Forsinket afsendelse af erklæring
Statutory Text (2 Articles)
Forsinket afsendelse af erklæring
Nævnet oplyste, at det af lægelovens § 8, stk. 3 fremgår, at en læge er forpligtet til på begæring af en offentlig myndighed i det efter øjemedet fornødne omfang at afgive attest til offentlig brug om de lægelige iagttagelser, som hun er i stand til at meddele oplysning om, vedrørende en af hende undersøgt eller behandlet person, der søger eller oppebærer pension eller anden offentlig hjælp. Lægen må imidlertid, i tilfælde af at lægen ikke ønsker eller ikke har mulighed for at fremskaffe de fornødne supplerende oplysninger om sin patient og afgive attest herom, meddele den rekvirerende offentlige myndighed dette snarest muligt efter at have modtaget anmodningen. En erklærings udfærdigelse må ikke unødigt forhales, jfr. § 7 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 angående almindelige regler for afgivelse af lægeerklæringer.
Nævnet lagde vægt på, at overlægen accepterede at udfærdige en erklæring, men at hun, grundet en opstart af en stabiliserende behandling med lægemidlet Orfiril, først kunne udtale sig om patientens tilstand efter 3-4 måneder. Kommune oplyste, at overlæge derefter blev rykket adskillige gange, senest den 4. september 2000.
Patientklagenævnet fandt derefter, at overlægen unødigt havde forhalet udfærdigelsen af speciallægeerklæringen vedrørende patienten i perioden fra januar til september 2000. Nævnet fandt i den forbindelse, at vanskelige personaleforhold siden foråret 2000 i Distriktpsykiatrien ikke var en omstændighed, som kunne undskylde forhalingen.
Resumé
En 42-årig kvinde havde i flere år været i behandling i Distriktspsykiatrien. Den 17. maj 1999 anmodede hendes Kommune en overlæge om en speciallægeerklæring vedrørende hende til brug for en afklaring af berettigelse til førtidspension.
Den 11. januar 2000 aftalte overlægen med patienten, at hun kunne udfærdige en speciallægeerklæring på baggrund af den aktuelle tilstand. På grund af betydelige organisatoriske og bemandingsmæssige problemer i Distriktspsykiatrien blev erklæringsudstedelsen udskudt og blev på et tidspunkt overgivet til en kollega, som i september 2000 afgav den ønskede erklæring.
Der blev klaget over, at overlægen forhalede afgivelsen af en speciallægeerklæring til kommunen.