Klage over ordination af medicin uden tilsyn samt instruktion af medhjælp
Statutory Text (2 Articles)
Klage over ordination af medicin uden tilsyn samt instruktion af medhjælp
Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere speciallægens behandling af patienten og lagde herved vægt på, at der på baggrund af resultaterne af blodprøverne ikke var indikation for ordination af Diflucan, Nystatin samt Pankreon mod svampeinfektion. Der burde være foretaget supplerende undersøgelse førend en eventuel behandling blev ordineret.
Nævnet fandt endvidere, at speciallægen havde overtrådt lægelovens § 13, stk. 2, idet journalen ikke var i overensstemmelse med reglerne herom, da der ikke var anført noget om årsagen til kontakten, hvem der har foretaget journalnotatet samt hvilken information, der er blevet givet.
Endelig fandt nævnet, at speciallægen ikke i tilstrækkelig omfang havde instrueret sin medhjælp vedrørende information i forbindelse med behandlingen af patienten, idet det intet sted fremgik, at der var givet information om de bivirkninger, der er forbundet med den receptpligtige medicin.
Resumé
En 44-årig kvinde henvendte sig på en privatklinik, idet hun var generet af tilstoppet næse og mistænkte, at det var forårsaget af allergi. På klinikken var en speciallæge i anæstesiologi tilknyttet som eneste autoriserede sundhedsperson, og det var en ikke autoriseret sundhedsperson, som varetog undersøgelserne og tilså patienten.
Der blev foretaget en række blodprøver, som alle var normale, og patienten blev oplyst om, at uanset, at blodprøverne var normale kunne der være tale om en svampeinfektion, hvorfor der blev iværksat medicinsk behandling herfor.
Der blev klaget over, at speciallægen ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed i forbindelse med medicinordination, idet hun ikke tilså patienten forinden. Endvidere blev der klaget over, at speciallægen ikke instruerede medhjælpen korrekt.