Konkrete afgørelser vedr. § 7 fra ÅB 2004 I

Konkrete afgørelser vedr. § 7 fra ÅB 2004 I

Resumé

Fra ÅB 2002

Det er under alle omstændigheder en betingelse for nævnets udbetaling af erstatning og godtgørelse, at der foreligger en overtrædelse af straffeloven.

Offererstatningslovens § 7, stk. 1, medfører, at erstatning alligevel ikke kan udbetales fra nævnet, hvis skaden dækkes fra anden side, f.eks. i form af sociale ydelser, løn under sygdom, forsikringer m.m.

For skader, der indtræder den 1. januar 2002 og senere, jf. lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af erstatningsansvarsloven og offererstatningsloven m.v. (betænkning nr. 1383/2000), gælder – som også anført ovenfor under pkt. 1 – herefter om fradrag i erstatning den nu således affattede bestemmelse i offererstatningslovens § 7, stk. 1

”Erstatning ydes ikke i det omfang, skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikrings-ydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning.”

Efter den hidtidige affattelse af § 7, stk. 1, var erstatningen fra staten subsidiær i forhold til al an-den kompensation, som den skadelidte eller de efterladte måtte opnå i anledning af skaden, herun-der sociale ydelser og pensions- og forsikringsydelser af enhver art.

Formålet med den nu indførte ændring er at fastslå, at sådan kompensation ikke skal fradrages i erstatningen i videre omfang, end hvad der følger af erstatningsansvarsloven.

Det kan i denne forbindelse bemærkes, at der samtidig er sket en konsekvensændring af offererstatningslovens § 18, stk. 2, om, i hvilket omfang der kan kræves tilbagebetaling af erstatning udbetalt af nævnet.

Nævnet har i sin sagsbehandling undertiden fundet grundlag for at udsætte behandlingen af krav om erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén, fordi nævnet har fundet det rettest at afvente en afklaring af skadelidtes erhvervs- og pensionsmæssige forhold, jf. herved offer-erstatningslovens § 7, stk. 1.

(N.j.nr. 11-00362-2004) Ansøgeren var i 2000 udsat for et drabsforsøg.

Arbejdsskadestyrelsen vurderede i juni 2003, at ansøgerens erhvervsevnetab som følge af tilskadekomsten var 75 %.

Ansøgeren var herefter berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne på 1.516.140 kr.

Ansøgeren blev imidlertid pr. 01-02-2004 tilkendt førtidspension i medfør af lov om social pension (sammenfattet i LBK nr. 42 af 28-01-2004), som trådte i kraft 01-01-2003.

Nævnet besluttede derfor i medfør af offererstatningslovens § 7, stk. 1, som den var affattet på tidspunktet for tilskadekomsten, at fratrække den kapitaliserede værdi af den tilkendte førtidspension.

Fradraget blev fastsat til den kapitaliserede værdi af førtidspensionen i 2001, på trods af at de nye regler om førtidspension ikke var gældende i 2001.

Det fremgår af § 49, stk. 3, i lov om social pension, at førtidspensionen efter lovens § 16 og i lighed med de fleste andre sociale ydelser reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Hvis de nye førtidspensionsregler havde været trådt i kraft, ville førtidspensionen for enlige i 2001 derfor have været 152.880 kr.

Nævnet fratrak derfor 917.280 (6 X 152.880 kr.) i ansøgerens erstatning for tab af erhvervsevne.

Nævnet anvendte satsen for 2001, da stationærtidspunktet var i 2001, og ansøgeren var blevet tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til stationærtidspunktet.

Ansøgeren gjorde gældende, at nævnet ikke kunne fratrække den kapitaliserede værdi af den tilkendte førtidspension, idet denne form for førtidspension ikke kunne tilkendes på stationærtidspunktet.

Nævnet fastholdt sin afgørelse og henviste til, at ansøgeren var blevet tilkendt førtidspension efter de nye regler.

Efter offererstatningslovens § 7, som den var affattet på tidspunktet for tilskadekomsten, er det den sociale ydelse, som ansøger faktisk har modtaget som følge af tilskadekomsten, der skal fradrages i erstatningen fra nævnet.

Da fradraget skal ske med den værdi, som ydelsen havde på stationærtidspunktet, og da denne værdi ikke direkte kunne udledes af den gældende lov om social pension, måtte nævnet fastsætte værdien skønsmæssigt som angivet ovenfor.