Legislator Case Law & Legislation
W20021048625 DK

Rådighed. Opholds- og arbejdstilladelse

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2002 10486 Valid

Rådighed. Opholds- og arbejdstilladelse

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 7. november 2002.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De kan ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, da De ikke har eller har haft arbejdstilladelse til arbejde i fuldt normalt omfang. De kan derfor ikke modtage dagpenge.

Dette skyldtes, at De ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, sålænge De ikke har eller har haft en arbejdstilladelse til at arbejde i fuldt normalt omfang i Danmark. Et medlem, som ikke kan overtage arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid grundet en retlig eller praktisk hindring, kan ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og kan dermed heller ikke modtage dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 samt § 2, § 5, § 6 og § 29, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed.

Ankenævnet har lagt til grund, at De afsluttede Deres studier på Danmarks Tekniske Universitet den 31. januar 2001, og at De blev optaget i arbejdsløshedskassen samme dag som fuldtidsforsikret.

Ankenævnet har videre lagt til grund, at De den 28. november 2001 fik arbejdstilladelse som studerende til at arbejde indtil 15 timer ugentligt. Det er videre lagt til grund, at denne tilladelse udløb den 31. august 2002 og kun var gyldig, så længe De havde opholdstilladelse i Danmark.

Ankenævnet har endvidere lagt til grund, at De har søgt om forlængelse af Deres opholdstilladelse, men fået afslag herpå. De har klaget over afslaget og har processuelt ophold i Danmark, mens klagesagen bliver behandlet.

Ankenævnet har ved bedømmelsen af sagen lagt vægt på Udlændingestyrelsens oplysninger om,

Ú at De har haft en opholdstilladelse med tilknyttet arbejdstilladelse som studerende,

Ú at tilladelsen udløb, da De blev færdig med Deres studium, da der var tale om en midlertidig opholdstilladelse,

Ú at en arbejdstilladelse ikke gives automatisk,

Ú at der kun kan ansøges om en arbejdstilladelse i forbindelse med et konkret job,

Ú at De har ret til at søge arbejde, men ikke kan tage arbejde uden en arbejdstilladelse,

Ú at en arbejdstilladelse forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, og at der i den forbindelse finder en egentlig sagsbehandling sted, og

Ú at De således ikke kan være sikker på at få en arbejdstilladelse, selv om De søger/finder arbejde.

På ovenstående baggrund er det ankenævnets opfattelse, at De ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankenævnet har noteret sig, at direktoratet ikke har fundet anledning til at dispensere fra reglerne om rådighed. Ankenævnet skal i denne forbindelse bemærke, at det alene er direktoratet som regeludstedende myndighed, der kan dispensere fra egne regler.

For så vidt angår tilbagebetaling af dagpenge samt ikendelse af sanktion, har ankenævnet noteret sig, at De ikke skal tilbagebetale dagpengene, som De modtog i perioden fra den 28. februar 2001 til den 23. september 2001. De skal heller ikke pålægges sanktion for uagtsomhed eller svig, da direktoratet ikke har fundet grundlag for at bestride arbejdsløshedskassens vurdering herom.

For så vidt angår Deres bemærkninger vedrørende Deres medstuderende/venner, som er i samme situation som Dem, men som stadig modtager dagpenge, skal ankenævnet bemærke, at nævnet alene træffer afgørelse i konkrete sager, som i Deres sag.

For så vidt angår Deres arbejdsløshedskasses bemærkninger, om at der alene foreligger et antici-peret og teoretisk rådighedsproblem i Deres sag, skal ankenævnet bemærke, at nævnet ikke er enig i denne vurdering, eftersom De fortsat skal have en arbejdstilladelse til at kunne arbejde i fuldt normalt omfang for at kunne overtage arbejde og dermed anses for at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked.

Deres arbejdsløshedskasse har desuden henvist til, at det ikke af arbejdsløshedskassens generelle vejledning/information, herunder bl.a. direktoratets pjece "Om at stå til rådighed", fremgår, at De skal have eller skulle have haft en arbejdstilladelse til at kunne arbejde i fuldt normalt omfang. Ankenævnet finder dog ikke, at De på denne baggrund kan opnå en retsstilling, som ikke følger af arbejdsløshedsforsikringsloven samt tilhørende bekendtgørelser, idet De ikke har fortabt en ret, som De ellers ville have haft.

Ankenævnet skal henvise til arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 samt til § 2, § 5 § 6 og § 29 i direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 15. februar 2002.

På ankenævnets vegne

xxx

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

xxxx

Arbejdsdirektoratet

Endelig adm. afgørelse 2002 10486 Valid

Medlemmet blev Master of Science in Engineering ultimo januar 2001 og afsluttede dermed sine studier. Han blev samme dato optaget som medlem i kassen og fik oplyst, at han ville være berettiget til dagpenge ultimo februar 2001 i tilfælde af ledighed.

Ultimo september 2001 oplyste AF over for kassen, at Udlændingestyrelsen (US) havde oplyst, at medlemmet ikke havde arbejdstilladelse i Danmark. Hans opholdstilladelse var desuden ved at udløbe.

US oplyste over for kassen, at medlemmet havde haft en midlertidig opholdstilladelse med tilknyttet arbejdstilladelse som studerende, og at den udløb ved studiets færdiggørelse. Han havde søgt om forlængelse af opholdstilladelsen, og fået afslag, men havde processuelt ophold i landet, mens klagesagen behandles.

US oplyste videre, at en arbejdstilladelse ikke gives automatisk, at der kun kan ansøges om en sådan i forbindelse med et konkret job, at medlemmet havde ret til at søge arbejde, men ikke kan tage arbejde uden en arbejdstilladelse, at en arbejdstilladelse forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, at der i den forbindelse finder en egentlig sagsbehandling sted, og at han således ikke kan være sikker på at få en arbejdstilladelse, selvom han søgte/fandt arbejde.

Kassen og direktoratet fandt, at medlemmet ikke havde ret til dagpenge, så længe han ikke havde mulighed for/tilladelse til at tage arbejde i op til 37 timer om ugen. Han skulle dog ikke tilbagebetale allerede udbetalte dagpenge eller ikendes en sanktion.

På møde den 7. november 2002 fandt ankenævnet, at medlemmet ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, sålænge han ikke havde eller havde haft en arbejdstilladelse til at arbejde i fuldt normalt omfang i Danmark.

Et medlem, som ikke kan overtage arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid grundet en retlig eller praktisk hindring, kan ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og kan dermed heller ikke modtage dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 samt § 2, § 5, § 6 og § 29, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet afsluttede sine studier den 31. januar 2001, og at han blev optaget i arbejdsløshedskassen samme dag som fuldtidsforsikret. Ankenævnet lagde videre til grund, at medlemmet havde processuelt ophold i Danmark, mens klagesagen vedrørende afslag på opholdstilladelse blev behandlet.

Ved bedømmelsen af sagen lagde ankenævnet vægt på Udlændingestyrelsens oplysninger om,

Ú at medlemmet havde haft en opholdstilladelse med tilknyttet arbejdstilladelse som studerende,

Ú at tilladelsen udløb, da medlemmet blev færdig med studiuerne, da der var tale om en midlertidig opholdstilladelse,

Ú at en arbejdstilladelse ikke gives automatisk,

Ú at der kun kan ansøges om en arbejdstilladelse i forbindelse med et konkret job,

Ú at medlemmet havde ret til at søge arbejde, men ikke kunne tage arbejde uden en arbejdstilladelse,

Ú at en arbejdstilladelse forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, og at der i den forbindelse finder en egentlig sagsbehandling sted, og

Ú at medlemmet således ikke kunne være sikker på at få en arbejdstilladelse, selv om medlemmet søgte/fandt arbejde.

På denne baggrund var det ankenævnets opfattelse, at medlemmet ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

For så vidt angår tilbagebetaling af dagpenge samt ikendelse af sanktion, noterede ankenævnet sig, at medlemmet ikke skulle tilbagebetale dagpengene, som han modtog. Medlemmet skulle heller ikke pålægges sanktion for uagtsomhed eller svig, da direktoratet ikke fandt grundlag for at bestride arbejdsløshedskassens vurdering herom.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →