Af, jobplan, sygdom, ej rettidigt meldt afbud, mobiltelefon, nedbrud
Table of Provisions (14)
Statutory Text (14 Articles)
§ 2. Reglerne i denne bekendtgørelse finder anvendelse, hvis et medlem
.
3) ikke møder til en formidlingssamtale, som AF eller a-kassen har indkaldt medlemmet til, eller ikke møder til en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan på grund af sygdom, som medlemmet ikke har givet besked om til AF inden tidspunktet for samtalen eller tilbuddets start.
.
Kapitel 3
Gyldige Grunde
§ 3. Et ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet.
.
Kapitel 4
Sanktioner
Karantæne
§ 11. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet afslår at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan uden en gyldig grund, jf. kap. 3.
Stk. 2. Et medlem er også selvforskyldt ledig, hvis medlemmet afslår et tilbud efter en jobplan uden en gyldig grund, jf. kap. 3.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også situationer, der kan sidestilles med et afslag, herunder hvis et medlem
.
6) udebliver fra en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan på grund af sygdom, som medlemmet ikke har givet besked om til AF eller arbejdsgiveren inden tidspunktet for samtalen eller tilbuddets start.
Stk. 4. Det er et krav, at AF har indkaldt medlemmet skriftligt og personligt til samtalen.
Stk. 5. Det skal ikke sidestilles med et afslag, hvis et medlem ikke møder til en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan, hvis det skyldes, at medlemmet er til en jobsamtale eller begynder arbejde samme dag.
§ 12. En gyldig grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor et medlem afslår eller opsiger et arbejde eller et tilbud efter en jobplan.
Stk. 2. Det er ikke en gyldig grund, hvis årsagen til afslaget eller opsigelsen er en afledt følge af en handling, som medlemmet har foretaget efter eget valg. Helbred
§ 13. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis der er dokumentation fra en læge for
1) at medlemmet på grund af sit helbred ikke eller kun med vanskelighed kan udføre arbejdet, eller
2) at arbejdet vil medføre, at der opstår eller sker en forværring af helbredsmæssige problemer, herunder problemer ved graviditet.
.
§ 30. Et medlem kan ikke få dagpenge, så længe medlemmet uden en gyldig grund, jf. bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed, udebliver fra en formidlingssamtale eller en samtale vedrørende tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller udarbejdelse eller revision af en jobplan, som AF har indkaldt medlemmet til skriftligt og personligt og med angivelse af samtalens formål.
Stk. 2. Medlemmet kan igen få dagpenge, når medlemmet har henvendt sig til AF eller a-kassen vedrørende udeblivelsen.
Stk. 3. Henvender medlemmet sig til AF før samtalen eller samme dag, som samtalen skulle have været afholdt, kan medlemmet ikke få dagpenge for den dag, hvor samtalen skulle have været afholdt.
Bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed
.
§ 36. Et medlem skal have 3 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter bestemmelserne i kapitel 2, jf. dog § 39.
Stk. 2. Er medlemmet selvforskyldt ledig efter § 7 eller § 8 anses karantænen for udstået, hvis den ikke er afviklet senest på det tidspunkt, hvor medlemmet skulle være fratrådt efter arbejdsgiverens opsigelsesvarsel.
Placering af karantænen
§ 37. En karantæne har virkning fra den dag, hvor et medlem afslår et arbejde eller et tilbud efter en jobplan., jf. dog stk. 3-5. Ved ophør har karantænen virkning fra dagen efter ophøret.
§ 62. Der kan kun udbetales dagpenge til et medlem, som står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at være til rådighed, at medlemmet
1) er aktivt arbejdssøgende,
2) kan og vil overtage arbejde med dags varsel,
3) kan og vil deltage i kontaktforløb og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og
4) giver arbejdsformidlingen de oplysninger, som er nødvendige for, at medlemmet kan formidles arbejde og gives tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 2. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,
1) som er sygt eller i øvrigt ude af stand til at påtage sig arbejde af normalt omfang,
2) som aftjener værnepligt eller unddrager sig denne,
3) som ved domstols- eller administrativ afgørelse er berøvet sin frihed, eller som unddrager sig frihedsberøvelse,
4) som forsørges på institution, eller
5) som af anden grund ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 og 2. Der kan herunder fastsættes nærmere bestemmelser om
1) de betingelser, et medlem skal opfylde for at kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,
2) medlemmets kontakt med arbejdsløshedskassen, arbejdsformidlingen og andre aktører i forbindelse med den aktive beskæftigelsespolitik samt
3) tab af dagpengeret som følge af manglende rådighed og generhvervelse af dagpengeret.
§ 63. Dagpenge må ikke udbetales, jf. stk. 4, til et medlem, hvis ledighed skyldes,
.
4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår at medvirke til udarbejdelse eller revision af en jobplan, afslår eller afbryder et tilbud i henhold til en jobplan efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller afslår eller afbryder en uddannelse, som arbejdsformidlingen vurderer vil øge mulighederne for beskæftigelse.
.
Bekendtgørelse nr. 516 af 17. juni 2003 om rådighed
.
Af, jobplan, sygdom, ej rettidigt meldt afbud, mobiltelefon, nedbrud
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 2. september 2004.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
xx har ikke ret til dagpenge den 16. februar 2004, hvor xxx udeblev fra en samtale hos AF om udarbejdelse af en jobplan.
xxx anses ikke for selvforskyldt ledig den 16. februar 2004.
BEGRUNDELSE
Ankenævnet har lagt til grund, at
– AF ved brev af 9. februar 2004 indkaldte xxx til møde den 16. februar 2004 kl. 9.00,
– formålet med mødet var at udarbejdet en jobplan
– det af AFs brev fremgik, at der var mødepligt og i tilfælde af sygdom skulle der gives meddelelse til AF, da det kunne få betydning for xxx dagpenge,
– xxx ikke mødte op til mødet kl. 9.00,
– xxx var syg og havde 39 grader i feber,
– xxx meldte afbud til AF samme dag inden kl. 12.00,
– xxx telefon på tidspunktet for mødet var ude af drift, og
– xxx benyttede Deres underbos telefon, da denne kom hjem.
Dagpenge ifølge lovens § 62 kan kun udbetales til et medlem, som står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Ifølge § 30 i bekendtgørelsen om rådighed kan et medlem ikke få dagpenge, så længe medlemmet uden gyldig grund udebliver fra en samtale om udarbejdelse af en jobplan, som AF har indkaldt medlemmet til skriftligt og personligt og med angivelse af samtalens formål.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at AF ved brev af 9. februar 2004 indkaldte xxx til en samtale den 16. februar 2004, kl. 9.00 om udarbejdelse af en jobplan. Det fremgik bl.a. af AFs brev, at xxx havde mødepligt, og at der i tilfælde af sygdom skulle ske underretning til AF.
Ankenævnet har videre lagt vægt på, at mødet skulle afholdes kl.9.00, og at xxx meldte afbud til AF samme dag inden kl. 12.00.
Da xx ikke mødte frem til mødet den 16. februar 2004, kan xxx ikke anses for at have stået til rådighed den 16. februar 2004.
Ankenævnet finder således ikke, at xxx kan anses for at have stået til rådighed den 16. februar 2004.
Ad spørgsmålet om selvforskyldt ledighed
Ankenævnet har lagt vægt på, at xxx skulle til møde hos AF kl. 9.00, og at AF åbner kl. 9.00. xxx ringede samme dag inden kl. 12.00 til AF og meldte afbud på grund af sygdom.
Der er videre lagt vægt på, at det ikke af mødeindkaldelsen fra AF fremgår, at der i tilfælde af sygdom, skulle ske underretning til AF til herom inden mødets afholdelse.
Der er endelig lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at xx ikke skulle have haft vilje til at holde møde på AF den 9. februar 2004 med henblik på udarbejdelse af en jobplan.
Ankenævnet finder således ikke, at xxx skal anses for selvforskyldt ledig og pålægges en effektiv karantæne på 3 uger.
Ankenævnet henviser til §§ 62 og 63 i arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, §§ 1, 3 og 30 i direktoratets bekendtgørelse nr. 516 af 17. juni 2003 om rådighed, og §§ 2, 11, 12, 36 og 37 i direktoratets bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed.
Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse vedrørende rådighed, men ændrer direktoratets afgørelse får så vidt angår spørgsmålet om selvforskyldt ledighed.
På ankenævnets vegne
xxx
fuldmægtig
xxx kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
xxx
Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde
”Ved brev af 9. februar 2004 indkaldte AF Dem til en samtale den 16. februar 2004 vedrørende udarbejdelsen af en jobplan.
Den 16. februar 2004 skrev AF til Dem, at De ikke var mødt til samtalen på AF samme dag. AF oplyste, at AF havde meddelt dette til Deres a-kasse, og at det kunne få betydning for Deres ret til dagpenge.
Den 17. februar 2004 skrev a-kassen til Dem og bad om en forklaring på udeblivelsen.
Den 25. februar ringede De til a-kassen med Deres forklaring på udeblivelsen. Det fremgår af a-kassens notat efter samtalen med Dem, at De oplyste, at De havde haft feber og var syg den 16. februar 2004. Mødetidspunktet var kl. 9.00, og De ville ringe til AF, men Deres telefon virkede ikke, da De havde skiftet telefonselskab.
De oplyste videre, at De boede i fremlejet lejlighed, og at De derfor kun kendte Deres underbo, som De kontaktede, da denne var hjemme. De fik derfor ringet afbud til AF den 16. februar 2004 kl. 12.00. De oplyste, at De ikke ville spørge de andre i opgangen, og De mente ikke, at det var nødvendigt at opstøve en telefonboks, da De havde feber.
På denne baggrund traf a-kassen den 15. marts 2004 afgørelse om, at De ikke havde ret til dagpenge den 16. februar 2004, hvor De var udeblevet fra samtalen på AF. A-kassen traf endvidere afgørelse om, at De var selvforskyldt ledig, og at De derfor skulle have en karantæne på 3 uger med virkning fra den 16. februar 2004.
I et brev af 14. april 2004 klagede De over denne afgørelse. De anførte blandt andet, at De den 15. februar 2004 om aftenen blev syg med feber, og De besluttede derfor at melde afbud til mødet på AF den 16. februar 2004.
De anførte, at De var klar over, at et afbud så vidt muligt skulle meldes i god tid, men at det i dette tilfælde var svært at leve op til, da De skulle møde på AF den 16. februar 2004 kl. 9.00, og da AF’s åbningstid var fra kl. 9.00. De gjorde Dem derfor klar til at ringe til AF den 16. februar 2004 på det tidligst mulige tidspunkt.
De anførte, at De natten til den 16. februar 2004 havde skiftet mobilabonnement, og at De på grund af en teknisk fejl hos Deres nye udbyder ikke kunne foretage opkald fra Deres mobiltelefon, hvilket udbyderen havde bekræftet ved brev af 25. marts 2004. De mente derfor, at De havde været i en situation, hvor De var forhindret i at melde afbud rettidigt.
De oplyste i den forbindelse, at De boede til fremleje, og at De ikke havde haft kontakt til andre i opgangen end Deres underbo. Da Deres underbo ikke var hjemme, afstod De fra at kontakte andre i opgangen for at få adgang til en telefon. De oplyste videre, at De havde haft det for dårligt til at gå på gaden for at finde en telefonboks. De ventede derfor med at melde afbud, til Deres underbo kom hjem op af formiddagen, hvorefter De straks meldte Dem syg over for AF og a-kassen.
De anførte endelig, at situationen ikke ville være opstået, hvis mødetidspunktet havde været kl. 11.00 i stedet for kl. 9.00, idet De så ville have haft mulighed for at melde afbud i god tid. De håbede derfor, at a-kassen ville foretage en ny vurdering af sagen.
Den 20. april 2004 skrev a-kassen til Dem, at Deres klage var sendt til Arbejdsdirektoratet, da a-kassen ikke fandt grundlag for at ændre afgørelsen af 15. marts 2004.”
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
1. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 30. april 2004 denne afgørelse
”De har ikke ret til dagpenge den 16. februar 2004, hvor De udeblev fra en samtale på AF om Deres jobplan.
De er selvforskyldt ledig den 16. februar 2004. De skal derfor have en effektiv karantæne på 3 uger.
Begrundelse
Dagpenge kan ikke udbetales til et medlem, som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det fremgår af § 62, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, og af § 3 i bekendtgørelse nr. 516 af 17. juni 2003 om rådighed.
Det fremgår videre af § 30, stk. 1, i bekendtgørelsen om rådighed, at et medlem ikke kan får dagpenge, så længe medlemmet udebliver fra en samtale om udarbejdelse af en jobplan, som AF har indkaldt medlemmet til.
Medlemmet kan få dagpenge igen, når medlemmet har henvendt sig til AF eller a-kassen vedr. udeblivelsen. Henvender medlemmet sig til AF samme dag, som samtalen skulle være afholdt, kan medlemmet ikke få dagpenge fra denne dag. Det fremgår af § 30, stk. 2 og 3, i bekendtgørelsen om rådighed.
Det fremgår i øvrigt af § 63, stk. 1, nr. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., og af § 11, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed, at et medlem, som uden gyldig grund afslår at medvirke til at udarbejde en jobplan, er selvforskyldt ledigt.
Dette gælder også i situationer, som kan sidestilles med et afslag, herunder når medlemmet uden gyldig grund udebliver fra en samtale med AF om udarbejdelse af en jobplan, jf. § 11, stk. 3, i bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed.
De gyldige grunde, som er nævnet i kapitel 3 i bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed, vil som hovedregel have relation til arbejdsmarkedet og vil ikke være personlige grunde.
I den forbindelse fremgår det af direktoratets praksis, som er fastsat i vejledning nr. 63 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed, at det sidestilles med et afslag, hvis et medlem ikke møder til en samtale på AF, fordi medlemmet er syg, og medlemmet ikke har meddelt sygdom til AF inden tidspunktet for samtalen.
Direktoratet har lagt til grund for afgørelsen, at AF den 9. februar 2004 indkaldte Dem til en samtale om udarbejdelse af en jobplan den 16. februar 2004.
Direktoratet har endvidere lagt til grund, at De udeblev fra samtalen den 16. februar 2004 på grund af sygdom, og at De først fik meldt afbud til AF den 16. februar 2004 kl. 12.00.
På denne baggrund er det direktoratets vurdering, at De ikke har ret til dagpenge den 16. februar 2004, hvor De udeblev fra samtalen om Deres jobplan.
Det er endvidere direktoratets vurdering, at Deres udeblivelse fra samtalen den 16. februar 2004 må sidestilles med et afslag på at udarbejde en jobplan, og at De derfor er selvforskyldt ledig.
De har anført, at Deres mobiltelefon på grund af en teknisk fejl hos udbyder ikke virkede, og at De i øvrigt ikke havde mulighed for at melde afbud til AF inden samtalen, fordi AF først åbnede kl. 9.00.
Dette kan for ikke føre til en anden vurdering af sagen, idet direktoratet ikke finder det tilstrækkeligt godtgjort, at De på grund af sygdom, defekt mobiltelefon og AF’s åbningstider var ude af stand til at melde sygdom over for AF.
Direktoratet har lagt vægt på, at De afstod fra at kontakte Deres naboer for at få adgang til en telefon, at De afstod fra at benytte en telefonboks for at melde afbud til AF, og at De derfor først til meldt afbud til AF den 16. februar 2004 kl. 12.00, hvor Deres underbo kom hjem.
Det er derfor direktoratets vurdering, at De ikke havde en gyldig grund til udeblivelsen.
De skal derfor have en karantæne på 3 uger for selvforskyldt ledighed med virkning fra den 16. februar 2004.
Der henvises til § 63, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., og til § 36, stk. 1 og § 37, stk. 1, i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed.
Gentagelsesvirkning
Hvis De 2 gange inden for 12 måneder bliver selvforskyldt ledig, kan De ikke få dagpenge, før De har haft arbejde i mere end 300 timer i en periode på 10 uger.
Arbejdet skal være udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår, og der må ikke være givet offentligt løntilskud til arbejdet.
Se § 39, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen.”
2. Klagen til ankenævnet
De skrev bl.a. i klagen dateret den 5. maj 2004
”Idet jeg fastholder, at jeg ikke har givet afslag på at være med til at udarbejde en jobplan. Derimod vil jeg gerne tilføje, at jeg siden anken blev afsendt, personligt har taget initiativ til udarbejdelse af jobplan i samarbejde med min nye vejleder ved JOB.dk.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg går videre med sagen efter opfordring fra min sagsbehandler i A-kassen. Selv var jeg ærlig talt en smule opgivende ovenpå modtagelsen af Arbejdsdirektoratets afgørelse, som i min opfattelse er anlagt efter en stram og meget uforstående vinkel på forløbet. Jeg har selvfølgelig forståelse for, at man må gribe ind over for bevidste forsøg på at omgå/udsætte etablering af jobplan og at der i den forbindelse er opsat en række spilleregler. Men som det forhåbentlig fremgår af min ankeskrivelse er der på ingen måde tale om forsøg på at afværge aktivering eller lignende.”
3. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet har bl.a. den 17. maj 2004 bemærket følgende
”At et medlem, der bliver syg i forbindelse med en samtale eller aktivitet på AF, skal give AF besked om sygdommen inden samtalen/aktiviteten eller i hvert fald så tidligt som muligt efter tidspunktet for påbegyndelsen af samtalen eller aktiviteten.
Det er direktoratets opfattelse, at medlemmet ikke har overholdt sine forpligtelser over for AF i det konkrete tilfælde, hvor han først fik ringet til AF 3 timer efter det tidspunkt, hvor han skulle være mødt til samtalen om hans jobplan.
Det er i den forbindelse direktoratets vurdering, at medlemmet må bære risikoen for de indtrufne omstændigheder, som gjorde, at han ikke straks fik ringet til AF med besked om sygdommen.
På denne baggrund er det direktoratets opfattelse, at medlemmets udeblivelse fra samtalen på AF må sidestilles med et afslag på at medvirke til udarbejdelse af en jobplan, og at medlemmet ud over udelukkelsen fra dagpenge den 16. februar 2004 skal have en karantæne på 3 uger for selvforskyldt ledighed.”
4. Nyt efter klagen
Ingen yderligere oplysninger
5. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003
Resumé
Sagen handler om, hvorvidt medlemmet kan anses for at stå til rådighed den 16. februar 2004, og medlemmet kan anses for selvforskyldt ledig den 16. februar 2004, således at medlemmet skal på lægges en karantæne på 3 uger.
Ved brev af 9. februar 2004 indkaldte AF medlemmet til en samtale den 16. februar 2004, kl. 9.00 med henblik på udarbejdelse af en jobplan. Af indkaldelsen fremgik, at medlemmet havde mødepligt, og at det havde betydning for retten til dagpenge, hvis medlemmet ikke mødte. Det fremgik videre, at i tilfælde af sygdom skulle der ske underretning til AF.
Medlemmet mødte ikke op den 16. februar 2004, kl. 9.00, men meldte telefonisk afbud til AF inden kl. 12.00 samme dag fra underbos telefon.
Årsagen til det sene afbud skyldtes, at medlemmets mobiltelefon ikke fungerede på grund af en teknisk fejl. Teleudbyder havde verificeret, at der havde været tekniske problemer med medlemmets mobiltelefon.
Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke havde ret til dagpenge den 16. februar 2004. Der blev endvidere truffet afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig og skulle pålægges en karantæne på 111 timer med virkning fra den 16. februar 2004.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke havde ret til dagpenge den 16. februar 2004, hvor medlemmet udeblev fra samtalen på AF.
Direktoratet traf endvidere afgørelse om, at medlemmet skulle anses for selvforskyldt ledig den 16. februar 2004 og derfor pålægges en effektiv karantæne på 3 uger.
Som begrundelse anførte direktoratet, at medlemmet var udeblevet fra samtalen den 16. februar 2004 på grund af sygdom, og at medlemmet først fik meldt afbud til AF den 16. februar 2004 kl. 12.00. På denne baggrund var det direktoratets vurdering, at medlemmet ikke havde ret til dagpenge den 16. februar 2004, hvor medlemmet udeblev fra samtalen om en jobplan.
Det var endvidere direktoratets vurdering, at medlemmets udeblivelse fra samtalen den 16. februar 2004 skulle sidestilles med et afslag på udarbejdelse af jobplan, og at medlemmet derfor var selvforskyldt ledig.
Som begrundelse anførte direktoratet, at medlemmet havde afstået fra at kontakte sine naboer for at få adgang til en telefon, at medlemmet afstod fra at benytte en telefonboks for at melde afbud til AF, og at medlemmet først havde meldt afbud til AF den 16. februar 2004 kl. 12.00, hvor medlemmets underbo kom hjem.
Det var derfor direktoratets vurdering, at medlemmet ikke havde en gyldig grund til udeblivelsen.
Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet ikke havde ret til dagpenge den 16. februar 2004, hvor medlemmet udeblev fra en samtale hos AF om udarbejdelse af en jobplan.
Ankenævnet traf endvidere afgørelse om, at medlemmet ikke skulle anses for selvforskyldt ledig den 16. februar 2004.
Vedrørende spørgsmålet om retten til dagpenge lagde nævnet vægt på, at medlemmet havde mødepligt den 16. februar 2004, og at der i tilfælde af sygdom skulle ske underretning til AF. Der blev videre lagt vægt på, at mødet skulle have været afholdt kl. 9.00, og at medlemmet meldte afbud til AF samme dag inden kl. 12.00.
Da medlemmet ikke mødte frem til mødet den 16. februar 2004, kunne medlemmet ikke anses for at stå til rådighed den 16. februar 2004.
Vedrørende spørgsmålet om selvforskyldt ledighed lagde nævnet vægt på, at mødet skulle afholdes kl. 9.00, og at AF åbner kl. 9.00. Medlemmet ringede samme dag inden kl. 12.00 og meldte afbud på grund af sygdom.
Der blev videre lagt vægt på, at der ikke af mødeindkaldelsen fra AF fremgik, at der i tilfælde af sygdom, skulle ske underretning til AF herom inden mødets afholdelse. Der blev endelig lagt vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at medlemmet ikke skulle have haft vilje til at holde møde på AF den 9. februar 2004.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse vedrørende spørgsmålet om rådighed, men ændre direktoratets afgørelse for så vidt angik spørgsmålet om selvforskyldt ledighed.