Klage over langvarig og utilstrækkelig behandling af hudlidelse

Klage over langvarig og utilstrækkelig behandling af hudlidelse

Nævnet fandt grundlag for at kritisere speciallægen. Det var nævnets vurdering, at de primære kliniske undersøgelser, udredninger og diagnostiske overvejelser foretaget af speciallægen havde været relevante og grundige. Imidlertid fandt nævnet, at det langvarige behandlingsforløb strækkende sig over næsten 3 ½ år og resulterende i 111 konsultationer burde have givet anledning til diagnostisk og terapeutisk revurdering. Således var diagnosen vaskulit begrundet i de kliniske forandringer, men da tilsyneladende relevant behandling ikke resulterede i bedring, men snarere forværring, burde de diagnostiske og terapeutiske muligheder have været revurderet, eventuelt på grundlag af en biopsi, og specielt i lyset af, at der blev givet systemisk behandlinger, som nævnet kan oplyse er forbundet med en ikke ubetydelig risiko for bivirkninger.

Det var efter nævnets vurdering ikke under normen for almindelig anerkendt faglig standard, at speciallægen ikke fra starten stillede diagnosen venøs insufficiens, idet den første ultralydsscanning ikke gav holdepunkt herfor. Imidlertid fandt nævnet, at der efterfølgende var kliniske tegn på venøs insufficiens.

Resumé

En 30-årig mand blev henvist til en speciallæge i dermato-venerologi, idet egen læge mistænkte, at han havde en betændelsestilstand i karrene (vasculitis). Patienten var første gang hos speciallægen den 11. maj 1998, hvor der på højre underben blev fundet to sår, der klinisk var forenelige med vasculitis. Der blev iværksat behandling af sårene med Prednison. Den 18. oktober 1998 ophørte prednisonbehandlingen, og der blev påbegyndt salazopyrinbehandling. Den 22. maj 2000 var der en forværring af de formodede vasculitforandringer, og såret blev supplerende behandlet med salve under lukket forbinding. Ved kontrol den 30. maj 2000 var der tilkommet eksematøse forandringer omkring såret, og der var tillige udviklet ny sårdannelse. Den 21. juni 2001 var der begyndende heling, og behandlingen blev igen suppleret med Prednison. Den 10. september 2001 blev der på grund af progression af symptomerne påbegyndt behandling med et kraftigere stof, Sandimmun.

Den 1. oktober 2001 blev patienten indlagt på ortopædkirurgisk afdeling med svær infektion i såret på højre underben. Der blev den 2. oktober 2001 i generel anæstesi foretaget revision af såret, hvor der blev taget vævsprøver til patologisk vurdering af sygdommen. Patologiundersøgelsen af vævsprøverne gav ikke mistanke om vasculitisforandringer, men tegn på en kronisk karsygdom. En ultralydsscanning af underbenet viste tillukning af det dybe venesystem på underbenet, og sårforandringerne blev tolket som betinget af dårlig veneforsyning.

Der blev klaget over, at speciallægen havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen af patientens lidelse.