Konkrete afgørelser vedr. § 1, stk. 1 fra ÅB 2003

Konkrete afgørelser vedr. § 1, stk. 1 fra ÅB 2003

Resumé

Fra ÅB 2002

Efter offererstatningslovens § 1, stk. 1, er det en betingelse for, at staten kan betale erstatning og godtgørelse efter loven, at der foreligger en overtrædelse af straffeloven.

Hvis der foreligger en strafbar handling efter § 1, stk. 1, betales erstatning efter loven, selv om skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes, jf. lovens § 6.

Skadelidte har ligeledes efter lovens § 6 krav på erstatning, selv om der foreligger subjektive straffrihedsgrunde i form af, at skadevolderen er under 15 år eller utilregnelig, jf. straffelovens §§ 15 og 16.

De subjektive strafbarhedsbetingelser i øvrigt (forsæt eller eventuelt uagtsomhed) skal under alle omstændigheder være opfyldt.

Hvis der derimod foreligger en objektiv straffrihedsgrund, f.eks. nødværge eller nødret, jf. straffelovens §§ 13 og 14, eller samtykke, er der som udtrykkeligt anført i betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, side 34 ikke tale om en strafbar handling i lovens forstand.

Erstatning kan i disse tilfælde derfor ikke betales efter offererstatningsloven

I sagen (N.j.nr. 2015/2003) havde ansøger været i solarium.

Der var tale om et solarium uden betjening, hvor man selv skulle indkaste mønter for at sætte solariet i gang.

Ansøger havde betalt for 12 minutter i solariet, hvilket var minimum.

Mens ansøger lå i solariet, bemærkede han, at det var meget varmt, men han foretog sig ikke noget i den anledning.

Den følgende nat vågnede han, fordi han havde en brændende fornemmelse i huden.

Han var herefter sygemeldt i 2 dage.

Dagen efter kontaktede han solariets ejer.

Ejeren oplyste, at et UV-filter var blevet fjernet i solariet af en ukendt gerningsmand.

Ansøger opsøgte sygehuset.

Her blev det konstateret, at han var svært forbrændt i ansigtet og på overkroppen.

Ansøger blev herefter sygemeldt i yderligere 8 dage.

Det var oplyst i sagen, at solarieejerens forsikringsselskab ikke fandt, at solarieejeren var erstatningsansvarlig, idet han ikke havde misligholdt sin tilsynspligt.

Ejeren havde valgt at betale for creme til behandling af skaderne på ansøgers hud.

Nævnet besluttede at anse forholdet for omfattet af offererstatningsloven, idet nævnet fandt, at straffeloven var overtrådt.

Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at der på hensynsløs måde var voldt nærliggende fare for ansøgers førlighed, jf. straffelovens § 252.