Klage over tvangsmedicinering og manglende opsættende virkning af klagen

Klage over tvangsmedicinering og manglende opsættende virkning af

klagen

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering, herunder at klagen ikke var blevet tillagt opsættende virkning. Nævnet lagde vægt på, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham. Nævnet lagde endvidere vægt på, at patienten gennem 7 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet, og at der var tale om afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Vedrørende den manglende opsættende virkning lagde nævnet vægt på, at patienten var forpint og fremtrådte kataton i sin lukkethed og stereotype bevægemønstre, hvorfor nævnet i det konkrete tilfælde fandt det godtgjort, at der var en særlig risiko for udvikling af et akut psykotisk delir.

Resumé

En 59-årig mand blev tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. Ved og under indlæggelsen virkede han psykotisk, og han blev fra indlæggelsens start forsøgt motiveret for antipsykotisk behandling, men var vedvarende afvisende overfor dette. Der blev derfor efter 7 dage truffet beslutning om tvangbehandling med Trilafon mixtur 10 mg dagligt, subsidiært Trilafon injektion 5 mg dagligt i.m.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsmedicinering, og klagen blev ikke tillagt opsættende virkning. Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering, herunder at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning. Patienten ankede afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.