Legislator Case Law & Legislation
W20040983725 DK

Dato for efterlønsbevis

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2004 9837 Valid

§ 2.

Stk. 2. A-kassen skal senest 2 måneder før, et medlem fylder 60 år, informere skriftligt om retten til at få et efterlønsbevis efter lovens § 74 b. A-kassen skal samtidig sende medlemmet en blanket til at ansøge om beviset, og en oversigt over de elektronisk indberettede pensioner, som a-kassen har modtaget, jf. lovens § 74 i, stk. 4.

Stk. 3. A-kassen kan udstede et bevis med virkning fra den dato, hvor a-kassen har modtaget ansøgningen fra medlemmet, dog tidligst fra det tidspunkt, hvor medlemmet opfylder betingelserne for efterløn.

Arbejdsdirektoratets af bekendtgørelse nr. 310 af 19. maj 1999 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v.

Endelig adm. afgørelse 2004 9837 Valid

§ 5.

A-kassen skal vejlede et medlem i god tid forud for det 60. år om,

1) hvordan medlemmet får udstedt et efterlønsbevis,

2) hvad beviset garanterer, og

3) om de rettigheder, der er forbundet med beviset.

Endelig adm. afgørelse 2004 9837 Valid

§ 65. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

Endelig adm. afgørelse 2004 9837 Valid

§ 74 b. Medlemmer, der opfylder betingelserne i § 74 a, bortset fra stk. 1, nr. 6, har ret til efter ansøgning at få udstedt et efterlønsbevis af arbejdsløshedskassen. Beviset har tidligst virkning fra ansøgningstidspunktet.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn som er ændret ved bekendtgørelser nr. 1208 af 18. december 2002 og nr. 471 af 4. juni 2003 om ændring af bekendtgørelse om fleksibel efterløn

Endelig adm. afgørelse 2004 9837 Valid

Dato for efterlønsbevis

Vedrørende

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 12. februar 2004.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

... har ikke ret til efterlønsbevis med en tidligere bevisdato end den 25. november 2002

Ankenævnet lægger ved afgørelsen til grund, at ... modtog kassens vejledningsbrev om efterlønsbevis af 14. april 2000.

Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 b, stk.1, kan et efterlønsbevis kun udstedes efter ansøgning, og beviset kan tidligst få virkning fra ansøgningstidspunktet. Der ligger ikke i reglen et krav om, at ansøgning om efterlønsbevis kun kan ske ved skriftlig ansøgning.

Ankenævnet lægger ved afgørelsen vægt på, at a-kassen den 10. oktober 2003 har anført, at den ikke har modtaget ansøgningen om efterlønsbevis i foråret 2000. A-kassen har henvist til, at al indkommen post journaliseres og vil fremgå af postlisten, og at der ikke er modtaget en ansøgning om efterlønsbevis før den 25. februar 2003.

Nævnet lægger endvidere vægt på, at a-kassen i samme brev har oplyst, at der ikke er noget notat om ...s henvendelse i april 2000.

Endvidere lægges vægt på, at det i klagebrevet af 29. september 2003 er anført, at ...s henvendelse til kassen i april 2000 var en forespørgsel om yderligere information om efterlønsbevis, der ikke kan sidestilles med en mundtlig anmodning om efterlønsbevis.

Endelig lægges vægt på, at ... først i efteråret 2002 rykkede a-kassen for efterlønsbevis.

Der henvises til arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 b, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001.

Ankenævnet tiltræder herefter direktoratets afgørelse af 4. september 2003.

På ankenævnets vegne

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

...

Arbejdsløshedskassen

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde

” Det fremgår af sagen, at De er fyldt 60 år den 1. juli 2000.

Deres a-kasse har den 14. april 2000 sendt Dem vejledningsmateriale og ansøgningsblanket til efterlønsbevis. Det fremgår heraf, at De tidligst kan få udstedt efterlønsbeviset med virkning fra den dag, hvor a-kassen har modtaget ansøgningen.

A-kassen har i vejledningsmaterialet orienteret Dem om betingelserne for at få udstedt et efterlønsbevis, herunder at De skal indsende vedlagte blanket AR 288 for at få udstedt et efterlønsbevis.

I vejledningen til blanket AR 288 er det oplyst, at efterlønsbeviset først kan udstedes, når a-kassen har modtaget Deres ansøgning og tidligst fra det fyldte 60. år.

A-kassen har oplyst, at den først har modtaget Deres ansøgning om efterlønsbevis den 25. november 2002.

De har i brev vedlagt ansøgningen oplyst, at De den 14. april 2000 modtog a-kassens vejledning og ansøningsskemaet og returnerede ansøgningen nogle dage efter. Hvorefter De ikke skænkede sagen en yderligere tanke, men at De efterfølgende har opdaget at De ikke har modtaget et efterlønsbevis. A-kassen har oplyst Dem at De ikke har modtaget og registreret ansøgningen, hvorfor De mener den må være gået tabt i posten. De søger på den baggrund om dispensation fra datoen for efterlønsbeviset.

A-kassen har den 7. juli 2003 truffet afgørelse om, at De først kan få udstedt et efterlønsbevis med virkning fra den 25. november 2002.

Den 14. juli 2003 har De klaget over a-kassens afgørelse. De har blandt andet anført i klagen, at De sendte ansøgningen omgående og derefter regnede med at alt var iorden, samt regnede med at beviset ville blive tilsendt Dem. Hvorefter De glemte alt om efterlønsbeviset og det først i efteråret 2002 gik op for Dem, at De ikke havde modtaget et efterlønsbevis kan ikke føre til et andet resultat.

Den 11. august 2003 har a-kassen sendt Deres klage og sagens akter til direktoratet. A-kassen har bemærket, at den i anledning af Deres klage på ny har gennemgået sagen. A-kassen har på den baggrund oplyst, at den må fastholde afgørelsen”.

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 4. september 2003 denne afgørelse

” De har først ret til et efterlønsbevis med virkning fra den 25. november 2002, hvor a-kassen modtog Deres ansøgning.

Begrundelse

A-kassen kan kun udstede et efterlønsbevis med virkning fra den dato, hvor a-kassen har modtaget ansøgningen om efterlønsbevis. Det er dog et krav, at de øvrige betingelser for at få et efterlønsbevis også er opfyldt. Det står i § 74 b, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003. Direktoratet henviser også til § 2, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn.

Deres a-kasse modtog Deres ansøgning om efterlønsbevis den 25. november 2002. Som udgangspunkt kan efterlønsbeviset først få virkning fra denne dato.

A-kassen har en pligt til at vejlede sine medlemmer om de rettigheder og pligter, der følger af loven. Det står i lovens § 65, stk. 1.

Senest 2 måneder før det fyldte 60. år, skal a-kassen informere skriftligt om retten til at få et efterlønsbevis. A-kassen skal samtidig sende en ansøgningsblanket. Det står i § 2, stk. 2, i bekendtgørelse om fleksibel efterløn.

A-kassen skal samtidig vejlede om, hvordan man får udstedt et efterlønsbevis, hvad beviset garanterer og om de rettigheder, der er forbundet med beviset. Det står i § 5 i bekendtgørelse nr. 310 af 19. maj 1999 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v.

Direktoratet har lagt vægt på, at a-kassen den 14. april 2000 har sendt informationsbrev og en ansøgningsblanket til efterlønsbevis med tilhørende vejledning, og det fremgår af vejledningsmaterialet og vejledningen til ansøgningsblanketten, at efterlønsbeviset tidligst kan udstedes med virkning fra den dag, hvor a-kassen modtager Deres ansøgning.

Endelig har direktoratet lagt vægt på Deres oplysning og a-kassens dokumentation for, at a-kassen ikke har modtaget Deres ansøgning, idet ansøgningen ikke fremgår af a-kassens postjournaler over dagligt indgående post.

Det forhold, at De har oplyst at

– Have sendt ansøgningen omgående og derefter regnede med at alt var iorden, hvorfor ansøgningen må være gået tabt i posten.

– Regnede med at beviset ville blive tilsendt Dem.

– De glemte alt om efterlønsbeviset og det først i efteråret 2002 gik op for Dem, at De ikke havde modtaget et efterlønsbevis.

Dette kan ikke føre til et andet resultat. Deres a-kasse har givet Dem behørig vejledning og sendt ansøgning om efterlønsbeviset rettidig, De må derfor selv bære ansvaret for, at De først i efteråret 2002 bliver klar over at De ikke har modtaget et efterlønsbevis, hvorefter De retter henvendelse til a-kassen”.

3. Klagen til ankenævnet

Dansk har fastholdt, at ... i april 2000 sendte ansøgning om efterlønsbevis til a-kassen. Hun sendte brevet som almindelig brev og har derfor ikke sikret sig bevis for at brevet er sendt.

Forbundet har henvist til, at ... i april 2000 kontaktede a-kassen for at få yderligere informationer og samtalen afsluttede med at ... oplyste, at hun med det samme ville returnere ansøgningen om efterlønsbevis.

... konstaterede i efteråret 2002 i forbindelse med et møde med hendes bank, at hun ikke havde modtaget efterlønsbevis. Hun havde hidtil været af den overbevisning, at når hun betalte efterlønsbidrag viste det, at hun var interesseret i at benytte sig af muligheden for efterløn.

Endvidere har forbundet henvist til, at da ... ansøgte 2. gang havde ansøgningen forputtet sig, og forbundet mener derfor, at det samme kan have været tilfældet med hensyn til den første ansøgning.

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet har den 23. oktober 2003 fastholdt den trufne afgørelse uden yderligere bemærkninger.

5. Nyt efter klagen

Intet nyt fremkommet.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001

Endelig adm. afgørelse 2004 9837 Valid

Resumé

Kassen sendte den 14. april 2000 medlemmet informationsbrev om efterlønsbevis. Medlemmet fyldte den 1. juli 2000 60 år, men kassen modtog først den 21. februar 2003 medlemmets ansøgning om efterløn.

Kassen udstedte efterlønsbevis med virkning fra den 25. november 2002, der var den dato medlemmet kontaktede kassen om efterlønsbevis.

Medlemmet har anført, at hun efter at have modtaget kassens vejledningsbrev af 14. april 2000 sendte ansøgning om efterlønsbevis i den medfølgende returkuvert.

Hun havde i april 2000 kontaktet kassen om efterlønsbevis, men kassen har intet notat herom. Kassen ville dog ikke afvise at en sådan henvendelse havde fundet sted.

Medlemmet konstaterede først i efteråret 2002, at hun ikke havde modtaget efterlønsbevis og kontaktede herefter kassen.

Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke havde ret til efterlønsbevis med en tidligere bevisdato end den 25. november 2002

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at a-kassen havde anført, at den ikke havde modtaget ansøgningen om efterlønsbevis i foråret 2000. A-kassen henviste til, at al indkommen post bliver journaliseret og fremgår af postlisten, og at der ikke var modtaget en ansøgning om efterlønsbevis før den 25. februar 2003.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at a-kassen i samme brev havde oplyst, at der ikke var noget notat om medlemmets henvendelse i april 2000.

Endvidere lagde nævnet vægt på, at det i klagebrevet af 29. september 2003 var anført, at medlemmets henvendelse til kassen i april 2000 var en forespørgsel om yderligere information om efterlønsbevis, der ikke kan sidestilles med en mundtlig anmodning om efterlønsbevis.

Endelig lagde man vægt på, at medlemmet først i efteråret 2002 rykkede a-kassen for efterlønsbevis.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →