Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-125

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-125

[En kvinde – K] har ved advokat Birthe Møller Nielsen klaget til Pressenævnet over en artikel i Ude og Hjemme nr. 44, der udkom den 29. oktober 2003, idet hun finder, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen, der bar overskriften » MORS DRENG BLEV MORDER « , havde bl.a. følgende indhold

»Hvordan kunne det gå så galt?

[B] havde en opvækst, der minder om alle andre danske børns. Han voksede op sammen med sine to ældre brødre i et roligt parcelhuskvarter i Østjylland. Hans mor havde viet sit liv til familien, og drengene var hendes lykke her i livet. De var alle tre adopterede. [B] var den yngste. Han var født i Tyskland.

Da [B] var 30 år, mødte han [K], der blev mor til hans anden datter, [A]. De manglede altid penge, og hjemmet i Silkeborg var rodet og beskidt.

[A]

[K] blev gravid, men aborterede. Kort tid efter blev hun gravid igen, og denne gang forløb svangerskabet uden problemer. I december 2002 kom [A] til verden – fin og velskabt.

[B] var stadig opfarende og ekstremt hidsig. Det slog klik for ham, hver gang [A] græd. Han kunne simpelthen ikke tolerere hendes gråd, og han blev stiktosset, når det ikke lykkedes at berolige hende. Han ville ikke have, at [K] blandede sig, når han skiftede hende. Og [K] hørte ofte, at [A] græd voldsomt, når han var alene med datteren.

Den 10. januar var [K] på bytur. [B] passede [A] imens. Da [K] kom hjem, lå den lille pige livløs på puslebordet.

10 timer senere døde hun på Skejby Sygehus i Århus. Hendes far havde tævet hendes ihjel.

[A] blev kun tre uger.

[B] blev i sidste uge idømt fængsel på ubestemt tid.

I retten troppede han op med bibelen under armen og hvide handsker for at skjule sine tatoveringer. Han havde lært alt, hvad han ville sige, udenad. Han viste ingen tegn på anger. Han var iskold, da der blev vist billeder af [A]s lille lig. Der kom ikke en eneste tåre eller bare en skælven i stemmen under hele retssagen.

[B] lignende slet ikke en mand, der har svært ved at leve videre med sine to små uskyldige pigers liv på samvittigheden.«

Artiklen blev ledsaget af en række billeder af [B]. Overskriften til samtlige billeder var

»På disse privatbilleder ligner [B] fra Silkeborg enhver anden lykkelig nybagt far. Men virkeligheden var anderledes. Tre uger efter fødslen tævede han lille [A] ihjel. Det var anden gang, han lod sit raseri gå ud over en nyfødt datter. I torsdags modtog han den dobbelte barnemorder en fængselsdom på ubestemt tid.«

Et af billederne til artiklen var et billede af klager med teksten: »[A]s mor, [K], vidste ikke, at [B] tidligere havde slået en anden lille datter ihjel.«

Klageren har henvist til udsagnet »Da [B] var 30 år, mødte han [K], der blev mor til hans anden datter [A]. De manglede altid penge, og hjemmet i Silkeborg var rodet og beskidt«. Udtalelsen stammer fra [B]s bror, som ikke har haft kontakt til [B] i mange år, aldrig mødt klager, og aldrig været i klagers hjem. Der er således tale om en usand udtalelse, der er nedværdigende og forhånende for klager.

Klageren har videre anført, at modsat de lokale aviser har bladet ikke ønsket at beskytte klagers anonymitet, idet man har omtalt hende ved navn og indsat et billede af hende i artiklen. Offentliggørelsen af hendes navn og billede har ingen betydning for sagen – historien er lige god uden. For klager har det betydet en stor menneskelig omkostning, idet hun nu ikke længere kan færdes anonymt.

Klageren har yderligere anført, at en af bladets journalister opsøgte hende på hendes bopæl få dage efter hendes datters død. Journalisten udnyttede, at hun var i chok. Klager har henvist til erklæring af 2. december 2003 fra X. Der blev truffet aftale om, at artiklen skulle vente, indtil retssagen var overstået, og klager skulle kontakte journalisten pr. telefon. I forbindelse med sagens behandling ved Vestre Landsret opsøgte journalisten klager og forsøgte gentagne gange at presse hende til at kontakte ham. Journalisten har opført sig meget respektløst.

Bladet har anført, at der ikke er en eneste faktisk fejl i bladets artikel. Det er ikke bladet, der har ophævet klagers anonymitet. Det har hun selv. Hendes billede er bragt i flere dagblade, blandt andet i forbindelse med et to siders interview, som klager gav B.T. efter dommen, og som er offentliggjort den 23. oktober 2003 under overskriften »Han har ødelagt mit liv«. Der er tale om en artikel, der udkom, inden bladet havde kontaktet klager. I B.T. stiller klager sig til rådighed for interview og fotografering.

Med hensyn til udsagnet fra [B]s bror om et rodet og beskidt hjem plaget af økonomiske problemer vil bladet efter at have besøgt klager fastholde korrektheden af broderens udsagn. I øvrigt er dette en relevant konstatering, der er med til at give et billede af, hvor hårdt presset klager var i den periode.

Om kontakten mellem klager og journalisten har bladet oplyst, at mødet på klagers bopæl umiddelbart efter tragedien foregik i en atmosfære af fortrolighed, og det var helt tydeligt, at klager havde brug for og lyst til at tale om den forfærdelige hændelse. Aftalen blev, at klager gerne ville vente med at have artiklen offentliggjort, indtil retssagen var overstået – et ønske, som bladet respekterede, selv om sagen på det tidspunkt havde stor, offentlig interesse. Aftalen blev, at klager ville kontakte journalisten pr. telefon, hvilket imidlertid ikke skete. Ved sagens behandling ved landsretten hilste journalisten på klager og opførte sig på ingen måde påtrængende. Journalisten blev herefter sendt på opgave i udlandet, og en anden journalist overtog sagen, der havde stor offentlig interesse og skulle omtales i bladet. Det kan derfor under ingen omstændigheder komme bag på klager, at bladet ville bringe en reportage, og klager har haft rig mulighed for at ytre sig og dermed påvirke det, der blev skrevet efter dommen.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard , Bo Maltesen , Lene Sarup og Ole Askvig .

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet har ikke mulighed for at efterprøve rigtigheden af udsagnet fra den dømtes broder om, at klager og den dømte altid manglede penge, og at deres hjem var rodet og beskidt.

Nævnet har på baggrund af parternes modstridende forklaringer omkring kontakten mellem klager og bladets journalist inden offentliggørelsen ikke grundlag for at konstatere, at bladet har handlet i strid med god presseskik.

Med hensyn til offentliggørelsen af klagers navn og billede bemærker nævnet, at der ikke ses at foreligge oplysninger om, at det mellem klager og bladet var aftalt, at klager skulle være anonym, og at der ikke måtte bringes billeder af hende i forbindelse med en eventuel senere offentliggørelse af en artikel.

Det fremgår af sagen, at klager, kort tid inden den påklagede offentliggørelse, i en artikel i B.T. havde udtalt sig ved navns nævnelse, ligesom hendes billede var gengivet. Allerede under hensyn hertil finder nævnet, at bladet ikke har handlet i strid med god presseskik ved offentliggørelsen.

Afsagt den 21. januar 2004.

Resumé

Klager klagede over ugebladets artikel om en morder. Klage over forkerte oplysninger, billedbrug og offentliggørelse af navn.

Pressenævnet havde ikke mulighed for at efterprøve rigtigheden af et udsagn fra den dømtes bror.

Med hensyn til offentliggørelsen af klagers navn og billede bemærkede nævnet, at der ikke sås at foreligge oplysninger om, at det mellem klager og bladet var aftalt, at klager skulle være anonym, og at der ikke måtte bringes billeder af hende i forbindelse med en eventuel senere offentliggørelse af en artikel.

Det fremgik af sagen, at klager, kort tid inden den påklagede offentliggørelse, i en artikel i et dagblad havde udtalt sig ved navns nævnelse, ligesom hendes billede var gengivet. Allerede under hensyn hertil fandt nævnet, at bladet ikke havde handlet i strid med god presseskik ved offentliggørelsen.

Nævnet fandt ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik.