Klage over tvangsmedicinering med bl.a. Zyprexa op til 50 mg daglig
Statutory Text (2 Articles)
Klage over tvangsmedicinering med bl.a. Zyprexa op til 50 mg daglig
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering, men fandt dog at en dosering på 50 mg Zyprexa dagligt ikke opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering. Den almindeligt rekommanderede dosis for tablet Zyprexa var efter nævnets opfattelse på 5-20 mg dagligt. Nævnet kunne dog oplyse, at det var velkendt, at midlet ikke sjældent blev anvendt med held i noget større dosering op til 40 mg. Nævnet fandt imidlertid, at en dosering på op til 50 mg dagligt måtte anses for at være ud over det almindelige.
Resumé
En 42-årig mand blev indlagt på psykiatrisk afdeling, og blev forgæves forsøgt motiveret for antipsykotisk behandling. Efter 3½ uge blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Cisordinol 20 mg, alternativt injektion Cisordinol 10 mg.
Patienten klagede over beslutningen til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, og klagen blev tillagt opsættende virkning. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering, og traf desuden efter ønske fra overlægen supplerende beslutning om primær tvangsbehandling med tablet Zyprexa varierende fra 20-50 mg dagligt. Patienten ankede afgørelse til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.