Klage over behandling i forbindelse med overrivning af akillessene

Klage over behandling i forbindelse med overrivning af akillessene

Nævnet fandt grundlag for kritik af den fysiurgiske speciallæges behandling af patienten, idet det var nævnets opfattelse, at blokadebehandlingen ikke burde gentages mere end 1-3 gange, og idet der ved mistanke om overrivning af akillessenen burde udvises yderligere tilbageholdenhed, idet man i sådanne tilfælde burde afvente diagnostisk afklaring i form af for eksempel ultralyds- eller MR- scanning.

Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af de læger på ortopædkirurgisk afdeling, der var involveret i behandlingen af patienten i forbindelse med operationen af akillessenen. Det fremgik af journalen, at speciallægen i ortopædkirurgi i forbindelse med operationen fandt en total overrivning af senen, som han syede sammen ved hjælp af såkaldt seneplastik. Efter operationen fik patienten anlagt en bandage, og det blev aftalt, at han ikke måtte støtte på foden de følgende 3 uger.

Nævnet oplyste, at det, hvor det drejer sig om en gammel læsion, ikke er muligt at foretage direkte sammensyning af læsionen, hvorfor der anvendes såkaldt seneplastik, hvor en snip af senevævet svinges ned for at slå bro over eller dække defekten i senen.

Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af de læger på ortopædkirurgisk afdeling, der var involveret i behandlingen af genoptræningen af patientens fod. Det fremgik af journalen, at lægerne ved en undersøgelse 3 uger efter operationen vurderede, at såret var i orden og akillessenen intakt. Ved en kontrolundersøgelse ca. 1 måned senere fandt lægerne endvidere, at der var god bevægelse i patientens fodled, hvorfor de fjernede bandagen og udstyrede patienten med 1 cm hælforhøjelse, ligesom de informerede ham om, at han ikke måtte dyrke sport det første år efter operationen.

Nævnet oplyste, at der ved et indgreb som det foreliggende altid er risiko for, at der på ny kan opstå overrivning af senen.

Resumé

En 29-årig mand henvendte sig på grund af smerter omkring højre akillessene til en speciallæge i fysiurgi. Denne vurderede, at det drejede sig om en delvis overrivning eller en irritation af senen, og behandlede patienten med en smertestillende blokade. Denne behandling blev efterfølgende gentaget 5 gange. Ca. 2 år efter vurderede speciallægen ved fornyet undersøgelse af patienten, at det eventuelt drejede sig om seneskedehindebetændelse. På grund af fortsatte smerter blev han efterfølgende henvist til en MR- scanning, som viste normale forhold. Patienten blev på ny behandlet med blokader.

Ved en kontrolundersøgelse ca. 1 år efter fandt speciallægen mistanke om en ruptur af akillessenen. Patienten blev derfor henvist til en ortopædkirurgisk afdeling, hvor en ultralydsundersøgelse viste en defekt i akillessenen. Patienten fik herefter foretaget en operation af en speciallæge i ortopædkirurgi.

Efterfølgende blev patienten atter henvist til ortopædkirurgisk afdeling, idet der pludselig var indtrådt en hævelse og ømhed på begge sider af akillessenen. En ultralydsscanning viste fornyet ruptur og blodansamling omkring overrivningen.

Der blev klaget over, at speciallægen i fysiurgi ikke behandlede patienten korrekt. Der blev endvidere klaget over, at speciallægen i ortopædkirurgi ikke foretog en korrekt operation af den bristede akillessene, og at afdelingslægerne ikke superviserede operationen tilstrækkeligt. Der blev desuden klaget over, at lægerne på ortopædkirurgisk afdeling ikke foranledigede en korrekt genoptræning af akillessenen efter operationen.