Klage over manglende behandling af lungesygdom
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende behandling af lungesygdom
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægen for hans behandling af patienten i perioden fra maj til september 2002. Ifølge journalen havde patienten i løbet af året 2001 været i behandling mod mavesyre i spiserøret samt i behandling med Nitroglycerin mod smerter ved hjertekrampe. En lungefunktionsundersøgelse havde i oktober 2001 vist en reduktion på 62%. En røntgenundersøgelse af lungerne havde vist normale forhold. Ligeledes havde undersøgelser hos en speciallæge i intern medicin i december 2001 og april 2002 vist normale forhold. I maj 2002 var patienten desuden blevet henvist til og undersøgt af en speciallæge i øre-næse-halssygdomme, som havde fundet normale forhold. Den praktiserende læge ordinerede endvidere i maj 2002 antibiotisk behandling, ligesom han i juli 2002 henviste patienten til en fornyet røntgenundersøgelse af lungerne. Ifølge lægens udtalelse til sagen reagerede patienten imidlertid ikke på henvisningen.
I august 2002 havde patienten ifølge journalen fortsat hoste og trykken for brystet, og ved lungestetoskopi fandt lægen stetoskopiske forandringer, som tydede på astma og bronkitis, hvorfor han på grund af mistanke på lungebetændelse/bronkitis atter indledte antibiotisk behandling og henviste patienten til en speciallæge i hjerte- og lungesygdomme med henblik på en vurdering af hjerte- og lungetilstanden.
Nævnet oplyste, at symptomer på lungekræft er blodigt opspyt og vægttab.
Senere i august 2002 henvendte patienten sig på ny og oplyste at have lungebetændelse og have hostet lidt blod op. Patienten blev henvist til røntgenundersøgelse af lungerne og blodprøve samt undersøgelse ved en speciallæge i intern medicin, bl.a. af ferievikar og praksisreservelæge.
Det var nævnets opfattelse, at patientens tilstand efter det oplyste i perioden fra maj til primo august 2002 var præget af kronisk bronkitis, kompliceret af tilstødende infektioner og tiltagende dårlig lungefunktion. Nævnet fandt herefter, at lægen foretog en relevant behandling af patientens tilstand, herunder ved anvendelse af en ferievikar og praksisreservelæge.
Resumé
En 52-årig mand havde siden 10-årsalderen røget 80-100 cigaretter dagligt. Hans praktiserende læge ordinerede i maj 2002 antibiotisk behandling på grund af mistanke om infektion, da patienten havde smerter i brystet og ryggen. Han blev endvidere henvist til en speciallæge i øre-næse-halssygdomme på grund af smerter i halsen. I august 2002 fik patienten hoste og trykken for brystet. Lægen fandt ved lungestetoskopi rigeligt med bilyde og indledte atter behandling med antibiotika samtidig med, at patienten blev henvist til en speciallæge i kardiologi. Senere samme måned henvendte patienten sig på ny og oplyste at have hostet lidt blod op. En ferievikar fandt grundlag for at henvise ham til en fornyet røntgenundersøgelse af lungerne. Dagen efter ordinerede ferievikaren endvidere en blodscreening. I september 2002 blev henvisningen til røntgenundersøgelsen af lungerne ekspederet af en praksisreservelæge, ligesom denne foranstaltede endnu en undersøgelse ved en speciallæge i intern medicin. Undersøgelsen viste et velafgrænset, 4 x 4,5 cm stort infiltrat i højre lunges overlap samt forstørrede lymfekirtler omkring lungeforgreningen. Patienten blev derfor indlagt, og lægerne fandt en kræftform i et stadium og med en placering, der gjorde det umuligt at operere.
Der blev klaget over, at den praktiserende læge ikke henviste patienten til en speciallæge i lungesygdomme på baggrund af hans smerter i brystkassen, hoste og hovedpine.