Klage over manglende diagnosticering af meningitis hos 14 måneder gammelt barn

Klage over manglende diagnosticering af meningitis hos

14 måneder gammelt barn

Patientklagenævnet fandt ikke anledning til kritik af læge B den 18. december 2001.

Nævnet lagde vægt på, det fremgik af journalen den 18. december 2001 kl. 00.45, at penicillinbehandlingen var blevet stoppet på grund af opkastning. Vagtlæge B fandt drengen lidt mat og varm, men upåfaldende forhold ved undersøgelse af ører, hjerte og lunger. Videre fremgår det, at maven blev fundet blød, og at der ikke var nakkerygstivhed. Vagtlæge B tilrådede afklædning, væske og 1 Panodil Junior samt kontrol samme morgen, eventuelt ved egen læge.

Der blev desuden klaget over, at drengen den 19. december 2001 ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge C, herunder at denne ikke vurderede, at tilstanden var kritisk.

Patientklagenævnet fandt ikke anledning til kritik af læge A den 19. december 2001.

Der var modstridende oplysninger fra moderen og læge A om telefonsamtalens indhold. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at fastslå, at der ikke blev givet tilbud om tidligere fremmøde, hvis det var nødvendigt, eller at læge A fik oplyst, at drengen var meget fraværende og lå og rystede. På denne baggrund fandt nævnet det ikke tilstrækkelig godtgjort, at der i telefonen blev givet oplysninger, som burde have medført hurtigere indkaldelse og undersøgelse fra lægens side.

Det var i øvrigt nævnets opfattelse, at en akut tid efter 3-4 timer er i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, hvis det drejer sig om fortsat kontrol af et febrilt barn, som allerede har været set af læge flere gange.

Patientklagenævnet fandt ikke anledning til kritik af læge C den 19. december 2001.

Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af journalen den 19. december 2001, at drengen var syg på 5. døgn, Drengen var tiltagende sløj med dårligt væskeindtag og tiltagende sløv, nu nærmest ukontaktbar. Der var ingen øjenkontakt, men der blev ikke fundet udslæt. Læge C indlagde drengen akut på børneafdelingen til observation for lungebetændelse, væskemangel eller blodforgiftning.

Resumé

Den 16. december 2001 henvendte en moder sig til vagtlægen med sin 14 måneder gamle søn, der havde høj feber og hostede. Drengen havde symptomer fra de øvre luftveje med slimsekretion og hoste samt måske ondt i ørerne. Begrundet i rødme af højre trommehinde blev der ordineret penicillin. Den 17. december 2001 henvendte moderen sig telefonisk til egen læge om drengen, og læge A aflagde et sygebesøg i hjemmet.

Den 18. december kl. 00.45 blev drengen undersøgt af vagtlæge B.

Den 19. december 2001 henvendte moderen sig igen telefonisk til egen læge, og der blev aftalt tid til fremmøde i konsultationen. Moderen kom imidlertid før den aftalte tid, og under hendes ophold med drengen blev læge A gjort opmærksom på deres tilstedeværelse. Da imidlertid læge A var optaget, blev en anden læge i praksis, læge C, anmodet om at vurdere barnet. Læge C indlagde drengen på børneafdelingen.

Selvom intensiv behandling på børneafdelingen straks blev iværksat, afgik drengen imidlertid ved døden 3 dage senere på grund af meningitis forårsaget af pneumokokker.

Der blev klaget over, at praktiserende læge A den 17. december 2001 ikke undersøgte og behandlede drengen tilstrækkeligt.

Patientklagenævnet fandt ikke anledning til kritik af læge A den 17. december 2001.

Nævnet oplyste, at man ved akut meningitis i begyndelsen ikke kan adskille denne sygdom fra almindelige virusinfektioner. Efter en ofte lang feberperiode uden typiske tegn går sygdommen over i en kortvarig periode af måske kun minutters eller halve timers varighed, hvor meningitissymptomer som nakkestivhed og små blodudtrædninger (petekkier) er tydelige. Herefter bliver patienten meget dårlig, og på dette tidspunkt vil behandling i nogle tilfælde være umulig. Det er derfor meget svært at diagnosticere denne sygdom i tide.

Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af journalen den 17. december 2001, at læge A ved sygebesøget fik oplyst at drengen havde høj feber og diarre. Videre fremgik det, at hun vurderede, at penicillinen kunne være årsag til diarreen, og stoppede derfor denne behandling. Læge A tilrådede at kontakte læge igen, hvis der ikke var bedring i tilstanden. Det var nævnets opfattelse, at det på dette tidspunkt ikke var muligt at opdage eller forudse meningitissygdommen, og at der ikke var grund til at foretage yderligere undersøgelser.

Der blev endvidere klaget over, at vagtlæge B den 18. december 2001 ikke undersøgte og behandlede drengen tilstrækkeligt.