Klage over mangelfuld medicinsk behandling efter operation for forsnævret kranspulsåre
Statutory Text (2 Articles)
Klage over mangelfuld medicinsk behandling efter operation for
forsnævret kranspulsåre
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægens behandling af patienten og lagde herved vægt på, at lægen foretog et korrekt skøn i forbindelse med udskrivelsen den 18. juni 2001, og at hun endvidere tog initiativ til, at kranspulsåreundersøgelsen kunne blive foretaget indenfor en faglig forsvarlig tidsramme.
Nævnet fandt endvidere, at lægen i forbindelse med den akutte indlæggelse den 19. juni 2001 gennemførte en relevant og intensiv genoplivningsprocedure i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.
Nævnet fandt, at lægen ud fra en samlet vurdering gennemførte en i henhold til almindelig anerkendt faglig standard fuldt tilstrækkelig genoplivningsprocedure. På baggrund af transporttiden og patientens tilstand ved ankomsten til skadestuen var sandsynligheden for, at patienten kunne have været genoplivet meget lille.
Resumé
En 68-årig kvinde blev i begyndelsen af 2001 behandlet med udvidelse af delvist tillukkede blodårer i hjertet ved indsættelse af en stent til at holde pulsåren åben. Hun var efterfølgende i medicinsk behandling. Den 16. juni 2001 blev hun indlagt akut på medicinsk afdeling til observation for blodprop i hjertet og anfaldsvise hjertekramper Hun blev udskrevet den 18. juni 2001. Den 19. juni 2001 fik hun om aftenen pludselige brystsmerter. Hun blev bevidstløs indbragt akut på skadestuen, hvor hun trods forsøg på genoplivning afgik ved døden 45 minutter efter ankomsten til skadestuen.
Der blev klaget over, at patienten ikke modtog korrekt behandling i forbindelse med udskrivelsen den 18. juni 2001. Der blev ligeledes klaget over, at hun ikke modtog korrekt behandling i forbindelse med den akutte indlæggelse den 19. juni 2001.