Ekspropriation af arealer til etablering af sidevejsheller
Statutory Text (2 Articles)
Ekspropriation af arealer til etablering af sidevejsheller
Den 19. september 2003 kl. 10.00 blev Taksationskommissionen for veje m.v. i Ringkjøbing Amt sat af formanden, dommer Steen Løvbjerg Nielsen, Ringkøbing, med medlemmerne Eddy Schou, Hvide Sande, og Jens Kr. Pedersen, Kibæk.
Som sekretær fungerede retsassessor Frank Mørch, Ringkøbing.
Der foretoges
V 3/2003
Anmodning om taksation fra Ringkjøbing Amt i anledning af ekspropriation af arealer til etablering af sidevejsheller i krydset mellem landevej 349, Røgind Skjern (rute 28), og Bundsbækvej.
Lodsejer: Skovselskabet Dejbjerg ApS
Der fremlagdes
Brev af 6. juni 2003 med bilag fra Ringkjøbing Amt med anmodning om taksation.
Landinspektør Arne F. Vedsted, Geopartner, Ringkøbing, mødte som bistand for kommissionen.
Vejchef Knud Erik Pedersen mødte for Ringkjøbing Amt.
Ejeren Skovselskabet Dejbjerg ApS Ødte ved direktør Anders Petersen, Skov-Sam.
Kommissionen foretog besigtigelse af det berørte areal.
Under besigtigelsen oplyste landinspektør Arne F. Vedsted, at der i forbindelse med anlægget er bortfjernet 5-6 rødgraner langs krydsets nordøstlige hjørne.
Vejchef Knud Erik Pedersen foreviste fotos af det berørte areal optaget inden indgrebet.
Kommissionen henlagde herefter mødet til dommerkontoret i Ringkøbing.
Vejchef Knud Erik Pedersen redegjorde for ekspropriationens omfang og kommunens erstatningstilbud. Arealet er tilbudt erstattet med 6 kr. pr. m svarende til sædvanlig pris for sådanne arealer. Videre er der tilbudt 1 kr. pr. m2 for det areal, som er brugt under arbejdet. Endelig er der kulancemæssigt tilbudt en erstatning for samtlige ulemper m.v. på 5.000 kr. Under hensyn til, hvordan det berørte skovareal så ud inden indgrebet, finder amtet ikke grundlag for at antage, at indgrebet, herunder fjernelsen af nogle rødgraner, vil medføre udtørring og forøgelse af stormfaldsrisikoen. Ejerens krav på en erstatning herfor må derfor afvises.
Direktør Anders Petersen påstod en højere erstatning end tilbudt. Arealet bør erstattes med mindst 7 kr. pr. m2. Han henviste herved til, at der for nyligt er solgt et skovareal med mindre vækst i Brande til en pris på 6,50 kr. pr. m2. Ved indgrebet er der ved og langs vejen nord for den nordøstlige del af krydset fjernet randtræer og derved skabt en begyndende åbning ind til skoven. Det vil medføre dels en forøget stormfaldsrisiko dels og navnlig en risiko for udtørring af de bagvedliggende træer. Der er tale om en skov med 60 årige rødgraner, der helst skulle stå 20-25 år mere, men indgrebet medfører en risiko for, at et stort areal skal hugges ned inden for en kortere periode. En fældning af træerne 25 år før tiden vil medføre dels en mindre indtjening dels en udgift på 30 - 35.000 kr. til nykulturer, og et meget forsigtigt skøn vil derfor give ejeren et tab på mindst 40.000 kr. pr. ha. Der bør derfor ydes en erstatning herfor som nærmere redegjort for i Skov-Sams brev af 21. maj 2003.
Parterne forlod herefter mødet.
Efter votering afsagde kommissionen
KENDELSE
Kommissionen finder ikke, at der er grundlag for at fastsætte arealprisen til et højere beløb end de 6 kr. pr. m2, der er tilbudt, og kommissionen finder ligeledes at kunne tiltræde, at der betales en pris på 1 kr. pr. m2 i anledning af benyttelsen af 1.000 m2 som arbejdsplads.
Kommissionen er enig med ejeren i, at fjernelsen af bevoksning langs vejen vil give større risiko for påvirkning af skoven fra sydvest, og at dette på længere sigt vil medføre et tab i produktionen i den del af skoven, der ligger nordøst for krydset og som består af granbevoksning. Kommissionen finder ikke, at der som udgangspunkt er grundlag for at betvivle rimeligheden i de beregninger, der er foretaget af ejeren, men finder, at der er forbundet betydelige usikkerheder med vurderingen af det fremtidige tab i produktionen, og kommissionen finder navnlig, at det må tillægges betydning, at bevoksningen i nærheden af krydset i forvejen var ret åben efter de fotos, der er forevist, og at indgrebet kun vedrører fjernelse af 5-6 rødgraner. Kommissionen fastsætter herefter efter en samlet bedømmelse den erstatning, der skal tilkendes ejeren, udover de allerede tilkendte beløb til 10.000 kr.
Kommissionen fastsætter herefter den samlede erstatning til 22.220 kr.
Herudover tilkendes ejeren et samlet beløb på 640 kr. for fremmøde under åstedsforretningen og taksationsforretningen.
Thi bestemmes
Ringkjøbing Amt betaler til ejeren Skovselskabet Dejbjerg ApS i erstatning 22.220 kr. og for fremmøde 640 kr.
Erstatningen forrentes med den 28. april 2003 fastsatte diskonto fra denne dato, til betaling sker.
Eddy Schou
Løvbjerg Nielsen
Jens Kr. Pedersen
Resumé
Fjernelse af bevoksning langs vej, kan give skadelig påvirkning af skov og dermed tab i produktion. På grund af betydelige usikkerheder med vurderingen af fremtidige tab i produktionen og det meget begrænsede indgreb i vejbeplantningen, som allerede før det begrænsede indgreb var utilstrækkelig, kan kommissionen kun fastsætte en mindre erstatning end den af ejeren påberåbte.