Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-57
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-57
[K] har ved advokat Erik Haumann klaget til Pressenævnet over en udsendelse i TV 2 den 25. marts 2004, idet hun finder, at god presseskik er tilsidesat.
Udsendelsen omhandlede en sag, hvor ejeren af et ridecenter ved byretten var blevet dømt for i tre tilfælde at have krænket tre piger med tilknytning til ridecentret. I udsendelsen fortalte blandt andet en af de tre piger om det overgreb, hun havde været udsat for, ligesom der blev omtalt en anmeldelse fra en anden pige, som ikke ønskede at medvirke i udsendelsen. Herefter hed det
Speak : ”Den tredje anmeldelse kom fra en 17-årig pige, der fortalte politiet om en aften i maj 2003 i området omkring ridecentret. Den 17-årige havde ligget i telt i nærheden af ridecentret. Allan Kirk havde været på besøg ved teltet, og ved den lejlighed havde han kysset hende, berørt hende og til sidst havde han ifølge pigen stukket fingre op i hendes skede. Pigen ønsker ikke at medvirke i dette program.
Speak : Allan Kirk blev med dommerstemmerne 2-1 dømt for tre tilfælde af seksuelle krænkelser. Straffen var 60 dages fængsel. Han ankede dommen. Allan Kirk blev dømt efter den såkaldte skolelærerparagraf og blev frakendt retten til at have med unge under 18 år at gøre i 2 år.
Speak : To ud af de tre dommere lagde særlig vægt på vidneudsagnet fra pigen [K]. Det var hende, der lå i telt en aften ved Skovsbogaard sammen med en veninde. Morgenen efter, at overgrebet fandt sted, mødte [K] en pige, der ikke vidnede i byretten.
F : Jamen, vi sidder og snakker ganske normalt, som piger sidder og snakker, og så pludselig nævner hun, at de har haft ringet til Allan. Og så siger hun, at så ringede vi og spurgte Allan, om ikke han kom ud med nogle øl, fordi at – jamen, det ved jeg ikke, de kedede sig vel eller et eller andet ikke også, det kan jeg da også godt forstå ude i sådan en skov. Og så var han ikke dukket op, og så havde de ringet igen og sagt, hvor han blev af, og så var han kommet ud til dem, og så – så sagde de ikke andet end, at så havde de haft det enormt hyggeligt, altså.
”
[K] har klaget over, at det i udsendelsen blev oplyst, at hun ikke ønskede at medvirke i denne. Hun er aldrig blevet bedt om at medvirke – hverken direkte eller via sin advokat.
Hun har videre anført, at programmet indeholdt en detaljeret beskrivelse af det overgreb, hun havde været udsat for, uagtet at hendes oplysninger herom var afgivet i et lukket retsmøde.
Endelig har [K] klaget over, at hendes fornavn blev nævnt i forbindelse med beskrivelsen af overgrebet på hende.
TV 2 har anført, at udsendelsens tilrettelægger inden offentliggørelsen telefonisk kontaktede [K]s advokat Erik Haumann, der oplyste, at hans klient under ingen omstændigheder ønskede at deltage i et program af den pågældende karakter.
TV 2 har videre anført, at de korte citater fra [K]s forklaring i retten alene er medtaget i udsendelsen, fordi det var relevant for beskrivelsen af grovheden af Allan Kirks handlinger og dermed beskrivelsen af det generelle samfundsmæssige problem, der opstår, når en lærer/instruktør forgriber sig på en elev. Et sådant væsentligt problem kan ikke beskrives, medmindre det forklares, hvilke konkrete handlinger, sagen vedrører. Oplysningerne, der i øvrigt i vidt omfang har været gengivet i flere aviser forud for udsendelsen, blev alene medtaget i det omfang, de var nødvendige for beskrivelsen af problemstillingen.
TV 2 har endelig anført, at der er udvist behørigt hensyn til [K] ved omtalen af det overgreb, hun havde været udsat for, allerede fordi hun ikke identificeres i udsendelsen. Det forhold, at hendes fornavn nævnes, er ikke egnet til at identificere hende for en videre kreds. Retsplejelovens regler om vidne- og partsforklaringer afgivet bag lukkede døre, har ikke betydning for nævnets vurdering af, om god presseskik er tilsidesat.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet finder, at det ikke kan udelukkes, at det er muligt for personer med et vist kendskab til [K] at identificere hende som den i udsendelsen omtalte person. Nævnet har herved lagt vægt på, at udsendelsen omhandler forhold, som relaterer sig til et bestemt, navngivent ridecenter, hvor [K] red, og at det i udsendelsen oplyste fornavn ikke er almindelig brugt.
Nævnet finder ikke, at TV 2 ved beskrivelsen af det seksuelle overgreb på [K] har handlet i strid med god presseskik. Nævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en ganske kortfattet beskrivelse, og at beskrivelsen var relevant i forhold til udsendelsens tema, der må anses at have almen interesse. TV 2 burde imidlertid have undladt at oplyse [K]s fornavn, idet der ikke er nogen almen interesse, der kan begrunde omtale heraf. TV 2 har herved handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.
Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt [K] via sin advokat inden udsendelsen var blevet spurgt, om hun ønskede at medvirke deri. Nævnet har ikke mulighed for at vurdere, hvilken forklaring der er den rigtige, og nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af TV 2 for at have bragt oplysningen om, at [K] ikke ønskede at medvirke i udsendelsen.
Advokat Erik Haumann har på vegne af [K] over for Pressenævnet oplyst, at hun ikke ønsker, at kendelsen offentliggøres i TV 2. Nævnet har orienteret TV 2 herom.
Afgjort den 18. august 2004.
Resumé
Klager klagede over en udsendelse i tv. Klagen gik på, at det i udsendelsen blev oplyst, at hun ikke ønskede at medvirke i denne, at programmet indeholdt en detaljeret beskrivelse af det overgreb, hun havde været udsat for, og at hendes fornavn blev nævnt i forbindelse med beskrivelsen af overgrebet på hende.
Pressenævnet fandt, at det ikke kunne udelukkes, at det var muligt for personer med et vist kendskab til klager at identificere hende som den i udsendelsen omtalte person. Nævnet fandt ikke, at TV-stationen ved beskrivelsen af det seksuelle overgreb på klager havde handlet i strid med god presseskik. TV-stationen burde imidlertid have undladt at oplyse klagers fornavn, idet der ikke var nogen almen interesse, der kunne begrunde omtale heraf. TV-stationen havde herved handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtalte sin kritik.
Parterne havde afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt klager via sin advokat inden udsendelsen var blevet spurgt, om hun ønskede at medvirke deri. Nævnet havde ikke mulighed for at vurdere, hvilken forklaring der var den rigtige, og nævnet fandt derfor ikke grundlag for at udtale kritik af TV-stationen for at have bragt oplysningen om, at klager ikke ønskede at medvirke i udsendelsen.
Ikke pålæg om offentliggørelse, da klager ikke ønskede dette.