Selvforskyldt ledighed, gentagelsesvirkning.

Kapitel 1

>

Rådighedsforpligtelsen - §§ 1-2.

>

Aktiv arbejdssøgende - § 3.

>

Overtagelse af arbejde - §§4-6.

>

Jobsøgningsskema - § 7.

>

Oplysningspligt - § 8.

>

Rådighedsvurdering-§§9-11.

>

Udbetaling af dagpenge - §§ 12-15.

>

Særlige regler - §§ 16-19.

>

Frigørelsesattest - § 20.

Den forudsatte revision er altså indarbejdet i afsnittet Udbetaling af dagpenge . Det er helt i overensstemmelse med det af kassen fremførte om arbejdsløshedsforsikringens legitime beskyttelsesinteresser kun er til stede, når der skal udbetales dagpenge.

Bestemmelsen er indarbejdet i afsnittet Udbetaling af dagpenge i § 13 og er formuleret således

"§ 13. Et medlem anses ikke for at stå til rådighed, hvis

1) medlemmet 2 gange inden for 12 måneder har mistet retten til dagpenge på grund af selvforskyldt ledighed, jf. §§ 21 og 22, medmindre medlemmet begge gange har mistet retten til dagpenge i henhold til § 23, stk. 2."

Markeringerne er a-kassens.

Forudsætningen er altså

- at der konkret er dagpengeret,

- at dagpengeretten gøres gældende gennem tilmelding til AF og begæring om dagpenge, og

- at dagpengeretten herefter er mistet på grund af selvforskyldt ledighed.

Altså i det hele den opfattelse af retstilstanden, som a-kassen har fremlagt og gør gældende i ankesagen.

3.c. Sammenfattende om direktoratets henvisninger til bemærkninger til lov nr. 840 af 21. december 1988

Arbejdsdirektoratets brug af bemærkningerne til omtalte lov tilbagevises således af mindst tre forhold

1. Direktoratets fremstilling harmonerer ikke med tydeliggørelsen i den formelle lovtekst i § 63 i selv samme lovforslag og vedtagne lov af anvendelsen af § 63, nemlig når der faktisk skal udbetales dagpenge og skal tages stilling til, om ledigheden er selvforskyldt,

2. At direktoratets fomål med anvendelsen af bemærkningerne til lovforslaget er helt andet end den sammenhæng bemærkningerne er givet i. Der er således ikke belæg for at påstå, at lovgiverne skulle have behov for at markere forbehold i situationen, som forudsat af direktoratet.

3. Også den efterfølgende faktiske revision af rådighedsbekendtgørelsen i 1989 viser, at den af kassen hævdede retstilstand respekteres og den af direktoratet hævdede retstilstand ikke har nogen plads.

Direktoratet har ikke kunnet henvise til andre retskilder til støtte for den af direktoratet fremførte opfattelse af retstilstanden.

4. A-kassens konklusion

Sammenfattende må a-kassen fastholde, at XX først er ledig ved ophøret den 30. juni 2001 fra virksomheden XX. Der er ikke ledighed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand i forbindelse med jobskiftet den 14. juni 2001.

Først med XXs tilmelding til Arbejdsformidlingen den 5. juli 2001 og efterfølgende indgivelse af ledighedserklæring til arbejdsløshedskassen skal årsagen til XXs ledighed undersøges.

Årsagen til XXs ledighed er en social begivenhed, som ikke betragtes som fyldestgørende grund i arbejdsløshedsforsikringen. Der er ikke konkurrerende årsager til ledigheden.

XX skal således alene pålægges en effektiv karantæne i forbindelse med ophøret fra XX den 30. juni 2001 med gentagelsesvirkning ved ny selvforskyldt inden for de efterfølgende 12 måneder.

Den af arbejdsdirektoratet fastholdte afgørelse indebærer stærk disharmoni mellem resultatet af en rådighedsvurdering af XX på tidspunktet for ledighedens indtræden. XX har i den grad været aktivt arbejdssøgende og selv sørget for at komme ud af arbejdsløshed, at opstillingen af det resulterende arbejdskrav af direktoratets afgørelse er helt uden proportion.

Direktoratets afgørelse er på alle måder forkert og a-kassen skal endnu en gang anmode Arbejdsmarkedets Ankenævn om at omstøde den."

Direktoratet den 24. juni 2002.

"Arbejdsløshedsforsikringslovens § 63 er - som mange andre bestemmelser i loven - i høj grad en rammebestemmelse.

Det følger af § 63, stk. 1, bl.a., at der ikke må udbetales dagpenge til et medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde.

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en arbejdsløsheds-

kasse, der ophører i et lønarbejde efter afskedigelse eller egen opsigelse.

Stk. 2. ...

Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter også ledige medlemmer, som ikke har ret til dagpenge, og medlemmer, som i forbindelse med ledighed undlader at anmode om dagpenge eller anden ydelse, som arbejdsløshedskassen

udbetaler.

Stk. 4. ...

§ 1. Reglerne i denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en a-kasse, som

1) ophører i et arbejde efter afskedigelse eller egen opsigelse, eller

2) ...

...

Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter ledige medlemmer, som ikke har ret til dagpenge, eller som ved ledighed ikke beder om dagpenge eller en anden ydelse, som a-kassen udbetaler, jf. dog § 2.

...

Kapitel 2

Kapitel 2

§ 2. Reglerne om selvforskyldt ledighed og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed i denne bekendtgørelse omfatter ikke

1) ...

2) ...

3) ...

4) Ophør i arbejde eller i tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v., hvis medlemmet i 3 måneder efter ophøret ikke beder om ydelser, der udbetales af a-kassen, eller deltager i tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

5) Ophør i et arbejde eller i tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v., hvis medlemmet den første hverdag efter ophøret begynder i arbejde af mere end 5 ugers varighed. Ved ophør i arbejde er det desuden en betingelse, at det nye arbejde er på samme eller højere ugentlige timetal, eller et omfang, der ikke kan give ret til supplerende dagpenge.

6) ...

7) ...

8) ...

...

Kapitel 3

Gyldige grunde

§ 3. .......

§ 3. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet opsiger et arbejde uden en gyldig grund, jf. kap. 3. Dette gælder også, hvis medlemmet opsiger arbejdet i en periode, hvor medlemmet

...

§ 4. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet opsiger et arbejde uden en gyldig grund, jf. § 21.

Stk. 2. ...

§ 14. En gyldig grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor et medlem afslår eller opsiger et arbejde, et tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v.

...

Helbred

....

Arbejdspladsen

§ 17. Der skal ikke ske registrering af selvforskyldt ledighed i tilfælde, hvor et medlem ophører med sit arbejde i forbindelse med

1) overtagelse af andet varigt arbejde, der ikke gives offentligt løntilskud til, med samme eller højere ugentlige timetal, eller et omfang, der ikke vil kunne give ret til supplerende dagpenge,

2) overtagelse af arbejde, der er formidlet af medlemmets arbejdsløshedskasse eller AF efter reglerne i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats,

3) påbegyndelse af uddannelse af mindst 1 års varighed eller

4) påbegyndelse af selvstændig virksomhed mere end midlertidigt og i væsentligt omfang.

Stk. 2. ...

§ 21, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at XX (medlemmet) var ansat hos XX med 32 timer pr. uge, at hun ophørte i dette arbejde den 14. juni 2001 for at stXX ved XX den 15. juni 2001, og at hun hos XX kun var garanteret 16 timer pr. uge.

Det følger af § 17, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelsen, at et medlem ikke skal anses for selvforskyldt ledig, hvis medlemmet ophører i et arbejde for at overtage et andet varigt arbejde, som har samme eller højere ugentlig timetal end det tidligere arbejde, eller som har et omfang, der ikke vil kunne give ret til supplerende dagpenge (dvs. mere end 29,6 timer pr. uge).

Da medlemmet ophørte i et arbejde med 32 timer pr. uge for at overtage et arbejde, hvor hun kun var garanteret 16 timer pr. uge, opfylder medlemmet ikke betingelserne i bekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 1. Dette ændres ikke af, at hun fra 15. juni til den 30. juni 2001 faktisk havde 68 arbejdstimer.

Medlemmet ses i øvrigt ikke at have haft en gyldig grund efter bekendtgørelsens § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos XX.

Direktoratet vurderer således, at medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet hos XX.

Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger fra den 15. juni 2001, jf. § 24, stk. 1, og § 26, stk. 2, i bekendtgørelsen.

Direktoratet har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at medlemmet sagde sit arbejde hos XX op den 30. juni 2001, fordi hun blev alene og derfor måtte flytte til sin mor i XX.

Dette er ikke en gyldig grund til at sige et arbejde op. Medlemmet ses i øvrigt ikke at have haft en gyldig grund efter bekendtgørelsens § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos XX.

Direktoratet vurderer således, at medlemmet også er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet hos XX.

Et medlem, som bliver selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12 måneder, kan ikke få dagpenge ("gentagelsesvirkningen"). Der henvises til § 27, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Medlemmet er efter det oplyste vejledt om "gentagelsesvirkningen", idet det af a-kassens afgørelse af 17. marts 1998 fremgik, at medlemmet var selvforskyldt ledig, og at hun ville miste retten til dagpenge, hvis hun blev selvforskyldt ledig to gange inden for 12 måneder.

Direktoratet finder derfor ikke grundlag for at friholde medlemmet fra "gentagelsesvirkningen".

Medlemmet mister derfor retten til dagpenge fra den 1. juli 2001.

Medlemmet kan igen få dagpenge, når hun har haft ordinært arbejde i mere end 300 timer (fuldtidsforsikret) eller i mindst 150 (deltidsforsikret) i en periode på 10 uger, eller når hun i mindst 26 uger uafbrudt har drevet ustøttet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang. Der henvises til § 27, stk. 2-4, i bekendtgørelsen.

Det er direktoratets opfattelse, at det har været en klar forudsætning ved udformningen af arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, at arbejdsophør, herunder gentagne arbejdsophør, der ikke er fyldestgørende begrundet, generelt skal have dagpengemæssige konsekvenser for medlemmerne.

Det er derfor direktoratets opfattelse, at bekendtgørelsen ligger inden for rammen og forudsæt-ningerne for arbejdsløshedsforsikringslovens § 63.

Direktoratet finder derfor ikke grundlag for at gå ind i principielle forvaltningsretlige betragt-ninger i forbindelse med afgørelsen af nærværende sag.".

3. Klagen til ankenævnet den 10. januar 2002

"A-kassen skal på vegne af XX anke direktoratets afgørelse af 21. december 2001 til Arbejdsmarkedets Ankenævn. A-kassen fastholder i sin helhed indholdet i vores ankeskrivelse af 5. november 2001 til Arbejdsdirektoratet. Den vedlægges i kopi,

Anken

Arbejdsmarkedets Ankenævn anmodes om - på baggrund af sagsfremstillingen neden for - at ændre direktoratets afgørelse af 21. december 2001 så det anerkendes

At XXs skift af arbejde den 14. juni 2001 ikke vedrører arbejdsløshedsforsikringen, da der ikke har været ledighed i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 57 i forbindelse med jobskiftet.

At der derfor ikke er hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven for at pålægge XX en effektiv karantæne med gentagelsesvirkning for jobskiftet den 14. juni 2001.

At det er således alene er årsagen til ledigheden ved medlemmets ledigmeldelse og begæring af dagpenge den 5. juli 2001, der skal vurderes for selvforskyldt ledighed i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 63.

At XX alene skal pålægges en effektiv karantæne på 5 uger på baggrund af den selvforskyldte ledighed ved ophøret den 30. juni 2001 fra virksomheden XX i Allerød.

A-kassens anbringender

A-kassen skal gøre gældende, at Arbejdsdirektoratet og arbejdsløshedsforsikringen ikke har en legitim adgang til blande sig i arbejdsløshedsforsikredes arbejdsophør eller jobskifter, som ikke fører til ledighed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Det vil sige tilmelding til AF som arbejdssøgende og begæring om udbetalinger.

XXs jobskifte den 14. juni 2001 har ikke ført til ledighed. Når direktoratet med bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed og den konkrete afgørelse pålægger vort medlem en effektiv karantæne på 5 uger i med gentagelsesvirkning for et jobskifte, som ikke involverer arbejdsløshedsforsikringen, så kan det ikke begrundes i en beskyttelsesinteresse mod misbrug af arbejdsløshedsforsikringen.

Indgrebet har alene arbejdsretlig karakter og har som virkning at de arbejdsløshedsforsikredes aftalefrihed på arbejdsmarkedet indskrænkes på en måde, som ikke kan retfærdiggøres og ikke har den fornødne lovhjemmel i lov om arbejdsløshedsforsikring.

Der er tale om et angreb på aftalefriheden på arbejdsmarkedet, som heller ikke kan legitimeres ud fra gældende arbejdsret eller almindelig aftaleret. Der er således en almindelig og uindskrænket ret til at skifte job. På arbejdsmarkedet er det alene et spørgsmål om efterlevelse af indgåede aftaler -herunder opsigelsesvarsler.

Arbejdsdirektoratet eller arbejdsløshedsforsikringen er ikke berettiget til at lave regler for ophør og jobskifte, der ikke på nogen måde berører arbejdsløshedsforsikringen. Når Arbejdsdirektoratet pålægger vort medlem en effektiv karantæne, på 5 uger med gentagelsesvirkning for et jobskifte, der ikke fører til ledighed og begæringer om udbetalinger fra a-kassen, så kan direktoratet ikke henvise til en legitim beskyttelsesinteresse for arbejdsløshedsforsikringen. Tilbage står alene, at der er tale om en sanktion for at skifte arbejde. Ingen af arbejdsmarkedets pXXr - om nogen overhovedet ud over Arbejdsdirektoratet - finder sådanne sanktioner forenelige med arbejdsmarkedets funktion eller aftalefriheden. Der er tale om arbejdsretlige funktioner som på alle mulige måder udgør et fremmedlegeme i gældende aftaleret og arbejdsret på arbejdsmarkedet.

XX bliver først ledig den 5. juli 2001. Årsagen til ledigheden er ikke det omhandlede jobskifte, men alene sociale begivenheder i medlemmet liv.

Det tilhører arbejdsløshedsforsikringens legitime beskyttelsesinteresse at undersøge årsagen til ledigheden ved begæring om udbetalinger. Arbejdsløshedsforsikringen er ikke et "tag selv bord". Der er en forebyggende selvrisiko i form af karantæneregler forbundet med selvforskyldt ledighed. Men den legitime interesse er først til stede, når vore arbejdsløshedsforsikrede medlemmer rent faktisk melder sig ledige og arbejdssøgende hos AF og begærer udbetalinger fra a-kassen. For XX er det den 5. juli 2001.

Årsagen til XXs ledighed den 5, juli 2001 er, at hun blev alene med sit barn og fandt sig nødsaget til at flytte. Årsagen til ledighed er på ingen måde at finde i jobskiftet den 14. juni 2001. Det er uden betydning for ledigheden indtræden. Ledigheden ville være indtrådt uanset dette. Jobskiftet kan således ikke begrunde en effektiv karantæne på 5 uger med gentagelsesvirkning fra den 15. juni 2001.

Arbejdsmarkedets Ankenævn anmodes således om at omstøde Arbejdsdirektoratets afgørelse 21. december 2001.

Til Arbejdsdirektoratets begrundelser

Om regelgrundlaget

Arbejdsdirektoratet henviser således til retsgrundlaget i arbejdsløshedsforsikringsloven i begrundelsen for afgørelsen

"Det følger af § 63, stk. 1, nr. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at der ikke må udbetales dagpenge til et medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet uden gyldig (fyldestgørende) grund er ophørt med sit arbejde."

Helt præcist er de relevante dele af § 63 formuleret således

"§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et passende arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller arbejdsløshedskassen,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde,

3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet, eller -."

Som det fremgår af første sætning i paragraffen, så er forudsætningen for dens anvendelse at der skal udbetales dagpenge: "Dagpenge må ikke udbetales..." Dermed forudsættes også, at en af de forudgående paragraffer er efterlevet, nemlig § 57

" § 57. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt, jf. dog kapitel II b.

Stk. 4, Udbetaling af dagpenge kan kun finde sted, hvis den ledige er tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Tilmelding skal ske, når ledigheden indtræder, og den ledige skal opretholde kontakten med Arbejdsformidlingen i hele ledighedsperioden."

§ 21. Gyldige grunde, jf. §§4,5,7 og 9-13 er

1)

Helbred

2)

Transport

3)

Pasning af familie

4)

Efterløn

5)

Deltidsforsikredes arbejdstid

6)

Tab af supplerende dagpenge

7)

Tab af supplerende dagpenge - frigørelsesattest

8)

Arbejde i udlandet

9)

Produktion af krigsmateriel

10)

Støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn eller døende nærtstående og efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel til pasning af alvorligt sygt barn

11)

Arbejdspladsen

12)

Ægtefælleflytning

13)

Fratrædelsesordning

14)

Fysisk vold

15)

Det formidlede arbejde

§ 24. Et medlem, der er selvforskyldt ledig i medfør af §§ 4-6 og 9,

pålægges 5 ugers effektiv karantæne, jf. dog stk. 2 og § 27.

Stk. 2. ...

§ 25. Et medlem kan opsige et arbejde, hvis almindelige arbejdsretlige principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte med arbejdet.

Stk. 2. Det er et krav, at medlemmet har henvendt sig til arbejdsgiveren for at få løst de opståede problemer eventuelt gennem den faglige organisation.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud om omskoling m.v. eller ophør i et tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan.

...

Karantæner

...

§ 26. En effektiv karantæne kan kun afvikles i perioder, hvor medlemmet ellers ville have været berettiget dagpenge eller en anden ydelse, som

arbejdsløshedskassen udbetaler.

Stk. 2. Karantænen har virkning fra dagen efter afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør, jf. dog stk. 3-5.

Stk. 3. ...

Stk. 6. Den effektive karantæne anses for udstået, hvis karantænen ikke er afviklet senest 3 måneder efter afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør.

Stk. 7. ...

§ 27. Et medlem, der 2 gange inden for de seneste 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig i medfør af §§ 4-13, kan ikke få dagpenge.

Direktoratets vejledning til bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed

Til § 1 stk. 3

Bestemmelsen omfatter medlemmer, som ikke har ret til dagpenge, f.eks. fordi de er pålagt en sanktion i form af en effektiv karantæne eller et arbejdskrav, eller fordi de endnu ikke har været medlem af en arbejdsløshedskasse i et år. Bestemmelsen omfatter også medlemmer, der ikke har ret til dagpenge i medfør af §§ 30-34 i bekendtgørelse om rådighed.

Medlemmer, der i en periode ikke har ret til dagpenge på grund af manglende rådighed, f.eks. fordi medlemmet er syg, opholder sig i udlandet, eller ikke kan overtage arbejde med dags varsel, er ikke omfattet af bestemmelsen i den periode, hvor medlemmet ikke anses for at stå til rådighed. Tilsvarende gælder for medlemmer, der er pålagt et arbejdskrav, som følge af manglende rådighed.

For så vidt angår rådighed i forbindelse med afholdelse af ferie henvises til vejledningen til §§ 12-16 samt til § 15 i bekendtgørelse om rådighed.

For så vidt angår medlemmer, der midlertidigt opholder sig i Danmark på en anden adresse end den, de har meddelt arbejdsløshedskassen og Arbejdsformidlingen (AF), henvises til § 5 i bekendtgørelse om rådighed.

Til § 17

'Andet varigt arbejde'

Som 'varigt arbejde' anses arbejde i Danmark eller udlandet, der forventes at blive af mere end 5 ugers varighed. Det er forudsætningerne på tidspunktet for opsigelsen med hensyn til varigheden af det fremtidige arbejde, der lægges til grund.

Hvis et fuldtidsforsikret medlem, der f.eks. arbejder 20 timer om ugen, ophører med arbejdet for at overtage et andet arbejde på 25 timer om ugen, skal medlemmet ikke registreres for selvforskyldt ledighed, selv om det nye arbejde vil kunne give medlemmet ret til supplerende dagpenge, idet medlemmet overtager arbejde med et højere ugentligt timetal.

Ved overtagelse af arbejde med et lavere ugentligt timetal, er det en betingelse, at det nye arbejde ikke har et omfang, der vil kunne give medlemmet ret til supplerende dagpenge. Vurderingen heraf sker på grundlag af mindsteudbetalingsreglen, jf. bekendtgørelse om supplerende dagpenge. Det er uden betydning, om medlemmet af andre grunde end mindsteudbetalingsreglen ikke ville være berettiget til supplerende dagpenge, f.eks. fordi arbejdsgiveren ikke vil udstede frigørelsesattest.)

Direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvfor-

skyldt ledighed

§ 40. Et medlem skal have 5 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter §§ 3-5 og 8, jf. dog stk. 2 og § 44.

...

Placering af karantæner

§ 42. En karantæne har virkning fra den dag, hvor et medlem afslår et arbejde eller et tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v., jf. dog stk. 3-5. Ved ophør har karantænen virkning fra dagen efter ophøret, jf. dog stk. 2-4 og stk. 6.

...

Forældelse og afvikling af karantæner

§ 43 . En karantæne kan kun afvikles i perioder, hvor et medlem ellers ville have ret til dagpenge eller en anden ydelse, som a-kassen udbetaler.

Stk. 2. En karantæne er udstået, hvis karantænen ikke er afviklet senest 3 måneder efter det tidspunkt, hvor den får virkning i forbindelse med et afslag eller et ophør. ...

...

Gentagelsesvirkning og arbejdskrav

§ 44. Et medlem kan ikke få dagpenge, hvis medlemmet 2 gange inden for de seneste 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig efter §§ 3-11.

...

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan i ganske særlige tilfælde bestemme, at et medlem ikke mister retten til dagpenge efter stk. 1, hvis medlemmet ikke tidligere er blevet vejledt herom. Hvis medlemmet ikke mister retten til dagpenge efter stk. 1, skal medlemmet have en karantæne efter § 39, § 40 eller § 41 for hver af de gange, medlemmet er blevet selvforskyldt ledig.

...

Ikrafttræden, overgangsbestemmelser m.v.

§ 48. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2001.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed.

§ 49. Bliver et medlem selvforskyldt ledig, mens medlemmet er på orlov til børnepasning efter den før 1. januar 2001 gældende lov om orlov, får karantænen tidligst virkning fra det tidspunkt, hvor medlemmet ophører med orloven.

Stk. 2. Bliver et medlem selvforskyldt ledig, mens medlemmet er på orlov til uddannelse som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende efter den før 1. januar 2001 gældende lov om orlov, får karantænen tidligst virkning fra det tidspunkt, hvor medlemmet ophører med orloven.

Direktoratets bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed nr. 1202 af 18. december 2002

”§ 39. Et medlem skal have 3 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter bestemmelserne i kapitel 2, jf. dog § 44.

...

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2003.

§ 57 definerer ledighed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.

§ 63 skulle ifølge kassen alene give en ramme, som gav mulighed for at regulere ledigmeldelse og anmodning om udbetaling af ydelser, som skete i umiddelbar forbindelse med et ufyldestgørende arbejdsophør.

Af de almindelige lovbemærkninger i forbindelse med lovændringen pr. 1. januar 1989, ad § 63, fremgår det, at der i forbindelse med arbejdsophør uden fyldestgørende grund pålægges en karantæne på 5 uger, i hvilke medlemmet ikke kan få dagpenge udbetalt.

Det er uomtvistet, at der er tale om en effektiv karantæne. Med en effektiv karantæne har man som udgangspunkt villet sikre, at et medlem ikke kunne unddrage sig karantænen ved at undlade at begære dagpenge. Meningen var, at et arbejdsophør uden fyldestgørende grund skulle have dagpengemæssige konsekvenser.

Ankenævnet finder ikke, at ordlyden af § 63, stk. 1 afskærer nærmere regler, hvorefter et medlem, som ikke begærer dagpenge i forbindelse med et arbejdsophør, anses for selvforskyldt ledig.

Når det af bestemmelsen i § 63, stk. 1 fremgår, at dagpenge ikke kan udbetales, hvis "ledigheden" skyldes ... skal dette efter ankenævnets opfattelse forstås, således at der ikke kan udbetales dagpenge mv., når og hvis medlemmet (på grund af ledighed) vælger at anmode om udbetaling af ydelser. Bestemmelsen sigter ikke alene til det forhold, at medlemmet umiddelbart i forbindelse med et arbejdsophør uden fyldestgørende grund melder sig ledig og anmoder om dagpenge.

Også udbetaling af dagpenge m.v. på et senere tidspunkt vil efter sekretariatets opfattelse være omfattet.

Ankenævnet henviser til § 63, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001, samt direktoratets bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed, § 1, stk. 1 og 3, § 4, § 17, § 21, § 24, § 26, § 27. Der henvises samtidig til direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001, § 2, stk. 4, samt direktoratets ændringsbekendtgørelse nr. 1202 af 18. december 2002, § 39, stk. 1. Begge sidstnævnte bekendtgørelser om selvforskyldt ledighed.

Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 21. december 2001 for så vidt angår spørgsmålet om gentagelsesvirkning.

På ankenævnets vegne

XX

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

XX

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde

" Det fremgår af en ledighedserklæring, som medlemmet har underskrevet den 9. juli 2001,

at medlemmet var ansat som smørrebrødsjomfru hos XX fra den 22. januar 2001 til den 30. april 2001, og

at hun selv opsagde dette arbejde, fordi hun havde fundet andet arbejde.

Det fremgår af en anden ledighedserklæring, som medlemmet også har

underskrevet den 9. juli 2001,

at hun var ansat som smørrebrødsjomfru hos XX fra den 1. maj 2001 til den 14. juni 2001,

at hun selv opsagde dette arbejde, og

at hun tilmeldte sig AF som ledig den 5. juli 2001.

Det fremgår af en tredje ledighedserklæring, som medlemmet også har

underskrevet den 9. juli 2001,

at hun var ansat som smørrebrødsjomfru hos XX fra den 15. juni 2001 til den 30. juni 2001,

at hun selv opsagde dette arbejde, fordi hun ville flytte til XX, og

at hun tilmeldte sig AF som ledig den 5. juli 2001.

For så vidt angår arbejdsophøret hos XX den 14. juni 2001 er det oplyst, at medlemmet havde været ansat hos XX med 32 timer pr. uge,

at hun sagde arbejdet op, fordi hun kunne stXX ved XX, hvor der var en masse at lave,

at XX skriftligt kun kunne garantere medlemmet 16 timer pr. uge, men

at hun mundtligt havde fået oplyst, at da der var travlt, ville hun kunne få fuld tid, og

at hun fra den fra 15. juni til den 30. juni 2001 havde 68 arbejdstimer.

A-kassen har oplyst, at den fra XX har fået bekræftet,

at medlemmet havde næsten fuld tid i juni måned, og

at XX ville have brugt medlemmet meget, hvis hun havde vist sig som en stabil arbejdskraft.

XX afviste dog at have stillet medlemmet noget bestemt i udsigt ud over 16 timer pr. uge.

For så vidt angår arbejdsophøret hos XX den 30. juni 2001 er det oplyst, at medlemmet sagde arbejdet op, fordi hun flyttede fra København til XX. Medlemmet har ifølge a-kassen forklaret, at hun blev alene og derfor måtte flytte til sin mor i XX, og at hun på grund af transport og problemer med aflevering af barn sagde arbejdet op.

A-kassen har oplyst, at medlemmet ikke bad om dagpenge efter arbejdsophøret den 14. juni 2001, og at hun først bad om dagpenge, da hun meldte sig ledig på AF den 5. juli 2001.

A-kassen traf den 29. oktober 2001 afgørelse om,

at medlemmet var selvforskyldt ledig i forbindelse med hendes arbejdsophør hos XX den 14. juni 2001 og hos XX den 30. juni 2001, at hun således var selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12 måneder, og

at hun derfor skulle udelukkes fra retten til dagpenge fra den l. juli 2001 og indtil hun har haft beskæftigelse i nærmere fastsat omfang.

A-kassen har med brev af 5. november 2001 klaget over afgørelsen på

medlemmets vegne og sendt sagens akter til direktoratet.

A-kassen har i klagen bl.a. anført,

at de regler, som afgørelsen er truffet efter, ikke har den fornødne

hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven,

at afgørelsen ikke er i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler, og

at arbejdsophøret den 14. juni 2001 ikke vedrører arbejdsløsheds-

forsikringen, da medlemmet ikke søgte og ikke havde til hensigt at søge dagpenge efter ophøret.

A-kassen har i klagen desuden oplyst,

at medlemmet i september 1999 havde et arbejdsophør, der var begrundet i sygdom og graviditetsgener,

at hun efter dette arbejdsophør først fik dagpenge for ugerne 37-39/00,

at hun vendte tilbage til arbejdsmarkedet den 13. september 2000,

at hun fik dagpenge for ugerne1-3/01 efter et arbejdsophør, der skyldtes

udløb af et sygevikariat, og

at hun herefter først har bedt om dagpenge fra den 5. juli 2001.

Direktoratet har ved telefonisk henvendelse til a-kassen den 20. december 2001 fået oplyst, at a-kassen den 17. marts 1998 traf afgørelse om, at

medlemmet var selvforskyldt ledig, og at det af afgørelsen fremgik, at hun mistede retten til dagpenge, hvis hun blev selvforskyldt ledig to gange inden for 12 måneder.".

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 21. december 2001 denne afgørelse

"XX er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet hos XX.

XX skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger. Karantænen har virkning fra den 15. juni 2001.

XX er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet hos XX.

XX mister derfor retten til dagpenge fra den 1. juli 2001.

XX kan igen få dagpenge, når hun har haft ordinært arbejde i mere end 300 timer (fuldtidsforsikret) eller i mindst 150 (deltidsforsikret) i en periode på 10 uger, eller når hun i mindst 26 uger uafbrudt har drevet ustøttet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang.

Begrundelse

Det følger af § 63, stk. 1, nr. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at der ikke må udbetales dagpenge til et medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet uden gyldig (fyldestgørende) grund er ophørt med sit arbejde.

Det fremgår endvidere at lovens § 63, stk. 5, at direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætter de nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i § 63, stk. 1-4.

Disse regler var fastsat i den dagældende bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed (bekendtgørelsen).

Det følger at bekendtgørelsen, at når medlemmet har opsagt et arbejde,

anses medlemmet som hovedregel for selv at være skyld i, at pågældende er blevet ledig. Der henvises til § 4, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 3, at bekendtgørelsens

regler omfatter arbejdsophør efter egen opsigelse, og at bekendtgørelsens

regler også finder anvendelse, selv om medlemmet undlader at anmode om dagpenge efter arbejdsophøret.

Medlemmet er dog ikke selv skyld i ledigheden, hvis der har været en

gyldig grund til opsigelsen. De gyldige grunde er udtømmende nævnt i

§ 63 anvendes således, når medlemmer af arbejdsløshedsforsikringen er tilmeldt AF Som arbejdssøgende og skal have udbetalt dagpenge. Det er først da, at arbejdsløshedsforsikringens beskyttelsesinteresse er til stede. Da skal årsagen til ledigheden undersøges.

Direktoratet henviser til bemyndigelsesbestemmelserne i § 63, stk. 5, som siger, at direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætter de nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i § 63, stk. 1-4.

Dette er ikke en bemyndigelse, der gør direktøren og/eller Landsarbejdsrådet til lovgivere. Ingen over og ingen ved siden af Folketinget, Reglerne skal følge lovgrundlaget og skal kunne henvise til en direkte hjemmel i loven for opstillede regler. Især da når de indskrænker rettigheder,

Bekendtgørelsen kan således ikke bruges til at udvide § 63's anvendelsesområde ud over lovens bestemmelser til også at gælde, hvor der ikke skal udbetales dagpenge og ikke er ledighed. Bekendtgørelsen savner således hjemmel i loven til at fastslå, at det afgørende ikke er, om man er ledig og skal have udbetalt dagpenge, men alene om man er medlem af arbejdsløshedsforsikringen.

Magtfordrejningen fremkommer netop fordi lovens forudsætninger i § 63 (og § 57) ikke respekteres. A-kassen erkender som vist med den meddelte afgørelse til medlemmet, at bekendtgørelsen er givet med det indhold som direktoratet beskriver således i begrundelsen

"Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 3, at bekendtgørelsens regler omfatter arbejdsophør efter egen opsigelse, og at bekendtgørelsens regler også finder anvendelse, selv om medlemmet undlader at anmode om dagpenge efter arbejdsophøret."

Men a-kassen erkender også, at der ikke er hjemmel i loven for denne udformning af bekendtgørelsen og for direktoratets afgørelse. Loven står over bekendtgørelsen i den retlige trinfølge. Derfor skal direktoratet også påvise hvor der hentes hjemmel i loven for den meget vidtgående udformning af bekendtgørelsen, der bringer forvaltningen på kant med retsforholdene på arbejdsmarkedet.

Om det direktoratet lægger vægt på.

Direktoratet fremfører følgende

"Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at XX (medlemmet) var ansat hos XX med 32 timer pr. uge, at hun ophørte i dette arbejde den 14, juni 2001 for at stXX ved XX den 15. juni 2001, og at hun hos XX kun var garanteret 16 timer pr. uge.

Det følger af § 17, stk. 1, nr. 1, 1 bekendtgørelsen, at et medlem ikke anses for selvforskyldt ledig, hvis medlemmet ophører i et arbejde for at overtage et andet varigt arbejde, som har samme eller højere ugentligt timetal end det tidligere arbejde, eller som har et omfang, der ikke vil kunne give ret til supplerende dagpenge- (dvs. mere end 29,6 timer pr. uge).

Da medlemmet ophørte i et arbejde med 32 timer pr. uge for at overtage et arbejde, hvor hun kun var garanteret 16 timer pr. uge, opfylder medlemmet ikke betingelserne i bekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 1. Dette ændres ikke af, at hun fra 15. juni til 30. juni 2001 faktisk havde 68 arbejdstimer.

Medlemmet ses i øvrigt ikke at have haft en gyldig grund efter bekendtgørelsens § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos XX."

For det første må kassen til dette fremføre, at det ikke er forsvarligt at bruge forhold, som muligvis.., måske ..., vil kunne ... give ret til dagpenge, til at iværksætte sanktioner, som fratager et medlem retten til dagpenge, uden at det faktisk er konstateret, at forholdene rent faktisk fører til krav om dagpenge. Det er ude af trit med proportionalitetsprincippet i forvaltningsretten .

A-kassen er enig i, at havde arbejdsforholdet ved XX kørt videre og havde virksomheden på et tidspunkt gjort brug af den begrænsede garanti på 16. timer pr. uge, og havde medlemmet i denne forbindelse tilmeldt sig AF som arbejdssøgende, indgivet ledighedserklæring og begæret dagpenge udbetalt, så ville der være grundlag for at konstatere selvforskyldt ledighed på dette tidspunkt, da ledigheden ikke skyldes opsigelse fra arbejdsgiverens side, men det begrænsede garanterede timetal i ansættelsesforholdet. Men det har ikke været tilfældet.

Indtil direktoratet kan påvise en sådan reelt eksisterende beskyttelsesinteresse mod, at arbejdsløshedsforsikringen skal bære risikoen ved medlemmets jobskifte i form af, at der faktisk skal udbetales dagpenge, så er sanktioner mod jobskiftet indgreb i alle andre retsforhold på arbejdsmarkedet. Indgreb i medlemmets personlige integritet i forhold til selv at vurdere, om ønsket om det pågældende arbejde, set i forhold til den eventuelle risiko for arbejdsløshed, tilsiger hende at løbe risikoen. Indgreb i friheden til at opsige arbejde for at overtage et andet - til kort sagt at gøre brug af arbejdsmarkedet. Indførelse af stavnsbinding m.m.

Direktoratets bekendtgørelse og afgørelser griber forvridende ind i retsforholdene på arbejdsmarkedet, hvor forudsætningen netop er, at arbejdsløshedsforsikringen skal være neutral.

Men der har altså ikke været tale om ledighed i henhold til lovens § 57 i forbindelse med jobskiftet den 14. juni 2001. Der har ikke været anmodet om dagpenge som en følge af den lavere beskæftigelsesgaranti i det ny arbejdsforhold, Timetallet har rent faktisk været større i perioden indtil den begivenhed i medlemmets private forhold, som førte til ledighed fra fuldtidsarbejde.

Arbejdsløshedsforsikringslovens forudsætninger for anvendelse af § 63 på jobskiftet har ikke været opfyldt.

Om direktoratets manglende vilje til at gå ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger.

Uden at vise hvad direktoratet begrunder sin opfattelse på, så fremføres følgende

"Det er direktoratets opfattelse, at det har været en klar forudsætning ved udformningen af arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, at arbejdsophør, herunder gentagne arbejdsophør, der ikke er fyldestgørende begrundet, generelt skal have dagpengemæssige konsekvenser for medlemmerne."

Intet kan være mere forkert. Arbejdsløshedsforsikringen skal ikke behandle arbejdsophør!

Arbejdsløshedsforsikringen skal behandle spørgsmål om selvforskyldt ledighed - med vægt på ledighed - når og hvis der skal udbetales dagpenge.

Det er ikke gentagne arbejdsophør, men gentagne tilfælde af selvforskyldt ledighed , der er til behandling i arbejdsløshedsforsikringen, Det er ikke spørgsmålet om arbejdsophør , men om medlemmerne gentagne gange inden for 12 måneder er selvforskyldt i at måtte tilmelde sig AF som arbejdssøgende og begære udbetalinger.

Det er økonomisk smerteligt for medlemmerne, til skade for medlemmernes personlige integritet på arbejdsmarkedet og for arbejdsmarkedets funktion, at direktoratet hverken kan se eller forstå denne forskel.

I betragtning af de økonomiske konsekvenser for XX finder A-kassen, at det er uforsvarligt når direktoratet lakonisk meddeler følgende

"Direktoratet finder derfor ikke grundlag for at gå ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med afgørelsen af nærværende sag."

A-kassen kan ikke se, at direktoratet har underkastet hverken den omhandlede bekendtgørelse eller den konkrete afgørelse prøvelser i forhold til de afgørende forvaltningsretlige principper, som er fremført af kassen i ankeskrivelsen af 5. november 2001."

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen den 6. februar 2002

"Direktoratet sender klage over afgørelse af 21. december 2001.

A-kassen klager på medlemmets vegne over, at medlemmet anses for selvforskyldt ledig i forbindelse med et jobskift den 14. juni 2001.

Til de i klagen anførte synspunkter skal direktoratet bemærke følgende

Reglerne i arbejdsløshedsforsikringen antaster ikke aftaleretten på arbejdsmarkedet. Lønmodtagere og arbejdsgivere kan indgå eller opsige arbejdsaftaler, som de vil i overensstemmelse med kollektive overenskomster eller individuelle aftaler. Lønmodtagere kan skifte job, hvis De ønsker det.

Arbejdsløshedsforsikringsloven og bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed regulerer alene, hvad betydning arbejdsophør eller jobskift har i relation til retten til at få arbejdsløshedsdagpenge, der er en ydelse, som i væsentligt omfang er skattefinansieret, og som ydes til dækning af indkomsttab som følge af uforskyldt ledighed.

At en lønmodtager følger en kollektiv overenskomst eller individuel aftale i forbindelse med et arbejdsophør eller jobskift, er derfor ikke ensbetydende med, at arbejdsophøret eller jobskiftet ikke kan få dagpengemæssige konsekvenser for medlemmet.

I bemærkningerne til forslaget til lov nr. 840 af 21. december 1988 om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige, af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. og af lov om en arbejdmarkedsuddannelsesfond tales der i relation til lovens § 63 om ufyldestgørende arbejdsophør. Det anføres således i de almindelige bemærkninger, afsnit II, pkt. j

"Efter de gældende regler om arbejdsophør medfører ufyldestgørende arbejdsophør, at medlemmet mister retten til dagpenge i 5 uger. Ved gentagelse inden for en 12. måneders periode udelukkes medlemmet fra dagpenge indtil medlemmet har haft 5 ugers arbejde. Der er altså tale om samme virkning for medlemmet, som når der statueres manglende rådighed.

Det er hensigten at stadfæste i rådighedsbekendtgørelsen, at flere afbrydelser af arbejdsforhold uden fyldestgørende grund skal medføre manglende rådighed, hvilket i realiteten ikke indebærer nogen ændring for medlemmerne, som allerede efter gældende regler udelukkes fra dagpengeretten."

Der henvises i disse bemærkninger til de gyldige (fyldestgørende) grunde. Der nævnes ikke andre forbehold som fx at det kun er arbejdsophør i forbindelse med anmodning om dagpenge.

Endvidere kædes gentagne arbejdsophør snævert sammen med rådighedsreglerne og -sanktionerne.

Det er på denne baggrund direktoratets opfattelse, at det har været en klar forudsætning ved udformningen af arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, at arbejdsophør, herunder gentagne arbejdsophør, der ikke er fyldestgørende begrundet, generelt skal have dagpengemæssige konsekvenser for medlemmerne.

Det er derfor fortsat direktoratets opfattelse, at dagældende bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed ligger inden for den rammen og forudsætningerne for arbejdsløshedsforsikringslovens § 63.

Direktoratet skal videre bemærke, at § 57 i arbejdsløshedsforsikringsloven ikke definerer, hvad der skal forstås ved ledighed i loven. § 57 angiver alene i stk. 1 og 4, at det er en betingelse for at få dagpenge, at medlemmet er ledigt og tilmeldt AF som arbejdssøgende.

Der er til gengæld i bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed fastsat regler om de dagpengemæssige konsekvenser af arbejdsophør, der er ufyldestgørende (dvs. selvforskyldt ledighed).

Direktoratet finder derfor fortsat ikke grundlag for at gå ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med afgørelsen af nærværende sag.

Der er i øvrigt ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen."

5. Nyt efter klagen

Arbejdsløshedskassen den 14. februar 2002.

"A-kassen skal i det følgende fremkomme med vores kommentarer til Arbejdsdirektoratets fremsendelsesskrivelse til Arbejdsmarkedets Ankenævn i Arbejdsdirektoratets afgørelse af 21. december 2001.

Direktoratets skrivelse indeholder bemærkninger til

1. Arbejdsløshedsforsikringsreglemes forhold til aftalefriheden på arbejdsmarkedet

2. Ledighed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.

3. Hjemmelen for udformning af bekendtgørelsen, som ligger til grund for sagens afgørelse.

Afslutningsvis skal arbejdsløshedskassen vise kassens konklusioner i forhold til sagens afgørelse.

1. Forholdet til aftalefriheden på arbejdsmarkedet.

Direktoratet hævder på side 1, at de omhandlede regler i arbejdsløshedsforsikringen ikke antaster aftaleretten på arbejdsmarkedet. Uanset at direktoratet fastholder, at arbejdsløshedsforsikringen også skal behandle og sanktionere arbejdsophør, f.eks. i forbindelse med jobskifte, der ikke fører til anmodning om dagpenge.

Det forhold, at medlemmet ifølge de uhjemlede regler pålægges en karantæne for et jobskifte, som på ingen måde har haft indflydelse på den indtrådte ledighed eller været årsag til behovet for at begære arbejdsløshedsdagpenge, viser med al uønsket tydelighed, at der er tale om indgreb i aftalefriheden på arbejdsmarkedet.

Medlemmet skifter arbejde den 14. juni 2001. Medlemmet arbejder fuld tid såvel før som efter den 14. juni 2001. Medlemmet begærer ikke arbejdsløshedsdagpenge på baggrund af jobskiftet. Jobskiftet er ikke årsag til ledigheden.

Uanset at der ikke kan eller skal udbetales arbejdsløshedsdagpenge på baggrund jobskiftet, så pålægges medlemmet en karantæne. Arbejdsdirektoratet har på intet tidspunkt begrundet hvilket formål der forfølges med denne karantæne med gentagelsesvirkning.

Da der ikke kan eller skal udbetales dagpenge på grund af dette jobskifte, kan der ikke henvises til en beskyttelsesinteresse for arbejdsløshedsforsikringen som grundlag for karantænen.

Hvad er så formålet? Direktoratet vil forhåbentlig ikke påstå, at indgrebet i medlemmets velerhvervede rettigheder er formålsløst?

Sanktioner pålægges sædvanligvis for at fremme en alternativ adfærd i forhold til den udviste.

Medlemmet har ikke så meget som tænkt på arbejdsløshedsdagpenge i forbindelse med jobskiftet. Medlemmet har ikke begæret arbejdsløshedsdagpenge begrundet af jobskiftet. Der er ikke en adfærd at ændre her.

Så må det jo være resten af medlemmets adfærd, der skal ændres. Men den tilhører aftalefriheden på arbejdsmarkedet.

Arbejdsdirektoratet anvender beskyttelsesinteressen i arbejdsløshedsforsikringen på forhold, hvor den ikke er til stede. Det er anvendelse af regler uden for deres område. Det kaldes magtfordrejning.

XX har overtaget et arbejde på fuld tid ved jobskiftet. Arbejdsgiveren tilbyder så meget arbejde som muligt, men tør åbenbart ikke garantere mere end 16 timer pr. uge. XX satser på, at der alligevel faktisk vil blive tale om fuldtidsarbejde, og det har altså også været tilfældet.

Ansættelsen indebærer,

- at XX kontraktretligt påtager sig en arbejdsforpligtigelse op til fuld tid

- at arbejdsgiveren så vidt muligt tilbyder arbejde til fuld tid

- at arbejdsgiveren som minimum kontraktretligt garanterer 16 timer pr. uge.

Direktoratets sanktion må foreløbigt vurderes at rette sig mod, at XX har valgt at løbe en risiko for at få et arbejde, der har hendes interesse. Ingen kan spå om fremtiden. Kun fremtiden ville kunne vise, om der reelt er tale om en risiko. Og kun fremtiden ville kunne vise, hvad medlemmet vælger at gøre, hvis der i en enkelt uge eller to viser sig at være færre arbejdstimer og mulighed for at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge. Det kan jo ikke afgøres på forhånd, at XX vil anmode om dagpenge i den situation.

Direktoratet venter ikke på dette. Direktoratet tager eventuelle sorger på forskud og meddeler, uanset at arbejdet har været til fuld tid og ikke har givet anledning til tilmelding til Arbejdsformidlingen og begæring om dagpenge, at der skal pålægges en karantæne med gentagelsesvirkning.

En karantæne, der øger risikoen ved XXs dispositioner i et omfang, som XX med god grund ikke har haft forestillinger om. XX forventer med god grund, at der først kan konstateres eventuel selvforskyldt ledighed i det øjeblik hun rent faktisk melder sig ledig ved AF og begærer dagpenge. Før er arbejdsløshedsforsikringen ikke blandet ind i XX forhold.

Direktoratet pålægger XX en karantæne begrundet i, at hun har brugt sin personlige integritet og aftalefrihed på arbejdsmarkedet til at løbe en risiko, for at få et arbejde hun ønsker sig. Det er den klare konsekvens. XXs brug af sin personlige integritet og aftalefrihed på arbejdsmarkedet er den direkte årsag til, at direktoratet pålægger XX en karantæne, der er ensbetydende med, at selvforskyldt ledighed inden for de efterfølgende 12 måneder ikke "kun" betyder en effektiv karantæne, men direkte fremrykning til et arbejdskrav på 300 timer inden for 10 uger.

Uanset hvor mange krumspring direktoratet vil forsøge sig med, så er der tale om en sanktion uanset at der ikke tale om ledighed, men skift af arbejde. En sanktion vendt mod indgåelse af ansættelsesaftaler med et garanteret timetal på mindre end fuld tid, men med den klare hensigt at der skal være arbejde til fuld tid.

Risikoen for XX m.fl. øges ganske betydeligt. I den almindelige retsopfattelse vedrørende arbejdsløshedsforsikringen er det den berettigede forventning, at sanktioner for selvforskyldt ledighed forudsætter at der er tale om ledighed. Det strider mod den almindelige retsopfattelse at et og samme arbejdsforhold - som dette - kan give anledning til to karantæner uanset at det ikke har givet anledning til udbetaling af dagpenge. En karantæne for at overtage arbejdsforholdet - jobskifte - og en karantæne for at ophøre i det. Sker det som her inden for 12 måneder, så er resultatet direkte fratagelse af dagpengeretten indtil opfyldelse af arbejdskravet på 300 timer inden for 10 uger.

Direktoratets sanktion er vendt mod indgåelse af ansættelsesaftaler med variabel arbejdstid, men ( rettet: med ) et garanteret timetal pr. uge. Det afgørende i direktoratets regel er ikke om der skal udbetales dagpenge. Det afgørende er, at aftalen indgås. Derfor retter det sig også direkte mod aftalefriheden på arbejdsmarkedet og ikke mod forekomsten af selvforskyldt ledighed.

Uanset utallige opfordringer nægter direktoratet at stille de afgørende forvaltningsretlige spørgsmål til den viste praksis, som netop skal forebygge at magtfordrejning indtræder. Det er meget betænkeligt. Før eller siden kommer direktoratet til at tage stilling til spørgsmålet.

2. Ledighed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand

Direktoratet bemærker,

"... at § 57 i arbejdsløshedsforsikringsloven ikke definerer, hvad der skal forstås ved ledighed i loven. § 57 angiver alene i stk. 1 og 4, at det er en betingelse for at få dagpenge, at medlemmet er ledigt og tilmeldt AF som arbejdssøgende,"

Og......må a-kassen så spørge?

Det er oplagt, at direktoratet leder efter en bredere definition som kan legitimere, at reglerne anvendes blot et medlem frigør sig af arbejdsforpligtigelse i en ansættelsesaftale. Men det er ikke arbejdsløshedsforsikringens område og skal ikke være det.

Arbejdsløshedsforsikringens område er at regulere hvad der skal gælde i tilfælde af ledighed i form af tilmelding til AF og begæring om ydelser. Sådan som det også kommer til udtryk i § 2 i den omhandlede bekendtgørelses afsnit om begreber

"§ 2. Ved "ledige medlemmer" forstås i denne bekendtgørelse medlemmer, som er tilmeldt AF som ledige, eller som ledige modtager dagpenge eller anden ydelse, som arbejdsløshedskassen udbetaler."

Understregningerne er a-kassens.

Det forekommer a-kassen, at denne begrebsdefinition i høj grad bygger på indholdet i lovens § 57.

3. Hjemmelsspørgsmålet

3.a. Den formelle lovtekst og retskildehierakiet

Arbejdsdirektoratet henviser - i et forsøg på at påvise eksistensen af en hjemmel til at pålægge karantæner, hvor der ikke er ledighed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand og begæring om arbejdsløshedsdagpenge - til bemærkninger til det lovforslag, som blev til lov nr. 840 af 21. december 1988.

A-kassen skal kvittere for, at arbejdsdirektoratet ses at have ledt efter en mulighed for at statuere den forudsatte hjemmel i loven for det belastende indgreb i medlemmets rettigheder.

Det fremførte tager a-kassen som udtryk for, at det er hvad direktoratet har kunnet finde til støtte for den af direktoratet hævdede hjemmel. Når a-kassen således i det følgende tilbageviser denne henvisning, så må det erkendes, at direktoratet ikke som krævet i forvaltningsretten kan henvise til en klar lovgivet hjemmel for at foretage så belastende indgreb i de arbejdsløshedsforsikredes rettigheder, som bekendtgørelsen og direktoratets afgørelse er udtryk for,

A-kassen skal konstatere, at det ikke er lykkedes for direktoratet, med henvisningen til lovforslaget, som lå til grund for lov nr. 840 af 21. december 1988.

For det første rangerer den formelle lovtekst i retskildehierakiet over bemærkningerne til loven. Netop lov nr. 840 af 21. december 1998 tydeliggør anvendelsen af arbejdsløshedsforsikringsloveris § 63. Som et nyt første punktum i den direkte lovtekst indsættes med loven følgende nye tekst

"§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes, ..."

Mere tydeligt kan det ikke siges, at § 63 først finder anvendelse når ledigheden rent faktisk er indtrådt og der skal udbetales dagpenge.

Den formelle lovtekst tilbageviser arbejdsdirektoratets brug af lovforslaget.

Hvis der opstår ledighed og skal udbetales dagpenge, så er det spørgsmålet hvorvidt ledigheden er selvforskyldt, der skal behandles og afgøres. Det er ikke spørgsmålet om medlemmet har haft en gyldig grund til at skifte job, men om medlemmet er selvforskyldt i en ledighed, når den indtræder.

§ 63 skal således ikke anvendes på medlemmets jobskifte den 14. juni 2001, da der ikke skal udbetales dagpenge/supplerende dagpenge i forhold til dette. Der er ikke tale om ledighed og derfor heller ikke anledning til at undersøge årsagen til en begivenhed, som ikke er indtruffet.

Direktoratets anvendelse af bemærkningerne til lovforslaget aflives således af den direkte lovtekst i forslaget.

3A Der er ikke belæg for direktoratets brug af bemærkningerne til lovforslaget

Der er desuden ikke belæg for direktoratets brug af bemærkningerne.

Direktoratet mangler stadig at påvise den fornødne hjemmel for § 1, stk. 1 i den omhandlede bekendtgørelse

"§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en arbejdsløshedskasse, der ophører i et lønarbejde efter afskedigelse eller egen opsigelse."

I arbejdsløshedsforsikringsloven er der kun hjemmel til at behandle spørgsmål om der skal udbetales ydelser for perioder, hvor ledigheden er selvforskyldt. Brug af arbejdsløshedsforsikringen i sådanne situationer udløser selvrisiko. Gentagne tilfælde af selvrisiko inden for 12 måneder udløser større selvrisiko. Det er en betingelse at der rent faktisk skal udbetales for sådanne perioder.

- Direktoratets urigtige præsentation af og anvendelse af bemærkningerne

Direktoratet kommer med følgende pastand om bemærkningernes relatering

"I bemærkningerne til forslaget til lov nr. 840 tales der i relation til lovens § 63 om ufyldestgørende arbejdsophør. Det anføres således i de almindelige bemærkninger, afsnit Il, pkt. J:"

Derefter følger citering af bemærkningerne.

Direktoratet undlader at præcisere, at overskriften for pkt. j i lovforslagets almindelige bemærkninger ser således ud

"Ad pkt. j. Revision af rådighedsbestemmelserne..."

Punktet omhandler i sin helhed udelukkende planer vedrørende revision af rådighedsbekendtgørelsen . Hen over den vedlagte udskrift af pkt. j i sin helhed på godt fire A4 sider er § 63 kun omhandlet med følgende godt 11/2 linie

"Der er herudover foretaget nogle tekniske ændringer af § 63, jf. bemærkningerne til forslagets enkelte bestemmelser."

Det er således direkte forkert, når direktoratet påstår, at punktet relaterer sig til § 63 og således skulle kunne bruges til at udlede indholdet i § 63.

Det er hverken formålet eller realiteten i pkt. j i bemærkningene til det omhandlede lovforslag. Det diskuterer en revision af rådighedsbestemmelserne under ledighedsforløb i arbejdsløshedsforsikringsloven på baggrund af forhandlinger mellem den daværende regering og Socialdemokratiet. Altså hvor ledigheden rent faktisk er indtrådt og der udbetales dagpenge. Det er forudsætningen. Vi citerer

"Formålet med revisionen af bekendtgørelsen er at give arbejdsløshedskasserne et redskab til løbende at holde sig orienteret om den lediges aktiviteter for derved bedre at kunne målrette informations- og vejledningsindsatsen mod den lediges individuelle behov, Hensigten er endvidere dels at gøre reglerne mere præcise og overskuelige, så medlemmerne har mulighed for at gøre sig bekendt med sine pligter og rettigheder under ledighedsforløbet , og dels at indskærpe rådighedsforpligtelsen over for medlemmerne og forbedre kassens muligheder for at vurdere om rådighedsforpligtelsen er opfyldt."

Understregningen er a-kassens. Også rådighedsforpligtelsen er knyttet til ledighed og ledighedsforløb i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Dagpengeretten er betinget af ledighed og rådighed for arbejdsmarkedet.

- Udelukkende sammenligning/vurdering af sanktioner - ikke behandling af hvornår de pålægges.

Formålet med de af direktoratet fremførte bemærkninger til lovforslaget er i teksten i et umiddelbart forudgående afsnit begrundet således

"Med henblik på at præcisere rådighedsforpligtelsen skal det ved revisionen af rådighedsbekendtgørelsen klargøres i hvilke situationer, der som udgangspunkt skal statueres manglende rådighed."

Sidste afsnit af det af direktoratet citerede knytter direkte til dette

"Det er hensigten at stadfæste i rådighedsbekendtgørelsen, at flere afbrydelser af arbejdsforhold uden fyldestgørende grund skal medføre manglende rådighed, hvilket i realiteten ikke indebærer nogen ændring for medlemmerne, som allerede efter gældende regler udelukkes fra dagpengeretten."

Dette vises umiddelbart forinden i det af direktoratet citerede

"Efter de gældende regler om arbejdsophør medfører ufyldestgørende arbejdsophør, at medlemmet mister retten til dagpenge i 5 uger. Ved gentagelse inden for en 12 måneders periode udelukkes medlemmet fra dagpenge indtil medlemmet har haft 5 ugers arbejde. Der er altså tale om samme virkning for medlemmet, som når der statueres manglende rådighed."

Forslagsstillerens ærinde er altså at vise harmoni mellem sanktionerne uanset om de meddeles som følge af manglende rådighed eller som følge af gentagne tilfælde af selvforskyldt ledighed. At sanktionen skal være den samme ved revisionen.

Det er spørgsmålet om harmoni i sanktionsbestemmelserne, der er til behandling.

Et meget relevant spørgsmål, som vi skal vende tilbage til.

Da det på ingen måde er spørgsmålet om hvornår arbejdsløshedsforsikringen kan siges at have et berettiget sanktionsformål, der er til behandling, er der ingen anledning til at forslagsstillerne skulle behandle dette spørgsmål. Der er ikke anledning til i forslagets bemærkninger at behandle forbehold vedrørende hvilke situationer der konkret berettiger til sanktionering i arbejdsløshedsforsikringen.

Derfor kan Arbejdsdirektoratet heller ikke bruge det til noget som helst, at sådanne forbehold ikke er nævnt. Der er ganske enkelt ikke anledning til det. Det er ikke til behandling. Derfor kan direktoratet heller ikke påkalde sig støtte i dette til det uhjemlede indhold i bekendtgørelsen, der ligger til grund for afgørelsen af nærværende sag,

Det taler for sig selv, at det er alt hvad direktoratet har været i stand til at henvise til i forbindelse med det almindelige krav om udtrykkelig hjemmel for belastende indgreb i borgernes rettigheder.

- Forbeholdene i den efterfølgende faktiske revision af rådighedsbekendtgørelsen

At der i bemærkningerne til lovforslaget ikke er fremført forbehold med hensyn til hvilke ophør, der skal sanktioneres, er således ikke et udtryk for, at de ikke findes. Der refereres i bemærkningerne til lovforslaget blot til gældende retstilstand, som var og er i overensstemmelse med det af a-kassen fremførte i ankesagen.

Det fremgår da også ganske tydeligt af resultatet af den faktiske revision i 1989 af rådighedsbekendtgørelsen på baggrund af bemærkningerne til lov nr. 840 af 21. december 1988

Bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed.

Bekendtgørelsen respekterer den af a-kassen fremførte retstilstand.

Bekendtgørelsen er opdelt i tre kapitler

- Kapitel I - Rådighedsforpligtelsen. - § § 1-20.

- Kapitel 2 - Selvforskyldt ledighed - §§ 21-30.

- Kapitel 3 - Ikrafttræden m.v. - § 3 1.

De dele vedrørende revisionen af rådighedsbekendtgørelsen, som direktoratet søger at legitimere forvaltningen med, er indarbejdet § 13, nr. 1), i Kapitel 1, som er opdelt i følgende underafsnit

<

§ 63 indeholder intet om, hvor længe der ikke må udbetales dagpenge til et sådant medlem, eller hvilke krav medlemmet skal opfylde for igen at kunne få dagpenge.

§ 63 indeholder heller intet om, hvad der skal anses for fyldestgørende grunde til at ophøre med et arbejde. (Bortset fra at der i § 63, stk. 4, er en bestemmelse om, at et medlem uden dagpengemæssige konsekvenser kan nægte at medvirke til udvikling og produktion af krigsmateriel).

Det er derimod i en bemyndigelsesbestemmelse i § 63, stk. 5, fastsat, at det er direktøren for Arbejdsdirektoratet, der efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætter de nærmere regler for anvendelse af § 63. Disse nærmere bestemmelser er nu fastsat i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed.

Det har i en lang periode været forudsat ved ændringer af arbejdsløshedsforsikringloven og ved udarbejdelsen af bekendtgørelser med regler om selvforskyldt ledighed, at gentagne arbejdsophør uden en fyldestgørende grund medfører, at medlemmet mister retten til dagpenge, og at de nærmere regler herom kunne fastsættes i en bekendtgørelse.

Det er dette, som den af direktoratet citerede bemærkning fra forslaget til lov nr. 840 af 21. december 1988 er udtryk for.

Direktoratet skal endvidere bemærke, at der efter de arbejdsophør, som er behandlet i direktoratets bekendtgørelse, er trådt en ny bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed i kraft,

Det skal videre bemærkes, at selv om de omhandlede arbejdsophør blev bedømt efter den nu gældende bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed, ville det ikke ændre direktoratets afgørelse.

Det af XX A-kasse anførte giver i øvrigt ikke direktoratet anledning til yderligere bemærkninger."

Arbejdsløshedskassen anførte den 21. august 2002.

"A-kassen har modtaget direktoratets bemærkninger til vores brev af 14. februar 2002 og Ankenævnets anmodning om kassens eventuelle bemærkninger hertil. A-kassen skal fremkomme med disse i det følgende.

A-kassen skal dele kommentarerne op efter indholdet på henholdsvis side 1 og side 2 af Arbejdsdirektoratets brev. I modsætning til arbejdsdirektoratet, så føler vi os forpligtiget til at forholde os til det, som vores modpart fremfører.

Til Arbejdsdirektoratets begreb: "Rammebestemmelse"

Arbejdsdirektoratet fremfører følgende

"Arbejdsløshedsforsikringslovens § 63 er - som mange andre bestemmelser i loven - i høj grad en rammebestemmelse."

A-kassen er ikke uenig i, at arbejdsløshedsforsikringsloven på mange områder en "rammelov", men vi må erkende, at vores forståelse af dette er en helt anden end direktoratets. Hvad enten man taler om "rammeaftaler", "rammebeløb", "rammebestemmelser" eller "rammelove", så er der tale om bestemmelse af en "ramme" inden for hvilken der kan disponeres.

En "rammeaftale" fastlægger alene nogle almene principper og inden for disses ramme må der så suppleres med aftaler om detaljer.

Et "rammebeløb" fastlægger et samlet beløb og inden for denne ramme kan der så disponeres.

Det samme gælder for såvel "rammelove" som "rammebestemmelser": Der angives rammer for brugen af lovene og bestemmelserne. Dette beskæftiger forvaltningsretten sig meget med og det har a-kassen også gjort i vores ankeskrivelser.

Vi anklager således Arbejdsdirektoratet for at bruge såvel loven om arbejdsløshedsforsikring som samme lovs § 63 uden for deres "rammer".

Det er vores klare fornemmelse og vurdering af direktoratets praksis, at direktoratet bruger begrebet "rammer" på en helt anden måde, nemlig som frihed til at bestemme hvad som helst og at den givne bemyndigelse således er uden "rammer". Det er netop problemet.

Det er ikke forsvarligt. Det kan indebære magtfordrejning og gør det i nærværende sag.

I vores brev af 14. februar 2002 forholder vi os i afsnit 2 og 3 jo netop til de givne "rammer" i lovgivningen og påviser at direktoratet bruger lovgivningen uden for de givne "rammer".

Direktoratet henviser til bemyndigelsesbestemmelsen i § 63, stk. 5

"Det er derimod i en bemyndigelsesbestemmelse i § 63, stk. 5, fastsat, at det er direktøren for Arbejdsdirektoratet, der efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætter de nærmere regler for anvendelsen af § 63. Disse nærmere bestemmelser er nu fastsat i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed."

A-kassen anfægter selvfølgelig ikke denne bemyndigelsesbestemmelse, men vi anfægter at direktoratet igen og igen undlader at forholde sig til "rammerne" for denne bemyndigelse og alene fokuserer på bemyndigelsen. Og nu igen i dette brev af 24. juni 2002 gør det.

A-kassen skal gerne gentage vores præcisering af "rammebestemmelseme" i § 63 i præambelen i paragraffen

" § 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes,

"Rammerne" for brugen af § 63 er således for det første medlemmer, for det andet at medlemmerne er ledige og endelig at der er tale om ledige medlemmer der skal have udbetalt dagpenge. Det er i det hele taget "rammerne" for arbejdsløshedsforsikringsloven. Det er "rammerne" for arbejdsløshedsforsikringens legitime beskyttelsesinteresser.

Når direktoratet så med påstået hjemmel i § 63 begynder at udstede detaljerede regler for "selvforskyldt ledighed", hvor der ikke er den forudsatte ledighed, så overskrides "rammebestemmelsen" i § 63 og "rammelovens" rammer. Direktoratet tager simpelthen ikke "rammerne" alvorligt. Og en sådan praksis er aldeles ikke medholdelig og slet ikke ved belastende afgørelser, hvor kravet er, at der skal kunne henvises til en klar lovhjemmel.

Til "forudsætningerne" ved ændringer af arbejdsløshedsforsikringsloven og ved udarbejdelsen af bekendtgørelser med regler om selvforskyldt ledighed.

På side 2 fremfører Arbejdsdirektoratet bl.a. følgende

"Det har i en lang periode været forudsat ved ændringer af arbejdsløshedsforsikringsloven og ved udarbejdelsen af bekendtgørelser med regler om selvforskyldt ledighed, at gentagne arbejdsophør uden fyldestgørende grund medfører, at medfører, at medlemmet mister retten til dagpenge, og at de nærmere regler herom kunne fastsættes i en bekendtgørelse."

Det er en noget "luftig" begrundelse for at praktisere karantæne og gentagelsesvirkning for begivenheder, som ikke har berørt arbejdsløshedsforsikringen. Som sagt fordrer belastende afgørelse en klar lovhjemmel. Det er den forudsatte retssikkerhed for borgerne og således også for medlemmer af arbejdsløshedsforsikringen.

Er der her tale om Arbejdsdirektoratets fornemmelser for "forudsætninger" og hvem har i givet fald skabt disse fornemmelser? Kan og skal belastende afgørelser nu baseres på fornemmelser for "forudsætninger" eller på en klar lovhjemmel?

Arbejdsdirektoratet henviser kun til bemærkningerne fra lovforslaget til lov nr. 840 af 21. december 1988 som udtryk for sådanne "forudsætninger". A-kassen har allerede taget stilling til direktoratets brug af disse bemærkninger på side 4 og 5 i vores brev af 14. februar 2002. Som vist så var det med lov nr. 840 af 21. december 1988 at lovgiverne i folketinget udstyrede § 63 med den oven for viste "præambel" der angiver "rammerne" for anvendelsen af "rammebestemmelsen"

"§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes,

Denne klare præcisering af "rammerne" i den direkte lovtekst i lov nr. 840 af 21. december 1988 kan ikke "overrules" af direktoratets løsagtige brug af bemærkninger til lovforslaget, som vi ligeledes har dokumenteret det i vores brev af 14. februar 2002 med vedlæggelse af bemærkningerne til det omhandlede lovforslag.

A-kassen må nødvendigvis konkludere, at Arbejdsdirektoratet ikke er i stand til at påvise den fornødne hjemmel for udformningen af bekendtgørelserne og for den belastende afgørelse over for XX.

Det er så op til Arbejdsmarkedets Ankenævn at påvise den fornødne hjemmel. I modsat fald må Ankenævnet omgøre direktoratets afgørelse til fordel for XX.

A-kassen er kommet med en saglig og grundig fremstilling af, hvorfor der ikke er den fornødne hjemmel for direktoratets bekendtgørelse og afgørelse.

Arbejdsmarkedets Ankenævn anmodes således igen om at ændre direktoratets afgørelse af 21. december 2001 så det anerkendes

At XXs skift af arbejde den 14. juni 2001 ikke vedrører arbejdsløshedsforsikringen, da der ikke har været ledighed i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 57 i forbindelse med jobskiftet.

At der derfor ikke er hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven for at pålægge XX en effektiv karantæne med gentagelelsesvirkning for jobskiftet den 14. juni 2001.

At det er således alene er årsagen til ledigheden ved medlemmets ledigmeldelse og begæring af dagpenge den 5. juli 2001, der skal vurderes for selvforskyldt ledighed i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 63.

At XX alene skal pålægges en effektiv karantæne på 5 uger på baggrund af den selvforskyldte ledighed ved ophøret den 30. juni 2001 fra virksomheden XX i XX."

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001

§ 63 . Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et passende arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller arbejdsløshedskassen,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde,

3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet, eller

4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår at medvirke til udarbejdelse eller revision af en individuel handlingsplan, afslår eller afbryder et tilbud i henhold til en individuel handlingsplan efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller afslår eller afbryder en uddannelse, som Arbejdsformidlingen vurderer vil øge mulighederne for beskæftigelse.

Stk. 2. ...

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet de nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 samt om de dagpengemæssige konsekvenser over for medlemmerne som følge af stk. 1-4.

Direktoratets bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed

Selvforskyldt ledighed, gentagelsesvirkning.

Vedrørende XX, cpr.nr. XX, Deres j.nr. XX.

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den XX

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

XX skal anses for selvforskyldt ledig ved sine arbejdsophør henholdsvis den 14. juni 2001 og den 30. juni 2001. XX skal for hvert arbejdsforhold idømmes en karantæne på 3 uger. Arbejdsophørene skal ikke tillægges gentagelsesvirkning i forbindelse med XXs ledigmeldelse den 5. juli 2001.

Ad arbejdsophøret den 14.juni 2001

Ankenævnet har lagt til grund, at XX fra den 1. maj 2001 til den 14. juni 2001 var i beskæftigelse som smørrebrødsjomfru 32 timer ugentlig hos XX.

Ankenævnet har lagt vægt på, at XX selv opsagde sin stilling hos XX for at tiltræde arbejde som smørrebrødjomfru hos XX den 15. juni 2001, hvor hun var garanteret beskæftigelse 16 timer ugentlig.

Ankenævnet finder, at XX ved at opsige sit arbejde hos XX, hvor hun arbejdede 32 timer om ugen for at overtage arbejde med garanteret beskæftigelse 16 timer ugentlig hos XX, skal anses for selvforskyldt ledig pr. 15 juni 2001. XXs søgte ikke dagpenge i forbindelse med arbejdsophøret hos XX den 14. juni 2001, men meldte sig ledig den 5. juli 2001.

Ankenævnet har været opmærksom på, at XX faktisk arbejdede 68 timer under ansættelsen hos XX fra 15. juni 2001 til 30. juni 2001, men det afgørende for, om et medlem skal anses for selvforskyldt ledig i forbindelse med et arbejdsophør er imidlertid, hvor mange timer den pågældende var ansat til at arbejde.

Opsiger et medlem sit arbejde for at overtage arbejde, hvor den pågældende er sikret et færre antal timer ifølge ansættelsesaftale, anses medlemmet for selvforskyldt ledig.

Efter § 2, stk. 4, i direktoratets bekendtgørelse af 19. september 2001, der trådte i kraft den 1. oktober 2001 § 2, anses et medlem ikke for omfattet af reglerne om selvforskyldt ledighed, hvis medlemmet ophører i et arbejde uden at bede om ydelser fra kassen i 3 måneder efter ophøret.

Da direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed trådte i kraft den 1. oktober 2001, og da bekendtgørelsen ikke indeholder særlige overgangsbestemmelser i relation til arbejdsophør, der har fundet sted forud for ikrafttrædelsesdatoen og under omstændigheder, som i den foreliggende sag, er det ankenævnets opfattelse, at de lempeligere sanktionsbestemmelser i forbindelse med arbejdsophør uden begæring af dagpenge kan anvendes ved afgørelsen af denne sag.

Ankenævnet har lagt til grund, at XX ophørte i sit arbejde hos XX den 14. juni 2001, og at hun anmodede om udbetaling af dagpenge den 5. juli 2001.

Da XX har begæret dagpenge eller anden ydelse fra kassen inden for 3 måneder efter arbejdsophøret, ville hun ikke blive hjulpet af reglerne om selvforskyldt ledighed i direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001, og hun må anses for selvforskyldt ledig vurderet efter denne bekendtgørelses regler.

Ad arbejdsophøret den 30. juni 2001

Ankenævnet har lagt til grund, at XX selv sagde sin stilling som smørrebrødsjomfru hos XX op den 30. juni 2001 og at hun begrundede opsigelsen med, at hun var blevet alene og derfor var flyttet til sin mor i XX. XX meldte sig ledig den 5. juli 2001.

Ankenævnet finder, at XX opsagde sin stilling hos XX af personlige grunde. Der er efter reglerne i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed ikke tale om gyldige grunde. XX er derfor selvforskyldt ledig i forbindelse med arbejdsophøret den 30. juni 2001 hos XX.

Ad gentagelsesvirkning

Ankenævnet har lagt til grund, at kassen først i forbindelse med XX ledigmeldelse den 5. juli 2001 blev bekendt med såvel hendes første som andet arbejdsophør. XX har således ikke modtaget nogen afgørelse og dermed ingen vejledning i forbindelse med det første arbejdsophør.

Ankenævnet er derfor ikke enig i, at XX skal udelukkes fra dagpenge på grund af sit 2. selvforskyldte arbejdsophør inden for 12 måneder.

Ankenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at XX ikke i forbindelse med sit første arbejdsophør den 14. juni 2001 blev vejledt om gentagelsesvirkningen.

Det forhold, at XX i forbindelse med en afgørelse om selvforskyldt ledighed i 1998 blev vejledt om gentagelsesvirkning, kan ikke tillægges den betydning, at hun anses for vejledt i forbindelse med arbejdsophøret den 14. juni 2001, idet der er gået ca. 3 år siden denne vejledning. Det kan ikke med rette forventes, at hun kan huske vejledningen om, at hun kan risikere en gentagelsesvirkning ved to selvforskyldte arbejdsophør inden for 12 måneder.

Størrelsen af karantæne på grund af selvforskyldt ledighed

Ifølge direktoratets afgørelse af 21. december 2001 skulle XX have en effektiv karantæne på 5 uger på grund af selvforskyldt ledighed.

Den 11. december 2002 vedtog Folketinget imidlertid at ændre reglerne om selvforskyldt ledighed med virkning fra den 1. januar 2003 (L 60), lov nr. 1035 af 17. december 2002. Med ændringen af loven gennemførtes en lempelse af reglerne om selvforskyldt ledighed, idet der pålægges den samme sanktion, 3 uger, uanset hvilken sanktionsbelagt handling, der er udført, bortset fra gentagelsestilfælde.

Da ændringsloven såvel som ændringsbekendtgørelse nr. 1202 af 18. december 2002 til bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed ikke indeholder en særlig overgangsregel, er det ankenævnets opfattelse, at det er den lempeligere sanktionsregel, der skal anvendes ved afgørelsen af denne sag.

Ankenævnet begrunder denne opfattelse med, at sagen først bliver endeligt afgjort, efter at de nye og lempeligere sanktionsregler er trådt i kraft, og at det i praksis antages, at regelændringer, der indebærer lempelser i forhold til tidligere gældende sanktionsregler, skal anvendes på sager, der ikke er endeligt afgjort forud for reglernes ikrafttræden, hvis andet ikke er bestemt.

Ankenævnet finder således, at XXs to arbejdsophør alene skal sanktioneres med 3 ugers effektiv karantæne for hvert arbejdsophør.

Ad kassens bemærkninger om hjemmel

Ankenævnet finder ikke, at arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1 med sin formulering skal forstås så snævert, som af kassen anført. Ifølge kassen skal bestemmelsen alene anvendes, når der er tale om umiddelbar ledigmeldelse og anmodning om udbetaling af dagpenge mv. efter et arbejdsophør.

Lovbestemmelsen har gennem tiderne haft stort set samme ordlyd som i dag. Begrebet "ledighed" har altid indgået i bestemmelsen, ligesom "udbetaling af ydelser" har været en del af teksten. Sammenhængen mellem disse begreber er og har været, at der ikke kan udbetales ydelser til et medlem, hvis ledighed skyldes et ufyldestgørende arbejdsophør. Man har med disse regler villet sikre sig, at et ufyldestgørende arbejdsophør blev sanktioneret.

Der er ikke i lovbemærkningerne hverken nu eller tidligere anført bemærkninger, der giver holdepunkt for en fortolkning af § 63, stk. 1 som af kassen anført.

Resumé

Medlemmet havde underskrevet 3 ledighedserklæringer den 9. juli 2001 om ledighed fra 5. juli 2001.

1. ledighedserklæring: Medlemmet var ansat som smørrebrødsjomfru fra den 22. januar 2001 til den 30. april 2001, hun opsagde selv dette arbejde, fordi hun havde fundet andet arbejde.

2. ledighedserklæring: Medlemmet var herefter ansat som smørrebrødsjomfru 32 timer ugentlig fra den 1. maj 2001 til den 14. juni 2001, hun opsagde selv dette arbejde for at overtage arbejde med garanteret beskæftigelse 16 timer ugentlig. Hun søgte ikke om dagpenge i forbindelse med ophøret den 14. juni 2001. Hun tilmeldte sig AF som ledig den 5. juli 2001.

3. Ledighedserklæring: Medlemmet var ansat som smørrebrødsjomfru 16 timer ugentlig fra den 15. juni 2001 til den 30. juni 2001, hun opsagde selv dette arbejde. Hun arbejdede dog 68 timer i denne periode. Hun var blevet enlig og ville derfor flytte til sin mor. Hun tilmeldte sig AF som ledig den 5. juli 2001.

Kassen og direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet, som hun var ophørt med 14. juni 2001. Medlemmet var også selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet, som hun var ophørt med den 30. juni 2001. Hun var derfor selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12 måneder og hun mistede derfor retten til dagpenge fra den 1. juli 2001.

Kassen klagede over afgørelsen på medlemmets vegne, idet kassen fandt reglerne forkerte og uden hjemmel i loven, at afgørelsen efter kassens opfattelse ikke var i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler, og arbejdsophøret den 14. juni 2001 ikke vedrørte arbejdsløshedsforsikringen.

På mødet den 4. september 2003 traf ankenævnet afgørelse om, at medlemmet skulle anses for selvforskyldt ledig ved sine arbejdsophør henholdsvis den 14. juni 2001 og den 30. juni 2001. Medlemmet skulle for hvert arbejdsforhold idømmes en karantæne på 3 uger. På grund af de ændrede sanktionsregler skulle de 2 arbejdsophør alene sanktioneres med 3 ugers karantæne for hvert arbejdsophør.

Arbejdsophørene skulle ikke tillægges gentagelsesvirkning i forbindelse med medlemmets ledigmeldelse den 5. juli 2001. Ankenævnet havde lagt til grund, at kassen først i forbindelse med medlemmets ledigmeldelse den 5. juli 2001 blev bekendt med såvel første som andet arbejdsophør. Medlemmet have således ikke modtaget nogen afgørelse og dermed ingen vejledning i forbindelse med det første arbejdsophør.

Ad kassens bemærkninger om hjemmel

Ankenævnet fandt ikke, at arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1 med sin formulering skulle forstås så snævert, som af kassen anført. Ifølge kassen skulle bestemmelsen alene anvendes, når der er tale om umiddelbar ledigmeldelse og anmodning om udbetaling af dagpenge mv. efter et arbejdsophør.

Ankenævnet fandt, at der ikke i lovbemærkningerne hverken nu eller tidligere er anført bemærkninger, der giver holdepunkt for en fortolkning af § 63, stk. 1, som af kassen anført.

Af de almindelige lovbemærkninger i forbindelse med lovændringen pr. 1. januar 1989, ad § 63, fremgår det, at der i forbindelse med arbejdsophør uden fyldestgørende grund pålægges en karantæne på 5 uger, i hvilke medlemmet ikke kan få dagpenge udbetalt.

Det er uomtvistet, at der er tale om en effektiv karantæne. Med en effektiv karantæne har man som udgangspunkt villet sikre, at et medlem ikke kunne unddrage sig karantænen ved at undlade at begære dagpenge. Meningen var, at et arbejdsophør uden fyldestgørende grund skulle have dagpengemæssige konsekvenser.

Ankenævnet fandt ikke, at ordlyden af § 63, stk. 1 afskærer nærmere regler, hvorefter et medlem, som ikke begærer dagpenge i forbindelse med et arbejdsophør, anses for selvforskyldt ledig.

Når det af bestemmelsen i § 63, stk. 1 fremgår, at dagpenge ikke kan udbetales, hvis "ledigheden" skyldes ... skal dette efter ankenævnets opfattelse forstås, således at der ikke kan udbetales dagpenge mv., når og hvis medlemmet (på grund af ledighed) vælger at anmode om udbetaling af ydelser. Bestemmelsen sigter ikke alene til det forhold, at medlemmet umiddelbart i forbindelse med et arbejdsophør uden fyldestgørende grund melder sig ledig og anmoder om dagpenge.

Også udbetaling af dagpenge mv. på et senere tidspunkt vil efter sekretariatets opfattelse være omfattet.

Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om gentagelsesvirkning.