Klage over, at lægerne på en psykiatrisk afdeling ikke undersøgte en patient med smerter ved gang tilstrækkeligt
Statutory Text (2 Articles)
Klage over, at lægerne på en psykiatrisk afdeling ikke undersøgte
en patient med smerter ved gang tilstrækkeligt
Nævnet fandt, at der var grundlag for at kritisere, at lægerne ikke havde foretaget en undersøgelse med henblik på at be- eller afkræfte, om patienten havde et lårbensbrud. Nævnet lagde vægt på, at patienten havde en påfaldende gangfunktion og vedholdende havde klaget over smerter fra hoften,. Nævnet lagde endvidere vægt på, at diagnosen somatiseringstilstand først bør stilles, efter at man har udelukket eventuelle legemlige årsager til klagen, som i denne sag drejede sig om smerteklager og pludseligt opstået dårlig gangfunktion.
Resumé
En 68-årig kvinde, der led af en psykose af manisk type, var fra starten af indlæggelsen på en psykiatrisk afdeling præget af sindssygdom med grænseoverskridende og aparte adfærd, og var uden sygdomserkendelse. Hun var udsat for et fald på gangen og blev undersøgt af en reservelæge, som ikke anførte noget om smerter i journalen. Hun udviste en aparte gangart med nærmest twistlignede og vrikkende bevægelser, men det blev vurderet, at der var tale om en såkaldt somatiseringstilstand og at den ændrede gangart således var et led i hendes psykiske lidelse. Da patienten fortsat havde gangproblemer blev hun udstyret med en rolator. Senere viste en røntgenundersøgelse, at hun havde pådraget sig et brud af lårbenshalsen.
Der blev klaget over, at lægerne på psykiatrisk afdeling ikke undersøgte patienten tilstrækkeligt i forbindelse med, at hun havde pådraget sig et brud på lårbenshalsen.