Tilbagebetaling af dagpenge som følge af dobbeltforsørgelse og uagtsomhed, klage fra kassen, refusionsspørgsmål

§ 1. Hvis en kasse med urette har udbetalt

1) ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. ,

2) etableringsydelse eller uddannelsesgodtgørelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik , eller

3) ydelser efter lov om orlov ,

har kassen ikke ret til refusion fra statskassen og udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales.

Stk. 2. Kassen har dog ret til refusion i de i §§ 2-5 anførte tilfælde.

§ 3. Hvis fejludbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse, har kassen ret til refusion, såfremt kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og skønnet kan anses for forsvarligt.

...

Stk. 3. Stk. 1 og stk. 2, finder dog ikke anvendelse i tilfælde, hvor medlemmet i forbindelse med fejludbetalingen har udvist uagtsomt forhold, således at der er grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetaling efter § 86 , stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog § 5.

...

§ 5. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan i ganske særlige situationer give tilladelse til, at kassen får ret til refusion for fejludbetalte beløb, hvor dette ikke følger af §§ 2-4.

Direktoratets vejledning nr. 205 af 14. december 1993 til bekendtgørelse om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser

Indledning

Bekendtgørelsen fastlægger, i hvilket omfang en kasse har ret til refusion fra statskassen i tilfælde, hvor kassen har fejludbetalt ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (dagpenge, feriedagpenge, dagpenge som lån, efterløn og overgangsydelse).

Endvidere omfatter bekendtgørelsen kassernes fejludbetalinger af etableringsydelse eller uddannelsesgodtgørelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og af ydelser efter lov om orlov

Bekendtgørelsen omfatter ikke tilfælde, hvor en ydelse er udbetalt med rette på udbetalingstidspunktet, men hvor efterfølgende begivenheder gør, at ydelsen kan kræves tilbagebetalt af medlemmet i henhold til almindelige retsgrundsætninger, som for eksempel dansk rets almindelige regler om bristende forudsætninger. I disse tilfælde vil kassen have ret til refusion, medmindre der samtidig foreligger et selvstændigt ansvarsgrundlag for kassen.

...

Ad § 3, stk. 3

Kassens ret til refusion efter § 3 stk. 1 og 2, bortfalder, hvis medlemmet i forbindelse med fejludbetalingen har udvist uagtsomhed i et sådant omfang, at der i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86 stk. 1, er grundlag for at stille krav om tilbagebetaling over for medlemmet, jf. dog vejledningen til § 4.

...

Ad § 5

Som nævnt er udgangspunktet, at kasserne mister refusionen fra statskassen for fejludbetalte beløb. Undtagelserne fra denne hovedregel fremgår af §§ 2-4

I særlige tilfælde vil direktøren for arbejdsløshedsforsikringen dog efter en konkret vurdering af sagen undtagelsesvis kunne bestemme, at kassen bevarer retten til refusion, uanset at §§ 2-4 ikke er opfyldt.

Som eksempler på sådanne situationer, hvor der efter en konkret vurdering kan blive tale om at dispensere, således at kassen bevarer refusionen, kan nævnes

- Tilfælde, hvor et medlem har udvist uagtsomhed, således at der er grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetaling efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86 stk. 1, men hvor det uagtsomme forhold finder sted i sammenhæng med og i forlængelse af et svigagtigt forhold. Det vil blandt andet være en betingelse for at bevare refusionen for det uagtsomme forhold, at kassen kun kunne have forhindret fejludbetalingen vedrørende det uagtsomme forhold, såfremt den havde haft kendskab til det svigagtige forhold.

- ....

§ 86, stk. 2, har følgende ordlyd

"Stk. 2. Et medlem, som har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, og som senere modtager løn, pension, eller andre indtægter, der dækker samme tidsrum som ydelserne fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage i det omfang, tidligere modtagelse af de pågældende indtægter ville have medført, at ydelserne fra kassen ikke kunne udbetales med rette til medlemmet. Forudbetalte feriedagpenge skal tilbagebetales, hvis betingelserne for retten til feriedagpengene efterfølgende ikke opfyldes."

I bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser står der bl.a. til lovforslagets § 1, nr. 16, stk. 2 (der svarer til den nugældende bestemmelse i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 86, stk. 2)

"Det foreslås fastsat i loven at ydelser fra arbejdsløshedskassen skal tilbagebetales når medlemmet efterfølgende modtager indtægter som dækker samme tidsrum som ydelserne hvis tidligere modtagelse af indtægterne ville have været til hinder for retmæssig udbetaling af ydelserne. Der er tale om en objektiv ansvarsregel. Bestemmelsen vil bl.a. omfatte de tilfælde hvor der efter hidtidig praksis er truffet afgørelse om tilbagebetaling efter almindelig retsprincipper om forudsætningslære og "dobbeltforsørgelse". Der anses for at foreligge dobbeltforsørgelse hvis flere ydelser kommer til udbetaling som direkte følge af samme begivenhed, og ydelserne dækker den samme tidsmæssige periode samt må antages at dække sammen behov og formål. Der er fx truffet afgørelse om tilbagebetaling af dagpenge på grundlag af disse principper i tilfælde, hvor medlemmet efterfølgende med tilbagevirkende kraft har fået udbetalt pension for samme periode som dagpengene. Der vil herefter ikke være tvivl om, at kassens afgørelser om tilbagebetaling i sådanne tilfælde kan indbringes for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn.

..."

Også inden indsættelsen af den særlige bestemmelse i § 86, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., kunne der således kræves tilbagebetaling i dobbeltforsørgelsessituationer, men da med henvisning til "almindelige retsprincipper".

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 10. august 1998

...

§ 86. Har et medlem givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn, skal dagpenge-, overgangsydelses-, delefterløns- eller efterlønsbeløbet, som er modtaget med urette, tilbagebetales af medlemmet.

...

Stk. 4. I tilfælde, hvor der er udbetalt dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn med urette, har kassen ikke krav på refusion frastatskassen, og udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold. ...

...

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 592 af 14. juli 1999

...

§ 86. Har et medlem givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge, overgangsydelse, efterløn eller præmie efter § 74 k eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget dagpenge, overgangsydelse, efterløn eller præmie efter § 74 k, skal dagpenge-, overgangsydelses-, efterløns- eller præmiebeløbet efter § 74 k, som er modtaget med urette, tilbagebetales af medlemmet.

...

Stk. 4. I tilfælde, hvor der er udbetalt dagpenge, overgangsydelse, efterløn eller præmie efter § 74 k med urette, har kassen ikke krav på refusion fra statskassen, og udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold. ...

...

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001

...

§ 86. Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget. Godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse er ikke omfattet af bestemmelsen.

Stk. 2. Et medlem, som har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, og som senere modtager løn, pension eller andre indtægter, der dækker samme tidsrum som ydelserne fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, i det omfang tidligere modtagelse af de pågældende indtægter ville have medført, at ydelserne fra kassen ikke kunne udbetales med rette til medlemmet. Forudbetalte feriedagpenge skal tilbagebetales, hvis betingelserne for retten til feriedagpengene efterfølgende ikke opfyldes.

Stk. 4. Hvis dagpenge eller andre ydelser, jf. stk. 1 og 15, er udbetalt med urette, har kassen ikke krav på refusion fra statskassen og skal betale udbetalte refusionsbeløb tilbage, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold.

...

Direktoratets bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser

Tilbagebetaling af dagpenge som følge af dobbeltforsørgelse og uagtsomhed, klage fra kassen, refusionsspørgsmål

Ankenævnet har behandlet xxx Arbejdsløshedskasses klage over direktoratets afgørelse i sagen vedrørende kassens medlem xxx, cpr. nr. xxx, om ansvaret for tilbagebetaling af fejludbetalte dagpenge på møde den 9. oktober 2003.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

Ankenævnet finder, at der er grundlag for at pålægge kassens medlem xxx ansvar for tilbagebetalingen af kr. 25.727,- til kassen i medfør af almindelige retsprincipper om forudsætningslære og dobbeltforsørgelse.

Ankenævnet finder ligeledes, at der er grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetalingen af kr. 8.252,-, i medfør af § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Ankenævnet finder videre, at kassen har ret til refusion for fejludbetalingen på kr. 25.727, da der på tidspunktet for udbetalingen af det omhandlede beløb var tale om en retmæssig udbetaling.

Kassen gives desuden dispensation i henhold til § 5 i direktoratets bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser, således at kassen får ret til refusion for fejludbetalingen på kr. 8.252,-

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet lægger ved afgørelsen til grund, at

- medlemmet siden 1996 havde modtaget forskellige former for tilskud fra kommunen i anledning af, at han er far til et handicappet barn,

- medlemmet til og med maj måned 1998 fik udbetalt ikke-skattepligtig lønkompensation for 7 timer ugentligt fra kommunen,

- medlemmet blev ledig i april måned 1998, og at han fra ledigmeldelsen modtog fulde dagpenge som fuldtidsforsikret,

- lønkompensationen fra juni måned 1998 blev fordoblet og indberettet som skattepligtig samtidig med, at kompensationen nu blev benævnt som "kompensation for tabt arbejdsfortjeneste",

- kompensationen for 7 timers tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra juni 1998 til og med maj 1999 blev udbetalt til medlemmet i juni 1999,

- medlemmet fra juni måned 1999 løbende fik udbetalt kompensation for 7 timers tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen,

- der ikke blev foretaget fradrag i medlemmets dagpenge for kompensationen fra kommunen,

- medlemmet på et møde i kassen den 8. oktober 1999 oplyste om udbetalingen af kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen, hvilken oplysning blev noteret uden at kassen dog foretog sig videre i den anledning,

- forholdet blev konstateret i forbindelse med en skatteregisterundersøgelse i april 2001,

- kassen den xxx 2002 traf afgørelse om, at

1. medlemmet skulle tilbagebetale dagpenge svarende til 7 timer ugentligt for perioden 1. juni 1998 til 31. maj 1999, i alt kr. 25.727,- med henvisning til dobbeltforsørgelse, idet han i denne periode havde fået udbetalt fulde dagpenge som fuldtidsforsikret, og efterfølgende, i maj/juni 1999, fra kommunen fik udbetalt godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentligt for samme periode,

2. medlemmet skulle tilbagebetale kr. 8.352,-, der var fejludbetalt som følge af, der i perioden fra den 31. maj 1999 til den 19. september 1999 ikke var blevet foretaget fradrag for den nu løbende udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen for 7 timer ugentligt,

3. medlemmet skulle tilbagebetale kr. 1.156,- og kr. 1.716,-, (i alt kr. 2.872,-) der var fejludbetalt som følge af, at medlemmet havde afgivet forkerte oplysninger om lønindtægt og antal arbejdstimer i november og december 1999,

4. medlemmet skulle pålægges 20 timers effektiv karantæne for uagtsomhed og 42 timers effektiv karantæne for svig i forbindelse med de under pkt. 2 og 3 nævnte fejludbetalinger, og

5. kassen påtog sig eneansvar for en fejludbetaling af kr. 46.335,- som vedrørte perioden efter den 8. oktober 1999, hvor kassen efter et møde med medlemmet havde noteret, at han modtog tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen for 7 timer ugentligt, uden at kassen havde foretaget sig videre i den anledning.

- medlemmet ikke klagede over kassens afgørelse, og at direktoratet ved afgørelse af xxx 2002 derfor lagde kassens afgørelse om tilbagebetaling og beløbenes størrelse til grund, og i forhold til medlemmet alene tog stilling til kassens indstilling om sanktion for svig,

- direktoratet ved afgørelsen af xxx 2002 fandt, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt kr. 2.872,-, og at han alene skulle pålægges 42 timers effektiv karantæne for det svigagtige forhold,

- direktoratet i særskilt afgørelse til kassen af xxx 2002 meddelte, at direktoratet ikke fandt grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetaling af dagpengeydelser efter "princippet om dobbeltforsørgelse", idet direktoratet fandt, at

1. fejludbetalingen kunne bebrejdes kassen,

2. medlemmet havde informeret kassen om lønkompensationen,

3. lønkompensationen påbegyndtes flere år før der blev udbetalt dagpenge, og

4. lønkompensationen blev ydet for at medlemmet kunne passe sit handicappede barn,

- direktoratet i afgørelsen til kassen meddelte, at kassen - efter den objektive ansvarsregel - ikke havde ret til refusion for et fejludbetalt beløb på kr. 80.414,-, og at direktoratet ikke fandt grundlag for at give dispensation i henhold til § 5 i bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om a-kassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser,

- direktoratet i afgørelsen til kassen meddelte, at kassen havde ret til refusion for det ved svig/uagtsomhed udbetalte beløb på kr. 2.872,-

- medlemmet ikke klagede over direktoratets afgørelse af xxx 2002,

- medlemmet i forbindelse med kassens klage over ansvaret for de øvrige fejludbetalinger af direktoratet blev orienteret om, at ankenævnet kunne ændre direktoratets afgørelse til ugunst for ham,

- kassen har klaget over såvel direktoratets vurdering af med hvilken hjemmel der kan kræves tilbagebetaling, som over placeringen af ansvaret for de skete fejludbetalinger, og

- kassen ligeledes har klaget over direktoratets afgørelse af refusionsspørgsmålet.

Det bemærkes, at ankenævnet ikke finder grundlag for at tage stilling til de to mindre forhold, som direktoratet har truffet afgørelse om i forhold til medlemmet, og at ankenævnet heller ikke finder grundlag for at pålægge medlemmet yderligere sanktioner efter § 87, stk. 1 eller 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., idet kassens klage alene vedrører ansvaret for de skete fejludbetalinger.

Ad ansvaret for de skete fejludbetalinger

Ankenævnet lægger ved afgørelsen af, at der er grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetalingen af kr. 25.727,- vægt på, at dette beløb må anses for fejludbetalt som følge af, at medlemmet i juni måned 1999, efter i ca. 1 år at have modtaget fulde dagpenge som fuldtidsforsikret, fra kommunen modtog godtgørelse for 7 timers tabt arbejdsfortjeneste ugentligt med tilbagevirkende kraft til den 1. juni 1998.

Da medlemmet i den nævnte periode dermed havde fået dobbeltkompensation for 7 timer ugentligt, dels i form af godtgørelsen for tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen og dels i form af dagpenge, der ligeledes udbetales som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, finder ankenævnet, at der er grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetalingen af dagpengebeløbet efter de almindeligt gældende retsprincipper om forudsætningslære og dobbeltforsørgelse.

Ankenævnet lægger ved denne vurdering vægt på, at den efterfølgende udbetaling af godtgørelse fra kommunen dækkede samme tidsrum og formål som de udbetalte dagpenge for 7 timer ugentligt, hvorfor tidligere modtagelse af godtgørelsen, ville have været til hinder for udbetaling af fulde dagpenge. Der skulle således have været foretaget fradrag for godtgørelsen i medlemmets dagpenge.

På det foreliggende grundlag finder ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at kassen allerede i april måned 1998 af medlemmet var blevet orienteret om, at han fik udbetalt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen. Ankenævnet lægger herved vægt på, at kassen har benægtet at have modtaget denne oplysning, som heller ikke er noteret, og som medlemmet ikke på anden måde har kunnet sandsynliggøre, at have givet til kassen. Da situationen herefter reelt er den, at påstand står mod påstand, ses der ikke ensidigt at kunne lægges vægt på medlemmets forklaring med den konsekvens, at kassen pålægges ansvar for de efterfølgende skete fejludbetalinger.

Ligeledes ses medlemmets forklaring ikke at kunne bevirke, at medlemmet friholdes for ansvar for den skete fejludbetaling, idet der i forbindelse med tilbagebetalingskrav, der støttes på almindelige retsprincipper om dobbeltforsørgelse, ikke kræves nogen form for subjektiv tilregnelse. Der er derimod tale om en objektiv ansvarsregel for den, der har modtaget to ydelser, der dækker samme perioder og formål.

Ved afgørelsen af, at medlemmet ligeledes anses for ansvarlig for fejludbetalingen af kr. 8.352,- for perioden fra den 1. juni 1999 til den 19. september 1999 lægger ankenævnet vægt på, at medlemmet undlod at oplyse kassen om, at han fra den 1. juni 1999 løbende modtog tabt arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentlig.

Medlemmet har gjort gældende, at de manglende oplysninger til kassen skyldtes, at han ikke fra kommunens side var blevet tilstrækkeligt vejledt om, at kompensationen kunne have betydning for hans ret til dagpenge. Dette ses imidlertid ikke at kunne fritage medlemmet for pligten til at oplyse kassen om kompensationen. Henset til at den udbetalte kompensation for tabt arbejdsfortjeneste udgjorde ca. 3.800,- kr. (brutto) månedligt, ses medlemmet ikke at kunne have været i berettiget god tro om, at kompensationen var uden betydning for hans ret til dagpenge.

Ankenævnet finder på den baggrund at der er grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for fejludbetalingen i medfør af § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., idet medlemmet må anses for at have handlet groft uagtsomt ved at tilsidesætte sin oplysningspligt.

Ad refusionsspørgsmålet

Ankenævnet finder, at der ikke er grundlag for at pålægge kassen et selvstændig ansvar for nogen af de to omhandlede fejludbetalinger.

Med hensyn til fejludbetalingen på kr. 25.727,- så må dette beløb anses for udbetalt med rette på udbetalingstidspunktet. Det var således den efterfølgende udbetaling af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste med ca. 1 års tilbagevirkende kraft der medførte, at beløbet måtte anses for fejludbetalt.

Ankenævnet finder at tilbagebetalingskrav, der støttes på almindelige retsprincipper om dobbeltforsørgelse ikke er omfattet af hovedreglen om, at a-kasserne ikke har ret til refusion for fejludbetalinger, medmindre der foreligger svig fra medlemmets side.

Dette fremgår også af vejledningen til den dagældende refusionsbekendtgørelse, hvor det i indledningen anføres, at bekendtgørelsen ikke omfatter tilfælde, "hvor en ydelse er udbetalt med rette på udbetalingstidspunktet, men hvor efterfølgende begivenheder gør, at ydelsen kan kræves tilbagebetalt af medlemmet i henhold til almindelige retsgrundsætninger, som for eksempel dansk rets almindelige regler om bristende forudsætninger. I disse tilfælde vil kassen have ret til refusion, medmindre der samtidig foreligger et selvstændigt ansvarsgrundlag for kassen."

Ankenævnet finder således at kassen har ret til refusion for beløbet på kr. 25.727,-

Med hensyn til fejludbetalingen på kr. 8.352,-, som ankenævnet har fundet, at medlemmet har udvist en sådan grad af uagtsomhed i forbindelse med, at der er grundlag for at pålægge ham ansvaret for tilbagebetalingen, så finder ankenævnet efter en konkret vurdering, at der kan dispenseres i henhold til refusionsbekendtgørelsen § 5, således at kassen også får ret til refusion for dette beløb.

Ankenævnet begrunder denne vurdering med, at der i den konkrete situation bør kunne drages en parallel til fejludbetalinger, der finder sted i direkte forlængelse af svig, hvor der er mulighed for at dispensere, således at der gives refusion også for den efterfølgende fejludbetaling, der er forvoldt ved medlemmets uagtsomhed.

Da kassen også i den foreliggende situation alene ville have kunnet forhindre fejludbetalingen vedrørende det uagtsomme forhold, hvis kassen havde haft kendskab til, at der forud for dette forelå en dobbeltforsørgelsessituation, finder ankenævnet efter de konkrete omstændigheder, at der kan dispenseres i medfør af § 5, i direktoratets bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser, således at kassen også har ret til refusion for denne fejludbetaling.

Regler

Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelser nr.

587 af 10. august 1998, og nr. 962 af 14. juli 1999, § 86, stk. 1 og 4, og lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001, § 86, stk. 1-2, og stk. 4, samt direktoratets bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser, § 1, § 3, stk. 1 og 3, og § 5, samt direktoratets vejledning nr. 205 af 14. december 1993 til refusionsbekendtgørelsen.

På ankenævnets vegne

xxx

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

xxx

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at medlemmet er far til et handicappet barn, og at han i den anledning siden 1996 har modtaget forskellige former for tilskud fra kommunen, herunder lønkompensation for 7 timer ugentligt.

Til og med maj måned 1998 blev lønkompensationen udbetalt som et ikke skattepligtigt nettobeløb, men fra den 1. juni 1998 ændredes tilskuddet til et skattepligtigt bruttobeløb, der herefter blev benævnt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Medlemmet blev ledig i april måned 1998. Ifølge medlemmets oplysninger var han i forbindelse med ledigmeldelsen til et møde i kassen, hvor han bl.a. orienterede kassen om lønkompensationen, som på daværende tidspunkt ikke var skattepligtig. Der blev imidlertid ikke noteret noget om dette møde i kassen, hvorfor oplysningen om lønkompensationen heller ikke kan dokumenteres, men alene baserer sig på medlemmets forklaring.

Medlemmet fik herefter udbetalt fulde dagpenge.

Ved udgangen af maj måned 1999 fik medlemmet fra xxx Kommune udbetalt godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentligt for perioden 1. juni 1998 til 31. maj 1999. Fra juni 1999 fik medlemmet løbende udbetalt godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentligt fra kommunen. Der blev ikke foretaget fradrag i medlemmets dagpenge for godtgørelsen fra kommunen.

Den 8. oktober 1999 var medlemmet til et møde i kassen, hvorunder han oplyste, at han fra kommunen fik udbetalt godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentligt. Kassen noterede medlemmets oplysning og anførte på et rådighedsskema, at medlemmet kun stod til rådighed for 30 timers arbejde ugentligt. Sagsbehandleren foretog sig dog ikke videre i den anledning, hvorfor medlemmet fortsat fik udbetalt fulde dagpenge som fuldtidsforsikret.

Den 1. februar 2000 påbegyndte medlemmet pædagoguddannelsen, der var et tilbud i henhold til en individuel handlingsplan. Medlemmet fik bevilget uddannelsesgodtgørelse til uddannelsen, og han fik udbetalt denne ydelse frem til den 13. september 2000, hvor han afbrød uddannelsen, fordi han havde fået fuldtidsarbejde fra den 1. oktober 2000. Medlemmet fik ikke udbetalt ydelser fra kassen efter den 13. september 2000.

I 2001 blev medlemmet af direktoratet udtrukket i en skatteregisterundersøgelse for årene 1997 - 2000.

Det blev i forbindelse dermed konstateret, at medlemmet tilsyneladende havde modtaget dagpengeydelser med urette.

Direktoratet anmodede derfor den xxx 2001 kassen om at undersøge forholdene.

Efter at have indhentet oplysninger fra xxx Kommune og xxx, xxx Amt, samt medlemmets kommentarer til sagen konstaterede kassen

- at der ikke var sket fradrag i medlemmets dagpenge og uddannelsesgodtgørelse for udbetalingen af tabt arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentligt hverken før eller efter den 8. oktober 1999,

- at der var sket fejludbetaling for 2 dage i november og december 1999 som følge af, at medlemmet ikke havde oplyst om, at han modtog løn for 2 dage, hvor han ikke arbejdede, og

- at der var sket fejludbetaling af dagpenge for 4 dage i november 1999, som følge af at medlemmet havde afgivet forkerte oplysninger om antallet af arbejdstimer disse dage.

Kassen traf den xxx 2002 afgørelse om, at medlemmet var ansvarlig for tilbagebetalingen af i alt kr. 36.951,-, der fremkom således

1. Kr. 25.727,- for perioden 1. juni 1998 til 31. maj 1999, som var fejludbetalt som følge af, at medlemmet efter modtagelsen af godtgørelsen for tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen havde fået dobbeltdækning for 7 timer ugentligt. Udbetalte dagpenge for 7 timer ugentlig skulle derfor tilbagebetales, hvilket medlemmet efter kassens opfattelse måtte være ansvarlig for efter den objektive ansvarsregel, der antages at foreligge i forbindelse med dobbeltforsørgelsessituationer.

2. Kr. 8.352,- for perioden 31. maj 1999 til 19. september 1999, hvor fejludbetalingen skyldtes, at medlemmet ikke oplyste om den løbende udbetaling af godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste på dagpengekort eller på anden måde. Udbetalte dagpenge for 7 timer ugentligt i perioden måtte anses for fejludbetalt, og kassen anså medlemmet for ansvarlig for tilbagebetalingen i henhold til § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

3. Kr. 1.156,- for dagene 7. november og 3. december 1999, som var fejludbetalt som følge af, at medlemmet ikke på dagpengekort oplyste om, at han modtog løn for disse, selvom han ikke arbejdede. Kassen anså medlemmet for ansvarlig for tilbagebetaling af dette beløb i henhold til § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

4. Kr. 1.716,- for dagene 21., 25. og 30. november 1999, hvor fejludbetalingen skyldtes, at medlemmet havde undladt at oplyse om i alt 23 arbejdstimer på dagpengekortene. Kassen anså ligeledes medlemmet for ansvarlig for tilbagebetalingen af dette beløb i henhold til § 86, stk. 1 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Fejludbetalinger af dagpenge og uddannelsesgodtgørelse efter samtalen i kassen den 8.oktober 1999, hvor kassen noterede medlemmets oplysning om, at han fik udbetalt godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, påtog kassen sig eneansvar for. Fejludbetalingen, som følge af undladt fradrag for 7 timers godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste ugentlig fra den 8. oktober 1999 og frem, udgjorde i alt kr. 46.335,-.

Kassen fandt desuden, at medlemmet skulle gennemgå 20 timers effektiv karantæne i forbindelse med fejludbetalingerne nævnt ovenfor under pkt. 2 og 3. Videre indstillede kassen til direktoratet, at medlemmet skulle pålægges 42 timers effektiv karantæne for svig i forbindelse med fejludbetalingen nævnt ovenfor under pkt. 4.

Medlemmet klagede ikke over kassens afgørelse.

Kassen oversendte den xxx 2002 sagen til direktoratet.

I brev til direktoratet af xxx 2002 fremkom medlemmet med supplerende bemærkninger til sagen.

I brevet oplyste medlemmet bl.a., at spørgsmålet om, hvorvidt han fortsat kunne modtage lønkompensation fra kommunen efter at han blev ledig i april 1998 havde været forelagt direktoratet, som havde fastslået, at den ikke-skattepligtige ydelse kunne fortsætte også under ledighed. Medlemmet gjorde gældende, at han også havde orienteret kassens afdeling på xxx om, at han modtog den omhandlede ydelse, men dette var ikke blevet noteret.

Medlemmet oplyste videre, at han på et møde i kassen i xxx ultimo 1999 igen fortalte om ydelsen, og at det denne gang blev skrevet ind i hans sag. Medlemmet gjorde gældende, at han ikke fra kassens side fik nogen vejledning om, hvad han skulle foretage sig i den anledning, og der skete fortsat ikke fradrag i dagpengene.

Videre anførte medlemmet, at han fra starten havde undret sig over, at han kunne modtage fulde dagpenge samtidig med, at han modtog kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Dette havde han gjort opmærksom på overfor Socialforvaltningen og også to gange overfor a-kassen. Medlemmet kunne på den baggrund ikke se, hvad han mere kunne have gjort, for at undgå, at fejlen stod på i så lang tid.

Ifølge medlemmet var der ingen, der havde fortalt ham, at han skulle notere ydelsen på dagpengekortene. Medlemmet mente på den baggrund, at han var kommet i klemme på grund af mangelfuld vejledning fra enten xxx Kommunes eller kassens side i forbindelse med, at ydelsen fra den 1. juni 1998 blev udbetalt som en skattepligtig kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den xxx 2002 afgørelse i sagen. Som indledning til afgørelsen til medlemmet skrev direktoratet

" Den xxx 2002 har Arbejdsdirektoratet fået xxx Arbejdsløshedskasses afgørelse af xxx i Deres sag. Det fremgår af afgørelsen, at De skal betale i alt 36.951 kr. (før skat og renter) tilbage til a-kassen.

Af afgørelsen fremgår det videre, at De skal have 20 timers effektiv karantæne for uagtsomhed, og a-kassen har også indstillet til direktoratet, at De skal have en effektiv karantæne på 42 timer for svig.

De har ikke klaget over a-kassens afgørelse. Direktoratet har derfor lagt a-kassens afgørelse om tilbagebetaling og beløbets størrelse til grund. Direktoratet tager derfor kun stilling til a-kassens indstilling om sanktion for svig."

Direktoratet traf derefter følgende

"Afgørelse

De skal have en effektiv karantæne på 42 timer for svig.

De skal tilbagebetale 2.872 kr.

Begrundelse og regler mv.

Direktoratet har lagt til grund for sin afgørelse, at De har fået dagpenge med urette, idet De har arbejdet som vikar på xxx, xxx Amt i perioden fra 7. november til 3. december 1999 samtidig med, at De har fået dagpenge.

Direktoratet mener, at det er bevist, at De, for at få en ydelse De ikke har haft ret til, bevidst har undladt at oplyse om alle Deres arbejdstimer på dagpengekortene. De har dermed ikke overholdt Deres oplysningspligt overfor a-kassen.

Direktoratet har lagt vægt på,

- at det fremgår af forsiden på dagpengekortene, at De skal læse vejledningen, før De udfylder dagpengekortene,

- at det tydeligt fremgår af vejledningen, at De som arbejdsløs er forpligtet til at oplyse om alt arbejde (lønnet og ulønnet), og uanset hvornår arbejdet foregår,

- at De ved Deres underskrift på tro og love har erklæret, at oplysningerne på dagpengekortene var korrekte,

- at det fremgår af oplysninger fra xxx, at De har modtaget løn for 781/2 time, hvor De kun har oplyst om 40 timer på dagpengekortene, og

- at De til sagen har udtalt, at der var ganske meget rod med arbejdstidsregistreringen, og at De selv for en del har været sjusket og lavet fejl ved udfyldning af dagpengekortene. De har således selv anført arbejdstimer på arbejdstidsregistreringsskemaet uden efterfølgende at oplyse timerne på dagpengekortet. De kan ikke give nogen god forklaring på, hvorfor De ikke har anført timerne på dagpengekortene.

Det må således have stået Dem klart, at De ved ikke at oplyse om arbejdstimerne fik a-kassen til at udbetale ydelser, som De ikke var berettiget til.

Har et medlem gjort sig skyldig i svig eller forsøg på svig over for a-kassen, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 962 timer. Det fremgår af § 87, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000, som senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001.

Af § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 502 af 7. juni 2000 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse (sanktionsbekendtgørelsen) fremgår det, at har medlemmet begået svig, skal medlemmet have en effektiv karantæne. Karantænen kan højst udgøre 962 timer.

Af § 4, stk. 2, fremgår det, at karantænen beregnes ved at omregne tilbagebetalingsbeløbet til timer. Det sker ved at dividere beløbet med den omregningssats, der gælder på konstateringstidspunktet. Medlemmet skal herefter have en effektiv karantæne på 3,5 gange det beregnede timetal, dog mindst 37 timer. Karantænen rundes op til nærmeste hele tal.

Deres karantæne for svig er beregnet således

Tilbagebetalingsbeløbet (svig) 1.716 kr.

divideret med 144.2 = 11.90

gange med 3,5 = 41.65

rundes op til nærmeste hele tal = 42

Karantænen er derfor beregnet til 42 timer.

De har videre til sagen udtalt, at De ikke som oplyst af xxx har arbejdet på datoerne 7. november og 3. december, men at De beklager, at De ikke var opmærksom på, at De modtog løn for disse to dage.

De med urette modtagne dagpenge for disse to dage anses De for at have modtaget uagtsomt, da De burde have kontrolleret Deres lønsedler og dagpengekort.

Tilbagebetalingen af dagpenge for disse to dage alene andrager 1.156 kr. og grundet beløbets ringe størrelse, skal De ikke have karantæne for dette forhold jf. § 6 i bekendtgørelse nr. 502 af 7. juni 2000.

Det synes at fremgå af sagens akter, at De i flere tilfælde har orienteret a-kassen om Deres modtagelse af lønkompensation fra xxx Kommune i forbindelse med pasning af Deres handicappede søn, uden at dette medførte fradrag i Deres dagpenge.

Direktoratet finder, at De med urette (AMA. må anses for) at have modtaget ydelser fra a-kassen, men direktoratet finder ikke, at der foreligger tilstrækkeligt grundlag for at anse Dem for at have givet a-kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der kan begrunde, at De skal bære ansvaret for tilbagebetalingen af ydelsen jf. § 86 stk. 1 i lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001.

Direktoratet finder ej heller, at De burde have indset, at modtagelsen af ydelsen var uberettiget.

Begrundelsen herfor er, at De efter det oplyste må anses for at have informeret a-kassen om lønkompensationen, og at a-kassen kunne/burde have reageret på Deres oplysninger."

Direktoratet sendte den xxx 2002 kopi af afgørelsen til xxx Arbejdsløshedskasse. I særskilt afgørelse til kassen af samme dato skrev direktoratet

" Direktoratet har ikke tiltrådt a-kassens afgørelse om, at medlemmet skal tilbagebetale dagpengeydelser efter "princippet om dobbeltforsørgelse", da fejludbetalingen kan bebrejdes a-kassen, da medlemmet har informeret a-kassen om lønkompensationen, da udbetaling af lønkompensation påbegyndes flere år før der udbetales dagpenge, og da lønkompensationen ydes for at medlemmet kan passe sit handicappede barn.

Afgørelsen medfører, at a-kassen - efter den objektive ansvarsregel - ikke har ret til refusion for et fejludbetalt beløb på 80.414,- kr., jf. § 86, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og § 1 i direktoratets bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser.

Direktoratet finder videre ikke grundlag for at give dispensation i henhold til § 5 i bekendtgørelse nr. 980, idet der ikke ses at være tale om en sådan ganske særlig situation som anført i § 6 og vejledningen hertil.

Derimod ydes der a-kassen refusion for det ved svig/uagtsomhed med urette modtagne beløb på 2.872 kr. "

Direktoratets afgørelse var ledsaget af en klagevejledning til ankenævnet.

3. Klagen til ankenævnet

Xxx Arbejdsløshedskasse klagede den xxx 2002 over direktoratets afgørelse. I klagen skrev kassen

"Direktoratet anfører i begrundelsen for sin afgørelse (til medlemmet), at medlemmet med urette modtog ydelser fra a-kassen. Dette suppleres i afgørelsen til a-kassen med, at direktoratet ikke finder, at retsgrundsætningen om dobbeltforsørgelse kan finde anvendelse i sagen.

Det fremgår, at efterbetalingen til medlemmet i maj 1999 ikke anses for dobbeltforsørgelse, fordi udbetalingerne til medlemmet allerede forud måtte anses for fejlagtige. Dette mener vi imidlertid ikke, er korrekt, og vi efterlyser beviset, som ligger bag direktoratets konklusion. Vi mener således ikke, a-kassen eller medlemmet kan pålægges tilbagebetaling/refusionsansvar efter lovens § 86 vedrørende perioden fra 1. juni 1998 til og med maj 1999.

Direktoratet anfører under sin begrundelse (i afgørelsen til medlemmet): "Det synes at fremgå af sagens akter, at De i flere tilfælde har orienteret a-kassen om Deres modtagelse af lønkompensation fra xxx Kommune i forbindelse med pasning af Deres handicappede søn, uden at dette medførte fradrag i Deres dagpenge."

Vi mener, at dette alene fremgår af medlemmets forklaring - og at denne ikke finder støtte i sagens øvrige dokumenter/oplysninger.

Vi finder fortsat ikke, der er grundlag for at antage, at en sagsbehandler i a-kassens lokalkontor i xxx skulle have modtaget og ignoreret en oplysning om, at medlemmet modtog kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Vi kan derimod ikke afvise, at medlemmet har oplyst, at han modtog ydelser til dækning af særlige udgifter i forbindelse med pasning af den handicappede søn (f.eks. tøjvask, fritidstransport m.m.) - hvilket xxx Kommune faktisk bevilgede i december 1996 og februar og september 1997. Se bilag. Vi vil således ikke afvise, at en sagsbehandler kan have vurderet, at en sådan oplysning faldt udenfor a-kassens almindelige notatpligt. Det bemærkes, at de nævnte bilag (kopier af kommunens bevillinger) først er kommet i a-kassens besiddelse, da medlemmet fremsendte dem som bilag til sit brev af xxx 2001.

Vi mener ikke, der er lovhjemmel til at fastslå, at de ydelser, som medlemmet modtog fra kommunen forud for den 1. juni 1998 skulle medføre fradrag i dagpengene. Vi mener derimod, at oplysningen om en ydelse, der blev betegnet som godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste (hvis den var fremkommet til a-kassen) skulle være indgået i en rådighedsvurdering af medlemmet.

Vi finder, at den skattepligtige betaling for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra 1. juni 1998 anses for at træde i stedet for løn. Derfor mener vi også, betingelserne for at anvende retsgrundsætningen om dobbeltforsørgelse er til stede. Dersom dette ikke skulle være tilfældet, finder vi ikke, der er grundlag for at kræve tilbagebetaling for perioden frem til udgangen af maj 1999.

Medlemmet har under en telefonsamtale med os den xxx 2002 oplyst, at han vil anlægge sag mod xxx Kommune, hvis der træffes endelig afgørelse om, at han skal tilbagebetale dagpenge på grund af godtgørelsen for tabt arbejdsfortjeneste, idet medlemmet mener, at kommunen ikke har vejledt ham rigtigt om, hvilken betydning godtgørelsen for tabt arbejdsfortjeneste havde for hans dagpengeret.

Vi mener ikke umiddelbart, kommunens manglende vejledning af medlemmet kan have betydning for medlemmets pligt til at tilbagebetale efter princippet om dobbeltforsørgelse. Vi vil derimod ikke afvise, at oplysningen om den manglende vejledning kan indgå i overvejelserne om, hvorvidt betingelserne for tilbagebetaling og sanktion er opfyldt, for så vidt angår perioden fra udgangen af maj 1999 til den 19. september 1999. Vi har truffet afgørelse om tilbagebetaling og sanktion for uagtsomhed, fordi medlemmet i denne periode modtog dagpenge uden fradrag, selvom han løbende fik udbetalt godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste - som han først oplyste a-kassen om under mødet den 8. oktober 1999.

A-kassen har erkendt, at en tidligere sagsbehandler på lokalkontoret for xxx Amt ikke reagerede korrekt, da medlemmet under en samtale den 8. oktober 1999 oplyste om godtgørelsen for tabt arbejdsfortjeneste - uagtet at sagsbehandleren noterede oplysningen. A-kassen har som konsekvens heraf påtaget sig ansvaret for de efterfølgende fejludbetalinger.

Ansvaret for tilbagebetalingen af ydelser kan - efter vor opfattelse - herefter opgøres således, fordelt på den enkelte perioder

For ugerne 23/1998 -21/1999 (1. juni 1998 til og med maj 1999): Beløbet for hele perioden blev udbetalt samlet i maj/juni 1999. Der er udbetalt 25.727 kr., som - efter vor opfattelse - alene kan kræves tilbagebetalt på baggrund af retsgrundsætningen om dobbeltforsørgelse. A-kassen mener ikke at have medansvar for tilbagebetalingen af dette beløb, uanset om medlemmet skal tilbagebetale det.

Ugerne 22 - 37/99: Vi har truffet afgørelse om, at der er fejludbetalt 8.352,- kr. p.g.a. medlemmets uagtsomhed, og at medlemmet skal tilbagebetale beløbet. Disse fejludbetalinger fandt sted i direkte forlængelse af udbetalinger, som vi har anset for at være omfattet af retsgrundsætningen om dobbeltforsørgelse. Det er vores opfattelse, at dette kan opfattes som parallelt med fejludbetalinger, der finder sted i direkte forlængelse af svig. Vi anmoder derfor om at kunne beholde statsrefusionen for tilbagebetalingsbeløbet. A-kassen skal imidlertid - som nævnt ovenfor - ikke modsætte sig en afgørelse om, at medlemmet ikke skal tilbagebetale de 8.352,- kr. på baggrund af den manglende vejledning fra xxx Kommune. Vi anmoder om, at en sådan afgørelse i givet fald ledsages af en afgørelse om, at a-kassen bevarer statsrefusionen for beløbet.

Ugerne 381999 - 37/2000: Der er fejludbetalt 15.555,- kr. i dagpenge og 30.780 i uddannelsesgodtgørelse ( i alt: 46.335,- kr.), som a-kassen påtager sig ansvaret for, og som medlemmet (efter vor opfattelse) ikke skal tilbagebetale.

Ugerne 44 - 48/99: Direktoratet har (i overensstemmelse med vor indstilling) truffet afgørelse om svigssanktion og tilbagebetaling af 2.872 kr."

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet orienterede i brev af xxx 2002 medlemmet om, at kassen havde påklaget direktoratets afgørelse til ankenævnet. I brevet til medlemmet skrev direktoratet

"Arbejdsdirektoratet har den xxx 2002 truffet afgørelse i Deres sag.

Den xxx 2002 har xxx Arbejdsløshedskasse klaget til Arbejdsmarkedets Ankenævn over afgørelsen, jf. vedlagte kopi.

Klagen fra a-kassen kan få betydning for Deres retsstilling. Det skyldes, at Arbejdsmarkedets Ankenævn ved behandlingen af a-kassens klage ikke vil være bundet af direktoratets afgørelse over for Dem, og at afgørelsen eventuelt kan blive ændret til skade for Dem.

Har De bemærkninger, skal De sende dem til direktoratet inden 14 dage.

Herefter sender direktoratet Deres og direktoratets bemærkninger til Arbejdsmarkedets Ankenævn."

Ligeledes den 13. november 2002 oversendte direktoratet sagen til ankenævnet. I oversendelsesbrevet skrev direktoratet

"Direktoratet sender klage over afgørelse af xxx 2002.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.

Kopi af brevet er sendt til medlemmet og a-kassen.

5. Nyt efter klagen

Med brev af xxx 2002 oversendte direktoratet medlemmets bemærkninger af xxx 2002 til kassens klage. Direktoratet bemærkede i oversendelsesbrevet, at der ikke var kommet nye oplysninger, som gav direktoratet anledning til bemærkninger.

I brevet af xxx 2002 skrev medlemmet

"Xxx anfører i klageskrivelsens 3. afsnit at der ikke foreligger bevis for, at jeg har oplyst a-kassen om at jeg modtog lønkompensation fra xxx Kommune.

Jeg blev ledig i april måned 1998. Da var jeg til møde i a-kassens lokalkontor i xxx. Jeg har på et tidspunkt telefonisk bedt xxx om en kopi af notatet fra dette møde. Xxx har fortalt mig at der ikke findes et sådant notat, og han rejste tvivl om hvorvidt dette møde overhovedet har fundet sted.

Imidlertid var det dengang en forudsætning for tilkendelse af dagpenge at man kom og afleverede lønsedler, rådighedserklæring samt ledighedserklæring. Det var i forbindelse med dette at jeg var til møde. På mødet talte vi om udsigterne til hvornår jeg igen ville komme i beskæftigelse. Jeg fortalte på dette møde at jeg var ved at flyttet til xxx. Det undrede mig efterfølgende at jeg først mere end et år efter at jeg var flyttet til xxx (01.05.98) blev overflyttet til xxx lokalkontor?? Indtil da, havde jeg sendt mine dagpengekort til lokalkontoret i xxx, som sendte beregningen af dagpenge med nyt dagpengekort retur til xxx.

På mødet oplyste jeg endvidere, at jeg modtog 7 timers lønkompensation fra xxx Kommune i forbindelse med min handicappede søn. På dette tidspunkt var denne ydelse ikke skattepligtig. (Dette skete dog kort efter nemlig den 01.06.98 i forbindelse med Servicelovens udfasning af Bistandsloven, hvorefter ydelsen fik konsekvenser for dagpengeretten). At der ikke er dokumentation for at jeg har oplyst a-kassen om lønkompensation skyldes måske at ydelsen på det pågældende tidspunkt ikke var skattepligtig, og er for mig brand ærgerligt. At der ikke er dokumentation for at mødet har fundets sted forekommer mig besynderligt.

Ved mødet på xxx lokalkontor den 19.09.99 oplyser jeg igen at jeg modtager ydelsen fra xxx Kommune. Dennegang bliver det gudskelov noteret, og kan derfor dokumenteres. Dog blev jeg ikke oplyst om at dette havde konsekvenser for udbetalingen af mine dagpenge, ligesom der efterfølgende ikke skete en regulering af disse. A-kassen har i deres afgørelse taget konsekvensen af dette, og holder mig skadesfri for perioden fra mødet og til jeg igen kommer i arbejde den 01.10.00. Dette er jeg naturligvis glad for.

Xxx bemærker i 5. afsnit af klageskrivelsen at bilag for udbetaling af lønkompensationen først kom a-kassen i hænde den 8.11.01. Dette skete efter at a-kassen ved flere lejligheder telefonisk samt pr. brev, rejste tvivl om min vedholdende påstand om, at jeg havde modtaget tabt arbejdsfortjeneste forud for den 01.06.98 (*). Jeg havde ikke selv disse bilag men i afmægtig frustration over den gentagne mistro, henvendte jeg mig til min søns mor, som heldigvis havde gemt bevillingsskrivelserne fordi de omfattede ydelser for os begge.

Xxx nævner i 1. afsnit på side 2 i klageskrivelsen samt igen i bilag: Samtalenotat af 18.10.02 at jeg vil anlægge sag mod xxx Kommune i fald at nærværende sag afgøres til min ugunst. Dette er en misforståelse. Jeg har fortalt xxx at jeg vil overveje dette. Det er korrekt, at jeg føler mig utilstrækkeligt vejledt af såvel xxx som xxx Kommune. Når xxx Kommune ved flere lejligheder har oplyst til xxx at jeg ikke modtog ydelsen før den 01.06.98 (-) vidner det om, at der i deres system skete en stor forandring med denne skæringsdato. Men som almindelig borger er det vanskeligt at gennemskue at en social ydelse, som jeg havde modtaget i gennem flere år pludselig; fordi den skiftede navn fra "lønkompensation" til "kompensation for tabt arbejdsfortjeneste", og fordi den bliver bruttofiseret, hvilket betød at ydelsen steg, og der skulle betales skat - men det udbetalte beløb var uændret - lige pludselig fik nye konsekvenser for dagpengeretten. Dette blev jeg aldrig oplyst om .

Dog finder jeg denne sag meget ressourcekrævende og jeg ved ikke om jeg orker mere. Det er vanskeligt at finde det fornødne overskud i en hverdag med fuldtidsjob 35 km. fra bopælen og tre blebørn. Dette fortalte jeg også xxx den 18.10.02. Dette fandt dog ikke vej til samtalenotatet.

(*) Se vedlagte kopi af xxx´s afgørelse af xxx side 2 sidste afsnit samt side 3 afsnit 1, 2, 3 samt især 8."

Kassen kommenterede i brev af xxx 2002 medlemmets brev. I brevet skrev kassen

"I anledning af medlemmets brev af xxx 2002 bemærkes

A-kassen benægter ikke, at medlemmet har talt med en sagsbehandler på lokalkontoret i forbindelse med sin ledigmelding i foråret 1998. Vi fastholder dog, at medlemmet ikke gav a-kassen oplysninger, som burde få indflydelse på a-kassens udbetaling af dagpenge til medlemmet. Ligeledes finder vi fortsat, at Arbejdsdirektoratet ikke har løftet bevisbyrden for, at a-kassen modtog sådanne oplysninger.

Vedrørende bevisbyrden overfor medlemmet må det anføres, at denne vel næppe er relevant for så vidt angår spørgsmålet om tilbagebetaling p.g.a. dobbeltforsørgelse.

Imidlertid skal a-kassen tilkendegive, at vi ingen indvendinger har mod, at medlemmet friholdes for tilbagebetaling i forbindelse med godtgørelsen for tabt arbejdsfortjeneste, uanset at vi ikke har fundet, at vi selv har hjemmel til at træffe en sådan afgørelse. Vi finder blot ikke, at a-kassen kan pålægges et refusionsansvar i denne anledning, jf. argumenterne ovenfor og i vor klage af xxx 2002."

6. Regler

Hjemlen til at kræve tilbagebetaling i dobbeltforsørgelsessituationer er nu

fastslået i § 86, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr.334 af 17. maj 2000, der trådte i kraft den 1. juli 2000.

Resumé

Ansvaret for tilbagebetaling af dagpenge, der var fejludbetalt som følge af udbetaling af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen for 7 timer ugentligt, dobbeltforsørgelse og uagtsomhed, refusionsspørgsmål

Et medlem, der er far til et handicappet barn, havde siden 1996 fået udbetalt forskellige former for tilskud fra kommunen i forbindelse med pasningen af barnet, herunder lønkompensation for 7 timer ugentligt.

Til og med maj måned 1998 blev lønkompensationen udbetalt som et ikke-skattepligtigt nettobeløb, men fra juni 1998 blev beløbet fordoblet, indberettet som skattepligtigt og benævnt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Medlemmet blev ledigt i april 1998, hvor han ifølge egne oplysninger orienterede kassen om den dengang skattefri udbetaling af lønkompensation. Kassen noterede imidlertid ikke noget om denne oplysning, og benægtede siden at have modtaget oplysningen.

Kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentligt for perioden juni 1998 til og med maj 1999 blev udbetalt samlet til medlemmet i juni 1999. Fra juni 1999 og frem blev kompensationen udbetalt løbende. Medlemmet oplyste ikke om kompensationen fra kommunen på tidspunktet for den samlede udbetaling. ligesom han heller ikke oplyste om den fra juli 1999 løbende udbetaling på sine dagpengekort eller på anden måde. Medlemmet fik således udbetalt dagpenge uden fradrag for de 7 timer, som han var kompenseret for af kommunen.

Ved en samtale i kassen den 8. oktober 1999 oplyste medlemmet, at han modtog kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentligt fra kommunen. Kassen noterede denne oplysning, men foretog sig ikke videre i anledning deraf. Dagpenge blev fortsat udbetalt uden fradrag for kompensationen for 7 timer ugentligt.

Forholdet blev konstateret i forbindelse med en skatteregisterundersøgelse.

Kassens afgørelse

Kassen traf afgørelse om, at

1. medlemmet var ansvarlig for tilbagebetaling af kr. 25.727,-, der var fejludbetalt for perioden 1.juni 1998 til 31. maj 1999, idet medlemmet havde fået dobbeltdækning for 7 timer ugentligt i denne periode. Tilbagebetalingskravet blev støtte på den objektive ansvarsregel, der antages at foreligge i dobbeltforsørgelsessituationer,

2. medlemmet var ansvarlig for tilbagebetaling af kr. 8.352,-, der var fejludbetalt for perioden 31. maj 1999 til 19. september 1999 som følge af, at medlemmet ikke orienterede om den fortsatte, nu løbende udbetaling af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentligt. Tilbagebetalingskravet blev støttet på, at medlemmet måtte anses for at have handlet uagtsomt i forbindelse med den manglende oplysning til kassen, idet han muligvis var mangelfuldt eller fejlagtigt vejledt fra kommunens side,

3. kassen påtog sig eneansvar for tilbagebetaling af kr. 46.335,- der var fejludbetalt i dagpenge og uddannelsesgodtgørelse efter mødet i kassen den 8. oktober 1999, hvor kassen noterede medlemmets oplysning om kompensationen, men ikke foretog sig videre i den anledning.

Sagen drejede sig om yderligere to mindre forhold, hvor medlemmet havde oplyst forkert om omfanget af arbejdet på sine dagpengekort. Kassen fandt, at det ene af de mindre forhold og forholdet nævnt ovenfor under pkt. 2 , måtte anses for at være forvoldt ved uagtsomhed. For disse forhold skulle medlemmet pålægges 20 timers karantæne. Det andet af de mindre forhold fandt kassen svigagtigt og indstillede derfor medlemmet pålagt 42 timers karantæne for dette.

Medlemmet klagede ikke over kassen afgørelse, som blev sendt til direktoratets stillingtagen på grund af indstillingen om svigssanktion.

Direktoratets afgørelse

Da medlemmet ikke havde klaget, skrev direktoratet i afgørelsen til medlemmet, at direktoratet ved afgørelsen lagde kassens afgørelse om tilbagebetaling og beløbenes størrelse til grund.

Direktoratet traf dog alligevel afgørelse om, at medlemmet alene var ansvarlig for tilbagebetaling af et beløb på i alt kr. 2.872,- , der var fejludbetalt som følge af ukorrekte oplysninger om antal arbejdstimer. Medlemmet skulle gennemgå 42 timers karantæne for svig, men ingen sanktion for uagtsomhed, da den del af fejludbetalingen der var forvoldt ved uagtsomhed efter direktoratets opfattelse alene udgjorde kr. 1.156,-. Med hensyn til fejludbetalingen som følge af udbetalingen af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentligt, fandt direktoratet ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for denne i medfør af lovens § 86, stk. 1.

I særskilt afgørelse til kassen meddelte direktoratet, at direktoratet ikke kunne tiltræde kassens afgørelse om tilbagebetalingsansvar for medlemmet efter dobbeltforsørgelsesprincippet. Direktoratet lagde herved vægt på, at

- at fejludbetalingen kunne bebrejdes kassen,

- at medlemmet havde informeret kassen om lønkompensationen,

- at udbetalingen af lønkompensation var påbegyndt flere år før udbetaling af dagpenge, og

- at lønkompensationen blev ydet for at medlemmet kunne passe sit handicappede barn.

Kassen havde derfor ikke ret til refusion for det fejludbetalte beløb på i alt kr. 80.414,-, og direktoratet fandt ikke grundlag for at give dispensation i forhold til refusionsbekendtgørelsens § 5, jf. § 6.

Kassen kunne derimod få refusion for det fejludbetalte beløb på kr. 2.872,- på baggrund af medlemmets svig/uagtsomhed.

Kassens klage

Kassen klagede over direktoratets afgørelse, idet kassen bl.a. gjorde gældende, at

- der ikke er grundlag for at pålægge hverken medlemmet eller kassen ansvar for fejludbetalingen i perioden 1. juni 1998 til og med maj 1999 efter a-lovens § 86, men at alene dobbeltforsørgelsesbetragtninger kan komme på tale som hjemmel til at kræve tilbagebetaling,

- der ikke var dokumentation eller andet i sagen der understøttede direktoratets begrundelse i afgørelsen til medlemmet om, at "Det synes at fremgå af sagens akter, at De i flere tilfælde har orienteret a-kassen om Deres modtagelse af lønkompensation fra ...., uden at dette medførte fradrag i Deres dagpenge"." , efter kassens opfattelse fremgik dette alene af medlemmets forklaring,

- den skattepligtige betaling af tabt arbejdsfortjeneste fra juni 1998 måtte anses for at træde i stedet for løn, hvorfor betingelserne for at anvende retsgrundsætningen om dobbeltforsørgelse var til stede, og at der, hvis dette ikke var tilfældet, ikke var grundlag for at kræve tilbagebetaling for perioden frem til udgangen af maj 1999.

Oversendelsen til ankenævnet

Direktoratet orienterede medlemmet om, at kassen havde påklaget direktoratets afgørelse, og at dette indebar, at ankenævnet kunne ændre direktoratets afgørelse til ugunst for medlemmet.

Direktoratet oversendte sagen til ankenævnet, idet direktoratet fastholdt afgørelsen uden yderligere bemærkninger.

Efter oversendelsen til ankenævnet skrev medlemmet til direktoratet, at han fastholdt sin forklaring om, at han i april 1998 orienterede kassen om, at han fra Kbh.´s kommune modtog lønkompensation, som på daværende tidspunkt ikke var skattepligtig, hvilket måske var årsagen til, at det ikke blev noteret.

Medlemmet gjorde desuden gældende, at han følte sig utilstrækkelig vejledt af såvel kassen som kommunen - særlig i forbindelse med, at den udbetalte kompensation fra kommunen ændredes fra at være en skattefri ydelse til at være en skattepligtig kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Kassen kommenterede medlemmets bemærkninger til sagen, idet kassen fastholdt, at medlemmet ikke i april 1998 havde givet kassen oplysninger, som burde få indflydelse på udbetalingen af dagpenge.

Kassen fastholdt videre, at direktoratet ikke havde løftet bevisbyrden for, at kassen faktisk havde modtaget sådan oplysning. M.h.t. bevisbyrden i forhold til medlemmet fandt kassen, at dette spørgsmål var uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt der kunne kræves tilbagebetaling på baggrund af dobbeltforsørgelsesprincippet.

Ankenævnets afgørelse

Da medlemmet af direktoratet var orienteret om, at ankenævnet kunne ændre direktoratets afgørelse til skade for ham, og da kassen måtte anses for at have klaget over såvel friholdelsen af medlemmet for tilbagebetalingsansvar, som over direktoratets afgørelse af refusionsspørgsmålet, fandt ankenævnet at kunne tage stilling til begge dele.

Ankenævnet traf afgørelse om, at

1. der var grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetalingen af kr. 25.727,- til kassen i medfør af almindelige retsprincipper om forudsætningslære og dobbeltforsørgelse,

2. der ligeledes var grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetalingen af kr. 8.252,-, i medfør af § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,

3. kassen havde ret til refusion for fejludbetalingen på kr. 25.727, da der på tidspunktet for udbetalingen af det omhandlede beløb var tale om en retmæssig udbetaling,

4. kassen kunne få dispensation i henhold til § 5 i direktoratets bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser, således at kassen fik ret til refusion for fejludbetalingen på kr. 8.252,-

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at tage stilling til de to mindre forhold, som direktoratet havde truffet afgørelse om i forhold til medlemmet, ligesom ankenævnet heller ikke fandt grundlag for at pålægge medlemmet yderligere sanktioner efter § 87, stk. 1 eller 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., idet kassens klage alene vedrørte ansvaret for de skete fejludbetalinger.

Ad 1.