Konkrete afgørelser vedr. § 1, stk. 1 fra ÅB 2003 II

Konkrete afgørelser vedr. § 1, stk. 1 fra ÅB 2003 II

Resumé

Fra ÅB 2002

Efter offererstatningslovens § 1, stk. 1, er det en betingelse for, at staten kan betale erstatning og godtgørelse efter loven, at der foreligger en overtrædelse af straffeloven.

Hvis der foreligger en strafbar handling efter § 1, stk. 1, betales erstatning efter loven, selv om skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes, jf. lovens § 6.

Skadelidte har ligeledes efter lovens § 6 krav på erstatning, selv om der foreligger subjektive straffrihedsgrunde i form af, at skadevolderen er under 15 år eller utilregnelig, jf. straffelovens §§ 15 og 16.

De subjektive strafbarhedsbetingelser i øvrigt (forsæt eller eventuelt uagtsomhed) skal under alle omstændigheder være opfyldt.

Hvis der derimod foreligger en objektiv straffrihedsgrund, f.eks. nødværge eller nødret, jf. straffelovens §§ 13 og 14, eller samtykke, er der som udtrykkeligt anført i betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, side 34 ikke tale om en strafbar handling i lovens forstand.

Erstatning kan i disse tilfælde derfor ikke betales efter offererstatningsloven

I sagen (N.j.nr. 1793/2003) kom en 14-årig ansøger alvorligt til skade i forbindelse med en brydekamp med sin 2 år ældre fætter.

Ansøger og fætteren havde - som så mange gange tidligere - aftalt, at de skulle bryde.

Der var tale om ”american wrestling”.

Nævnet lagde til grund, at der var tale om et hændeligt uheld i forbindelse med voldsom leg, som begge parter havde indvilliget i at deltage i.

Nævnet afslog derfor ansøgers ansøgning om erstatning, idet ansøger ikke havde været udsat for en straffelovsovertrædelse.