Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-19
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-19
[K] har ved advokat Lars Thousig Jensen klaget til Pressenævnet over to artikler bragt i Viborg Stifts Folkeblad den 19. december 2003, idet hun finder, at god presseskik er tilsidesat.
I en artikel, der havde overskriften ” Børnehaveleder sigtet for svindel ” og underrubrikken ”Tidligere leder af Børnehuset Vestervang i Viborg blev fyret i august og sigtes nu for årelang svindel med institutionens penge”, hed det
”Kriminalpolitiet i Viborg efterforsker for tiden op mod en snes forhold af tyverier, underslæb og mandatsvig – tilsyneladende begået af Børnehuset Vestervangs tidligere leder, [K], Viborg.
Den 53-årige kvinde har været chef for Børnehuset Vestervang i fire år, men blev den 26. august bedt om øjeblikkelig at forlade sin stol, da revisorerne havde fundet ”uregelmæssigheder” i institutionens regnskab.
Hendes overordnede, forvaltningschef, Frank Mikkelsen, børne- og ungdomsforvaltningen, Viborg Kommune, bekræfter politianmeldelsen.
- Det er korrekt, at der er foretaget en politianmeldelse af børne- havelederen på baggrund af nogle økonomiske dispositioner, hun har foretaget. Dispositioner, som efter vores vurdering ikke er i overensstemmelse med reglerne. Det er beklageligt, at det har været nødvendigt, siger Frank Mikkelsen, der i øvrigt ikke vil kommentere sagen yderligere.
Sagen mod [K] forventes at blive behandlet i retten først i det nye år.”
Samme dag bragte bladet en artikel med overskriften ” Børne- haveleder meldt til politiet for underslæb ” og underrubrikken ”Viborg Kommune har politianmeldt Børnehuset Vestervangs tidligere leder igennem fire år. Lederen blev afskediget i august og er nu sigtet for 15-20 forhold af tyveri, underslæb og mandatsvig”.
I artiklen hed det
”Den tidligere leder af Børnehuset Vestervang i Viborg, 53-årige [K], måtte forlade sit job den 26. august i år, da en uanmeldt revision fandt ”uregelmæssigheder” i institutionens regnskaber.
Vicepolitikommissær Poul Andersen, Viborg Politi, bekræfter, at Viborg Kommune den 3. oktober meldte børnehavelederen til politiet, og at efterforskningen har stået på siden.
- Jeg kan fortælle, at vi efterforsker mellem 15 og 20 forhold på baggrund af Viborg Kommunes anmeldelse. Og at arbejdet er så langt fremme, at sagen vil overgå til politiets jurister i den nærmeste fremtid, så de kan tage stilling til, hvad hun skal tiltales for, oplyser han.
Viborg Stifts Folkeblad har i flere år modtaget henvendelser om [K]s omgang med skatteborgernes penge. Dels mens hun var leder i Børnehuset Vestervang – dels fra tidligere ansættelser i for eksempel Vejrumbro Børnehave og special- børnehaven Nørrehus i Viborg.
I et utal af tilfælde i de sidste otte år skulle hun ifølge Folke- bladets kilder have købt ind til sig selv for institutionernes penge og i kølvandet af det opført sig chikanerende over for ansatte, når de ”lugtede lunten”.
- Det er helt utroligt, hun har kunnet køre det spil i så mange år. Når nettet er begyndt at stramme til et ene sted, har hun bare fået et nyt job et andet og er fortsat med sine ulovligheder og sin chikane over for det nye personale, udtaler en kilde fra byens pædagogkredse.
Ingen af de personer, Folkebladet har modtaget henvendelser fra i sagen, har turdet at stå frem med navn af frygt for repressalier fra den nu fyrede børnehaveleder. Men alle navne er redakti- onen bekendt.
- Ingen har turdet melde [K], fordi hun er en stærk og vanvittig intelligent person. Men hun er kendt og forhadt i hele vores kreds. Vi var nogle stykker, der holdt en privat fest, da vi hørte, hun endelig var blevet opdaget, siger en af kilderne.
Kommunen beklager
Chefen for børne- og ungdomsforvaltningen, Frank Mikkelsen, bekræfter sagen [K] på følgende måde
- Det er korrekt, at der er foretaget en politianmeldelse mod bemeldte person. Og det har vi gjort, fordi det er vores vurdering, at lederen har foretaget en række økonomiske dispositioner, som ikke respekterer de af Viborg Kommune udstukne retningslinjer for kasse- og regnskabsregulativer.
Ud over denne meget officielle formulering har Frank Mikkelsen ingen kommentarer bortset fra følgende på det mere personlige plan.
- Det er meget beklageligt, at politianmeldelsen har været nødvendig. Set på baggrund af, at hun som leder har formået at udvikle en moderne pædagogik i samarbejde med sine medarbejdere.
Sagen mod [K] ventes ifølge kriminalpolitiet i Viborg at komme for retten først i det nye år.
Børnehuset Vestervang har ansat ny leder per 1. januar.”
[K] har oplyst, at oplysningerne om, at hun skulle have købt ind til sig selv for institutionernes penge, og at hun skulle have chikaneret ansatte, der ”lugtede lunten”, er særdeles skadelige for hende. Den ene af artiklerne er tendentiøs, idet det på forsiden er anført, at hun er sigtet for ”årelang svindel med institutionens penge”, uagtet politiets efterforskning alene vedrører 2002 og 2003. Hun har endvidere henvist til udsagnet om, at den påståede svindel også har fundet sted under hendes tidligere ansættelse. Viborg Stifts Folkeblad overfortolker de kilder, som man har henvist til over for Pressenævnet. Oplysningerne er skadelige for hende, og bladet burde have efterprøvet oplysningerne ved at forelægge dem for hende. Punkt A.3 i de vejledende regler for god presseskik er derfor overtrådt.
[K] har videre anført, at bladet uden saglig grund har krænket privatlivets fred ved at nævne hendes navn i artiklerne. Dette gælder særligt, da flere af oplysningerne udelukkende er baseret på rygter. Punkt B.1 er derfor overtrådt.
Viborg Stifts Folkeblad har anført, at man har kildemæssig dækning for det billede, som er tegnet af [K] i artiklerne. Forud for offentliggørelsen har bladet haft en grundig dialog med mellem 15 og 20 kilder – pædagoger, embedsmænd og politikere – , som alle har bekræftet det billede af [K], som er gengivet i artiklerne. Viborg Politi har oplyst, at sagerne fra Viborg Kommune går tilbage til 2001 og ikke kun til 2002, som klager har anført over for nævnet. Oplysningen om, at [K] også har begået svindel under tidligere ansættelse, er korrekt, og bladet har henvist til udsagn fra den tidligere og nuværende borgmester i Tjele Kommune. Det er bladets vurdering, at det ikke ville have ændret noget i forhold til artiklerne, hvis [K] havde haft lejlighed til at udtale sig om sagen.
Bladet har endvidere anført, at der i sagen er samfundshensyn, der taler for offentlig omtale af [K] ved navns nævnelse. Bladet har henvist dels til den adfærd, som hun har udvist – såvel med hensyn til økonomi som til personlig fremtræden – under sin ansættelse i institutioner på Viborg-egnen, dels til, at embedsmænd tilsyneladende har svigtet deres tilsynsforpligtelse.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler
Omtalen i Viborg Stifts Folkeblad vedrører en politianmeldelse indgivet af Viborg Kommune mod en tidligere leder af en kommunal børneinstitution for uretmæssigt at have brugt midler, der tilhørte institutionen. På baggrund af anmeldelsen er den tidligere leder, [K], ifølge bladet sigtet for tyveri, underslæb og mandatsvig.
Pressenævnet finder, at der er knyttet en almen interesse til omtalen af sagen og finder ikke grundlag for at udtale kritik af, at Viborg Stifts Folkeblad har oplyst [K]s navn i forbindelse med omtalen af sagen.
Pressenævnet har ikke mulighed for at efterprøve rigtigheden af oplysningerne om, at [K] skulle have foretaget private indkøb for midler, der tilhørte børneinstitutioner, som hun havde været ansat i, og om at hun skulle have chikaneret personalet på institutionerne.
Nævnet finder imidlertid, at oplysningerne er krænkende og skadelige for [K], og at Viborg Stifts Folkeblad burde have efterprøvet oplysningerne ved at forelægge dem for hende. Dette gælder, uanset om en række kilder måtte have bekræftet oplysningerne. Viborg Stifts Folkeblad har derfor handlet i strid med god presseskik ved at undlade at forelægge oplysningerne for [K], og nævnet udtaler sin kritik.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet den ansvarshavende redaktør af Viborg Stifts Folkeblad at offentliggøre følgende
” Kendelse fra Pressenævnet
Den 19. december 2003 bragte Viborg Stifts Folkeblad i to artikler en omtale af, at Viborg Kommune har indgivet politianmeldelse mod tidligere børnehaveleder [K]. På baggrund af anmeld- elsen er [K] ifølge bladet sigtet for tyveri, underslæb og mandatsvig. I artiklerne blev det blandt andet oplyst, at [K] skulle have foretaget private indkøb for midler, der tilhørte de børneinstitutioner, som hun havde været ansat i, og at hun skulle have chikaneret personalet på institutionerne.
[K] har klaget til Pressenævnet, idet hun finder, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet har ikke mulighed for at efterprøve rigtigheden af oplysningerne om, at [K] skulle have foretaget private indkøb for midler, der tilhørte børneinstitutioner, som hun havde været ansat i, og om at hun skulle have chikaneret personalet på institutionerne.
Nævnet finder imidlertid, at oplysningerne er krænkende og skadelige for [K], og at Viborg Stifts Folkeblad burde have efterprøvet oplysningerne ved at forelægge dem for hende. Dette gælder, uanset om en række kilder måtte have bekræftet oplysningerne. Viborg Stifts Folkeblad har derfor handlet i strid med god presseskik ved at undlade at forelægge oplysningerne for [K], og nævnet udtaler sin kritik.
København den 21. juni 2004
Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.”
Afgjort den 21. juni 2004.
Resumé
Klager klagede over en artikel i bladet, der vedrørte en politianmeldelse indgivet af Viborg Kommune mod klager - en tidligere leder af en kommunal børneinstitution - for uretmæssigt at have brugt midler, der tilhørte institutionen. På baggrund af anmeldelsen var klager ifølge bladet sigtet for tyveri, underslæb og mandatsvig.
Pressenævnet fandt, at der var knyttet en almen interesse til omtalen af sagen og fandt ikke grundlag for at udtale kritik af, at bladet havde oplyst klagers navn i forbindelse med omtalen af sagen.
Pressenævnet havde ikke mulighed for at efterprøve rigtigheden af oplysningerne om, at klager skulle have foretaget private indkøb for midler, der tilhørte børneinstitutioner, som hun havde været ansat i, og om at hun skulle have chikaneret personalet på institutionerne.
Nævnet fandt imidlertid, at oplysningerne var krænkende og skadelige for klager, og at bladet burde have efterprøvet oplysningerne ved at forelægge dem for hende. Dette gjalt, uanset om en række kilder måtte have bekræftet oplysningerne. Bladet havde derfor handlet i strid med god presseskik ved at undlade at forelægge oplysningerne for klager, og nævnet udtalte sin kritik.