Klage over manglende akut behandling af diskusprolaps
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende akut behandling af diskusprolaps
Nævnet fandt grundlag for at kritisere afdelingslægen, der havde vurderet skanningsresultatet og lagde herved vægt på, at afdelingslægen havde fået forelagt sygehistorien og på baggrund heraf havde anbefalet en akut skanning. Afdelingslægen havde efterfølgende vurderet skanningsresultatet og fundet, at undersøgelsen viste en median prolaps på 5. lændediskus. Imidlertid fandt afdelingslægen dels på grund af prolapsens størrelse, dels da der ikke var problemer omkring endetarmslukkemusklen, at der ikke var indikation for akut neurologisk vurdering.
Nævnet kunne oplyse, at der ved nyopstået urinretention hos en person med en billedmæssig påvist diskusprolaps bør foretages en akut neurokirurgisk vurdering, hvis der ikke er helt specielle forhold, der taler mod cauda equina påvirkning (tryk på nervebundet i lænden), for eksempel at prolapsen er lokaliseret langt ude til siden (foraminal eller ekstrem lateral prolaps).
På baggrund heraf fandt nævnet, at afdelingslægen, som følge af undersøgelsesresultatet fra CT -skanningen og sygehistorien, burde have foretaget en akut vurdering af patienten, uagtet at cauda equina syndromet ikke var komplet.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere de læger på reumatologisk afdeling, der havde været involveret i behandlingen af patienten, da de løbende relevant havde rådført sig med neurokirurgisk afdeling
Resumé
En 26-årig kvinde blev indlagt på en reumatologisk afdeling på grund af gener fra en tidligere konstateret diskusprolaps. Generne var tiltagende i form af lænderygsmerter med udstråling til højre ben samt lidt nedsat kraft i højre ben, herunder vanskeligheder ved hælgang. 4 dage efter indlæggelsen havde patienten en episode, hvor hun ikke kunne tømme blæren, og den efterfølgende dag kontaktede en reservelæge en afdelingslæge fra neurokirurgisk afdeling og forelagde sygehistorien
Dagen efter var der fortsat uændrede symptomer, og en lægeundersøgelse viste blandt andet mindre god knibeevne svarende til endetarmsmusklen. Der blev konfereret med bagvagten på neurokirurgisk afdeling, der anbefalede akut skanning (CT-skanning). Skanningen blev foretaget og forelagt afdelingslægen på neurokirurgisk afdeling, der fandt, at undersøgelsen viste en discusprolaps svarende til 5. lændehvirvel, men at der ikke var grundlag for akut behandling
4 dage senere blev patienten overflyttet til neurokirurgisk afdeling, hvor man fandt, at sygehistorien og undersøgelsesresultaterne var forenelig med en 2 uger varende påvirkning af den forlængede marv (cauda equina), hvorfor der var indikation for akut operation, hvilket skete samme dag.
Der blev klaget over, at patienten ikke modtog en korrekt behandling, da man på neurokirurgisk afdeling vurderede, at det ikke var nødvendigt at behandle akut.