Annullation af efterlønsbevis - medlemsanciennietet
Statutory Text (5 Articles)
§ 4. Et medlem kan medregne forsikringsperioder fra et andet EØS-land med op til halvdelen af den nødvendige forsikringsperiode for ret til efterløn, hvis betingelserne i stk. 2-3 er opfyldt, jf. dog § 6.
Stk. 2. Medlemmet skal have været medlemmet af en dansk a-kasse i mindst 1 år lige før forsikringsperioden i EØS-landet smtidig med, at medlemet har haft bopæl og ophold i Danmark. Hvis medlemmet udrejste, men i en periode var omfattet af dansk lovgivning om social sikring, og derfor var forsikret i en dansk a-kasse, skal 1 års kravet være opfyldt lige før udrejsen.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 513 af 7. juni 2001 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse
§ 21. Har a-kassen truffet afgørelse om, at man ikke kan opnå ret til efterløn, jf. § 5 i lov nr. 446 af 7. juni 2001, skal den tilbagebetale efterlønsbidraget kontant.
Stk. 2. Det beløb, der skal betales tilbage, jf. stk. 1, skal opgøres efter lovens § 77 a, stk. 5 og 7.
Stk. 3. Tilbagebetaling sker efter fradrag af en afgift på 30%.
Stk. 4. Skylder man en a-kasse penge, skal den a-kasse, der tilbagebetaler beløbet kontant, modregne gælden, efter at der er foretaget fradrag for skat eller afgift.
Stk. 5. Klager man over a-kassens afgørelse, kan man først få beløbet udbetalt, når Arbejdsdirektoratet eller Arbejdsmarkedets Ankenævn har truffet afgørelse om, at man ikke kan opnå ret til efterløn.
§ 75 b. Ret til efterløn har medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser,
1) som er fyldt 60 år,
2) som har været medlem i 20 år inden for de sidste 25 år, jf. dog stk. 2,
3) som opfylder betingelserne for ret til dagpenge, og
4) som har bopæl her i riget eller i et andet EØS-land.
Stk. 2. Medlemmer, der er født før den 1. marts 1952, kan tillige opfylde kravet om medlemskab, jf. stk. 1, nr. 2, ved uafbrudt medlemskab fra 31. marts 1992 til mindst det fyldte 60. år. Medlemsperioden skal dog udgøre 10 år inden for de sidste 15 år.
Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan undtagelsesvis tillade, at der ses bort fra afbrydelser i medlemskabet ved afgørelsen af, om kravet i stk. 2, 1. pkt., er opfyldt. Tilladelsen kan gøres betinget af, at medlemmet indbetaler bidrag til arbejdsløshedsforsikringen for den pågældende periode. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsæter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler herom.
Arbejdsdirektoratet bekendtgørelse nr. 404 af 18. maj 2001 om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- eller beskæftigelsesperioder i udlandet, i Grønland eller på Færøerne (nu bekendtgørelse nr. 1203 af 18. december 2002)
Annullation af efterlønsbevis - medlemsanciennietet
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 19. februar 2004.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
De har ikke til ret efterløn på grundlag af efterlønsbevis af 6. juni 2002 med virkning fra den 16. januar 2002.
Ankenævnet lægger ved afgørelsen til grund, at De blev optaget som nyt medlem i ... den 5. september 1994 med overflytning til ... den 19. januar 1998, og at De havde et medlemskab i islandsk a-kasse fra den 16. januar 1992 til den 4. september 1994.
De opfylder ikke betingelser for ret til efterløn inden Deres 67. år, da De ikke har et uafbrudt medlemskab fra den 31. marts 1992, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 a, stk. 2, idet man ikke kan medregne Deres islandske medlemsperiode, da De ikke i mindst 1 år forud for forsikringsperioden i Island havde været forsikret i en dansk a-kasse.
De opfylder heller ikke kravet om en medlemskabspriode på 20 år inden for de sidste 25 år, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 a, stk. 3.
Der er ikke mulighed for at dispensere fra manglende opfyldelse af anciennintetskravene, idet dispensationsreglen i arbejdsløshedsforiskringslovens § 74 a, stk. 4, kun vedrører dispensation fra manglende opfyldelse af uafbrudthedskravet.
Efterlønsbeviset er et dokument, som orienterer medlemmet om garanti for ret til efterløn uanset rådighed, og ret til efterløn på grundlag af mindst det beregningsgrundlag, som medlemmet havde på det tidspunkt hvor efterlønsbeviset fik virkning. Herudover er efterlønsbeviset en kasses afgørelse om ret til efterløn.
Efterlønsbeviset lider af en retlig væsentlig indholdsmangel og dette medfører efter den forvaltningsretlige teori som udgangspunkt at efterlønsbeviset er ugyldigt. Efterlønsbeviset kan dog opretholdes, hvis der foreligger særlige omstændigheder, der kan føre til, at efterlønsbeviset/afgørelsen opretholdes som gyldig. Dette skal vurderes under hensyntagen til, om der er tale om en begunstigende forvaltningsakt, medlemmets god tro, fejlens grovhed og hvilket indrettelseshensyn, der er at tage til medlemmet.
Ved vurderingen af om efterlønsbeviset kan opretholdes efter sit indhold på trods af fejlen, lægger ankenævnet vægt på, at kassen konstaterede fejlen ved brev af 3. september 2002, hvor De fik meddelelse om, at der var opstået tvivl om Deres ret til efterlønsbevis, samt at De den 18. november 2002 fik meddelelse om, at De ikke havde ret til efterlønsbevis, fordi De ikke opfyldte kravene for ret til efterløn.
Endvidere lægger ankenævnet vægt på, at kassen ved at udstede efterlønsbevis til Dem, selv om De ikke opfylder kravet om 10 års uafbrudt medlemsskab fra den 31. marts 1992 til mindst Deres fyldte 60. år, har begået så grov en fejl, at der ikke er grundlag for at opretholde efterlønsbeviset som gyldigt.
Hvis De herefter mener, at De har lidt et tab på grund af a-kassens fejl, må ankenævnet henvise Dem til at rejse sag herom ved de almindelige domstole.
Der henvises til arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 a, stk. 2 - 4, § 74 b, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25.. juni 2001, og § 4, stk. 2, i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 404 af 18. maj 2001om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- eller beskæftigelsesperioder i udlandet, i Grønland eller på Færøerne.
Ankenævnet tiltræder herefter direktoratets afgørelse af 17. september 2003.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde
” Det fremgår af sagen, at De fyldte 60 år den 7. juni 1999.
I brev af 3. september 2002 har Deres lokale a-kasse henvendt sig skriftligt til Dem med oplysning om, at De er udtaget til intern stikprøvekontrol. Ved gennemgangen af Deres papirer er der opstået tvivl om, hvorvidt De har ret til efterlønsbevis/efterløn.
Afdelingen vil samtidig gerne have oplyst, om De har været medlem af en dansk a-kasse umiddelbart før Deres islandske medlemskab fra den 16. januar 1992 og i bekræftende fald, hvor og i hvilken periode.
Sagen er overgivet til hovedforbundet.
Samme dato beder afdelingen hovedledelsen om at undersøge, om De har ret til efterløn.
Ved brev af 5. september 2002 orienterer afdelingen hovedledelsen om, at De har været i afdelingen og afgivet følgende oplysninger
– Som 18-årig rejste De til Island og var senere i Danmark i en periode og arbejdede fra 1. januar 1961 til april 1962 som hjemmehjælper ansat i Hvidvore kommune. De har desuden også været ansat på en systue i Hvidovre i ca. 2 måneder, men De erindrer ikke, om De var medlem af en a-kasse på daværende tidspunkt.
– Tilbage i Island var De selvstændig, men der findes ingen a-kasse for selvstændige erhvervsdrivende i Island, og fra 1987 arbejdede De som lønmodtager og blev fastansat fra september 1989 og blev derpå optaget i en a-kasse.
I telefonnotat af 13. september 2002 fremgår det, således at en sagsbehandler i hovedledelsen har kontaktet afdelingen telefonisk, idet vedkommende ikke kunne »finde hoved og hale« i medlemsperioderne fra ... og har i den forbindelse anmodet ... om at redegøre, hvilken periode De har været medlem hos dem, og om De evt. arbejdede i Island for en dansk arbejdsgiver. Sagsbehandleren har også noteret, at det skal undersøges, hvorvidt De har 1 års medlemskab af en dansk a-kasse umiddelbart før, De rejste til Island.
Hovedledelsen rykker afdelingen med brev af 30. september 2002. Hovedledelsen henviser til ovennævnte telefonnotat af 13. september 2002.
Den 2. oktober 2002 har afdelingen rykket ... for svar på anmodning om en ny blanket (AR 287).
Den 25. oktober 2002 har afdelingen sendt en rykker ang. blanket AR 287.
Med brev af 28. oktober 2002 har ... besvaret afdelingens rykker af den 25. oktober 2002.
... fremfører bl.a., at De er indmeldt hos ... fra den 5. september 1994 og fraflyttet med sidste dag den 18. januar 1998, jf. blanket AR 287 dateret den 7. juni 2002. ... fremhæver, at Deres første danske forsikringsperiode var hos dem.
Med hensyn til medlemsperioder i Island, har ... registreret et indmeldelsestidspunkt som værende den 16. januar 1992 ud fra blanket E 301, som... har modtaget i forbindelse med Deres optagelse i kassen i 1994. Blanketten er underskrevet den 20. september 1994, så datoerne i rubrik 3.1 er ikke korrekte. ... har bedt om en ny blanket E 301 fra Island, som de på daværende tidspunkt ikke har modtaget. ... videresender den udfyldte blanket til afdelingen, når de modtager den.
I brev af 5. november 2002 bekræfter afdelingen, at den har modtaget en ny blanket E 301 den 4. november 2002, men de gør opmærksom på, at det var en ny blanket AR 287, afdelingen bad om. Afdelingen har derfor anmodet... om at fremsende den ønskede blanket snarest muligt.
I notat af 7. november 2002 fra hovedledelsen er Deres medlemsperioder opgjort og det bliver konkluderet, at da De ikke har været medlem af en a-kasse umiddelbart før overflytning til Island, skal De opfylde 20 år inden for 25 år ved overgang til efterløn, da De er nyindmeldt den 5. september 1994, og at afdelingen skal træffe en afgørelse til Dem herom.
Medlemsperioderne er opgjort på følgende måde
Perioder i Danmark
01.01.61 - april 1962
(Perioden kan ikke bruges)
Perioder i Island
01.01.89 - 28.02.90
(... har rekvireret ny AR 301)
Perioder i Island
01.01.92 - 31.08.94
Perioder i ...
05.09.94 - 18.01.98
(Ny AR 287 fra ...)
Periode i ...
19.01.98 -
På baggrund af de forkerte oplysninger ... i første omgang er kommet med, har afdelingen indtastet, at De er nyindmeldt pr. 16. januar 1992, hvor De kunne have opfyldt kravet om 10 års medlemskab inden for de seneste 15 år.
... har derfor oplyst enslydende perioder i en dansk a-kasse og i Island. Begrundelsen for afdelingens udstedelse af efterlønsbevis er »faldet til jorden«.
I brev af 18. november 2002 henviser Deres afdeling til a-kassens tidligere brev af 3. september 2002 om, at der var opstået tvivl om Deres ret til efterlønsbevis/efterløn.
I forlængelse heraf træffer a-kassen således afgørelse om, at efter de nye oplysninger om Deres medlemskab, har De ikke ret til efterlønsbevis/efterløn.
Den 4. december 2002 har De sendt en foreløbig klage, hvori De oplyser, at der kommer nærmere oplysninger senere.
A-kassen kvitterer med brev af 5. december 2002 om, at de har modtaget Deres foreløbige klage, men at de ikke foretager sig yderligere i sagen, før de har hørt fra Dem igen.
Med brev af 19. december 2002 fremsender De således den ventede klage. I klagen anfører De bl.a., at De finder det fuldstændig urimeligt, at De ikke kan få efterløn. Der er udstedt efterlønsbevis, og De har siden Deres tilbagekomst til Danmark haft en forventning om at kunne gå på efterløn.
Fra ... har De ved ankomsten til Danmark overført Deres a-kasse anciennitet fra Island, hvor De blev meldt ind i september 1989. De oplyste Dem om dengang, at De ville kunne gå på efterløn i 2002, når De havde været medlem af en a-kasse i 10 år regnet fra 1992.
Den 6. juni 2002 får De tilsendt et efterlønsbevis gældende pr. den 16. januar 2002.
Dernæst bliver De udtaget til en intern stikprøvekontrol, som stiller tvivl om Deres ret til efterløn, hvorfor De nu har fået frataget retten til at gå på efterløn.
De finder det dybt urimeligt og spørger undrende, hvad konsekvensen ville have været, hvis De allerede var gået på efterløn.
Det er Deres opfattelse, at ... må påtage sig lidt af skylden og De fremhæver, at De finder det uretfærdigt, at De skal betale for begge a-kassers fejltagelser.
I brev af 7. januar 2003 har hovedledelsen gennemgået sagen og er enig med Deres afdeling i, at De ikke har ret til at overgå til efterløn mellem Deres fyldte 60. år og 67. år.
Begrundelsen herfor er, at De er nyindmeldt i en dansk a-kasse (...) den 5. september 1994, og at De fylder 67 år den 7. juni 2006.
For at kunne få ret til efterløn er det en betingelse, at De har været uafbrudt medlem af en dansk a-kasse i 20 år inden for 25 år før overgangen til efterløn. Betingelserne for at kunne medtælle medlemsperioder fra udlandet er, at De umiddelbart før udrejse, har været medlem af en dansk a-kasse.
I brev af 22. januar 2003 anker De a-kassens afgørelse af den 7. januar 2003.
De anfører, at anken er begrundet i, at De finder det dybt urimeligt, at man fra ...'s side ikke påtager sig det ansvar, over for Dem som medlem, at holde Dem skadesløs og lade Dem gå på efterløn. De har fået tilsendt Deres efterlønsbevis, og De vil gerne vide, hvad a-kassen havde gjort, hvis De havde valgt at gå på efterløn dengang i stedet for at vente.
De oplyser videre, at De nok havde været nødt til at søge efterløn inden for en kort periode, idet De netop har fået konstateret brystkræft, hvorfor De i slutningen af januar måned skulle opereres. Dermed står De ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis De skulle ønske at stoppe med Deres arbejde eller blive opsagt på grund af sygdom.
De henviser til en dom i Østre Landsret i efteråret 2002, hvor ... blev idømt at betale op til den høje takst på grund af, at ... havde vejledt et medlem forkert.
Afslutningsvist håber De, at der er retfærdighed til, således at De kan få den efterløn, De reelt er blevet lovet.
Deres a-kasse har med brev af 23. januar 2003 indstillet til direktoratet, at De bliver stillet som om, at De har ret til efterløn, som det fremgår af efterlønsbeviset.
Den 26. maj 2003 rykker a-kassen direktoratet for afgørelse i sagen.
Den 23. juni 2003 rykker a-kassen direktoratet for afgørelse i sagen. Direktoratet havde tilsyneladende ikke modtaget sagen elektronisk i første omgang, hvorfor a-kassen fremsendte den igen. A-kassen anmoder om oplysning om, hvornår sagen forventes færdigbehandlet.
Den 11. august 2003 har direktoratet rettet henvendelse til ..., Århus, med henblik på at få tilsendt diverse korrespondance i sagen mellem ..., Århus og Dem”.
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 17. september 2003 denne afgørelse
” De opfylder ikke betingelserne for at kunne medregne Deres forsikringsperiode i Island til opfyldelse af anciennitetskravet for ret til efterløn.
De opfylder dermed ikke kravet om medlemsanciennitet for ret til efterløn i perioden fra Deres 60. år til Deres 67. år.
A-kassen skal derfor tilbagebetale Deres efterlønsbidrag.
Begrundelse
Retten til efterløn er bl.a. betinget af, at et medlem opfylder et krav om medlemsanciennitet for ret til efterløn, jf. lovens § 75 b, stk. 1 og 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003. Som hovedregel skal dette krav opfyldes ved medlemskab af en anerkendt a-kasse i Danmark.
Forsikringsperioder i udlandet kan dog undtagelsesvis regnes med til opfyldelse af anciennitetskravet.
Reglerne om hvilke forsikringsperioder fra udlandet mv., der kan medregnes til anciennitetskravet for ret til efterløn, fremgår af dagældende bekendtgørelse nr. 404 af 18. maj 2001 (nu nr. 1203 af 18. december 2002) om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- eller beskæftigelsesperioder i udlandet, i Grønland eller på Færøerne.
Det fremgår af § 4, stk. 2, i bekendtgørelsen, at forsikringsperioder i et andet EØS-land kan medregnes, hvis medlemmet har været medlem af en dansk a-kasse i mindst 1 år lige før forsikringsperioden i EØS-landet samtidig med, at medlemmet har haft bopæl og ophold i Danmark.
De har været omfattet af den islandske arbejdsløshedsforsikring fra 16. januar 1992 til 20. august 1994.
De blev indmeldt i en dansk a-kasse første gang den 5. september 1994.
Inden udrejsen til Island har De således ikke været medlem af en dansk a-kasse, hvorfor De ikke opfylder betingelserne for at medregne forsikringsperioden i Island til opfyldelse af anciennitetskravet for ret til efterløn, jf. § 4, stk. 2, i bekendtgørelsen.
****
Hovedreglen for anciennitetskravet efter § 75 b er, at medlemmet har været medlem af en a-kasse i mindst 20 år inden for 25 år, jf. lovens § 75 b, stk. 1 og 2.
I lovens § 75 b, stk. 1 og 2, er der dog fastsat visse undtagelser til § 75 b, stk. 1.
For medlemmer født før den 1. marts 1952 kan kravet om medlemskab således opfyldes ved uafbrudt medlemskab fra den 31. marts 1992 til mindst det fyldte 60. år. Medlemsperioden skal dog udgøre 10 år inden for de sidste 15 år.
De er aldersmæssigt omfattet af denne bestemmelse, men De opfylder ikke kravet om uafbrudt medlemskab fra den 31. marts 1992.
Ifølge direktoratets beregning vil De på Deres 67. års dag alene have en medlemsanciennitet på ca. 11 år og 9 måneder af en a-kasse, idet De ikke kan medregne Deres forsikringsperiode i Island.
De opfylder dermed ikke kravene om medlemsanciennitet for ret til efterløn i perioden fra De fylder 60 år til De fylder 67 år.
Der er ikke hjemmel i loven til at dispensere for manglende anciennitet.
****
Ifølge lovens § 75 b, stk. 3, har direktoratet alene hjemmel til at dispensere for afbrydelser i medlemskabet og indbetaling af efterlønsbidrag ved afgørelsen af, om kravene i § 75 b, stk. 1 og 2, er opfyldt. Der er derimod ikke hjemmel i loven til at dispensere for manglende medlemskab.
De kan ikke få en dispensation for afbrydelsen i Deres medlemskab. Det skyldes, at De ikke har været medlem af en a-kasse før den 5. september 1994, og at der således ikke er tale om en afbrydelse i Deres medlemskab.
Direktoratet har mulighed for, som regeludstedende myndighed, at dispensere for egne regler, selv om der ikke er fastsat en særlig hjemmel, og det ikke strider imod loven. Som udgangspunkt gives en dispensation kun i en situation, der ikke kunne forudses ved udarbejdelsen af reglerne, og hvor anvendelsen af reglerne giver et helt andet resultat end det, der var formålet med bestemmelsen.
De har i Deres klage særligt gjort gældende, at De finder det dybt urimeligt, at man fra ...'s side ikke påtager sig det ansvar over for Dem som medlem, at holde Dem skadesløs og lade Dem gå på efterløn. De fremhæver, at De har fået tilsendt et efterlønsbevis, og De ville gerne vide, hvad man havde gjort, hvis De havde valgt at gå på efterløn dengang i stedet for at vente.
De håber, at der er retfærdighed til, således at De kan få den efterløn, De reelt er blevet lovet, og at det for Dem er underordnet, hvem der skal betale den. De afslutter Deres klagebrev med, at De er blevet vejledt forkert, og at De derfor har ret til efterløn.
***
Direktoratet skal bemærke, at De uanset a-kassens vejledning ikke kan få en bedre retsstilling, end loven foreskriver. Hvis De mener at have lidt et tab som følge af mangelfuld eller fejlagtig vejledning fra a-kassen, herunder om Deres tidligere a-kasse har handlet ansvarspådragende, må direktoratet henvise til, at De må anlægge sag herom ved de almindelige domstole ”.
3. Klagen til ankenævnet
De har den 10. oktober 2003 anført, at De finder det dybt urimeligt at man fratager Dem Deres efterlønsbevis. De har betalt til efterlønnen og har hele tiden haft en forventning om at kunne gå på efterløn når De blev 60 år. Dette har man både i ... og ... stillet Dem i udsigt.
De har henvist til, at god forvaltningsskik bør medføre, at De får ret til Deres efterløn.
De mener ikke, at det kan være rigtigt at De skulle være nødt til at gå til domstolene for at blive retfærdigt behandlet.
Endvidere undrer De Dem over, at direktoratet ikke har svaret på Deres spørgsmål om, hvordan sagen ville have stillet sig, hvis De var gået på efterløn, da De fik efterlønsbeviset.
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet har den 15. oktober 2003 fastholdt den trufne afgørelse og har henvist til at De fortsat ikke opfylder betingelserne for at kunne medregne Deres forsikringsperiode i Island til opfyldelse af anciennitetskravet for ret til efterløn og at De dermed ikke opfylder kravet om medlemsanciennitet for ret il efterløn.
Direktoratet finder ikke at der foreligger en situation, som ikke kunne forudses ved udarbejdelsen af reglerne, og hvor anvendelsen af reglerne giver et helt andet resultat end det der var formålet med bestemmelsen.
Direktoratet har herved henvist til, at reglerne er fastsat for at sikre, at kun medlemmer der tidligere har haft en tilknytning til det danske arbejdsmarked og dansk a-kasse kan medregne forsikringsperiode.
Med hensyn til Deres spørgsmål om, hvordan sagen ville have stillet sig hvis De var gået på efterløn, har direktoratet oplyst, at kassen ville have udbetalt efterløn med urette, og kassen skulle have truffet afgørelse om ansvaret for fejludbetalingen. Hvis kassen var ansvarlig for fejludbetalingen alen skulle De ikke tilbagebetale efterløn.
5. Nyt efter klagen
Intet nyt fremkommet.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001
Resumé
Medlemmet blev optaget i islandsk a-kassen den 16. januar 1992. Den 5. september 1994 blev medlemmet optaget i dansk a-kasse og i 1998 overflyttet til anden dansk a-kasse.
Den 6. juni 2002 fik medlemmet udstedt efterlønsbevis med bevisdato den 16. januar 2002, idet kassen gik ud fra, at hun opfyldte kravet om 10 års anciennitet, da den medregnede hendes islandske medlemskab til anciennitetskravet.
Den 18. november 2002 oplyste kassen, at man efter de nye oplysninger måtte konstatere, at medlemmet ikke opfyldte kravene for at gå på efterløn, da de 2 år i islandsk -kasse ikke kunne medregnes som medlemsanciennitet.
Medlemmet har anført, at det er urimeligt at man fratager hende retten til at gå på efterløn, som hun hele tiden har haft en forventning om kunne få.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke havde ret til efterløn på grundlag af efterlønsbevis af 6. juni 2002 med virkning fra den 16. januar 2002.
Ved vurderingen af om efterlønsbeviset kunne opretholdes efter sit indhold på trods af fejlen, lagde ankenævnet vægt på, at kassen konstaterede fejlen ved brev af 3. september 2002, hvor medlemmet fik meddelelse om, at der var opstået tvivl om hendes ret til efterlønsbevis, samt at hun den 18. november 2002 fik meddelelse om, at hun ikke havde ret til efterlønsbevis, fordi hun ikke opfyldte kravene for ret til efterløn.
Endvidere lagde ankenævnet vægt på, at kassen ved at udstede efterlønsbevis til medlemmet, selv om hun ikke opfylder kravet om 10 års uafbrudt medlemsskab fra den 31. marts 1992 til mindst hendes fyldte 60. år, havde begået så grov en fejl, at der ikke var grundlag for at opretholde efterlønsbeviset som gyldigt.