Klage over tvangsbehandling (motivationstid)

Klage over tvangsbehandling (motivationstid)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for at tvangsbehandle patienten var opfyldt, idet hun var sindssyg, og idet det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende. Nævnet fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at patienten var forsøgt motiveret til frivillig behandling gennem ca. 4 uger, før beslutningen om tvnagsbehandling blev truffet. Nævnet fandt, at den omstændighed, at patienten i 2 dage frivilligt indtog antipsykotisk medicin, ikke sandsynliggjorde, at hun kunne motiveres til fortsat frivillig behandling.

Resumé

En 32-årig kvinde, som året forud for den aktuelle indlæggelse var blevet tiltagende påfaldende i sin adfærd, blev frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun var under indlæggelsen præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter, herunder med giftfrygt, samt af vrangforestillinger af storhedskarakter, og hun var garderet og manglede sygdomsindsigt. Hun blev forsøgt motiveret til at indtage antipsykotisk medicin, hvilket hun i ca. 3 uger modsatte sig. Hun indtog herefter frivilligt antipsykotisk medicin i 2 dage, men ophørte imidlertid hermed efter 2 dage med henvisning til, at hun følte sig sløvet. 3 dage derefter blev det besluttet at tvangsbehandle patienten med tabletter Velotab Zyprexa 40 mg i døgnet, subsidiært injektion Cisordinol op til 30 mg i døgnet.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte afdelingens beslutning om tvangsmedicinering med primært Velotab Zyprexa, subsidiært injektion Cisordinol.