Klage over utilstrækkelig behandling af 16-årig depressiv pige

Klage over utilstrækkelig behandling af 16-årig depressiv pige

Nævnet fandt grundlag for at kritisere den overordnede ansvarlige overlæge. Nævnet lagde her-ved vægt på, at han havde undladt at sikre, at patientens tilstand blev klinisk vurderet ved ene-samtaler. Nævnet oplyste, at man erfaringsmæssigt ved, at nogle depressive patienter vanskeligt kan tale om meget depressive tanker, herunder selvmordstanker, når de pårørende er tilstede. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere de øvrige involverede sundhedspersoner. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om 1. reservelægen i forbindelse med telefonsam-talen med patientens mor, snarest havde indkaldt patienten og /eller havde fastsat en dato for en samtale med henblik på at vurdere effekten af den påbegyndte behandling. Nævnet fandt endvi-dere, at det havde været hensigtsmæssigt, om psykologen i højere grad havde bidraget til at sikre, at der blev etableret et stærkere behandlingsmæssigt bånd til patienten, og havde været mere lyd-hør overfor hendes ønske om individuelle samtaler.

Resumé

En 16-årig pige, der gennem 3 - 4 år havde haft depressionsperioder, blev henvist til en børne-psykiatrisk afdeling. I forbindelse med den første samtale, hvor også patientens forældre deltog, fandt den undersøgende 1. reservelæge, at det drejede sig om en depressiv tilstand af melankoli-form karakter, og der blev påbegyndt lysbehandling. Ved den næste samtale, hvor afdelingens psykolog deltog, havde patienten haft nogen effekt af lysbehandlingen, men hun var psykisk usta-bil med nedstemthed og grådtendens. To dage derefter havde patientens mor kontakt med en 1. reservelæge, og det blev besluttet at starte antidepressiv behandling med Cipramil. Ved den næste samtale, som fandt sted 5 dage derefter, deltog afdelingens socialrådgiver og psykolog. Pati-entens tilstand var stort set uændret, idet hun ikke havde mærket nogen ændring, efter hun havde påbegyndt medicinsk behandling. 9 dage derefter kontaktede patientens mor ambulatoriet og fortalte, at patienten havde det dårligt og ikke havde været i skole i nogle dage. Det blev aftalt, at forældrene skulle kontaktes af psykologen. Ca. to uger derefter var psykologen i telefonisk kontakt med patienten, som oplyste, at hun var meget trist og havde en uoverkommelighedsfor-nemmelse, og bad om en samtale med en læge. En overlæge ringede op, og det blev bestemt at øge Cipramil dosis. To dage derefter tog patienten sit eget liv.

Der blev klaget over, at patienten ikke modtog korrekt behandling i forbindelse med en alvorlig psykisk lidelse.