Klage over tvangsbehandling (motivationstid)

Klage over tvangsbehandling (motivationstid)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for at tvangsbehandle patienten var opfyldt, idet hun var sindssyg, og idet det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende. Nævnet fandt imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at der kun gik 3 dage fra det tidspunkt, hvor patienten første gang blev tilbudt behandling med antipsykotisk virkende medicin, til beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke fremgik, at afdelingens personale aktivt havde forsøgt at motivere patienten til frivillig behandling ved dagligt at tilbyde antipsykotisk medicin.

Resumé

En 70-årig kvinde, som tidligere havde været indlagt på psykiatrisk afdeling, første gang i 1969, blev tvangsindlagt på behandlingsindikation under diagnosen paranoid psykose. Under indlæggelsen fremtrådte patienten tidvis psykotisk med hallucinatoriske oplevelser og paranoide forestillinger, og hun var til stadighed garderet og havde ingen sygdomserkendelse. Hun blev forsøgt motiveret til at modtage behandling med antipsykotisk medicin, hvilket hun modsatte sig. 3 dage efter at motivationensforsøget var indledt, blev det besluttet at tvangsbehandle hende med antipsykotisk medicin injektion Cisordinol i depotform.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, som underkendte anvendelse af Cisordinol i depotform, men godkendte den beslutning som afdelingens overlæge herefter traf om, at patienten i stedet skulle behandles med tabletter eller daglig injektion af Cisordinol.