Klage over tvangsfikseringer og indgivelse af beroligende medicin

Klage over tvangsfikseringer og indgivelse af beroligende medicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte indgivelsen af beroligende medicin og de to første tvangsfikseringer. Nævnet underkendte imidlertid den sidste tvangsfiksering. Nævnet oplyste, at for at en fare kan anses for at være nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. Nævnet fandt ikke, at det at patienten havde nægtet at indtage beroligende medicin i sig selv kunne begrunde en tvangsfiksering, idet den beroligende medicin eventuelt kunne være givet mod patientens vilje. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at antage at der i forbindelse med, at patienten slog et medicinglas ud af hånden på en sygeplejerske, var tale om en nærliggende fare.

Resumé

En 55-årig kvinde blev indlagt i manisk tilstand på psykiatrisk afdeling. På indlæggelsesdagen var hun truende og sparkede et personalemedlem. Da hun ikke umiddelbart kunne beroliges, blev hun tvangsfikseret samt indgivet en beroligende injektion. Hun blev løsnet igen på 4. dagen. Et par dage senere var patienten udskældende og til gene for medpatienterne, og i forbindelse med at man forsøgte at skærme hende, blev hun truende og sparkede døren op, hvorefter hun blev tvangsfikseret. Senere samme dag, efter ophævelse af tvangsfikseringen, slog patienten et medicinglas ud af hånden på en sygeplejerske, og da hun nægtede at tage beroligende medicin, blev hun tvangsfikseret. 2 dage efter fik hun under tvangsfikseringen en beroligende injektion. Fikseringen blev ophævet på 4 dagen.

Patienten klagede over beslutningerne om tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, der godkendte samtlige beslutninger. Patienten ankede efterfølgende afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.