Klage over seponering af digoxin og manglende tilkald af læge
Statutory Text (2 Articles)
Klage over seponering af digoxin og manglende tilkald af læge
Nævnet fandt grundlag for kritik af den overlæge, som den 16. juli 2002 ordinerede psykiatrisk tilsyn, idet det var nævnets vurdering, at denne overlæge burde have foretaget en klinisk undersøgelse af patienten, som omfattede hjerte-lungestetoskopi, herunder registrering af hjerterytmen, og efterfølgende stillingtagen til supplerende kontrol-EKG, idet patienten havde en hurtig uregelmæssig hjerterytme, og netop var ophørt med behandling med Digoxin.
Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af den læge, der den 14. juni 2002 besluttede, at patienten skulle ophøre med at tage Digoxin, idet nævnet fandt, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at lægen vurderede, at patienten kunne lide af Digoxin-forgiftning. Nævnet kunne oplyse, at én af bivirkningerne/forgiftningssymptomerne ved Digoxin er diarré. Nævnet kunne videre oplyse, at Digoxinforgiftning er en potentiel livstruende tilstand, og det er derfor almindeligt at holde en pause med Digoxinbehandlingen ved mistanke om forgiftning.
Nævnet fandt endelig grundlag for kritik af den sygeplejerske, som modtog patienten efter at hun havde været på besøg hos familien den 20. juli 2002, idet nævnet fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at patienten ved ankomsten til sygehuset den 20. juli 2002 fremstod alment dårlig med ”hjertegalop”, åndenød og kvalme. Det var således nævnets vurdering, at sygeplejersken burde have foranlediget, at der blev foretaget måling af relevante basale observationer så som puls, blodtryk og respiration, ligesom hun burde have foranlediget, at hun blev tilset af en læge. Det var endvidere nævnets opfattelse, at sygeplejeskers forpligtigelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed omfatter en pligt til at føre ordnede optegnelse om patientens tilstand samt pleje- og observationsbehov, således at de efterfølgende sygeplejesker kan udføre en forsvarlig sygepleje.
Resumé
En 74-årig kvinde blev den 25. juni 2002 indlagt på medicinsk afdeling af egen læge på grund af langvarig diarré. Den undersøgende læge iværksatte en række undersøgelser, og han fandt ved EKG (hjertekardiogram) tegn på uregelmæssig hjerteaktion, hvorfor han iværksatte behandling med Digoxin og elektronisk overvågning (telemetri). Patienten fik dernæst foretaget en række undersøgelser, som dog ikke førte frem til en sikker diagnose.
Den 14. juli 2002 besluttede en læge, at patienten skulle ophøre med at tage Digoxin, idet der var mistanke om forgiftning. Den 16. juli 2002 ordinerede en overlæge et psykiatrisk tilsyn ud fra en mistanke om, at der måske kunne være tale om en depression. Dette tilsyn blev dog som følge af en forglemmelse ikke effektueret under indlæggelsen. Den 19. juli 2002 blev der fundet bakterier i urinen, og patienten blev sat i behandling med penicillin.
Den 20. juli 2002 tog patienten hjem på orlov hos familien, men kom tilbage igen med kvalme og opkastninger omkring kl. 16.00. Den 22. juli 2002 om morgenen blev patienten undersøgt af en læge, da hun var blevet dårlig. Lægen konstaterede, at hun havde lavt blodtryk, og EKG viste nu igen uregelmæssig hjerteaktion, hvorfor der atter blev ordineret Digoxin. Den 22. juli 2002 kl. 10.55 afgik patienten ved døden.
Der blev klaget over, at patientens hjertemedicin (Digoxin) under indlæggelsen i perioden fra den 25. juni til den 22. juli 2002 blev seponeret uden efterfølgende tilstrækkelig overvågning. Der blev endvidere klaget over, at den sygeplejerske, som modtog patienten efter orlov hos familien den 20. juni 2002 ikke udviste omhu og samvittighedsfuldhed ved plejen af patienten, herunder ikke tilkaldte en læge trods anmodning herom den 20. juli 2002. Endelig blev der klaget over, at kardex og journal indeholdt utilstrækkelige oplysninger om patientens tilstand ved ankomsten til sygehuset efter orlov den 20. juni 2002, trods direkte anmodning om notat heri.