Klage over utilstrækkelig undersøgelse på skadestue af patient med utilpashed, uro i brystet og opkastning
Statutory Text (2 Articles)
Klage over utilstrækkelig undersøgelse på skadestue af patient med utilpashed, uro i brystet og opkastning
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere de læger, der havde været involveret i undersøgelsen af patienten. Nævnet fandt, at der var foretaget en undersøgelse der var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt om den udskrivende læge havde foretaget yderligere udredning af patienten, inden der kunne træffes beslutning om udskrivning.
Patientklagenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at kritisere den overlæge, som havde udarbejdet instruksen for visitationen på skadestuen. Nævnet fandt imidlertid, at det ville være hensigtsmæssigt, om ansvarsfordelingen i instruksen med hensyn til tilsyn fra anden afdeling blev præciseret, således at den læge, der fører tilsyn fra anden afdeling, meddeler den visiterende læge, at behandlingen nu er overtaget af anden afdeling, og at den vagthavende læge ved undersøgelsens afslutning meddeler visiterende læge, hvilke fund og konklusioner der er foretaget ved tilsynet.
Resumé
En 34-årig kvinde henvendte sig på skadestuen, da patienten de sidste 2-3 døgn havde følt sig utilpas og kastet noget op det sidste døgns tid havde haft uro i brystet med yderligere opkastninger. Om aftenen var patienten blevet dårligere og havde herefter kontaktet 112, hvorefter patienten var blevet kørt på skadestuen. Patienten blev undersøgt af lægen på skadestuen, af den medicinske mellemvagt samt af en læge fra organkirurgisk afdeling. Den sidst undersøgende læge vurderede, at symptomerne kunne skyldes problemer i mavesækken (syrerelateret gastrit) eller eventuelt maveinfektion, hvorfor hun ordinerede behandling med syreneutraliserende lægemiddel Pantoloc i 14 dage. Patienten blev informeret om, at såfremt der opstod vedvarende opkastninger, specielt ved tegn på blødning eller forværring af smerter skulle patienten søge læge. Samme nat blev patienten indbragt på skadestuen, med uopretteligt hjertestop. Obduktion kunne ikke fastlægge dødsårsagen med sikkerhed, men en påvist lungebetændelse kunne have været medvirkende årsag til dødens indtræden.
Der blev klaget over, at lægerne på skadestuen ikke foretog tilstrækkelige undersøgelser af patienten og derfor vurderede tilstanden forkert.