Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven samt boligstøtteloven - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen

Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven samt boligstøtteloven - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen

I det følgende refereres nogle afgørelser, som ankestyrelsen har modtaget inden for servicelovens og boligstøttelovens område i perioden fra 15. april 2003 til ca. 1. januar 2004.

Vedrørende servicelovens § 28 om merudgiftsydelse

Et nævn har indsendt 10 sager vedrørende driftsudgifter i forbindelse med befordring i handicapbil.

Sagerne vedrørte alle samme kommune. Kommunen havde på baggrund af SM C-11-01 og SM C-15-00 udsendt nye retningslinier, idet kommunen tolkede SM´erne således, at der ikke længere kunne ydes hjælp til den fulde dækning af driftsudgifter eksempelvis forsikring og serviceeftersyn til handicapbil efter lov om social service § 28. Kommunen fandt, at der kun var mulighed for hjælp til dækning af forskellen mellem driftsudgifterne for en almindelig bil og for en særlig stor bil.

Nævnet fandt, at udgangspunktet i SM C-11-01 og SM C-15-00 var, at udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring, benzin, reparationer, vask m.v. skulle brugeren selv afholde, idet handicappede generelt ikke kunne siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til ikke-handicappede bilejere. Hvis en familie f.eks. som følge af barnets nedsatte funktionsevne havde en ekstraordinær stor og driftsmæssig kostbar bil kunne eventuelle ekstraudgifter anses som en merudgift ved barnets forsørgelse. I begge SM-tilfælde havde familien haft en anden bil før.

Nævnet henviste endvidere til Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap nr. 43 af 5. marts 1998, pkt. 57 og 58, hvor det af pkt. 58 fremgik, at i ganske særlige situationer kunne der ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring af et barn/ung med nedsat funktionsevne eller lidelse i familiens egen bil. Det ville især gælde en situation, hvor familien havde en bil alene til befordring af barnet den unge. Det ville også gælde hvis det kunne sandsynliggøres, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse. Det ville endvidere gælde den situation, hvor familien havde en ekstraordinær stor og driftmæssig kostbar bil som følge af barnets/ den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse.

Nævnet havde i forbindelse med behandlingen af sagerne indhentet en udtalelse fra Ankestyrelsen, hvor vi bl.a. udtalte, at styrelsen ikke havde taget principiel stilling til den situation, hvor en familie havde en bil alene til befordring af et barn, ligesom der ikke var taget stilling til den situation, hvor det var sandsynliggjort at familien ikke ville have bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets handicap.

Nævnet fandt, at Ankestyrelsens offentliggjorte praksis ikke udelukkede, at der fortsat i særlige tilfælde kunne ydes hjælp til den fulde betaling af driftsudgifter til handicapbil i særlige situationer, jf. Socialministeriets vejledning pkt. 58. Der skulle foretages en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Alle 10 afgørelser var truffet i overensstemmelse med denne opfattelse eller hjemvist til afklaring af, om det kunne sandsynliggøres, at familien ikke ville have bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen er enig med nævnet i, at Ankestyrelsens offentliggjorte praksis vedrørende driftsudgifter til bil ikke udelukker, at der efter en konkret vurdering kan ydes hjælp til driftsudgifter i ovennævnte særlige situationer.

Vedrørende merudgifter til computer

Et nævn havde truffet afgørelse om afslag på hjælp til en computer som merudgift efter servicelovens § 28. Barnet var ca. 2 ½ år, da kommunen traf afgørelse. Barnet led af en muskelsvindslidelse og var meget ofte indlagt på sygehuset på grund af betydelige vejrtræknings- og ernæringsmæssige problemer. Lidelsen bevirkede, at han var meget muskelsvag og derfor skulle have hjælp til alt, hvad han foretog sig. Han havde ikke kræfter til at løfte legetøj medmindre det var meget let. Drengen var normalt begavet. Familien havde ikke computer i hjemmet og søgte udelukkende computer til brug for sønnen.

Nævnet lagde vægt på, at computeren skulle benyttes til leg og indlæring, ligesom den skulle give mulighed for socialt samvær med andre børn.

Nævnet lagde til grund for sin afgørelse, at barnet kunne anvende en almindelig computer til disse formål.

Nævnet fandt, at en computer i dag var et så almindeligt forbrugsgode, at det anskaffedes af alle familier, der havde behov herfor. Nævnet fandt derfor ikke, at der var tale om en merudgift ved forsørgelsen af barnet.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har bemærket sig, at der ved afgørelsen ikke er draget sammenligninger med den foreliggende praksis, jf. SM O-34-99 og SM C-14-01 og SM C-9-01.

I SM O-14-01 fandt Ankestyrelsen, at udgiften til en computer til et 8-årigt barn med spastisk tetraplegi ikke kunne anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen. Ankestyrelsen fandt, at barnet ikke havde behov for en computer til eget personligt brug. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at 82% af børnefamilierne med børn i alderen fra 7-15 år (1998) havde computer i hjemmet.

I SM O-34-99 fandt Ankestyrelsen, at udgiften til en almindelig computer til eget personligt brug for en 8-årig autistisk dreng efter en konkret vurdering kunne anses for en nødvendig merudgift ved forsørgelsen. Ankestyrelsen lagde vægt på, at barnet kun var 8 år, at der ikke var en computer i hjemmet, og at computeren skulle anvendes til barnets eget personlige brug til delvis beskæftigelse i fritiden for at mindske belastende adfærd i hjemmet. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at selvom 82 % af børnefamilierne med børn i alderen 7-15 år havde en computer i hjemmet, så havde kun 16 % af drenge i alderen 7-9 år i dag (1998) en computer til eget brug. Der var derfor ikke tale om et »almindeligt« forbrugsgode, når computeren skulle anvendes til barnets eget personlige brug. (Der var indhentet oplysninger fra Danmarks Statistik 1998 og Socialforskningsinstituttet 1999).

I SM C-9-01 fandt Ankestyrelsen, at udgiften til en computer med tilbehør til et 5-årigt barn med spastisk tetraplegi ikke kunne anses som et hjælpemiddel/forbrugsgode eller som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen. Ankestyrelsen fandt, at computeren skulle benyttes til at udvikle og træne barnets evne til at kommunikere – og ikke til at afhjælpe varige følger af den nedsatte funktionsevne eller til beskæftigelse i fritiden.

Ankestyrelsen fandt, at serviceloven var sekundær i forhold til folkeskolens forpligtelse til at tilbyde specialpædagogisk bistand til småbørn med sprog- eller talevanskeligheder.

Ankestyrelsen finder ikke, at nævnets begrundelse i den indsendte afgørelse er i overensstemmelse med praksis. Nævnets begrundelse udelukker efter Ankestyrelsens opfattelse, at der vil kunne ydes hjælp til almindelig computer efter servicelovens § 28, hvilket ovennævnte praksis ikke er udtryk for. Nævnet burde derfor have foretaget en konkret vurdering af barnets behov herunder behovet for en almindelig computer til eget personligt brug.

Vedrørende servicelovens § 66 om husvilde

En ansøger, der indtil oktober 2002 havde boet i A-kommune tilmeldte sig fra samme dato en c/o adresse hos en nevø i B kommune, hvor hun i februar 2003 anmodede B kommune om midlertidig indkvartering, da hun ikke længere kunne bo hos nevøen.

Af grundlaget for afgørelsen fremgik, at ansøger havde boet hos en kæreste i C kommune, der var voldelig og havde truet hende. Hun havde anmodet B kommune om midlertidig indkvartering. Hun havde boet hos nevøen i en periode og derefter hos forskellige bekendte og kunne ikke længere bo hos nevøen.

Nævnet gav kommunen medhold i at ansøger ikke var berettiget til midlertidig indkvartering efter servicelovens § 66. Nævnet fandt, at ansøger måtte have vidst, at der var tale om en midlertidig løsning, da hun flyttede til B-kommune. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at hendes boligproblem var akut opstået.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke på det foreliggende kunnet vurdere afgørelsens rigtighed. Af Socialministeriets informationsbrev af 12. maj 2003 om fortolkningen af husvildebegrebet og anvendelsen af § 66 i lov om social service fremgår det bl.a., at det er ministeriets opfattelse, at personer tilmeldt c/o adresse ikke er umiddelbart omfattet, når lejemålet ophører, idet boligproblemet ikke er akut opstået, men forudsigeligt. I vurderingen af sagen kan der tages hensyn til varigheden af opholdet på c/o adresse.

Ankestyrelsen finder, at nævnet burde have klarlagt de forskellige ophold nærmere og foretaget en konkret vurdering heraf, herunder spørgsmålet om, hvilken kommune, der var rette opholdskommune.

Vedrørende servicelovens § 71 om personlig hjælp omsorg og pleje m.v.

En kommune havde udarbejdet nye kvalitetsstandarder for hjemmehjælp, som efterfølgende blev godkendt af byrådet.

Kvalitetsstandarderne lød således

Borgere, der havde behov for personlig eller praktisk bistand af hjemmeplejen, ville blive funktionsvurderet af en visitator fra bestillerteamet. Funktionsvurderingen skete på 8 funktionsområder.

1) Personlig pleje (personlig hygiejne af- og påklædning, toiletbesøg)

2) Spise og drikke

3) Mobilitet

4) Daglig husførelse

5) Aktivitet

6) Socialt samvær/ensomhed/netværk

7) Mental og psykisk tilstand

8) Akut/kronisk sygdom/handicaps samt

et 9. vurderingsområde, hvor boligens egnethed i forhold til borgeren vurderedes ud fra: Boligens indflydelse på borgerens samlede funktionsevne.

Borgerne funktionsvurderedes med deres eventuelle hjælpemidler. Ud fra det samlede billede af funktionsniveauet og boligens egnethed ville borgeren blive tildelt en af plejepakkerne og/eller en af servicepakkerne.

Begge de indsendte afgørelser drejede sig om personer, der havde fået frataget tidligere bevilget hjælp som følge af de nye kvalitetsstandarder.

Kommunens begrundelse for ophør af hjemmehjælpen var, at ansøgerens funktionsniveau efter en konkret vurdering ikke var nedsat så meget, at det opfyldte de ændrede betingelser i kommunens kvalitetsstandard for at få bevilget praktisk hjemmehjælp.

Nævnet bemærkede i begge afgørelser indledningsvist, at det var nævnets opfattelse, at kommunens kvalitetsstandard om praktisk hjælp var i overensstemmelse med servicelovens § 71.

Det var dog nævnets opfattelse, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering i forhold til den enkelte person. Nævnet lagde vægt på, at kommunen ikke ud fra en konkret vurdering af personens helbredsmæssige forhold havde taget stilling til, om pågældende var i stand til selv at støvsuge, vaske gulv, gøre badeværelset rent og selv ordne vasketøjet m.m., men alene havde taget stilling til at ansøger ikke havde fire områder i kategorien »Borgeren klarer stort set selv«.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at kvalitetsstandarden med formuleringen »udgangspunkt« forudsatte, at der skulle foretages en helt konkret vurdering i forhold til den enkelte person.

Nævnet hjemviste sagerne til kommunen til fornyet vurdering og afgørelse.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at vi er enige i nævnets hjemvisning og begrundelsen herfor.

Det er samtidig Ankestyrelsens opfattelse, at kvalitetsstandarden på det foreliggende må anses for ikke at være i overensstemmelse med serviceloven og praksis, idet den bl.a. sammenkæder kriterier, som ikke kan gøres til betingelse for hinanden, jf. SM C-17-99, sag nr. 2 og 3 og 4. I sag nr. 2 og 3 fandt Ankestyrelsen, at vedtagne kriterier, hvorefter man tillige skulle være fundet berettiget til bistand til daglig personlig hjælp og pleje for at få praktisk bistand til rengøring ikke var i overensstemmelse med serviceloven. I sag nr. 4 fandt Ankestyrelsen, at et vurderet funktionsniveau ikke kunne medføre afslag på praktisk hjælp, når det klart fremgik af oplysningerne, at ingen var i stand til at udføre det, der søgtes om hjælp til.

I en sag havde en kommune besluttet, at en ansøger ikke længere skulle tilbydes hjælp til rengøring, jf. servicelovens § 71. Ansøger var 51 år og led af sclerose. Ansøger arbejdede 3 timer dagligt i et skånejob indenfor kontorfaget. Sygdommen var fremadskridende og kræfterne blev færre. Det var vigtigt for ansøgers livskvalitet at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet så længe som muligt. Ansøger havde modtaget hjælp i 5 år. Kommunen havde foretaget en vurdering af ansøgers samlede ressourcer set i forhold til kommunens nye serviceniveau. I vurderingen lagde kommunen vægt på, at ansøger selv varetog alle opgaver omkring sin personlige hygiejne og spisesituation, samt at hun var tilknyttet arbejdsmarkedet.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen med henblik på at foretage en fornyet vurdering af ansøgers konkrete behov eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, jf. servicelovens § 71, stk. 1, nr. 2 og stk. 2, hvor der ved vurderingen skulle tages udgangspunkt i ansøgers konkrete mulighed for selv - helt eller delvist – at varetage nødvendige rengøringsopgaver i sit hjem samtidig med, at ansøger fortsat bevarede sit skånejob.

Nævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at det ikke efter nævnets opfattelse kunne tillægges afgørende vægt ved en afgørelse om hjælp og støtte til rengøring, om ansøger selv kunne varetage alle opgaver omkring sin personlige hygiejne og spisesituation. Der var dermed ikke foretaget en konkret selvstændig vurdering af, hvad hun i forhold til sit handicap var i stand til at klare af rengøringsopgaver.

Det var endvidere nævnets opfattelse, at Folketinget i aftalen fra 2002 om den fremtidige beskæftigelsespolitik (med udgangspunkt i regeringens handlingsplan »Flere i arbejde«) havde tilkendegivet, at der skulle gøres en ekstra indsats for at få de svageste (ledige) bedre integreret på arbejdsmarkedet. Med regeringens lovforslag nr. 193 2002/2003 til lov om aktiv beskæftigelsesindsats, som siden er trådt i kraft 1. juli 2003, var reglerne om skånejob flyttet over i lov om aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter det var formålet med loven at bidrage til et velfungerende arbejdsmarked ved at støtte personer, der på grund af begrænsninger i arbejdsevnen havde særlige behov for at få hjælp til at få arbejde.

Nævnet fandt herefter, at det på samme måde måtte tillægges vægt at støtte personer i skånejob til i videst muligt omfang at bevare et skånejob, evt. ved at yde nødvendig støtte efter f.eks. servicelovens regler om bl.a. hjemmehjælp til rengøring. Kommunen burde derfor ved sin afgørelse om hjemmehjælp til rengøringsopgaver inddrage hensynet til, at ansøger skulle have tilstrækkeligt overskud i hverdagen til at kunne bevare sit skånejob.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende hjemmehjælp til personer i skånejob. Ankestyrelsen vurderer umiddelbart at afgørelsen er rigtig.

Vedrørende servicelovens § 84 om merudgiftsydelse til voksne (som ændret 1. januar 2003)

En sag drejede sig om en ansøger som var diabetiker. Det var oplyst, at ansøger var under uddannelse og modtog SU. Ansøger havde som følge af sin diabetes ansøgt om dækning af merudgifter til diætkost, insulin, transport og lærebøger. Kommunen havde givet afslag på ansøgningen, idet ansøger ikke efter kommunens vurdering var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afslag på hjælp efter servicelovens § 84. Nævnet fandt ikke, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84. Nævnet fandt således på baggrund af en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger om ansøgers helbredsmæssige forhold ikke, at ansøgers lidelse i form af diabetes Type 1 på afgørelsestidspunktet medførte at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger for at ansøger kunne opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har alene begrænset praksis vedrørende fortolkningen af personkredsen i den nye § 84 i lov om social service. Der henvises til SM C-59-03, hvor Ankestyrelsen fandt, at en ansøger med cøliaki var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.

I forhold til den konkrete problemstilling kan det imidlertid oplyses, at Ankestyrelsen har antaget 2 sager til principiel behandling, hvor ansøgerne bl.a. som følge af diabetes har ansøgt om hjælp til dækning af merudgifter. Ankestyrelsen forventer at træffe afgørelse i de antagne sager i løbet af et par måneder.

En sag drejede sig om en ansøger som havde søgt om hjælp til dækning af merudgifter til tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med deltagelse i et kursus for pårørende til hjerneskadede.

Såvel kommune som nævn gav afslag på hjælp til tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 84. Nævnet havde begrundet afgørelsen med at tab af indtægt ikke var en nødvendig merudgift efter servicelovens § 84.

Ankestyrelsens bemærkninger

Nævnets afgørelse er i overensstemmelse med Ankestyrelsens (senere) offentliggjorte praksis. Der henvises til afgørelsen refereret i SM C-55-03, hvor Ankestyrelsen har fastslået, at der ikke kan ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 84.

Vedrørende servicelovens § 87 om beskyttet beskæftigelse

Et nævn tiltrådte en kommunes afgørelse om, at en ansøgers ophold på et beskyttet værksted R skulle ophøre. Ansøger havde været der i 11 år. Ansøger var 63 år og modtog højeste førtidspension.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at deltagelse i kommunens tilbud T kunne tilgodese ansøgers behov for aktivitet m.v. Ved afgørelsen var der lagt vægt på, at kommunen havde foretaget en konkret og individuel vurdering af tilbuddet set i lyset af ansøgers behov. Der var således lagt vægt på, at Dagklubben T var beregnet for personer, der gjorde brug af amtets værksteder og dagcentre. Kommunen mente, at dagklubben i vid udstrækning kunne sammenlignes med R´s værkstedstilbud. Det var således kommunens vurdering, at ansøger efter kort tid ville falde til i T´s dagklub.

Nævnet var opmærksom på, at ansøger og lederen på R ikke var enig i, at de 2 tilbud var sammenlignelige, men nævnet fandt ikke, at kommunen havde anvendt ulovlige kriterier ved bedømmelsen. Det faldt i øvrigt uden for nævnets kompetence, at tage stilling til det generelle serviceniveau, jfr. retssikkerhedslovens § 60, stk. 2.

Ankestyrelsens bemærkninger

Det kan ikke ses af afgørelsen om det beskyttede værksted er i amtskommunalt regi.

Det bemærkes, at vi for nyligt (december 2003) har truffet afgørelse vedrørende afgørelseskompetence i forbindelse med beskyttet beskæftigelse i et amtskommunalt beskæftigelsestilbud, jf. servicelovens § 87, stk. 3. Afgørelsen blev imidlertid ikke offentliggjort.

I sidstnævnte afgørelse fandt Ankestyrelsen, at kommunens afgørelse om opsigelse af en ansøger fra et amtskommunalt værkstedshus led af en væsentlig kompetencemangel. Hvis kommunen var af den opfattelse, at ansøgers behov for beskæftigelse m.v. kunne varetages via kommunens egne tilbud, måtte kommunen udarbejde en indstilling om opsigelse fra værkstedshuset og videresende denne indstilling til Amtet til afgørelse.

Ankestyrelsen fandt, at opsigelse af brugerne fra Amtets værkstedshus krævede – ligesom visitation til stedet – en afgørelse fra amtet på baggrund af en indstilling fra hjemkommunen.

Ankestyrelsen kan i øvrigt henvise til SM C-24-03 vedrørende afgørelseskompetence i forbindelse med en lignende problemstilling for så vidt angår amtskommunale boformer.

Vedrørende servicelovens § 89 om aflønning i beskyttet beskæftigelse.

Ankestyrelsen har modtaget 2 nævnsafgørelser vedrørende nedsættelse af timelønnen i beskyttet beskæftigelse fra henholdsvis 12 til 7 kr. og fra 25 til 18 kr. i timen.

Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte amtets afgørelser. I begge sager henviste nævnet til retssikkerhedslovens § 69, hvorefter nævnet kunne efterprøve retlige spørgsmål. Nævnet kunne dog kun tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelser, hvis det udøvede skøn kunne anses for ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Begrundelsen for afgørelserne var, at det var nævnets opfattelse, at amtet i sin vurdering af lønfastsættelsen havde inddraget de nødvendige hensyn til arbejdets sværhedsgrad, præstation, kvalitet, punktlighed/fremmøde og samarbejdsevne.

I afgørelsen vedrørende nedsættelsen fra 12 til 7 kr. i timen lagde nævnet vægt på, at amtet havde vurderet, at ansøgers præstation, punktlighed/fremmøde og samarbejdsevne lå i den nederste del af skalaen fra 1-10, hvor 10 var den bedste vurdering, og at amtet havde vurderet at kvaliteten af ansøgers arbejde lå på middel.

I afgørelsen vedrørende nedsættelsen fra 25 til 18 kr. i timen havde nævnet lagt vægt på, at amtet havde vurderet, at ansøgers præstation og kvalitet af arbejdet lå på middel i en skala fra 1-10, hvor 10 var den bedste vurdering, og at ansøgers samarbejdsevne lå i den nederste del af skalaen fra 1-10. Nævnet fandt ikke, at den omstændighed, at ansøger efter det oplyste havde et højt arbejdstempo, kunne medføre andet resultat, idet nævnet herved havde lagt vægt på, at det efter det oplyste kun var i perioder, at ansøger havde et højt arbejdstempo.

Det fremgik af amtets brev til ansøgerne, at udgangspunktet var normalt arbejde inden for pågældendes arbejde. Normalt vurderedes som en gennemsnitlig arbejdsindsats for personer i ordinær beskæftigelse. Vurderingen 10 opnåedes kun i meget særlige tilfælde.

Amtet havde endvidere oplyst, at der hidtil ikke havde været nogen retningslinier for lønfastsættelse, og at lønnen hidtil havde været fastsat tilfældigt og mundtligt. Amtet havde slutteligt i brevet til nævnet oplyst, at indtægten ved beskyttet beskæftigelse lå mellem 5 og 27 kr.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke kendskab til sager af denne karakter.

Ankestyrelsen har alene kunnet vurdere sagerne på baggrund af de foreliggende afgørelser samt grundlaget herfor. Ankestyrelsen har således ikke kunnet vurdere, hvorvidt amtets afgørelser var udtryk for et rimeligt individuelt skøn. Af afgørelserne fremgår ikke, hvad udgangspunktet for lønnen ved 10 er. Det fremgår heller ikke om vurderingerne for alle kriterierne er lagt sammen til et gennemsnit eller om alle kriterier vægter lige meget. Afgørelserne ses heller ikke sammenholdt med § 1 i Socialministeriets bekendtgørelse om aflønning m.v. og støtte til befordrings udgifter i beskyttet beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb og i aktivitets- og samværstilbud.

Ankestyrelsen finder derfor på det foreliggende, at nævnet eventuelt burde have intensiveret sin prøvelse af amtskommunens afgørelser og herunder søgt sagerne bedre belyst. Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende aflønning i beskyttet beskæftigelse og ville formentlig have antaget sagen/sagerne til principiel behandling, såfremt de havde været indbragt for Ankestyrelsen.

Vedrørende servicelovens §§ 97 og 98 om hjælpemidler og forbrugsgoder

Et nævn var enig med kommunen i, at der ikke kunne ydes hjælp til en glaskeramisk kogeplade efter bestemmelsen i servicelovens § 98, stk. 1, 2. pkt. om sædvanligt indbo.

Ansøger oplevede efter operation i nedre del af ryggen samt mistanke om diskusprolaps i nakken tiltagende kraftnedsættelse og føleforstyrrelser strålende ud i begge arme primært i højre arm og ligeledes kraftnedsættelse og føleforstyrrelser i benene. Ansøger var flyttet til handicapvenlig bolig, hvor der imidlertid var el-kogeplader, som ikke var i niveau med bordet. Ansøger anførte, at hun ikke kunne løfte gryder fra komfur til bord og ej heller fra plade til plade.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der var tale om et almindeligt forbrugsgode, der normalt indgik i sædvanligt indbo, jf. servicelovens § 98, stk. 1, 2. punktum og § 18, stk. 5 i Socialministeriets bekendtgørelse af 20. marts 2003 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

Ankestyrelsens bemærkninger

Nævnets begrundelse synes ikke at være i overensstemmelse med retningslinierne i SM C-23-01, hvor Ankestyrelsen fandt, at en stol, som kunne købes hos en almindelig møbelforhandler ikke alene af den grund kunne anses for at være »sædvanligt indbo«, hvortil der ikke kunne ydes hjælp.

Det afhang af en konkret vurdering i forhold til det ansøgte forbrugsgode, om forbrugsgodet havde en væsentlig handicapkompenserende funktion for en varigt nedsat funktionsevne.

Der måtte således konkret lægges vægt på, om det ansøgte forbrugsgode skønnedes specielt egnet eller indrettet til at tilgodese funktionsnedsættelsen/lidelsen, eller i øvrigt skønnedes udformet til i væsentlig grad at kompensere for følgerne af lidelsen eller et specifikt handicap.

Hvis betingelserne om væsentlighed m.v. er opfyldt er hovedreglen, at der kan ydes hjælp til forbrugsgoder, som forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. En mindre del af forbrugsgoder – dem der er så almindelige, at de normalt indgår i sædvanligt indbo – kan der dog ikke ydes hjælp til.

Ankestyrelsen finder ikke, at der ved den trufne afgørelse er foretaget en konkret vurdering i overensstemmelse med SM C-23-01.

Vedrørende servicelovens § 102 om boligændringer

Ansøger var grundet dissemineret sclerose kørestolsbruger. Den daværende bolig var uegnet til en kørestolsbruger. Oprindeligt ønskede familien at forblive i boligen, men da løsningen med ændring af boligen ikke ville blive optimal, byggede familien et nyt hus. Ansøger blev kompenseret for et udvidet bruttoareal som følge af handicappet.

Ved købet var familien bekendt med at trægulve til kørestolsbruger var et lettere underlag at køre på, men valgte at købe gulvtæppe. Af økonomiske årsager havde de derfor selv valgt en anden billigere løsning ved at købe huset med en anden gulvbelægning. Af byggeentreprisekontrakten fremgik det, at hele huset skulle være med trægulve. Kommunen fandt ikke, at et tæppebelagt gulv var velegnet for en kørestolsbruger. Kommunen henviste til, at ansøger – trods viden herom – selv havde valgt den billige løsning i form af tæppebelagt gulv, for herefter at søge differencen udbetalt af kommunen (for så vidt angik soveværelse/køkken/stue. Ansøger betalte selv for differencen i gæsteværelset, idet ansøger også ønskede trægulv i dette rum). Efter kommunens skøn kunne der have været valgt en anden billigere løsning – og ligeså god løsning som trægulve – f.eks. et glat underlag i form af laminatgulve.Trægulve skønnedes ikke at være en nødvendig merudgift og en særlig indretning af boligen, der kunne bevilges efter § 102, stk. 1. Af kommunens oplysninger fremgik, at i kvadratmeterprisen for en ny bolig indgik gulvbelægning, og der var derfor ikke vurderet på materialevalg ved valg af gulvbelægning.

Nævnet fandt ikke, at et tæppebelagt gulv i køkken, soveværelse og stue var en faglig forsvarlig løsning for indretning af bolig for en kørestolsbruger.

Nævnet kunne dog ikke på det foreliggende pålægge kommunen at udbetale ansøger differencen mellem trægulv og tæppebelagt gulv, idet der i henhold til servicelovens § 102, stk. 1 kun kunne ydes støtte til indretninger, der var nødvendige. Hvis det var muligt at finde en billigere - men dog stadig en fagligt forsvarlig løsning – var det denne, der skulle finde anvendelse.

Sagen hjemvistes derfor til kommunen med henblik på stillingtagen til, om ansøger i stedet for tæppebelagt gulv kunne have valgt en anden og billigere løsning end trægulv, f.eks. i form af laminatgulv. Kommunen måtte herefter vurdere, om valget af et fagligt forsvarligt gulv var dyrere end et tæppebelagt gulv og herefter træffe afgørelse efter servicelovens § 102, stk. 1.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen finder, at afgørelsen på det foreliggende umiddelbart synes at være i strid med principperne i SM O-70-88 og SM O-10-98. Ankestyrelsen ville formentligt have optaget sagen til principiel behandling, såfremt den havde været indbragt for Ankestyrelsen.

Ifølge SM O-70-88 kunne der ikke ydes hjælp til merudgifter ved særlig indretning af et nyopført hus, så det blev egnet som opholdssted for et multihandicappet barn, der var permanent kørestolsbruger. Familien havde bygget et hus på 145 kvadratmeter, men da det fra Hjælpemiddeltjenesten var oplyst, at et hus på 105 kvadratmeter opfyldte de krav, en familie med 1 handicappet barn kunne stille, blev hjælpen begrænset til et beløb, svarende til udgiften til indretning af et hus på 105 kvadratmeter.

Der kunne ikke ydes hjælp til merudgifter til køb af en særlig dyr byggegrund eller til opførelse af en carport, ligesom der blev givet afslag på hjælp til merudgifter til udvendig flisebelægning.

Ifølge SM O-10-98 kunne der ikke ydes hjælp til opsætning af en brusekabine i en lejlighed uden bad.

Begrundelsen var, at der var tale om en modernisering. Der kunne heller ikke ydes hjælp i form af differencen mellem en almindelig og en handicapvenlig brusekabine.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der efter ordlyden af bestemmelsen skulle ydes den fulde økonomiske nødvendige hjælp til boligændring og indretning.

Vedrørende servicelovens § 103 a om pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom

En sag drejede sig om en mand, der var radikalt opereret for kræft i munden. Ved operationen var tænderne i undermunden fjernet. Der var transplanteret hud fra underarmen. I den første måned skulle han sondemades og havde i øvrigt behov for konstant pleje/overvågning. Der var ved udskrivningen ikke planer om supplerende behandling. Efter aftale med ægtefællen blev manden udskrevet til eget hjem og ikke til lokalt sygehus. 1 måned efter udskrivningen skønnedes manden, at kunne klare sig uden konstant hjælp. Manden modtog efterfølgende talepædagogisk bistand og kom fortsat til undersøgelse på hospitalet. Ægtefællen søgte løn fra kommunen under pasning af manden i en kort periode efter udskrivningen, jf. servicelovens § 103a.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen med den begrundelse, at der ikke var tale om en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Nævnet pålagde kommunen at ansætte ægtefællen til pasningsopgaverne i forbindelse med mandens sygdom. Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger og ægtefællen var omfattet af personkredsen i lovbestemmelsen.

Nævnet lagde til grund, at ægtefællen havde tilknytning til arbejdsmarkedet og ønskede at påtage sig pasningsopgaven. Endvidere lagde nævnet til grund, at mandens kræftlidelse måtte anses for en indgribende og langvarig lidelse, der efter plejefasen havde et efterforløb af længere varighed. Endelig blev det lagt til grund at alternativet til pasning i hjemmet var døgnpleje udenfor hjemmet og at plejebehovet svarede til fuld tid.

Ankestyrelsens bemærkninger

Det fremgår Socialministeriet orienteringsskrivelse af 6. september 2002 om lov om ændring af lov om social service (ansættelse til pasning af nærtstående med handicap m.v.), at de personer, der er omfattet af denne pasningsordning, kan være både børn og voksne med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Dvs. at personkredsen er den samme, som efter § 29 kan udløse ret til dækning af tabt arbejdsfortjeneste (børn) eller kan få et beløb til at ansætte et familiemedlem til pasning efter § 76, stk. 2 (voksne).

Det fremgår af Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om Sociale tilbud til børn og unge med handicap punkt 96 i afsnittet om tabt arbejdsfortjeneste, at målgruppen som udgangspunkt er familier med børn og unge med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med indgribende kronisk eller langvarig lidelse, jf. pkt. 42 og 43 i kapitel 8 om merudgifter.

Af pkt. 42 fremgår at indgribende lidelse betyder, at lidelsen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse.

Om langvarig lidelse fremgår, at i praksis lægges der vægt på, om lidelsen skønnes at vare et år eller mere, men det er dog ikke udelukket, at yde støtte, selv om lidelsen kan forventes at vare mindre end 1 år.

Ankestyrelsen har ingen praksis, der omfatter ovennævnte problematik. Ankestyrelsen har på det foreliggende ingen bemærkninger til afgørelsen, men ville dog formentligt have antaget sagen såfremt den havde været indbragt for styrelsen til principiel behandling til belysning af efterhandling og efterbehandlingsperiodens længde i forbindelse med fortolkning af langvarig lidelse,

Vedrørende servicelovens § 109 e om optagelse i særlige botilbud uden samtykke

Ankestyrelsen har modtaget 1 afgørelse om flytning fra et bo- og naboskab til et andet bo- og naboskab, da det første skulle nedlægges.

Nævnet fandt, at uanset årsagen til flytningen, så krævede en eventuel optagelse i det nye botilbud uden samtykke en forudgående afgørelse af det sociale nævn, jf. dagældende § 109 e og § 109g. Nævnet fandt derfor, at indgrebets lovlighed forudsatte, at betingelserne i servicelovens § 109 e, jf. § 109 g var opfyldt.

Nævnet bemærkede, at der ikke ifølge ordlyden af lovbestemmelserne i servicelovens kapitel 21 om magtanvendelse, sås at være hjemmel til at undtage flytning fra magtanvendelsesreglernes anvendelsesområde ved nedlæggelse af en institution.

Nævnet fandt endvidere, at fortolkningen understøttedes af pkt. 12.2 i Socialministeriets vejledning nr. 201 af 16. december 1999 (nu Socialministeriets vejledning af 19. december 2003, pkt. 86) om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne og SM C-26-01.

Det fremgik således bl.a. af vejledningens punkt 12.2 at forud for optagelse i et botilbud eller i plejehjem/plejebolig skal der som udgangspunkt ske en visitation hertil i overensstemmelse med retssikkerhedslovens bestemmelser bl.a. om klageadgang. Dette er tilfældet uanset om pågældende hidtil har boet i eget hjem eller i et andet botilbud. Herudover kan der alene træffes afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud uden pågældendes samtykke efter § 109 e, som også gælder ved flytning mellem forskellige botilbud.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende anvendelse af magtanvendelsesreglerne i forbindelse med nedlæggelse af hidtidigt botilbud og flytning til et andet botilbud. Ankestyrelsen har en sag til behandling vedrørende samme problematik, som bliver afgjort i nærmeste fremtid.

Vedrørende boligstøtteloven

Vedrørende § 8a om formuetillæg.

Et nævn har truffet afgørelse om, at en kommune skulle se bort fra et beløb på ca. 200.000 kr. af ejendomsværdien af en ansøgers sommerhus i forbindelse med beregningen af boligstøtte.

Nævnet fandt, at der ved opgørelsen af formuen, jf. bekendtgørelse nr. 994 af 8. november 2000 (om opgørelse af formue til beregning af individuel boligstøtte) § 2, stk. 1, nr. 3, jf. § 1, stk. 1, nr. 7, skulle ses bort fra det nævnte beløb vedrørende ejendomsværdi af sommerhus, da det fandtes tilstrækkeligt godtgjort, at en udbetalt erstatning på ca. 200.000 kr. fortsat bestod, og at midlerne derfra var anbragt i ansøgerens sommerhus.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren for nogle år siden fik udbetalt et éngangsbeløb som følge af personskade efter loven om arbejdsskadeforsikring, og at dette beløb indgik ved køb af et gældfrit sommerhus.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke haft lejlighed til at tage principiel/generel stilling til det rejste spørgsmål. Vi er imidlertid interesserede i at antage sager til afklaring af sammenhængen mellem bekendtgørelsens § 1 om, hvad der indgår i boligstøttemodtagerens formue og § 2, hvorefter der ved opgørelse af formue bortses fra erstatning for tab af erhvervsevne mv., der udbetales som følge af personskade efter forskellige erstatningslove.

Vedrørende § 40 om ansøgning og udbetaling

Et nævn har truffet afgørelse om, at en ansøger var berettiget til boligstøtte fra indflytningen den 1. august, jf. boligstøttelovens § 40, stk. 2, hvorefter kommunen, uanset om ansøgeren hidtil har modtaget støtte til anden bolig, kan lade boligstøtten udbetale med virkning fra indflytningsdagen, når denne ikke ligger mere end en måned efter ansøgningen.

Nævnet henviste til, at ansøgeren i august måned i forbindelse med indflytning i ny bolig pr. 1. august ansøgte kommunen om boligstøtte til den nye bolig. Kommunen modtog først i midten af september ansøgningsskemaet i udfyldt form. Kommunen havde oplyst over for nævnet, at man betragtede tidspunktet for afleveringen af ansøgningsskemaet i udfyldt form som ansøgningstidspunktet. Kommunen anså derfor midten af september som tidspunktet for indgivelse af ansøgning.

Nævnet henviste til Ankestyrelsens praksis, jf. SM O-81-98, hvorefter ansøgningstidspunktet som udgangspunkt er det tidspunkt, hvor ansøgeren retter henvendelse til kommunen og får udleveret et ansøgningsskema, og at det ikke må medføre skadesvirkning for ansøgeren, at kommunen har tilrettelagt arbejdsgangen således, at ansøgning kræver flere henvendelser, fx i form af udfyldning og aflevering af et ansøgningsskema. For at fastholde ansøgningstidspunktet skal ansøgeren dog følge ansøgningen op inden for rimelig tid.

Nævnet fandt herefter, at ansøgeren ved at aflevere det udfyldte skema i midten af september havde fastholdt ansøgningstidspunktet i august måned, idet ansøgningsskemaet var afleveret inden for rimelig tid, henset til at kommunen ikke havde givet en nærmere frist for aflevering af ansøgningsskemaet. Nævnet fandt således, at tidspunktet for ansøgerens henvendelse til kommunen i august måned skulle betragtes som ansøgningstidspunktet. Da ansøgeren derfor havde søgt om boligstøtte inden for den første måned efter indflytningen, fandt nævnet, at pågældende var berettiget til boligstøtte fra indflytningsdatoen den 1. august.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen er umiddelbart ikke uenig i afgørelsen. Det bemærkes dog, at SM O-81-98 vedrørte en ansøgning om kontanthjælp, og Ankestyrelsen har ikke haft lejlighed til at tage principiel stilling til det tilsvarende spørgsmål for så vidt angår boligstøtte, herunder betydningen af boligstøttelovens § 41, stk. 1, hvorefter kommunen kan bestemme, at der skal anvendes en særlig ansøgningsblanket ved ansøgning om boligstøtte. Ankestyrelsen er derfor interesseret i at antage en tilsvarende sag om boligstøtte.

Resumé

De sociale nævn indsender som led i praksiskoordineringen afgørelser af principiel eller generel betydning til Den Sociale Ankestyrelse. Det sker med hjemmel i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område § 13, stk. 3. I nyt for ankestyrelsen offentliggøres løbende de tendenser, der kan udledes af de indsendte afgørelser.