Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-121

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-121

[En mand – K] har klaget til Pressenævnet over en kommentar bragt i Berlingske Tidende den 5. november 2003 under rubrikken ”Groft sagt”, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.

Den signerede kommentar, der bar overskriften » [K] går sukkerkold «, havde følgende indhold

»Fedmeforskeren [K], som tjente fedt på at vildlede befolkningen om sukkers fedende virkning, havde sidste onsdag en kronik i Politiken om fedmens gåde. Han skrev kronikken sammen med to andre forskere, og det kan så være grunden til, at avisen overhovedet trykker en kronik af den mand, som misbrugte sin stilling som formand for Ernæringsrådet til at bilde folk ind, at sukker ikke feder. Han prøvede også at skræmme folk fra at bruge kunstige sødemidler.

Hvorfor gjorde han det? Han gjorde det mod betaling fra sukkerfabrikken Danisco. Det skriver Venstres sundhedsordfører Jørgen Winther samme dag i Jyllands-Posten. Nu er [K] ikke længere formand for Ernæringsrådet , men han er stadig statsansat fedmeforsker på trods af de mange beskyldninger om videnskabelig svindel.

I kronikken gås der i rette med mediernes behandling af fedmeproblemet. Fedmestoffet behandles uvidenskabeligt, hævdes det. Og så er der også lige det, at medierne på det seneste har skrevet en del om Verdenssundhedsorganisationen WHOs bebudede kamp mod den magtfulde sukkerindustri, som kan sammenlignes med tobaksindustrien. Det vanedannende sukker er verdens mest udbredte rusmiddel, og det luskes ind overalt.

Det skriver [K] og hans musketerer dog ikke noget om. Der står ikke et ord om sukker i kronikken. Ernæring interesserer ikke længere den detroniserede ernæringsekspert. Kronikkens budskab er, at fedme sådan i det store og hele er medfødt. Fedme kan overføres fra mor til foster. Det er sikkert rigtigt.

Lige så rigtigt som udsagnet: én gang slambert, altid slambert.

Arno Victor Nielsen«

Indlægget var ledsaget af et billede af klager, hvortil der var knyttet teksten: »[K] – ikke et ord om sukker«.

Klageren har anført, at bladet på en række punkter har tilsidesat god presseskik. Klager har henvist til udsagnene »Fedmeforskeren [K], som tjente fedt på at vildlede befolkningen om sukkers fedende egenskaber « og » den mand, som misbrugte sin stilling til at bilde folk ind, at sukker ikke feder. Han prøvede også at skræmme folk fra at bruge kunstige sødemidler. Hvorfor gjorde han det? Han gjorde det mod betaling fra sukkerfabrikken Danisco«.

Klageren har nærmere anført, at han finder det foruroligende, at hverken forfatteren eller bladets redaktion kan skelne mellem fine insinuationer og direkte personlige anklager. Indtil Arno Victor Nielsens indlæg havde der kun været tale om insinuationer bestående i en påstand om, at klager har vildledt den danske befolkning om sukker bl.a. i pjecer, som han mod betaling har skrevet for Danisco. Der har ikke heri ligget beskyldninger om, at den påståede vildledning skulle være motiveret i betaling fra Danisco – tværtimod har en række medier lagt vægt på, at indtægten fra Danisco faktisk stod i et særdeles rimeligt forhold til at skrive et par artikler årligt. Beløbet og arbejdsopgavernes omfang og karakter er derimod svært forenelige med bestikkelse, som forfatteren hævder er motivet. Alle personer og medier har indtil Arno Victor Nielsens beskrivelse anført ”misinformere om sukker” og ”penge fra Danisco” som to uafhængige informationer uden at hævde, at der var en kasual sammenhæng, nemlig at ”penge fra Danisco” medfører ”misinformation om sukker”. Klager finder, at beskyldningerne er særdeles alvorlige og skadelig for ham som forsker, og bladet har ved offentliggørelsen tilsidesat punkt A.1.-A.5. og A.7. i de vejledende regler for god presseskik.

Bladet har oplyst, at rubrikken ”Groft sagt” er en satirisk fast rubrik i bladet, hvor fem skribenter kommenterer aktuelle hændelser, temaer og personer, der har været omtalt i pressen. Indlæggene indeholder kommentatorernes personlige synspunkter, hvilket understreges af, at kommentatorerne både er navngivet og karikeret afbildet som vrisne observatører, klar til en skarp kommentar. Som både klummens titel og karikaturtegningerne af kommentatorerne indikerer, er tonen i indlæggene humoristisk eller sarkastisk og ofte skarp og polemisk. Det kan efter bladets opfattelse lægges til grund, at læserne af klummen ikke opfatter indholdet af klummen, som man ville opfatte en redaktionel artikel, men derimod opfatter indlæggene som det, de er: stærkt personlige, grovkornede, satiriske kommentarer.

Bladet har i tilknytning hertil anført, at Pressenævnet har anerkendt, at der i en satirisk klumme som ”Groft sagt” gælder vide rammer for satiriske kommentarer i forhold til personer og begivenheder, jf. nævnets kendelser i sagerne 112/2001 og 49/2003. Grænsen for, hvad en satirisk kommentar kan indeholde, er således ikke overskredet i denne sag.

Bladet har videre anført, at klummen er baseret på en forudgående langvarig debat, og der gengives alene oplysninger og synspunkter, som tidligere er fremsat i debatten. Der er således tidligere anført om klager, at han har vildledt befolkningen om sukkers fedende egenskaber, og at han har gjort det mod betaling fra Danisco. Bladet har herved henvist til en række avisartikler. Det er ikke korrekt, at de to udsagn, som klager har henvist til i sin klage, er mere vidtgående, end hvad der allerede er fremkommet fra anden side i debatten. Bladet har særligt henvist til indlæg fra sundhedspolitisk ordfører for Venstre, Jørgen Winther, bragt i Jyllands-Posten den 29. oktober 2003 – et indlæg, der omtales i den påklagede klumme.

Bladet har i tilknytning hertil anført, at der gælder særligt vide rammer for gengivelse af allerede fremkomne synspunkter i en satirisk kommentar. De få sager, hvor Pressenævnet har fundet, at satire var i strid med god presseskik, har drejet sig om fiktive, krænkende oplysninger, opfundet af det pågældende medie selv (sag nr. 54/2001 og 74/2003).

Bladet har yderligere anført, at klummen vedrører klagers rolle i debatten om den danske befolknings tiltagende fedme, og hvilken rolle indtagelse af sukker spiller i den forbindelse. Der gælder særligt vide rammer for satirisk behandling af et væsentlig samfundsmæssigt problem i et tilfælde, hvor en offentlig person har udsat sig for kritik.

Bladet har afvist at have handlet i strid med god presseskik ved ikke at tilbyde klager at bringe en berigtigelse. Bladet har i en e-mail af 10. november 2003 til klager anført, at bladet ikke ville bringe en beklagelse eller en berigtigelse, men at man gerne ville bringe et indlæg af klager, hvor han kunne tage til genmæle. Bladet har herved handlet i overensstemmelse med god presseskik. Bladet ville ikke bringe en berigtigelse, dels da artiklen ikke indeholder forkerte oplysninger, men derimod alene gengiver allerede fremkomne oplysninger og synspunkter, og dels da det ikke er meningsfuldt at ”berigtige” et satirisk indlæg. Bladet har endelig henvist til nævnets kendelse i sag nr. 88/1994 om betydningen af, at den person, satiren omhandlede, havde mulighed for at komme til orde.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard , Bo Maltesen , Lene Sarup og Ole Askvig .

Pressenævnet udtaler

Det er Pressenævnets opfattelse, at der må gives medierne vide rammer med hensyn til satiriske gengivelser eller kommentarer i forhold til personer eller begivenheder.

Kommentaren om [K], der må betragtes som en offentlig person, er bragt i en fast klumme, der indeholder satiriske kommentarer fra navngivne personer. Kommentaren vedrører et emne af offentlig interesse, som tidligere har været behandlet i en række artikler og debatindlæg. Bladet har efter offentliggørelsen af kommentaren tilbudt [K] at komme til orde i bladet. På den baggrund finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af bladet i anledning af hverken offentliggørelsen eller det forhold, at bladet ikke har bragt en berigtigelse.

Afsagt den 21. januar 2004.

Resumé

Klager – en professor - klagede over, at bladets artikel indeholdt alvorlige og skadelige beskyldninger.

Det er Pressenævnets opfattelse, at der må gives medierne vide rammer med hensyn til satiriske gengivelser eller kommentarer i forhold til personer eller begivenheder.

Kommentaren om klager, der må betragtes som en offentlig person, var bragt i en fast klumme, der indeholdte satiriske kommentarer fra navngivne personer. Kommentaren vedrørte et emne af offentlig interesse, som tidligere havde været behandlet i en række artikler og debatindlæg. Bladet havde efter offentliggørelsen af kommentaren tilbudt klager at komme til orde i bladet. På den baggrund fandt nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af bladet i anledning af hverken offentliggørelsen eller det forhold, at bladet ikke havde bragt en berigtigelse.