Klage over manglende diagnostik af blodprop i hjertet
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende diagnostik af blodprop i hjertet
Nævnet fandt grundlag for at kritisere lægens behandling af patienten den 29. maj 2001, idet patienten burde være blevet indlagt på grund af mistanke om hjertesygdom.
Nævnet oplyste, at Nitroglycerin er et lægemiddel med hurtigt virkende effekt på hjertesmerter, såfremt disse er forårsaget af forsnævringer på kranspulsårerne. Nitroglycerin er ikke virksomt ved andre smerter og gives således kun ved mistanke om hjertesygdom.
Det var nævnets opfattelse, at det forhold, at en person, der i øvrigt tilhører en risikogruppe og tidligere har været indlagt med brystsmerter, hvor der ikke er påvist sikker hjertesygdom, ikke kan tages til indtægt for, at der ved fornyet tilfælde af brystsmerter fortsat ikke foreligger en hjertesygdom.
Resumé
En 54-årig mand fik den 29. maj 2001 ved firetiden om eftermiddagen kraftige smerter i brystet, og kl. 21.30 kontaktede han telefonisk Lægevagten, og der blev aftalt sygebesøg. Vagtlægen kom kl. 23.15 og fik oplyst, at brystsmerterne var konstante uden udstråling, at der var lettere kvalme, samt at patienten for nylig havde været indlagt på mistanke om hjertesygdom, der var blevet afkræftet. Lægen gav en indsprøjtning med morfin og udleverede nogle nitroglycerintabletter, som patienten kunne tage.
Om natten havde patienten kraftige brystsmerter, kvalme og opkastning og ringede derfor om morgenen efter ambulance. Han blev indlagt på et sygehus, hvor EKG viste tegn på blodprop i hjertet. Kl. 8.30 indledte man behandling for at opløse blodproppen (trombolyse), men nogle timer senere udviklede patienten begyndende chok og blev overflyttet til et andet sygehus. Her blev der foretaget ballonudvidelse (PTCA) af hjertekarrene med god effekt, og patienten blev den 31. maj 2001 tilbageflyttet til det første sygehus.
Der blev klaget over, at patienten af vagtlægen ikke modtog korrekt behandling for sine smerter i brystet.