Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-30

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-30

[K1], [K2] og [K3] har klaget til Pressenævnet over en radioudsendelse i Danmarks Radio den 9. januar 2004, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat. De har endvidere klaget over, at Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle.

I udsendelsen hed det blandt andet

Speak : ”En kollegial strid på universitetet i Odense førte kort før jul til, at en af landets kendteste nationaløkonomer med magt blev flyttet ud af sit kontor og over på et institut, der ikke har noget med nationaløkonomi at gøre. Ole Bruus har læst den økonomiske analyse, der udløste den enestående episode. Vi skal en tur ind i den akademiske verden.

Ole Bruus : . Dagbladet Politiken den 16. december: Under overskriften professor tvangsflyttet, kan man læse at: ”en bitter faglig strid mellem kollegaer på Syddansk Universitet endte i går med, at den tidligere overvismand og formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, professor Christen Sørensen, højst utraditionelt blev tvangsflyttet fra sit kontor”.

Politiken den 20. december: ”Ombudsmanden skal vurdere, om det var i strid med loven, da flere universitetsbetjente søndag troppede op på formanden for Arbejdernes Erhvervsråd, professor Christen Sørensens kontor, og flyttede hans ting over på et andet institut”. Og senere i artiklen: ”Rektor på Syddansk Universitet siger, at Christen Sørensen i forbindelse med kritikken har hængt tre navngivne kollegaer ud i pressen, og at det er uforeneligt med Universitetets personalepolitik”.

Fyens Stiftstidende, som i juni gengav professorens kritiske syn på universitetets rolle i udviklingen i det fynske erhvervsliv, den 18. december: ”Formelt siger de, at det ikke handler om mine udtalelser om universitetets manglende indsats for at fremme den fynske erhvervsudvikling, men reelt er det årsagen”, mener Christen Sørensen. I sandhed usædvanlige beretninger fra den akademiske verden. Men så sænkede julefreden sig over sagen – så længe det varede.

Ved årsskiftet udkom det sidste hæfte i det gamle hæderkronede Nationaløkonomisk Tidsskrifts 141. årgang. Det lyder som en invitation til ørkenvandring blandt knastørre artikler, men i lige nøjagtig det hæfte var der – om jeg så må sige – smæk for skillingen, næsten i overmål.

Den tidligere overvismand, professor Christen Sørensen, retter en lammende kritik mod den seneste analyse af erhvervsudviklingen på Fyn. Den hedder: ”Uddannelse, job og erhvervsudvikling på Fyn”. Den skal komme med, citat, ”Konkrete initiativer inden for de erhvervspolitiske, arbejdsmarkedspolitiske og uddannelsespolitiske områder på Fyn”.

Analysen er udarbejdet af tre af universitets erhvervsøkonomer, en professor og to lektorer. Det ligger lige for at antage, at det er de samme tre kollegaer, som universitetets rektor siger, er blevet hængt ud i pressen. Det ville være let at undersøge, men jeg har valgt alene at forholde mig til, hvad jeg er blevet præsenteret for i pressen og har kunnet læse i Nationaløkonomisk Tidsskrift.

Christen Sørensen anfører, at de tre erhvervsøkonomiske kolleger har haft adgang til de hidtil mest detaljerede oplysninger, som Danmarks Statistik har stillet til rådighed gennem en særlig database. Men forfatterne er åbenbart blevet så overvældet af mængden af data, at de blot har prøvet sig frem på må og få, skriver Christen Sørensen. I analysens to vigtigste kapitler er forfatterne helt ude på det analytiske overdrev, skriver han. Der bliver gennemført en række statistiske analyser, der er lige så seriøse, eller rettere lige så useriøse, som forsøg på at forklare antallet af indgåede ægteskaber i Danmark ud fra antallet af skudte ræve i Finland ville være. Der er ingen gennemtænkte hypoteser, tallene er bare hældt ned i computeren, skriver han, og han slutter af med salutten: Rapporten kan derfor først og fremmest bruges til at vise de studerende, hvordan man ikke skal bruge talmateriale.

Christen Sørensens fyndige, igen måske rigeligt fyndige, kritik fylder et par sider. Og så følger et otte sider langt genmæle fra de tre forfattere. Professor [K3] og lektorerne [K1] og [K2]. Det er lidt svært at få hold på deres genmæle, men en ting falder nu i øjnene: Et par steder anfører de, at rapportens interessenter har ”fastlagt”, et andet sted ”bestemt”, hvad der skal inddrages. Interessenterne, det vil især sige arbejdsmarkedets parter, erhvervslivet, kommunerne, amtet og uddannelses- og forskningsinstitutionerne har lagt, hvad der kunne virke som upassende bånd på videnskabeligt arbejde. Men det er ikke tilfældet, for med forfatternes ord, har målet ikke været at bidrage med selvstændig nyskabende forskning.

Som samfundsborger vil man da også godt vide lidt om, hvad de går og sysler med på universiteterne, der jo dog drives af det offentlige. Nu tænker jeg ikke på, at det er skatteborgerne, der betaler deres løn. Jeg tænker mere på, at deres analyser ofte føres frem som argumenter i den offentlige debat – hvis det ellers passer i den pågældende debattørs kram. Men hvad er så op og ned i den rapport og kritikken af den? Det er der vel kun et svar på: Få fat på den og læs den selv, og vel at mærke uden at lade dig påvirke af nogen som helst – hverken de involverede eller andre.

En opringning til Den Fynske Fond for Erhvervsøkonomisk Forskning, der på en eller anden måde står bag rapporten, gav ingenting. Det lød nærmest, som om man ikke rigtig kendte noget til den. Men der var hjælp at hente på universitetet. En sekretær fortalte mig, hvordan jeg kunne finde den frem på den fynske arbejdsformidlings hjemmeside. Kun 114 sider kom der ud af printeren – desværre. De 142 sider med tabelbilagene fulgte ikke med.

Den første halvdel af rapporten er et sammendrag af rapporten selv og af tidligere lignende rapporter, et lynportræt af Fyns Amt sammenlignet med det øvrige Danmark, og en beskrivelse af det talmateriale, som de tre erhvervsøkonomer har fået at arbejde med. Alt sammen udmærket, om end ikke specielt velkomponeret. Det fremgår med beklagelig tydelighed, at Fyns Amt er plaget af dårlig økonomi. Det fynske bidrag til det danske nationalprodukt står ikke mål med befolkningens størrelse. Det fynske nationalprodukt per indbygger ligger under landsgennemsnittet. Og endnu værre: Den fynske økonomi har ikke holdt trit med det øvrige Danmarks, væksten har været ringere.

Der bliver tegnet et pessimistisk billede af det fynske arbejdsmarked. Arbejdsstyrken er generelt dårligere uddannet, har en højere gennemsnitsalder, har større risiko for arbejdsløshed og er mindre mobil, end det er tilfældet i det øvrige Danmark under ét. Og så ser det i øvrigt ud, som om der på Fyn er en sammenhæng mellem den enkeltes indkomst og uddannelse. Der kan man bare se.

Og så er vi fremme ved de økonomiske analyser, der skal munde ud i de konkrete initiativer. Og her drejer det sig i første omgang om, hvad der skal til for at skabe flere arbejdspladser.

Læseren bliver præsenteret for en analyse blottet for ethvert teoretisk grundlag, men computeren kan af sig selv frembringe noget, der ligner. Men, skriver de tre forfattere, de grundlæggende kilder til en sådan proces kender vi ikke. Men den skulle vise en særlig fynsk konjunktur, der åbenbart ligner en afdæmpet version af det øvrige Danmarks. Så det kan de politikere, der skal indrette erhvervspolitikken på Fyn, tygge på, og tygge på, hvad de vil gøre ved det.

Et afgørende punkt for de tre forfatter er, om arbejdsstyrken er mobil. Hvis den er det, vil det skabe arbejdspladser, slår de gentagne gange fast. Og derefter kaster de sig over et studie af, hvor langt lønmodtagerne er parat til at pendle i hverdagen. Det være sig på Fyn eller i det øvrige Danmark. Sig ikke, at de ikke går grundigt til værks. Tag følgende citat: ”Når pendlingen stiger i det øvrige land, stiger antallet af arbejdssteder i Fyns Amt”. Man ser det for sig. Jo længere eksempelvis nordjyderne har til arbejde, jo flere virksomheder på Fyn. Og vi læser videre: ”Når pendlingen stiger i Fyns Amt, sker der ingen ændringer i antallet af virksomheder i det øvrige land”. Nå da. Deres grundsynspunkt er, at det er pendlingen, der skaffer arbejdspladser. Altså ikke det modsatte, at det er virksomhedernes placering, der giver anledning til kørsel mellem hjem og arbejdsplads. Det er da ellers den kørsel, som der har været, mens oplysningerne blev samlet ind, som de baserer deres analyse på. Hvordan den kan blive vendt på hovedet, er ikke godt at vide. Men som læser får man det indtryk, at hvis blot fynboer fra nær – og helst fjern – møder op på en mark, vil der komme en fabrikant og bygge en fabrik. I øvrigt også, som nævnt, hvis nordjyderne vil begynde at køre længere.

Uddannelsen spiller selvfølgelig en væsentlig rolle for den økonomiske udvikling. Lidt husmandsagtigt ville man nok tro, at jo større en virksomhed bliver, jo større behov får den også for højt uddannet arbejdskraft, men nej, lyder det fra videnskabeligt hold. Virksomhederne bliver større, når der bliver ansat højt uddannede medarbejdere. Lad os ikke spilde tiden med at diskutere, hvem det nu er, der kører forrest i en karrusel. Lad os i stedet springe til konklusionen, der midt på side 99 skriver, at ”det er således muligt at rekruttere kvalificerede medarbejdere på alle niveauer af videregående uddannelser”. Jamen, så er der jo ikke noget problem. Virksomhederne kan jo bare ansætte dem og blive store.

Forfatterne præsenterer endelig en række erhvervsøkonomiske data fra sidste halvdel af 90’erne. En enkelt linje i tabellen falder i øjnene: Overskudsgraden, der svinger voldsomt for at ende på minus 1000 procent. Oversat til dansk: Et underskud på det tidobbelte af omsætningen. Det giver ingen mening for læseren. Men det bliver ikke desto mindre underkastet en statistisk analyse, hvor det kobles sammen med en række variable, der skal forklare det. Her blev jeg ført bag lyset af en usædvanlig ringe tekst. Jeg troede, at der var tale om en analyse, hvor man kørte det hele sammen, så man kan se, hvad de enkelte årsager hver især bidrager med. Nej, kan jeg forstå på meningsudvekslingerne i Nationaløkonomisk Tidsskrift. Man har set på de enkelte årsager, en for en. I deres forsvar indrømmer de tre, at de forskellige årsager kan gribe ind i hinanden, og at de beregnede effekter i så fald bliver misvisende både med hensyn til styrke og signifikans. Men, siger de så, de har kun villet give en beskrivende analyse af erhvervsforhold og ikke en nationaløkonomisk analyse. Mon det betyder, at den læge, der ikke behandler en patient ved at slå symptomerne ned ét for ét, men i stedet danner sig et indtryk af samtlige symptomer på én gang, opfører sig nationaløkonomisk? Der er seks af den slags trin-for-trin analyser med enslydende vildledende tekst. Vi lader dem ligge.

I konklusionen begår de tre en skødesynd. De føjer noget nyt til – de fynske herlighedsværdier og attraktive kulturtilbud. De skal føres i marken, så de højtuddannede og højtlønnede pendlere, der arbejder på Fyn, men bor på den anden side af en af broerne, lokkes til at bosætte sig på Fyn: Det er vigtigt, skriver de, for så vil det fynske nationalprodukt stige. Det kræver en forklaring. Som det står her, er det noget vrøvl. Det fynske nationalprodukt er værdien af, hvad der bliver skabt på Fyn. Det er umiddelbart uden betydning, hvor dem, der bidrager til det, tilbringer deres fritid.

Økonomerne og deres analyser har tilkæmpet sig betydelig prestige, og de føres ofte mere eller mindre ukritisk frem, som noget i retning af den skinbarlige sandhed. Det er bare ikke altid, at de kan stå for bare en lidt dybere granskning, men det kan åbenbart være personligt bekosteligt at begive sig ud i en kritik. Episoden fra Odense, som offentligheden kender den, virker graverende. Men med rapporten i hånden har professor Christen Sørensen, som så mange andre lærere i økonomi, fået nyt materiale til deres undervisning. Det kan han i sit eksil på Institut for Regnskab og Finansiering glæde sig over

Speak : Ole Bruus gengav den usædvanlige strid fra Universitetet i Odense ”

Ved brev af 15. januar 2004 klagede [K1], [K2] og [K3] til Danmarks Radio over tilsidesættelse af god presseskik og anmodede samtidig om genmæle.

Ved brev af 28. januar 2004 afviste Danmarks Radio klagen, herunder at bringe et genmæle.

[K1], [K2] og [K3] har anført, at Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik, idet det i udsendelsen påstås, at der er en sammenhæng mellem overflytningen af professor Christen Sørensen fra Økonomisk Institut til Institut for Regnskab og Finansiering på Odense Universitet og dennes kritik af klagernes rapport ”Uddannelse, job og erhvervsudvikling på Fyn”. Klagerne har intet haft med forflytningen at gøre, og de er ikke ansat på nogen af de berørte institutter. Danmarks Radio henviser i udsendelsen til en artikel i Politiken den 20. december 2003, hvor rektoren for Odense Universitet udtaler, at Christen Sørensen har hængt tre navngivne kolleger ud i pressen. I denne artikel er det imidlertid samtidig omtalt, at forflytningen af Christen Sørensen skyldes flere ugers kontroverser med medarbejdere på Økonomisk Institut, og at han har anlagt injuriesag mod institutlederen. Danmarks Radio har således fortolket på én udtalelse og samtidig undladt at referere udtalelser, der klart tilbageviser tolkningen. Klagerne har krævet genmæle i forhold til oplysningen.

Klagerne har videre anført, at journalistens kritik af deres rapport på en række punkter er forkert og usaglig, og at de har krav på genmæle. Dette gælder således i relation til følgende punkter

1. Oplysningen om, at der er lagt ”upassende bånd på videnskabeligt arbejde”, er ikke korrekt, idet der ikke er tale om forskning, men om en privat konsulentopgave, der er udarbejdet i overensstemmelse med det kommissorium, som rapportens interessenter har udarbejdet.

2. Oplysningen om, at læserne bliver præsenteret for ”en analyse blottet for ethvert teoretisk grundlag”, er forkert. En konsulentrapport benytter en fremstillingsmåde, hvor facts fremlægges summarisk, og de teoretiske overvejelser udelades. Desuden udelades detaljerede modelspecifikationer, overvejelser om evt. datatransformationer mv. Valg af metode, datakilder, analyseform mv. hviler imidlertid på et teoretisk grundlag. Det er derfor forkert at anføre, at rapporten er blottet for ethvert teoretisk grundlag uden samtidig at påpege, at den godt kan bygge på solide teoretiske overvejelser, der er udeladt i rapporten.

3. Oplysningen om, at overskudsgrader på minus 1000 % ikke giver nogen mening, er forkert. Læseren skal advares, hvis en rapport viser resultater, der falder uden for de teoretiske grænser. Det er også derfor, at rapporten advarer læseren om, at de viste tal ikke er særligt informative. Journalistens oplysning er forkert, fordi han ikke nævner, at rapporten gør opmærksom på dette forhold. Hans konklusioner er derfor objektivt forkerte.

4. Journalistens fremstilling vedrørende sammenhængen mellem mobilitet og vækst er forkert, fordi han helt forbigår og åbenbart ikke forstår ARIMA estimation på tidsserier. Den er også forkert, fordi han helt forbigår, at der både er empirisk og teoretisk belæg for påstanden om, at øget pendling kan medføre vækst.

5+6: Journalistens antagelse af, at klagerne i rapporten har benyttet simpel regression, er forkert, ligesom det er forkert, når journalisten i sin fremstilling kritiserer rapporten for trinvis estimation.

Klagerne har yderligere anført, at oplysningen om, at Christen Sørensens kritik af deres rapport var anledning til forflytningen af ham, er agtelsesforringende for dem. Det samme er de forkerte oplysninger, der er bragt om selve rapporten, idet oplysningerne nedgør klagernes faglige kompetence. Oplysningerne er ligeledes skadelige, idet klagerne vil miste muligheder for at udføre konsulentopgaver i fremtiden. Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik ved at undlade at forelægge oplysningerne for klagerne.

Klagerne har endelig anført, at omtalen af professor Christen Sørensens kritik af deres rapport bragt i Nationaløkonomisk Tidsskrift (NØT) får en lang mere fremtrædende plads i udsendelsen end klagernes svar samme sted. Svar og angreb er ikke bragt i samme omfang og på samme måde. Det er en skærpende omstændighed, at flere af de forkerte oplysninger om rapporten er tilbagevist i klagernes replik i NØT.

Danmarks Radio har oplyst, at rubrikken ”Markedspladsen” i udsendelsen ”Orientering” er en daglig rubrik, der indeholder indslag om økonomiske og erhvervsmæssige forhold i ind- og udland, rapporter/analyser af tendenser og udviklinger på det globale marked. Publikationer, der behandler disse områder, bliver ofte behandlet i udsendelsen, f.eks. som her i form af en anmeldelse. Det er Danmarks Radios opfattelse, at det journalistiske og redaktionelle skøn i sådanne anmeldelser på linie med ledere og teateranmeldelser er stort.

Danmarks Radio har afvist, at det i udsendelsen påstås, at der er en sammenhæng mellem overflytningen af Christen Sørensen og dennes kritik af klagernes rapport. I indslaget blev der alene henvist til pressens omtale af, at overflytningen havde fundet sted, at rektor havde udtalt, at Christen Sørensen havde hængt tre navngivne kolleger ud i pressen, og at Christen Sørensen hævder, at overflytningen skyldes hans kritik af Odense Universitetet. Ej heller i slutningen af indslaget postuleres der nogen årsagssammenhæng, idet det alene nævnes, at ”episoden fra Odense – som offentligheden kender den – virker graverende”. Det i kursiv anførte blev betonet i oplæsningen. Offentlighedens kendskab til episoden – dvs. overflytningen – beror på den omtale, der har været af den i pressen.

Danmarks Radio har videre anført, at der ikke er bragt forkerte faktuelle oplysninger. Rapporten er underkastet en gennemgang og vurdering af journalisten, og det er disse vurderinger, der er bragt i indslaget. Danmarks Radio har til de enkelte punkter anført følgende

Ad 1: Det fremgår på ingen måde, at rapporten er et resultat af et privat konsulentarbejde. Journalisten var uvidende om dette forhold, og derfor blev emnet heller ikke berørt i indslaget. Det forekommer naturligt at rejse spørgsmålet om, hvorvidt der er lagt et ”upassende bånd på videnskabeligt arbejde”, når der i et videnskabeligt tidsskrift som Nationaløkonomisk Tidsskrift (NØT) flere gange henvises til rapportens interessenter. At der skulle være et problem heri bliver i indslaget afvist med et citat fra klagernes artikel i NØT, idet det hedder, at formålet ikke har været ”at bidrage med selvstændig, nyskabende forskning”.

Ad 2: Den vurdering, som citatet er udtryk for, er ikke som hævdet af klagerne møntet på rapporten, idet vurderingen alene henviser til den første erhvervsøkonomiske analyse, som læseren præsenteres for.

Ad 3: Den vurdering, som udsagnet er udtryk for, strider ikke mod god presseskik og er ikke en faktuel oplysning, der kan give grundlag for genmæle.

Ad 4: Det er ikke i indslaget bestridt, at øget mobilitet kan medføre vækst. Det, der anføres i indslaget, er, at det er den faktiske pendling, der lægges til grund for analyserne.

Ad 5+6: Der er ikke grundlag for genmæle på disse punkter, ligesom der ikke er handlet i strid med god presseskik.

Danmarks Radio har endelig anført, at det ikke er korrekt, at indslaget har givet Christen Sørensens kritik en mere fremtrædende plads end klagernes svar herpå. Christen Sørensens kritik fremtræder som ét afsnit, medens citaterne fra klagerne er bragt i sammenhæng med gennemgangen af deres rapport. Selv om parterne ikke citeres på samme måde, så citeres de i samme omfang. Dette er ikke i strid med god presseskik.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Kaare R. Skou, Bo Maltesen og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet finder, at der ikke i indslaget er bragt en oplysning om, at Christen Sørensens forflytning på Odense Universitet skulle være foranlediget af hans kritik af klagernes rapport ”Uddannelse, job og erhvervsudvikling på Fyn”. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der i indslaget blev bragt et citat fra Fyens Stiftstidende den 18. december 2003, hvor Christen Sørensen selv udtaler, at hans forflytning reelt skyldes hans udtalelser om Odense Universitets manglende indsats for at fremme den fynske erhvervsudvikling. Nævnet finder, at Danmarks Radio ikke har handlet i strid med god presseskik, og der er ej heller grundlag for genmæle.

I forhold til klagepunktet om, at der er bragt forkerte oplysninger ved omtalen af klagernes rapport, bemærker nævnet, at omtalen af rapporten har karakter af en anmeldelse. Nævnet finder, at de udtalelser i indslaget, som klagerne har henvist til, alene er udtryk for journalistens subjektive vurderinger af rapportens indhold. Nævnet finder ikke, at der er grundlag for at udtale kritik af Danmarks Radio i anledning heraf, og der er ej heller grundlag for genmæle.

I indslaget er refereret en række af Christen Sørensens kritikpunkter af rapporten, således som de er fremsat i Nationaløkonomisk Tidsskrift, ligesom det i indslaget oplyses, at klagerne samme sted har taget til genmæle. Nævnet finder ikke, at Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik ved at undlade at oplyse nærmere om indholdet af klagernes svar på de enkelte kritikpunkter.

Nævnet finder heller ikke i øvrigt, at Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik.

Afgjort den 18. august 2004.

Resumé

Klagerne klagede over en radioudsendelse. Klagerne anførte, at radio-stationen havde handlet i strid med god presseskik, idet det i udsendelsen blev påstået, at der var en sammenhæng mellem overflytningen af en professor på Odense Universitet og dennes kritik af klagernes rapport. Klagerne anførte, at journalistens kritik af deres rapport på en række punkter var forkert og usaglig, og at de havde krav på genmæle.

Pressenævnet fandt, at der ikke i indslaget var bragt en oplysning om, at professorens forflytning skulle være foranlediget af hans kritik af klagernes rapport. Nævnet fandt, at radio-stationen ikke havde handlet i strid med god presseskik, og der var ej heller grundlag for genmæle.

I forhold til klagepunktet om, at der er bragt forkerte oplysninger ved omtalen af klagernes rapport, bemærkede nævnet, at omtalen af rapporten havde karakter af en anmeldelse. Nævnet fandt, at de udtalelser i indslaget, som klagerne havde henvist til, alene var udtryk for journalistens subjektive vurderinger af rapportens indhold. Nævnet fandt ikke, at der var grundlag for at udtale kritik af radio-stationen i anledning heraf, og der var ej heller grundlag for genmæle.