodtager, såfremt De fik arbejde inden for a-kassens område, ligesom De muligvis ville kunne optages som dimittend på baggrund af datoen på Deres eksamensbevis.
I mail af 3. marts 2004 ankede De a-kassens afgørelse. De har bl.a. henvist til, at De afsendte Deres ansøgning om optagelse mandag den 16. februar 2004 efter, at De den 6. februar havde modtaget Deres sidste karakter fra XX Universitet.
De havde ugen forinden været i telefonisk kontakt med en af a-kassens medarbejdere. Det var ved denne lejlighed blevet aftalt, at De, når ansøgningen var afsendt, skulle ringe og få yderligere oplysninger om, hvad De videre skulle foretage Dem i forhold til Deres situation. De skulle på barsel og havde fået at vide, at De skulle have nogle specielle blanketter.
Tirsdag den 17. februar 2004 talte De med en medarbejder, der oplyste, at Deres ansøgning endnu ikke var nået frem. De skulle derfor ringe den følgende dag.
De ringede igen den 19. februar 2004, hvor De først talte med én medarbejder, der kunne oplyse, at De var inde i systemet, men at De endnu ikke var blevet optaget. Medarbejderen ville stille Dem om til en anden medarbejder, der kunne få det til at gå hurtigere.
Efter at være blevet stillet om til en ny medarbejder, fortalte De, at De var blevet stillet om, ligesom De redegjorde for Deres situation i forhold til barsel osv. De fik oplyst, at De ikke skulle foretage Dem yderligere, da det var blevet noteret, at De skulle have barselsdagpenge. Medarbejderen ville sørge for resten.
Det næste De hørte var a-kassens afslag på optagelse, som De stiller Dem meget uforstående overfor, og som De kun kan se som en fejl fra a-kassens side.
De har endelig oplyst, at De om nødvendigt kan stille to vidner til rådighed for, at De puttede brevet med Deres ansøgning i postkassen den 16. februar 2004.
I brev af 29. marts 2004 oversendte a-kassen sagen til direktoratet.
I forbindelse med oversendelsen har a-kassen henvist til, at De havde ønsket vished om, at Deres optagelsespapirer var blevet modtaget i a-kassen. A-kassens medarbejder erindrer samtalen med Dem den 19. februar 2004. Da opkaldet var blevet omstillet fra en anden afdeling i huset, var der desværre sket en kommunikationsbrist, som gjorde, at det via journalsystemet ikke var blevet undersøgt, hvorvidt a-kassen havde modtaget Deres ansøgning om optagelse. Den pågældende sagsbehandler havde fået det indtryk, at man i den anden afdeling rent faktisk havde modtaget Deres ansøgning om optagelse.
A-kassen har vedlagt EDB-udskrift af 19. februar 2004, hvoraf det fremgår, at De blev registreret i systemet, men at De endnu ikke var optaget. På blanketten har en medarbejder (den første De talte med?) noteret” Du har ikke fået sagen op endnu. Hun oplyste, at hun er på barsel og vil gerne havde DP 200-blanketten.
A-kassen har henvist til, at såfremt det på dette tidspunkt havde været kontrolleret, om Deres optagelsesanmodning var modtaget, og havde oplyst til Dem, at det ikke forholdt sig sådan, kunne De have nået at sende en skriftlig anmodning herom i form af en mail, og dermed overholdt 14-dages fristen.”
Sekretariatet er enig i fremstillingen med enkelt faktuel rettelse.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 29. april 2004 denne afgørelse
”De kan ikke blive optaget som medlem i a-kassen på den godkendelse, der blev udstedt den 6. februar 2004.
Begrundelse
Vi har lagt vægt på, at De afsluttede Deres uddannelse til cand.mag. i dansk den 6. februar 2004, hvor De ifølge a-kassen vedlagde en forhåndsgodkendelse med datoen den 6. februar 2004.
A-kassen modtog imidlertid først Deres ansøgning om optagelse den 23. februar 2004, hvilket er for sent. Der henvises til § 41 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, hvoraf fremgår, at optagelse som nyuddannet kan finde sted, når a-kassen modtager skriftlig begæring om optagelse senest 2 uger efter, at uddannelsen er afsluttet.
Vi mener ikke, at det, De har nævnt i Deres klage, kan føre til et andet resultat. Der er lagt vægt på, at der er gået over 2 uger. Der henvises til, at der ikke er hjemmel til lovens § 41 til at dispensere fra ansøgningsfristen.
Det bemærkes, at De selv bærer risikoen for, at ansøgningen om optagelse er fremkommet til a-kassen i tide. Der er lagt vægt på, at De under telefonsamtalen den 19. februar 2004 af den første medarbejder i a-kassen positivt fik at vide, at De endnu ikke var blevet optaget. Der er også lagt vægt på, at De under samtalen med den anden medarbejder fik vejledning i forbindelse med situationen i forhold til Deres barsel.”
3. Klagen til ankenævnet
Ved brev af 25. maj 2004 klagede De over direktoratets afgørelse, idet De anførte følgende
”I Arbejdsdirektoratets sagsfremstilling af d. 29. april, står der at læse på side 4, at A-kassen har vedlagt en Edb-udskrift fra d. 19. februar 2004 (altså inden for fristen), hvoraf det fremgår, at jeg på dette tidspunkt var registreret, men endnu ikke optaget. Ved en samtale med en A-kassemedarbejder ved navn YY (jeg fik desværre ikke oplyst efternavnet) erfarer jeg, at det overhovedet ikke kan lade sig gøre at blive registreret i systemet uden at have fremsendt en skriftlig anmodning om optagelse. Man kan altså ikke bare blive registreret ved en telefonisk henvendelse. Da jeg allerede var registreret d. 19. februar, er det tydeligt, at A-kassens senere påstand om først at have modtaget min ansøgning d. 23. februar er fejlagtig.
Derved burde sagen vel ikke være længere, imidlertid vil jeg fremføre endnu et par punkter, der sandsynliggør min påstand.
A-kassen oplyser, at de først har modtaget min ansøgning d. 23. februar 2004. På omtalte Edb-udskrift har en uidentificeret medarbejder noteret ”Du har endnu ikke fået sagen op endnu ” Det tyder på, at denne medarbejder har følt sig sikker på, at ansøgningen på dette tidspunkt ligger et andet sted i huset. Endvidere tyder bemærkningerne på, at min ansøgning passerer igennem flere hænder. Her ville det måske være passende at undersøge i hvilken afdeling de mener først at have modtaget min ansøgning d. 23, og hvorvidt der er mulighed for, at mit brev rent faktisk ankom til huset langt tidligere, men ved en fejl ikke blev behørigt registreret og videresendt.
Ydermere må det vel indrømmes, at det er højst usandsynligt, at jeg ville ringe til A-kassen d. 19. for at forhøre mig om, hvordan det gik med min sag 4 dage før d. 22., hvor jeg ifølge A-kassen må have afsendt min ansøgning for at de kunne have den dagen efter. Endvidere skal det nævnes, at jeg i høj grad var opmærksom på 14-dages reglen, idet både min samboende kæreste og min veninde med hvem jeg skrev fælles speciale, begge var blevet optaget i A-kassen kort tid inden mig, og de havde begge gjort mig opmærksom på reglen.
At A-kassen ikke d. 19 har oplyst mig om, at der var problemer med min optagelse, må medføre at ansvaret for sandsynliggørelsen af deres påstand ligger hos dem. Denne sag har alvorlige økonomiske konsekvenser for en nyuddannet nybagt mor, og hele sagen kunne hurtigt være afgjort, hvis A-kassen havde gjort sig den ulejlighed at gemme den af mig fremsendte konvolut, hvoraf det af poststemplet ville fremgå, hvornår brevet var blevet ekspederet.
Det fremgår ingen steder af informationspapirerne, der følger med optagelsesblanketten, at man skal sikre sig skriftlig kvittering for rettidig aflevering. Jeg mener, at jeg med min telefonopringning har gjort mere end hvad man med rimelighed kunne forvente, for at sikre mig, at brevet var nået frem. Som jeg tidligere har fremført afsendte jeg ydermere ansøgningen i vidners nærvær.
En A-kassemedarbejder som jeg talte med, da jeg netop havde modtaget A-kassens afslag, godtgjorde at det var højst sandsynligt, at de havde ansvaret for fejlen, men at sagen nu måtte gå sin gang.”
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Ved oversendelsen af sagen til ankenævnet den 15. juni 2004 oplyste direktoratet, at der ikke var kommet nye oplysninger, som gav direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
Direktoratet anførte endvidere følgende
Direktoratet skal henvise til, at anmodningen om optagelse ikke kom frem til a-kassen indenfor den i § 41 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. nævnte frist på senest 2 uger efter uddannelsens afslutning (her forhåndsgodkendelsens datering).
Der henvises også til, at medlemmet efter det, hun selv har oplyst i sin klage af 3. marts 2004 ikke fik en forkert vejledning under telefonsamtalen med a-kassen den 19. februar 2004, men derimod korrekt fik oplyst, at hun endnu ikke var blevet optaget i a-kassen. Medlemmet havde her mulighed for at følge op på denne oplysning.
”Det er korrekt, at a-kassen ikke kan redegøre for, hvorledes medlemmet blev ”oprettet med navn, adresse og cpr.nr. i a-kassens system.
A-kassen har nævnt, at dette kan være sket ved en telefonisk henvendelse fra medlemmet den 17. februar 2004.
A-kassen har også nævnt, at det ikke er særligt sandsynligt, at en medarbejder i optagelsesafdelingen skulle have ”oprettet” medlemmet for herefter at glemme at journalisere henvendelsen.
A-kassen har i den forbindelse nævnt, at al post åbnes, datostemples og journaliseres centralt i a-kassens reception. Direktoratet har lagt vægt på, at det er her, at optagelsesblanketten og forhåndsgodkendelsen er blevet modtaget og datostemplet den 23. februar 2004.
Direktoratet mener ikke, at det forhold, at det ikke kan opklares, hvorledes det gik til, at medlemmet blev ”oprettet” i a-kassens edb-system forud for, at a-kassen modtog og datostemplede anmodningen om optagelse, er så væsentligt, at det skal have til følge, at man kan se bort fra, at optagelsesbegæringen blev modtaget i a-kassen efter udløbet af den frist, der er fastsat i loven.
Vi henviser på ny til, at a-kassen i sin afgørelse af 26. februar traf afgørelse på grundlag af, at a-kassen først modtog medlemmets anmodning om optagelse den 23. februar 2004, hvilket var for sent.
Endelig peger direktoratet på, at a-kassen i sin afgørelse har henvist til, at medlemmet muligvis kan blive optaget på udskriftsdatoen for hendes eksamensbevis, når dette foreligger.”
5. Nyt efter klagen
Ingen yderligere oplysninger.
Ved brev af 19. august 2004 fik De tilsendt kopi af brev dateret den 2. juni 2004 fra AA Arbejdsløshedskasse med anmodning om at indsende evt. bemærkninger inden 2 uger.
Det fremgik bl.a. af brevet, at a-kassen havde gennemgået sagen igen, men måtte konkludere, at det ikke var muligt at opklare sagen fuldt ud. En person kunne blive oprettet i a-kassens system, hvis personen havde rettet skriftlig eller personlig henvendelse til a-kassen, og det derfor godt kunne lade sig gøre at blive registreret i a-kassens system, uden at man havde sendt en skriftlig anmodning om optagelse.
Det kunne ikke udelukkes, at der kunne være sket en fejl, så Deres ansøgning var modtaget før den 23. februar 2004, og så havde ligget uden at blive datostemplet og journaliseret. Med det ville være usædvanligt, da al post, som nævnt, åbnes, datostemples og journaliseres centralt i a-kassens reception.
Ankenævnet har ikke inden fristens udløb modtaget evt. bemærkninger.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003
Resumé
Medlemmet afsluttede sin uddannelse til cand. mag. den 6. februar 2004.
Den 16. februar 2004 indsender medlemmet sin ansøgning.
AA Arbejdsløshedskasse modtager ansøgningen den 23. februar 2004.
Den 17. februar 2004 retter medlemmet, ifølge egne oplysninger, telefonisk henvendelse til AA, der oplyste, at ansøgningen endnu ikke var nået frem.
Den 19. februar 2004 rettede medlemmet på ny telefonisk kontakt til AA, der oplyste, ifølge medlemmets egne oplysninger, at medlemmet var ”registreret inde i systemet, men endnu ikke optaget”.
Den 25. februar 2004 fik medlemmet afslag på at blive optaget i a-kassen. A-kassen begrundede afslaget med, at der var gået mere end 14 dage fra medlemmets dimissionsdag og til a-kassens modtagelse af ansøgningen.
Medlemmet kunne dog muligvis blive optaget på sit eksamensbevis udskriftsdato.
Den 29. april 2004 tiltrådte direktoratet a-kassens afgørelse.
Der blev lagt vægt på, at medlemmet afsluttede sin uddannelse den 6. februar 2004, men at a-kassen først modtog medlemmets ansøgning om optagelse den 23. februar 2004, hvilket var for sent.
Direktoratet bemærkede, at medlemmet selv bar risikoen for, at ansøgningen om optagelse var fremkommet til a-kassen i tide. Der blev lagt vægt på, at medlemmet under telefonsamtalen den 19. februar 2004 positivt fik at vide, at medlemmet endnu ikke var blevet optaget.
Foranlediget af direktoratets henvendelse den 27. maj 2004 oplyste AA bl.a. ved brev af 2. juni 2004, at a-kassen havde gennemgået sagen igen, men måtte konkludere, at det ikke var muligt at opklare sagen fuldt ud.
En person kunne blive oprettet i a-kassens system, hvis personen havde rettet skriftlig eller telefonisk henvendelse til a-kassen. Det kunne derfor godt lade sig gøre at blive registreret i kassens system, uden at man havde sendt en skriftlig anmodning om optagelse.
A-kassen kunne se, at medlemmet var blevet oprettet af en medarbejder i optagelsesafdelingen. Medlemmet kunne ikke med sikkerhed sige, om hun havde været i telefonisk kontakt med a-kassen den 17. februar 2004, og a-kassens medarbejder kunne ikke huske, om det havde været tilfældet. Det var muligt, at der havde været en telefonisk henvendelse, som havde fået a-kassen til at oprette medlemmet.
A-kassen ”kendte” i hvert fald medlemmet den 19. februar 2004, hvor hun rettede telefonisk henvendelse til a-kassen. En sidste forklaring på, hvorfor a-kassen havde oprettet medlemmet den 17. februar 2004 kunne være, at man havde modtaget en skriftlig henvendelse fra medlemmet, og at medarbejderen i optagelsesafdelingen derfor havde oprettet medlemmet med henblik på at journalisere henvendelsen, men glemte at journalisere den. Dette kunne ikke udelukkes, men forekom dog ikke særligt sandsynligt, da medarbejderne i optagelsesafdelingen ikke modtager posten med henblik på journalisering. Al post åbnes, datostemples centralt i receptionen.
A-kassen anførte, at baggrunden for bemærkningen, at den pågældende ikke havde fået sagen op endnu”, var, at sagsbehandleren havde fået det indtryk, at man i en anden afdeling af huset rent faktisk havde modtaget ansøgningen om optagelse.
Det kunne ikke udelukkes, at der kunne være sket en fejl, så medlemmets ansøgning var modtaget før den 23. februar 2004, og så havde ligget uden at blive datostemplet og journaliseret, men det ville umiddelbart ikke være sandsynligt, da al post datostemples og journaliseres centralt.
Ankenævnet ændrede således Arbejdsdirektoratets afgørelse.