Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter aktivloven og integrationsloven (uddrag: aktivlovens § 82) - af fuldmægtig Ivan Jørgensen og fuldmægtig Carsten Lærkholm

§ 82 sygebehandling m.v. - »frivillig trang«

Nævnet fandt, at ansøger var berettiget til økonomisk hjælp til nye brilleglas. Begrundelsen var, at ansøger ud fra oplysningerne om ansøgers families forhold på tidspunktet for ansøgningen ikke selv havde råd til at betale for de nye brilleglas.

Nævnet lagde bl.a. vægt på, at det ikke - i modsætning til bestemmelsen om hjælp til enkeltudgifter i aktivlovens § 81 – er en betingelse for at der kan ydes hjælp, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (en såkaldt social begivenhed).

Nævnet fandt, at det forhold, at ansøgers ægtefælle havde mistet sin ret til arbejdsløshedsdagpenge (grundet manglende rådighed) ikke kunne føre til en anden vurdering efter § 82.

At ansøger og ægtefælle havde valgt at holde ferie med lavere indtægt til følge fandtes heller ikke at kunne føre til en anden vurdering.

Ankestyrelsens bemærkninger

Det er en betingelse for hjælp efter § 82, at ansøger ikke selv har muligheden for at afholde udgiften.

I bemærkningerne til forslaget om aktivloven er det udtrykt således

»Der stilles ikke krav om, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold. Det betyder, at såvel kontanthjælpsmodtagere, som studerende og andre lavindkomstgrupper er omfattet af reglen.

Der kan ikke ydes hjælp, hvis ansøgeren eller ægtefællen har indtægter eller formue, som kan dække behovet.

Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering af ansøgerens og ægtefællens økonomiske forhold, herunder om ansøgeren har mulighed for selv at betale en del af udgiften.«

Det er vanskeligt at afgrænse, hvad der nærmere ligger i begrebet økonomiske forhold. Typisk ses der i første omgang på hvad ansøgeren (og familien) har til rådighed når visse faste udgifter er afholdt.

Der er således tale om en vurdering, hvor det helt afhænger af den enkelte ansøgers situation, hvilke udgifter det er relevant for ansøgeren at afholde uden, at det har betydning for muligheden for hjælp.

Nogle i øvrigt nødvendige udgifter kan efter omstændighederne udskydes eller der kan være mulighed for afdragsordninger.

I den forbindelse skal der henvises til en helt ny afgørelse fra Ankestyrelsen, SM A-16-04. Her har man fundet, at en kassekredit eventuelt vil kunne sidestilles med en afdragsordning, med den virkning, at ansøgeren i den givne situation må antages at kunne afholde udgiften selv.

I relation til begrebet social begivenhed – der er indlejret i aktivlovens § 81 – skal der henvises til SM O-40-99.

Sagen drejede sig om en kvinde, der havde indgået kontrakt med forsvaret på værnepligtslignende vilkår.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke herved havde været udsat for ændringer i sine forhold, der berettigede til kontanthjælp.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det forhold, at hun efter eget valg havde indgået kontrakt med forsvaret med indtægtsnedgang til følge, ikke kunne anses for at være en sådan ændring af hendes forhold (en såkaldt social begivenhed), at hun var berettiget til hjælp efter bistandslovens § 37 (nu aktivlovens § 11).

Der lagdes således vægt på, at ansøger frivilligt havde bragt sig i en situation, der medførte en indtægtsnedgang.

Netop dette forhold er uden betydning i relation til vurderingen efter § 82. Man kan sige, at ansøgers (eller ægtefællens) subjektive forhold er uden betydning for vurderingen de økonomiske forhold.

Hvis ellers de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt, kan alle, der ikke selv har råd, få hjælp efter § 82.

Ankestyrelsen har ikke haft lejlighed til at udtale sig om pensionisters mulighed for hjælp efter § 82. Behovet for en afklaring her skal ses i sammenhæng med, at pensionister efter pensionsreformen ikke længere kan få personligt tillæg eller bistandstillæg.

Der stilles heller ikke som i aktivlovens § 81 krav om, at ansøger om muligt skal spare op til evt. forudsigelige udgifter. I den netop offentliggjorte SM A-14-04 har Ankestyrelsen således fundet, at der ikke kunne gives afslag på hjælp med henvisning til, at ansøgeren havde haft mulighed for at spare op af sit rådighedsbeløb.

Det kan således konkluderes, at baggrunden for ansøgers behov for hjælp, fx en frivilligt valgt lav indtægt, er uden betydning for muligheden for hjælp efter § 82.

Noget helt andet er så, at hjælpen kan gøres tilbagebetalingspligtig, hvis ansøgeren har udvist uforsvarlig økonomi. Og i det er vel at mærke kun hvis ansøgeren – ikke ægtefællen – har udvist uforsvarlighed, jf. SM A-15-04.

§ 82 sygebehandling m.v. – tidbegrænset bevilling

I den indsendte sag havde kommunen bevilget hjælp til tandbehandling på den betingelse, at behandlingen var påbegyndt inden 1 måned. Baggrunden var, at ansøgeren flere gange tidligere havde fået bevilget delvis hjælp til behandlingen, uden at han dog havde udbytte bevillingen.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse. Der blev lagt vægt på, at der ikke er hjemmel i aktivloven til at tidsbegrænse en bevilling, og at den fastsatte tidsfrist var for kort.

Ankestyrelsens bemærkninger

Hvorvidt der kan bevilges hjælp til sygebehandling må afhænge af om betingelserne er opfyldt når kommunen træffer afgørelsen.

Særligt ved tandbehandlinger fremgår det af bemærkningerne til aktivloven, at kommunen bør

»påse, at der ikke foretages behandlinger, som går ud over, hvad der er nødvendigt i hvert enkelt tilfælde.

Kommunen skal desuden vurdere, om det er absolut nødvendigt at få foretaget en dyr og omfattende tandbehandling på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke selv har mulighed for at betale udgiften, og om en sådan udgift normalt kan afholdes af en almindelig lønindtægt.«

Det vil normalt betyde, at der nægtes (eller ydes begrænset) hjælp, hvor der ikke er et akut behandlingsbehov, og hvor ansøgerens situation forbedres inden for overskuelig tid.

Det bemærkes i den forbindelse, at Ankestyrelsen har antaget en sag, hvor behovet for en større behandling ikke er akut, men må forventes at blive det inden ansøgers forhold ændres.

Den situation, der foreligger i den indsendte sag er derfor noget atypisk – og nærmeste den omvendte af hvad der ses at være tænkt på i lovbemærkningerne. Det berører imidlertid en grundlæggende problemstilling, nemlig myndighedernes mulighed for at knytte vilkår til udnyttelsen af en bevilling.

Nævnet har ikke fundet, at der var en egentlig hjemmel i aktivloven til at knytte et vilkår om udnyttelse af bevillingen af hjælp til sygebehandling inden for en bestemt periode. Man indrømmer dog kommunen en vis ret til at fastsætte en tidsbegrænsning men finder, at en måned er for kort tid.

Det er da også et åbent spørgsmål om det er nødvendigt med nogen udtrykkelig hjemmel i loven for at bevillingen af hjælp kan tilknyttes en betingelse om udnyttelse inden for en bestemt frist.

I den forbindelse må det være af væsentlig betydning, at der ikke kan siges at være tale om noget voldsomt bebyrdende vilkår al den stund konsekvensen af manglende udnyttelse af bevillingen alene er at ansøger skal genfremsætte sin ansøgning.

..

Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter aktivloven og integrationsloven (uddrag: aktivlovens § 82) - af fuldmægtig Ivan Jørgensen og fuldmægtig Carsten Lærkholm

..

Aktivloven

Resumé

Tendenser i afgørelser efter aktivloven og integrationsloven - sygebehandling m.v. - frivillig trang - tidbegrænset bevilling (uddrag: aktivlovens § 82)