Indberetning over manglende observation og behandling af alkoholpåvirket patient med hovedtraume
Statutory Text (2 Articles)
Indberetning over manglende observation og behandling af
alkoholpåvirket patient med hovedtraume
Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere lægen. Nævnet oplyste, at det ved behandling af berusede personer med samtidigt hovedtraume er almindelig kendt, at det kan være vanskeligt at skelne symptomer på hjernerystelse fra symptomer på beruselse. Det var nævnets opfattelse, at der i dette tilfælde forelå tydelige tegn på et hovedtraume, og at der samtidig var kliniske tegn på, at patienten var alkoholpåvirket. Det var videre nævnets opfattelse, at patienten burde have været indlagt til observation for ændring i bevidsthedstilstand, eller alternativt, at der burde have været foretaget en CT-scanning, hvis man ønskede at udskrive patienten igen umiddelbart fra skadestuen. Nævnet bemærkede, at de foretagne observationer for undersøgelse af pupilreaktion og puls- og blodtryksmåling ikke var tilstrækkeligt grundlag til at udskrive en beruset patient med et sikkert hovedtraume.
Resumé
En 57-årige mand, der angiveligt havde indtaget 10-14 øl, blev fundet liggende på en vej tæt på sin bopæl. Han blødte fra et sår i baghovedet og blev af Falck kørt til skadestuen, hvortil han ankom kl. 1.40. Han blev undersøgt på skadestuen. Såret blev vasket, og det blev skønnet, at han var beruset og ikke havde tegn på hjernerystelse. Personalet opfattede, at patienten var verbalt truende, og at han slog ud efter et medlem af plejepersonalet, hvorefter politiet blev anmodet om at hente ham. Politiet kørte derefter patienten til hans bopæl, hvor de efterlod ham, idet han efter deres skøn ikke var mere spirituspåvirket, end at han kunne klare sig selv. 2 dage senere blev patienten fundet død på bopælen. Ved obduktionen fandtes kraniebrud med blødning og kvæstelse af hjernen med nedpresning.
Sundhedsstyrelsen indberettede den læge, der havde forestået behandlingen af patienten.