Nyt fra Ankestyrelse - tendenser i afgørelser om social pension - af souschef Kirsten Borum

§ 2, stk. 2, nr. 1 – Fravigelse af kravet om dansk indfødsret

Klager havde ansøgt om pension den 15. april 2003. Han var indrejst i Danmark den 14. april 2003.

Kommunen gav afslag på pension med den begrundelse, at kravet om 10 års bopæl i § 2, stk. 2, nr. 1 ikke var opfyldt.

Pensionsansøgeren var indrejst i Danmark den 14. april 1993 og fik midlertidig opholdstilladelse, men derefter afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den 6. maj 1996 fik han midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, og den 15. maj 1996 var han indregistreret som indrejst i Det Centrale Person Register.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse om afslag. på førtidspension, da han ikke opfyldte pensionslovens krav om dansk indfødsret og heller ikke var omfattet af nogen af undtagelserne fra dette krav. Ansøger havde hverken haft fast bopæl her i landet i mindst 10 år eller fået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §§ 7 eller 8.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren først i maj 1996 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven og samtidig blev tilmeldt folkeregistret, og at ansøgeren først herved opnåede en sådan tilknytning til Danmark, at han havde bopæl her.

Opholdstilladelsen her i landet under behandling af sagen om opholdstilladelse efter udlændingeloven medregnedes ikke som bopælstid efter pensionslovens § 2, stk. 2, nr. 1.

Nævnet har herved taget udgangspunkt i det princip, der følger af Den Sociale Ankestyrelses afgørelse SM P-5-99.

Ankestyrelsens kommentar

I afgørelsen, der er offentliggjort i SM P-99 fandt Ankestyrelsen, at ansøger ikke opfyldte kravet om fast bopæl i Danmark i mindst 10 år ved indgivelsen af ansøgning om pension.

Begrundelsen var, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse fra princippet om, at der som udgangspunkt først opnås fast bopæl ved meddelelse af opholdstilladelse og samtidig tilmelding til folkeregistret.

Ankestyrelsen kan ikke udtale sig om det sociale nævns afgørelse, som vi ikke har behandlet.

Pensionslovens § 14 a - Helbredstillæg

Vi har modtaget 2 afgørelser om helbredstillæg.

I det ene tilfælde tilbagesendte nævnet sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse.

Kommunen havde lagt vægt på, at protesereparationen var foretaget inden kommunen havde modtaget ansøgningen om helbredstillæg.

Ansøgeren oplyste i klagen, at hun viste sin knækkede protese til den person, som udleverede ansøgningsskemaet til hende.

Nævnet fandt, at ansøgningstidspunktet var den første henvendelse til kommunen om hjælp.

Nævnet var enig med kommunen i, at der inden for socialretten gælder et almindeligt princip om, at der skal søges om hjælp inden påtagelse af den påtænkte udgift. Princippet gælder dog ikke undtagelsesfrit. Hvis den konkrete situation nødvendiggør påtagelse af udgiften forud for indgivelse af ansøgning, kan kommunen fravige det almindelige princip. Kommunen kan blandt andet lægge vægt på, hvorvidt situationen vurderes som akut og på længden af tidsrummet fra påtagelsen af udgiften til ansøgning om økonomisk støtte indgives til kommunen.

Nævnet bad kommunen om at tage stilling til oplysningen omkring udlevering af ansøgningsskemaet. Hvis kommunen fortsat mener, at den første henvendelse skete efter reparationens udførelse, måtte kommunen foretage en konkret individuel vurdering af, hvorvidt der i sagen var grundlag for at fravige det almindelige princip.

I det andet tilfælde fandt nævnet, at kommunens orientering i dagspressen om en indgået prisaftale med optikerforretning var fuldt tilstrækkelig information for borgerne i kommunen i forbindelse med helbredstillæg.

Nævnet fandt således ikke, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningspligt over for ansøgeren i forbindelse med ansøgningen om helbredstillæg til briller, idet ægtefællen i forbindelse med henvendelsen i kommunen om ansøgning om helbredstillæg fik udleveret et ansøgningsskema.

Nævnet fandt derfor heller ikke anledning til at kritisere, at kommunen havde beregnet tillægget til briller i forhold til den indgåede aftale med optikerforretningen. Endvidere fandt nævnet, at kommunens beregning af størrelsen af tillægget var i overensstemmelse med de herom gældende regler.

Da nævnet ikke havde taget stilling til, hvorvidt der kunne bevilges et personligt tillæg til dækning af ansøgerens andel af egenbetalingen hjemviste nævnet til kommunen at vurdere, om han var berettiget til personligt tillæg til egen andel af egenbetalingen, jf. pensionslovens § 14, stk. 1. At sagen er hjemvist betyder, at kommunen er pålagt at behandle ansøgningen igen. Kommunens nye afgørelse ville kunne indbringes for det sociale nævn.

Ankestyrelsens kommentar

Nævnenes afgørelser er udførligt begrundede og taget til efterretning. De giver ikke umiddelbart anledning til supplerende bemærkninger.

§ 16 - § 20 – Førtidspension – arbejdsevnemetoden

Den sociale Ankestyrelse har i forbindelse med opfølgning af førtidspensionsreformen i brev af 26. april 2003 særligt anmodet nævnene om orientering om afgørelser, der er truffet efter de nye regler om arbejdsevnemetode.

I Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4 i 2003 er redegjort for de afgørelser, der var modtaget forud for 1. oktober 2003. De modtagne afgørelser var udtryk for, at nogle kommuner ikke havde været tilstrækkeligt opmærksomme på at anvende de nye regler på sager, der var under forberedelse, men hvor afgørelsen om påbegyndelse af pensionssag først blev truffet efter 1. januar 2003.

Efterfølgende har vi modtaget ca. 25 afgørelser fra de sociale nævn.

Vi har nu antaget en række sager til principiel behandling. Der er derfor ikke samme behov for, at vi modtager orientering om afgørelser, som tidligere. Vi vil dog fortsat gerne have orientering om afgørelser, der kan var af særlig interesse.

I det følgende oplyses om indholdet af de afgørelser, vi har modtaget fra nævnene.

Det må understreges, at Ankestyrelsen på nuværende tidspunkt ikke har kommentarer til afgørelserne. Vi forventer inden for kortere tid at kunne redegøre nærmere for de principielle afgørelser, der nu træffes på området.

§ 16 og § 20 – Stadfæstelse af afslag på pension

Fra de afgørelser, hvor nævnet har tiltrådt afslag på førtidspension efter pensionslovens § 20, kan nævnes følgende uddrag af begrundelserne

I ressourceprofilen var beskrevet en del positive ressourcer i form af faglige og personlige kompetencer, og kommunen havde peget på, at ansøgeren burde kunne klare et fleksjob inden for kontorområdet. Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte denne vurdering. Nævnet tilføjede, at der ikke havde været tilstrækkeligt grundlag for at påbegynde pensionssagen efter § 18.

På baggrund af de helbredsmæssige og sociale oplysninger fandt nævnet ikke, at ansøger opfyldte betingelserne for tilkendelse af førtidspension, jf. pensionslovens § 16, stk. 2, nr. 1. Nævnet bemærkede, at kommunen på baggrund af ressourceprofilen burde have foretaget en samlet faglig vurdering af de foreliggende oplysninger i overensstemmelse med pensionslovens § 19, stk. 1, nr. 5, herunder i samarbejde med ansøgeren have udarbejdet en redegørelse for ansøgerens ressourcer samt mulighederne for at anvende og udvikle dem. Da ansøgeren havde haft lejlighed til at udtale sig vedrørende den af kommunen udarbejdede ressourceprofil samt de øvrige oplysninger til sagen og endvidere havde haft mulighed for i et møde at udtale sig inden afgørelsen, og da han ikke opfyldte betingelserne for tilkendelse af førtidspension allerede fordi arbejdsevnen ikke endnu kunne anses for varigt nedsat, jf. pensionslovens § 16, stk. 2, nr. 1, havde dette dog ikke fået betydning for afgørelse af sagen. Nævnet bemærkede endeligt, jf. vejledningens punkt 31, at kommunen skulle give tilbud om aktiviteter, der kunne forbedre arbejdsevnen. Hvis det senere dokumenteres, at han havde en arbejdsevne, der ikke kunne forbedres, og som var tilstrækkeligt til, at han kunne varetage et fleksjob, men ikke et job på normale vilkår, skulle kommunen træffe afgørelse om visitation til et fleksjob.

§ 16 og § 20 – Stadfæstelse af afslag på pension i sager, der efter ansøgerens ønske er overgået til behandling efter pensionsreglerne på det foreliggende dokumentationsgrundlag, jf. 17, stk. 1, 2. og 3. punktum

I flere af de modtagne afgørelser har nævnet stadfæste kommunens afgørelse om afslag på pension på det foreliggende dokumentationsgrundlag.

I et tilfælde lagde nævnte vægt på, at ikke alle relevante muligheder for at forbedre arbejdsevnen havde været afprøvet, herunder arbejdsprøvning uden løft i et roligere miljø. Endvidere afventede ansøger undersøgelse ved neurolog med henblik på eventuel henvisning til smerteklinik, da kommunen traf sin afgørelse.

I et andet tilfælde havde ansøger (en kvinde på 62 år, der ikke havde været i erhverv siden sit 20. år) tilkendegivet, at hun ønskede, at sagen alene blev behandlet efter pensionsreglerne. Kommunen havde forinden ønsket arbejdsprøvning af ansøger, men hun havde ikke ønsket at medvirke. Der var derfor udarbejdet en ressourceprofil på det foreliggende grundlag. Kommunen afslog pension med den begrundelse, at det ikke var muligt at vurdere klagers arbejdsevne uden en forudgående arbejdsprøvning. Nævnet pointerede, at en person, der ansøger om hjælp har en pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp pågældende er berettiget til, jf. retssikkerhedslovens § 11.

I det tredje eksempel havde det ikke været muligt for kommunen at tilvejebringe det nødvendige dokumentationsmateriale i sagen, da ansøgeren ikke havde ønsket at deltage i en arbejdsprøve, som nævnet, ligesom kommunen, fandt afgørende for at kunne vurdere omfanget af arbejdsevnen og hvilke konkrete jobfunktioner, som ansøgeren ville kunne klare.

§ 16 og § 20 – Hjemvisning af afslag på pension i sager, der efter ansøgerens ønske er overgået til behandling efter pensionsreglerne på det foreliggende dokumentationsgrundlag efter § 17, stk. 1, 2. og 3. punktum

I 2 afgørelser, truffet af samme nævn, var sagerne hjemvist til kommunen med henblik på, at den skulle træffe en ny afgørelse, som opfyldte betingelserne i pensionslovens § 19, herunder § 19, stk. 1, nr. 5.

I det ene tilfælde havde kommunen afslået ansøgningen med den begrundelse, at de helbredsmæssige forhold ikke ansås for at være en sådan barriere, at beskæftigelsesmulighederne var udtømte.

I det andet tilfælde havde kommunen begrundet sit afslag med, at alternativet kunne være at finde et fleksjob, hvor der tages de nødvendige hensyn og hvor ansøgerens ressourcer kunne udnyttes i form af interesse/flair for håndværksmæssigt arbejde, arbejde med unge, evnen til at have overblik, planlægge og uddelegere. Arbejdsområdet kunne være vejledning – undervisning – projektleder.

Nævnet lagde i begge tilfælde vægt på, at kommunen ikke havde angivet en sådan konkret jobfunktion som krævet efter § 19, stk. 1, nr. 5, hvilket nævnet finder er en så væsentlig mangel ved afgørelsen, at denne er ugyldig.

I 1 tilfælde hjemviste nævnet sagen på grund af manglende ressourceprofil. Nævnet fandt, at den manglende ressourceprofil klart var i strid med reglerne i pensionslovens § 19, stk. 1, nr. 2, som er en garantiforskrift og fandt afgørelsen ugyldig. Kommunen blev derfor pålagt at behandle sagen efter reglerne i pensionslovens § 19.

§ 18 – Stadfæstelse af afslag på at påbegynde pensionssag

I 7 tilfælde har nævnet tiltrådt kommunens afgørelse om afslag på at påbegynde pensionssag efter § 18.

Fra de forskellige begrundelser kan som eksempel nævnes følgende uddrag

I ressourceprofilen var beskrevet en række ressourcer, f. eks. god indlæringsevne, interesser for nye ting m.v. Nævnet var enig i de konkrete jobfunktioner, som kommunen havde peget på, fx pedelmedhjælper, vicevært eller medhjælper i det værksted, hvor klageren havde været i praktik under en forudgående arbejdsprøvning. Kommunen havde tilbudt aktivering / arbejdsprøvning som ville være særligt tilrettelagt for ham.

I ressourceprofilen beskrives en del ressourcer, som ikke skulle udelukke ham fra at afklare et arbejde, hvor han ikke skulle arbejde sammen med andre, fx som motorcykelmekaniker, som kommunen havde peget på i begrundelsen for afslaget. Nævnet pålagde derfor kommunen at vurdere og træffe afgørelse om, hvilke tilbud, der var nødvendige for, at han kunne blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Nævnet var enig i, at der ønskedes en arbejdsprøvning til afklaring af, hvad klager med sin nedsatte arbejdsevne ville kunne klare. Det var ikke muligt for kommunen at pege på en konkret arbejdsfunktion, som klager ville kunne klare.

Kommunen udarbejdede først efter afgørelsen en ressourceprofil, og klager havde haft den til udtalelse uden at komme med kommentarer. Nævnet fandt, at selv om der var tale om tilsidesættelse af en garantiforskrift, fandtes det ud fra en konkret vurdering ikke at burde medføre afgørelsens ugyldighed. Der blev lagt vægt på, at klager rent faktisk efter afgørelsen havde demonstreret en reel arbejdsevne ved at passe et afløserjob på normale vilkår.

Nævnet fandt alt i alt, at ansøger havde ressourcer, som skulle afprøves.

Nævnet var enig i, at kommunen ikke havde haft mulighed for at udarbejde en ressourceprofil, som kunne danne et tilstrækkeligt grundlag for vurderingen af arbejdsevnen

§ 18 – Hjemvisning af afslag på at påbegynde pensionssag

Til eksempel på hjemvisning af kommunens afgørelser efter § 18 kan oplyses følgende om begrundelserne i nævnenes afgørelser

Nævnet fandt, at kommunens afgørelse ikke opfyldte kravet i arbejdsevnebekendtgørelsens § 8, stk. 1 om angivelse af en eller flere konkrete jobfunktioner, som klager ville kunne klare. Nævnet fandt, at der var tale om en så alvorlig mangel, at afgørelsen blev erklæret ugyldig og sagen blev hjemvist til kommunen til en fornyet vurdering og afgørelse. Samtidig indskærpede nævnet, at afgørelsen efter pensionslovens § 18 ikke kunne stå alene og pålagde kommunen, såfremt afslaget blev opretholdt, at give andet tilbud om hjælp, som efter kommunens vurdering var nødvendig, jf. pensionslovens § 17, stk. 1

I den udfærdigede ressourceprofil konkluderedes, at det var svært at finde et arbejdsområde, som ansøgeren kunne magte og i kommunens afgørelse blev der ikke nævnt noget om arbejdsevnen. På den baggrund findes kommunens afgørelse ikke at opfylde kravet til vurdering af arbejdsevne i § 8, stk. 1 i arbejdsevnebekendtgørelsen, hvilket nævnet finder er en så væsentlig mangel ved afgørelsen, at den er ugyldig. Sagen blev derfor hjemvist til kommunen til fornyet vurdering og afgørelse med pålæg om at vurdere, hvilken konkret jobfunktion, herunder fleksjobfunktion, som ansøgeren kunne klare ud fra elementerne i den foreliggende ressourceprofil.

Nævnet fandt, at kommunen skulle have truffet afgørelsen efter § 18 i stedet for efter § 20. Kommunen havde fundet, at der ville være behandlingsmuligheder og den nuværende psykiske og somatiske tilstand, som ville føre til en placering på arbejdsmarkedet, så han kunne blive selvforsørgende ved et ikke fysisk belastende arbejde. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse ikke opfyldte bestemmelsen i pensionslovens § 19, stk. 1, nr. 5, da der ikke var angivet nogen konkret jobfunktion, som han med sin nedsatte arbejdsevne skulle kunne udføre. Nævnet fandt, at det var en så væsentlig mangel ved kommunens afgørelse, at den var ugyldig.

Kommunen burde have ladet sagen overgå til behandling efter pensionslovens § 17, stk. 1, 2. og 3. punktum og hjemviste sagen med henblik på at påbegynde sag efter pensionsreglerne. I det ene af tilfældene medførte afgørelsen, at kommunen skulle have forlænget sygedagpengeudbetalingen, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 5.

§ 18 – Nævnets ændring af afslag på at påbegynde pensionssag

Til eksempel på, at nævnet traf afgørelse om, at kommunen skulle påbegynde pensionssag, da betingelserne efter § 18 var opfyldt, kan nævnes følgende

Nævnet inddrog i begrundelsen for afgørelsen, at nævnet også havde lagt vægt på, at kommunen ikke kom med argumenter for og ikke konkretiserede og begrundede, hvorfor erklæringen/vurderingen ved den behandlende psykiater ikke tillagdes betydning for behandlingen af sagen og kommunen i øvrigt fandt, at situationen blot tilsagde overgang til aktiveringsforanstaltninger. Nævnet havde noteret sig, at der ikke var udarbejdet ressourceprofil, men gik ud fra, at dette skete i tilknytning til sagens overgang til behandling efter reglerne om førtidspension.

§ 20, jf. § 16 – Nævnets ændring – tilkendelse af pension

I få af de modtagne sager havde nævnet fundet, at ansøger opfyldte betingelserne for pension, da det fandtes dokumenteret, at ansøgeren ikke kunne blive selvforsørgende.

Som eksempel på begrundelse kan nævnes, at Nævnet vurderede, at muligheder på arbejdsmarkedet ville være fysisk arbejde, hvor armene skal bruges i et givet omfang, og det forekom ikke sandsynligt, at yderligere foranstaltninger i forhold til arbejdsmarkedet ville forbedre arbejdsevnen. Nævnet fandt således, at arbejdsevnen varigt måtte anses for nedsat i et sådant omfang, at ansøgeren uanset mulighederne for støtte efter den sociale lovgivning, herunder beskæftigelse i fleksjob ikke ville være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Nyt fra Ankestyrelse - tendenser i afgørelser om social pension - af souschef Kirsten Borum

I det følgende er oplyst om afgørelser efter pensionsloven, som vi har modtaget efter oktober 2003.

Resumé

De sociale nævn indsender som led i praksiskoordineringen afgørelser af principiel eller generel betydning til Den Sociale Ankestyrelse. Det sker med hjemmel i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område § 13, stk. 3. I Nyt fra Ankestyrelsen offentliggøres løbende de tendenser, der kan udledes at de indsendte afgørelser.