Konkrete afgørelser vedr. § 13 fra ÅB 2003 I

Konkrete afgørelser vedr. § 13 fra ÅB 2003 I

Resumé

Fra ÅB 2002

Ifølge offererstatningslovens § 13 kan nævnet ikke behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde.

I forarbejderne til lovbestemmelsen, betænkning nr. 751/1975, side 38, er anført, at det er fundet hensigtsmæssigt at fastsætte en tidsfrist, inden for hvilken ansøgningen i almindelighed skal være indgivet, for at nævnet kan undgå at behandle alt for gamle krav, og en frist på 2 år er fundet rimelig.

Fristen kan fraviges, hvis der foreligger særlige grunde, og dette kan ifølge betænkningen f.eks. være tilfældet, hvis skadelidte først får kundskab om forbrydelsen længere tid efter, at forbrydelsen er begået.

Bl.a. fordi nævnet står uden vejledning i lovens forarbejder, er nævnet meget tilbageholdende med at afvise en ansøgning med henvisning til lovens § 13.

I sagen (N.j.nr. 2666/2002) blev tiltalte den 25-03-1996 dømt for røveri, ved den 20-09-1995 at have rettet et skarpladt afkortet haglgevær mod ansøger og udtalt, at han ville have penge.

Tiltalte ville vise ansøger, at haglgeværet var ladt.

Dette mislykkedes imidlertid, idet to skud gik af og ramte ansøger.

Ansøger var under retssagen repræsenteret ved en bistandsadvokat.

Advokaten anmodede i februar 1999 Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse vedrørende varigt mén, erhvervsevnetab og stationærtidspunkt.

Arbejdsskadestyrelsen fremkom i april 2002 med sin udtalelse, hvoraf det fremgik, at man vurderede ansøgers méngrad til 20%, erhvervsevnetabet til 50% og stationærtidpunktet for indtrådt ca. 7 måneder efter tilskadekomsten.

Nævnet modtog ansøgning om erstatning den 16-10-2002.

Nævnet besluttede at meddele ansøger afslag på erstatning i medfør af § 13 i offererstatningsloven.

Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at sagen var færdigbehandlet ved domstolene den 25-03-1996, men først blev fremsendt til nævnet over 6 år efter.

Sagen burde være fremsendt til nævnet senest 2 år fra den 25-03-1996.

Endvidere blev det tillagt betydning, at det meget hurtigt efter forbrydelsen måtte have været såvel ansøger som ansøgers advokat bekendt, at skadens omfang var betydelig.

Nævnet har ikke oplysninger om, hvorvidt ansøger efterfølgende har rejst sit krav over for advokaten eller dennes ansvarsforsikringsselskab.