Legislator Case Law & Legislation
W20032016025 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 115/2002

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2003 20160 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 115/2002

[En mand K] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse bragt i Radio Frederiksberg-Journalen den 28. oktober 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

I udsendelsen hed det blandt andet

"

Ole Hans Jensen: Så er det så spørgsmålet, er der noget, der hedder fiduskunstnere i det hele taget. Mange af de fiduskunstnere, som [en anden mand] og [K] har kaldt fiduskunstnere, de er da glimrende kunstnere.

Britt Bartenbach: Og mange af dem har jo netop fået deres liv ødelagt og deres karrierer og muligheder fremover ødelagt på grund af disse to kunstens politimænds artikler i tidernes løb.

"

Klageren har anført, at han finder det forkasteligt, at de pågældende personer skal have lov til at misinformere 50-100.000 Frederiksberg-borgere om noget, som de ikke har begreb om og vel at mærke uden, at klager som en af de angrebne har fået lov til at kommentere deres meget usaglige og dårligt underbyggede påstande. Klager ønsker, at Pressenævnet påtaler indklagedes angreb på sin person, som er sket, uden at han fået lov til at svare, og endda uden at klager så meget som orienteres om, at hans navn bliver nævnt i radioen.

Klager har oplyst, at det er rigtigt, at han i 1982-83 lavede en forbrugeroplysende kampagne mod fiduskunsten, som dengang blev solgt til alt for dyre penge som investeringskunst. Klager har fået flere priser for sin forbrugeroplysende form for kunstjournalistik og lavet udstillinger om fiduskunst.

Indklagede har anført, at det ikke var praktisk muligt at forelægge klager udtalelserne, som var fremsat i et direkte program. Udtalelserne er ikke udtryk for misinformation. Indklagedes påstande er ikke "påstande", og de er heller ikke usaglige og dårligt underbyggede. Som sådan er de heller ikke tjenlige til at skulle forelægges klager efter udsendelsen.

Indklagede har oplyst, at man er vidende om, at den maler, Søren Edsberg, som klager har nævnt i sit svar til Pressenævnet, hele livet følte sig bitter, såret og ødelagt efter klagers skriverier.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler

De påklagede vurderinger i udsendelsen er holdt i så almindelige vendinger og uden uddybning, at det ikke kan anses for at være en tilsidesættelse af god presseskik, at indklagede fremkom med udsagnene uden at forelægge dem for klageren.

Afsagt den 22. januar 2003.

Endelig adm. afgørelse 2003 20160 Valid

Klager klagede over, at radioen i en udsendelse havde bragt nogle kritiske udsagn om ham.

Pressenævnet fandt, at de påklagede vurderinger i udsendelsen var holdt i så almindelige vendinger og uden uddybning, at det ikke kunne anses for at være en tilsidesættelse af god presseskik, at radioen bragte udsagnene uden at have forelagt dem for klager.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →