Klage over utilstrækkelig behandling og tilsyn hermed af bindevævs- sygdom (arteritis temporalis)

Klage over utilstrækkelig behandling og tilsyn hermed af bindevævs-

sygdom (arteritis temporalis)

Nævnet fandt grundlag for at kritisere den overlæge, der traf beslutning om, at prednisolondosis skulle fastholdes på 75 mg indtil CRP var nul, men fandt ikke i øvrigt grundlag for at kritisere de involverede læger. Nævnet lagde vægt på, at overlægen ikke havde været tilstrækkelig opmærksom på, at patientens konfusion kunne være udløst af den høje prednisolondosis, samt at overlægen lagde afgørende vægt på CRP som den styrende faktor for nedtrapningen af Prednisolon. Nævnet fandt, at overlægen ved behandlingen burde lade sig vejlede af både kliniske og laboratoriesvarene, og overlægen burde have foranstaltet regelmæssige tilsyn efter overflytning til anden afdeling.

Resumé

En 82-årig kvinde blev indlagt på grund af mistanke om en bindevævssygdom og blev sat i behandling med Prednisolon i høj dosis. Der blev på et tidspunkt konstateret blødning fra endetarmen, hvilket blev vurderet forårsaget af divertikler. Senere i forløbet forsøgte man at nedtrappe prednisolondosis, men da CRP efter 4 dages nedtrapning atter steg, blev det besluttet at forhøje prednisolondosis. Der var på dette tidspunkt mistanke om en urinvejsinfektion og behandling herimod blev iværksat. Dagen efter var der mistanke om en blodprop eller blødning i hjernen, men en CT-scanning viste ikke tegn herpå, ligesom hverken blod- eller urindyrkning gav mistanke om en infektion. Et par dage senere valgte en overlæge at fastholde en prednisolondosis på mindst 75 mg dagligt, indtil CRP var nul. Patienten blev samme dag overflyttet til en psykiatrisk afdeling, da hun var i akut konfusionstilstand.

På den psykiatriske afdeling blev patienten sat i behandling med antipsykotisk medicin. I efterforløbet blev hun flere gange tilset af medicinsk afdeling, idet der bl.a. var mistanke om en karlidelse og urinvejsinfektion, og patienten blev efter ca. 1 måned på psykiatrisk afdeling overflyttet til medicinsk afdeling. Her fandt man, at patienten havde blodforgiftning, sandsynligvis udgående fra et fokus i mave-tarmkanalen, som meget vel kunne være betændelse i de påviste divertikler. Prednisolondosis blev nedsat til 50 mg med henblik på vedligeholdelse på en lavere dosis, så længe mistanken om blodforgiftning bestod. Tilstanden blev efterfølgende bedre, men forværredes senere med temperaturforhøjelse, umåleligt blodtryk og svag, uregelmæssig puls, og patienten afgik efterfølgende ved døden.

Der blev klaget over, at lægerne ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse og behandling af patienten, herunder for så vidt angik behandlingen med Prednisolon.